Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Søvn. Hvad var det egentlig lige for noget? Hvorfor havde man brug for det. Rosalie lå stadig sammen krøllet i sin seng og havde ikke turde rokke sig ud af stedet. Hun følte næsten hun skulle dø, og var ligeledes bange for at trække vejret. Den meste bevægelse fik hende til at skælve. Man kunne ikke se det, men under hendes lille krop, på det hvide lagen, lå en et par blodpletter. Det var ikke voldsomt. Men det var nok til at få den unge heks hylet helt ud af den. Hun havde sagt til de andre piger at de bare kunne gå i forvejen og at hun nok skulle komme. Det var løgn. Hun havde ikke tænkt sig at flytte sig fra sengen. Hun var dog ved at blive sulten, og det som havde følt som en evighed, var dog kun 40 minutter. I 40 minutter havde hun ligget krummet sammen og følt sig ynkelig. Hun vidste godt hvad der var sket. Men hun ville ikke helt være med til det.
Endelig fik hun dog sig sat op i sengen, og forsøgte med hvad hun havde at gøre sådan at det ikke ville bløde ned af hendes ben. Det var besværligt og et griseri. Hun fik dog samlet lagen og hvad ellers i en bunke og gemt der under sengen. Hun fjernede alle bevis materiale. Hun lignede noget der var løgn. Hun kunne ikke engang finde ud af at tage en kjole på, og skulle nu forsøge at snige sig op på sygefløjen. Heldigvis var mange til time, så der var kun billederne på gangene der kommenterede på hendes påklædning. Hun kunne mærke hvordan angsten i hende byggede sig op og tårene presse på. Hun nået ikke særlig langt ind på den lyse stue før hun søgte Agnes. Hendes velkendte ansigt fik Rosie til at bryde sammen i gråd. "Agnes.." pev hun.
Post by Agnes Slughorn on Feb 17, 2016 18:19:53 GMT
Agnes sad ved det skrivebord, der var placeret midtfor enden af den lange række af senge og gennemgik journalerne, hvor notationer fortalte, hvilke elever der havde været indlagt, naturen af deres skader og hvilken behandling, der var benyttet. Nogle af registreringerne var gamle og hun havde svært ved at tyde håndskriften, men der gemte sig gode bud på, hvad hun skulle gøre, hvis en elev kom ind med en uventet lidelse.
Hun var ganske optaget af det, da en spinkel pigestemme pludselig lød. Heksen, klædt i stærke, mørkegrønner farver, så straks op og fjerpennen faldt med ét til bordet ved synet af skikkelsen i natkjole og med tårer ned af kinderne. "Hvad er der sket?" udbrød hun, med ét ganske alvorlig og kom uden tøven på benene. Hun krydsede afstanden til den lyshårede pige, som hun genkendte som Rosalie Dodderidge og lukkede fingrene blidt om pigens skulder, før hun ganske enkelt trak hende ind i et varmt kram og tyssede beroligende.
Post by Rosalie Dodderidge on Feb 17, 2016 18:41:57 GMT
Rosalie var ikke kendt som en der flæbede. Faktisk skulle der meget til at gøre hende sur og ked af det. Hun bed smerten i sig og lod sig ikke bukke under af diverse ting der kunne henne en i løbet af dagen. Hun havde heller ikke grædt over "bruddet" med Dia. Hun var mere stik hamrende tosset, men var ikke en der råbte op. Stilheden fra hende var nok. Men lige der her var kommet som et shock for hende, og grunden til gråden var nok også at hun ikke var hjemme hos sin egen mor, og hun havde ingen planer om at opsøge sin onkel som var nærmest familie. Og hun skulle ikke vide noget af at Avery skulle kommentere på det. Hun var trods alt seksten, og selv havde hun forventet det tidligere, og var begyndt at tvivle på at dagen nogensinde ville komme. Men her stod hun så. Helt ude af sig selv, og en anelse pinlig berørt.
Hun gemte hovedet indtil Agnes. Hendes arme var trygge og hun fik nu bedre kontrol over gråden og den heftige vejrtrækning. "Der var blod på mit lagen" hviskede hun nærmest utydelig mod den anden heks. Hun forsøgte at tørre sine øjne. "Det gør så ondt. Som tusinde knive" sagde hun og kiggede op.
Post by Agnes Slughorn on Feb 17, 2016 19:19:16 GMT
Agnes holdt pigen tæt ind til sig og hun strøg hende over håret en enkelt gang, mens det blev ganske klart, hvad der foregik. Hendes egne skuldre slappede en anelse mere af, nu hvor hun vidste, at Rosie ikke direkte fejlede noget. "Det ved jeg," mumlede hun forstående, før hun trak sig tilbage og så på den lyshårede heks med et mildt blik. Hun rakte ud og strøg tårerne væk med sin tommelfinger, uden at have sluppet skulderen endnu.
"Lad os få dig vasket og så sætter vi os lidt. Jeg skal nok notere din professor om, at du er lovligt frataget fra din undervisning." Hun smilede forsikrende og kyssede Rosie en enkelt gang på panden. Agnes vidste bedre end nogen, hvordan det man mest af alt havde brug for, var omsorg. Det havde hun heldigvis rigelig af. "Kom med ind på mit kammer. Det er rarere end at være herude, ikke?"
Post by Rosalie Dodderidge on Feb 17, 2016 20:50:33 GMT
Nok var Agnes ret ung, og kunne være hendes storesøster, men alligevel var trygheden lige så stor som var hun i favnen hos sin mor hjemme på kroen. Hun fandt desuden ikke meget hjælp hos sine to ældre søskende, det føltes som om at de var meget ældre end hende selv. Hun var forældrenes sidste, efternøleren, det var da klart at alt kom for sent hos hende. Hun var ikke moden eller seriøs nok til noget. Hun sukkede svagt mod Agnes og forsøgte at tørrer sine tåre væk. Hvor ynkelig havde man lov at være? Hun nikkede bekræftende til hendes ord. Lige nu var hun glad for at der ingen mænd arbejde i sygefløjen. Det ville have gjort det umuligt for hende.
Hun havde svært ved at få ordene hen over læberne og nikkede igen blot tavst da hun foreslog at hun skulle vaskes. Hun følte sig så klistret og ulækker. Så et bad ville med sikkerhed hjælpe. Hun lyste op i et kort smil da hun nævnte at hun nok skulle informere hendes undervisere. Det havde hun helt glemt. Det var godt at hun ikke også skulle stresse over det. Hun var ærlig talt stadig rundt på gulvet og forvirret. "Jo.." kom det svagt fra hende og nikkede. Hun gik med Agnes mod hendes kammer. Hun havde ikke tænkt sig at vaske sig midt på gulvet på sygefløjen. Nok var det tidligt om morgenen. Men der kunne jo komme alle mulige!
Post by Agnes Slughorn on Feb 17, 2016 20:56:09 GMT
Agnes smøg en betryggende arm om Rosalies skuldre og fulgte pigen med ind på det kammer, der ellers normalt var privat. Det var dog en delikat affære og hun ofrede gerne sit eget privatliv for at få eleven til at føle sig mere tryg. Roligt fandt hun et vaskefad frem, samt de nødvendige remedier og forklarede nøje, hvad der skulle ske og gøres.
Da det var klaret, smilede Agnes varmt og slog lidt ud mod en træstol, der var beklædt med en enkelt pude. "Sid ned, så kan vi tale," konstaterede hun og gik kort over til et lille skab i hjørnet. Da hun kom tilbage, havde hun en eliksir og et enkelt krus med en smule ildwhiskey med sig. "Her. Det her er for smerterne og det her, er for at få dig til at have det bedre. Du må hellere lade være med at nævne det sidste for nogen."
Post by Rosalie Dodderidge on Feb 17, 2016 22:28:39 GMT
Rosalie følte sig alt for lille, og var ikke helt vild med tanken om at skulle tage sit tøj af. Men hun stolede på Agnes. Fuldt ud, og det var ikke normalt at folk braste ind på ens private kammer. Så efter nøje overvejelse trak hun den hvide natkjole over hovedet. Hun kiggede på blodet, som stadig var ret fugtigt. Hun skar grimasse. Hun måtte have flere med sig næste gang så hun havde noget at skifte til. Hun lagde kjolen fra sig og stillede sig hen til fadet. Det tog hende ikke lang tid, men hun kunne tydeligt mærke angsten som stak ind i hende. Hvad nu hvis det begyndte at bløde igen?
Hun fik en ren underkjole på, godt nok var den beregnet til en patient. Men Rosie klagede ikke. Hun regnede ikke med at tage til undervisning denne dag alligevel. Hun tog hvad der var til rådighed for hende. Hun satte sig i træstolen, med hænderne foldet i sit skød. Hun sukkede svagt. Hun lagde overraskende hovedet en smule på skrå og kiggede lidt kruset da hun nævnede dets indhold. Hun sendte hende et lille smil. "Det lover jeg" sagde hun så og tog et par tåre af krusets væske. Det var stærkt, og det brændte i halsen på hende. Men hvis det fik hende til at få det bedre sagde hun ikke nej tak. "Skal jeg drikke alt i flasken?" spurgte hun og kiggede på Agnes. Hun ville ikke begynde at tømme indholdet af flasken, skulle det holde til flere omgange.
Post by Agnes Slughorn on Feb 18, 2016 18:47:54 GMT
Agnes smilede mildt over pigens løfte og satte sig selv på kanten af det lille, mere private arbejdsbord og ikke på den anden side af det. De behøvede ikke et bord mellem dem. Det var en mere intim sag end det. "Drik halvdelen nu og den anden halvdel, når du skal sove. Jeg giver dig noget mere med til de næste par dage," forklarede hun og krydsede anklerne over hinanden under det flaskegrønne skørt.
Hendes øjenbryn var trukket ganske let sammen, men hendes smil forblev, samt det milde udtryk i de mørkebrune øjne. "Du må have mange spørgsmål. Jeg håber, at du ved, at du kan spørge mig om alt."
Post by Rosalie Dodderidge on Feb 18, 2016 22:36:34 GMT
Rosalie endte med at trække sin ben op under sig, og kjolen ned over sine knæ. Hun kiggede lidt på Agnes, og så ned på flasken. Hun nikkede langsomt og tømte halvdelen af flasken. puttede proppen på og satte den på bordet ved siden af hende. Hun holdte kruset mellem sine hænder, hun drak ikke det hele på engang. Hun sad lidt i tavshed. "Hvor lang tid vare det?" spurgte hun stille og var allerede ved at gå i panik. Hun syntes nok det var slemt nok nu.
Hun nikkede langsomt med hovedet, førte et par blonde lokker om bag øret imens hun skævede ned på ild whiskyen i kruset inden hun besluttede sig for at tømme det hele. "Jeg ved ikke hvor jeg skal starte" sagde hun stille og bed sig svagt i underlæben. "Det er bare så.." hun tav og så væk. "Klistret... og ulækkert"
Post by Agnes Slughorn on Feb 20, 2016 8:19:07 GMT
Agnes' blik hvilede på den unge pige og hun tog en enkelt, dyb indånding ved spørgsmålet. "Det kan variere lidt fra kvinde til kvinde, men omtrent fem dage. De første to eller tre er dog oftest de værste," forklarede hun. "Du kan holde øje med månen. Se, hvordan den er nu og når den nærmer sig samme sted næste gang, ved du, at det snart er tid til at det sker igen. Så kan du forberede dig."
Det sitrede lidt i hendes mundvige, men ikke fordi hun var på nippet til at le af Rosalie. I stedet fordi hun udmærket forstod hende. "Det kommer nok aldrig til ikke at være en smule til besvær, men man vænner sig til det og så går den følelse væk. Det lover jeg."
Post by Rosalie Dodderidge on Feb 20, 2016 15:39:08 GMT
Rosalie vidste ikke rigtig hvad hun kunne forvente, hjemme på kroen var det ikke noget hun lagde særlig meget mærke til. Hendes to søstre var umulige det meste af tiden. Hun nikkede langsomt og skævede op på den ældre heks. "Hvad nu hvis det ikke kommer?" spurgte hun stille. Hun vidste godt at det betød hun nu var en rigtig kvinde, og at det vist nok var et tegn til at hun nu kunne få børn. Det begejstrede hende ikke. Hun ville slet ikke have det skulle gøre ondt, det skulle bare gå væk. Skulle hun nu også til at holde øje med månen. "5 dage... Holde øje med månen.." sagde hun lavt til sig selv. Det burde ikke være så svært. Men så igen. Rosie gik altså ikke så meget op i månens form og placering på himlen.
Hun sukkede svagt. Hun havde virkelig håbet på at det ikke ville være sådan her hele tiden. Og hvad med de andre piger? - Hun vidste hun var sent på den, men hun havde ikke rigtig lagt mærke til de andre omkring hende. Var de gået i lige så stor panik som hende selv? "Hvordan sikre man så man ikke får blod over det hele?" spurgte hun og rettede hovedet en smule. Det var nok et af de større problemer for hende.
Post by Agnes Slughorn on Feb 20, 2016 16:17:11 GMT
Agnes rettede sig lidt op, men blev siddende på bordet i den ganske uformelle position. "Du bruger de klude, jeg har givet dig nu. Jeg vil råde dig til at anskaffe nogle flere og husk at skifte dem ud ofte. Du skal ikke være nervøs for, at det går galt."
Hun fugtede læberne en enkelt gang, før hun besvarede det andet spørgsmål. "Det kan svinge de første par år, så du skal ikke være urolig, hvis det ikke følger månen præcis," forklarede hun, før hendes øjenbryn trak sig ganske let sammen. "Rosie, ved du, hvordan man bliver gravid?"
Post by Rosalie Dodderidge on Feb 20, 2016 16:49:53 GMT
Rosalie rynkede lidt på næsen, skulle hun så rende rundt med en klud mellem sine ben, og gå midt i timen fordi den skulle skiftes? Det var virkelig ikke noget hun så frem til. Det forblev altså ulækkert inde i hovedet på hende. Hun nikkede dog med hovedet, hun forstod det godt. "Men, hvad siger jeg til min lære? - Og hvad nu hvis... der er for meget" hun kunne slet ikke få ordene ud af sin egen mund. hele scenariet med lagnet, hvis det skulle ske på hendes kjole. Alle ville jo grine af hende, fordi hun ikke kunne finde ud af det.
"Men det betyder at jeg kan få børn ikke?" spurgte hun så og satte sig mere op i stolen og kiggede på hende. Hun lagde hovedet undersøgende på skrå. Hun løftede selv det ene øjnbryn over Agnes sidste spørgsmål. "Ja jeg er ikke fem år." sagde hun så med et lille grin, med blev tydeligvis rød i hovedet. "Jeg ved godt hvordan det foregår. Men jeg har ikke... jeg mener.." hun slog blikket ned og rystede blot på hovedet, så de lyse krøller dansede om hendes ansigt.
Post by Agnes Slughorn on Feb 21, 2016 9:47:09 GMT
Agnes kunne ikke helt følge med til alle spørgsmålene, men trak lidt på smilebåndet over det. "Lad os tage det én ting ad gangen," bad hun og rettede sig lidt op. Hun nikkede svagt for sig selv. "Først og fremmest, jo. Det betyder, at du kan få børn."
Hun undlod at nævne, at det ikke var nogen selvfølge, at man vidste, hvordan det hang sammen. I sin barndom havde hun mødt mange, uheldige piger i sin mors værksted, der var kommet i omstændigheder og ikke havde anet, at det overhovedet havde været en mulighed. Rosalie var heldig, at hun havde nogen, der havde fortalt hende om det.
"Det kan godt være, at det ikke er nødvendigt lige nu, men hvis du på et tidspunkt får lyst til at ligge med en dreng, så kan du også komme til mig og så kan jeg forklare dig, hvordan du beskytter dig selv," sagde hun mildt, men uden at lægge fingre i mellem. Det var intet tabu for Agnes. Hvis man havde lyst til at dele sin krop, selv med andre end en ægtemand, så skulle man så sandelig have lov til det.
Post by Rosalie Dodderidge on Feb 21, 2016 23:49:15 GMT
Rosalie havde så mange spørgsmål at hun næsten ikke kunne holde dem inde, og det røg derfor også ud af hende. Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt af Agnes da hun selv smilte. Hun nikkede langsomt til hendes ord og satte sig lidt bedre til rette i stolen, hun sad dog stadig med benene op under sig, det føltes mere sikkert for hende. Hun ville risikere at det skulle komme alt for hurtigt. Så når benene var bøjet og at hun bare sad helst stille, var med til at holde mere eller mindre på blodet. Håbede hun. "Men hvad nu hvis jeg ikke vil have børn?" spurgte hun stille og kiggede lidt væk. Det var vel ikke et krav til hende nu.
Rosalie rynkede igen på næsen. Hun kunne stadig ikke rigtig se sig selv gå så langt med en dreng. Hun havde jo kun kysset med dem indtil videre. Men det kom vel? Så meget unormal var hun vel ikke at hun aldrig ville få lysten til kødlig omgang med mænd? - Det var dog lidt for fjernt for hende lige nu. "Beskytter mig selv? Er det ikke meningen at man først skal lægge med en dreng, mand når man er gift? jeg mener er det ikke hele idéen. Det med børn.." det forvirrede hende. Hun havde dig aldrig følt sig presset, men hendes søstre var gået meget op i at gemme sig selv indtil de var blevet gift.