Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Conrad Crouch on Feb 27, 2016 18:41:39 GMT
Det var med ambivalente følelser, at hans eneste respons på hendes forførende ord var at bide tænderne hårdnakket sammen og tilte hagen opad i en demonstration af sin egen stædige standhaftighed. Hun var rigtigt nok en fryd for øjet, og han behøvede ikke en gang brug af fantasi for at kunne fremkalde de former, som hendes kjole smøg sig om. Hurtigt sank han en klump. Han var stadig kun en 18-årig knægt, der havde adskillige svage punkter for kvindelig skønhed. Men lige så betagende og god, som han vidste Aurora var, lige så opslugt var han af Pomona. Begge dele kunne han dog ikke forlange at få, så han fulgte sin hjertebanken fremfor sin svaghed for Auroras forførende frisind.
Hyper-opmærksomt betragtede han hendes fine ansigtstræk, scannede hver enkelt velkendt detalje. Langsomt slækkede han sine hænders tag i hende, indtil han fuldstændig gav slip. ”Ligesom du heller ikke hader mig.” Det var nærmere en faktuel konstatering, end det var et spørgsmål. Der var intet usikkert over hans toneleje, intet tøvende i hans udtale af ordene. Hendes tidligere hvislende ord havde dog alligevel pirret ham en smule. De grønne øjne flakkede ikke det mindste, idet han mødte og fastholdt hendes øjenkontakt. I stedet for at svare, lod han et par tavse sekunder passere betænksomt. ”Det ved jeg ikke. Vil du gerne have, at jeg kysser dig igen?” Der var en påtaget uskyldighed over hans simple spørgsmål, der blev forpurret en kende af det udfordrende blik i hans øjne.
Post by Aurora Howard on Feb 28, 2016 15:12:25 GMT
Aurora anede næsten ikke hvad hun havde forventet af ham. Selvom hun nok havde håbet han havde været hurtigere til at give efter for hendes hvisken. Men hun skulle nok få ham tilbage, på den ene eller den anden måde. Han kunne ikke modstå hende. Det vidste hun, og inderst inde vidste han det også selv. Hun kendte hans kropssprog, og der skulle meget til før hun vidste hvad han tænkte, og det var ofte det hun spillede på. Hun havde ikke den samme bekymring som ham. Hun havde altid sagt, at forelskelse gjorde en svag, og hun havde nok også sagt det i håbet om at han måske fik øjnene op for hende, skulle han kigge efter nogen. Men hun kunne ikke kontrollere ham når hans hjerte sad helt oppe i hovedet på ham, og havde fået ham til at vælge hende fra. Hun var stadig vred over det. Hvad havde hende den anden lige som Aurora ikke selv havde? - Hun forstod det ikke.
Hun stirrede stadig på ham, som om han var dum. Hun fnøs kort over hans ord, og lagde demonstrativt armene over kors. "Det ved du da ikke" mumlede hun svagt irriteret over hans påstand. For det gjorde ond. Hun hadet ham inderligt over at han ikke havde valgt hende. Ikke at de nu skulle til at lege kærester og det pjat. Men forfanden. De havde været ved hinandens side i over 7 år. Det måtte da tælle. De brune svagt, knebet sammen øjne hvilede i hans grønne. Han legede med hende, lige som hun legede med ham, men hun syntes ikke rigtig han helt spillede fair lige nu. Hun trak sig lidt væk fra ham ved hans ord. "Måske." sagde hun bare og trak næsten ligeglad på sine skuldre. "Jeg vil gerne have det. Men du vil ikke have det" konstaterede hun så med en let skæven.
Post by Conrad Crouch on Feb 28, 2016 22:17:06 GMT
”Kom nu, Aura.” Stemmen var lav og vedholdende. En lokkende hæshed. ”Du hader mig jo ikke.. Gør du vel?” Et forventeligt blik blev sendt hendes vej, mens hans opmærksomhed dansede fokuseret omkring hende. Han burde nok bare holde op med at trampe rundt i det, men af sine egne egoistiske grunde havde han brug for at høre fra hendes mund, at det ikke var sandt. At hun ikke hadede ham. Det var én ting han ikke ville kunne bære.
”Du tager fejl, jeg vil virkelig gerne ha’ det. Du er skøn, og.. Ser uimodståeligt godt ud. Ingen ved deres fulde fem ville kunne sige nej til dig.” Blide ord forlod hans læber i det han trådte frem mod hende simultant med at hun trak sig væk. Roligt rakte han ud efter hende, trak prøvende i hendes hænder for at løsne op for hendes korslagte arme. Uden at stoppe blev han ved med langsomt at træde nærmere, men med en opmærksom forsigtighed over sig. Han lagde en hånd om hendes nakke, nussede hende med tommelfingeren. ”Men.” Han sukkede lavmælt. ”Pomona er… Jeg vil så gerne gøre mig fortjent til hende.” Han lænede sig frem og kyssede Aura i panden. En uvant kær gestus, der ikke var meningen, skulle lede til andet end hvad det var; et uskyldigt kys.
Aurora havde lyst til at give ind for hans ord. Åh hvor havde hun inderligt lyst til bare at give op. Men hvad fik hun ud af det? Ikke særlig meget. Intet faktisk. Hun blev nød til at holde fast i at hun stadig var sur. At hun stadig var utrolig utilfreds over den måde han havde håndteret alt det her. Hun blev ved med at stirre ind i hans øjne. Han skulle bare ikke have lov til at stryge hende med hårene, og endelig hvis hun gav ham lov, var det jo ikke sikkert han ville gøre noget ved det. - Nej han blev nød til at mærke konsekvenserne ved hans valg. "Det kan du tro jeg gør Conrad" sagde hun så skarpt. Begge øjenbryn rykkede sig sammen. "Hvad havde du regnet med?" - hun ville gerne vide hvad han havde tænkt i det øjeblik han havde valgt hende fra.
Hun fnøs. Han var lige så stille ved at blive en ung mand som hun ikke kendte. Hvornår havde den Conrad hun kendte nogensinde bekymret sig om andre end sig selv. Han tog hvad han ville have, og spurgte ikke særlig ofte om lov. Når det gjaldt hende i hvert fald. "Men det gør du" sagde hun så med et svagt suk og slog blikket ned. Forstod han slet ikke vigtigheden i hvilken rolle han havde for hende? Kunne han ikke se at det slet ikke var fair overfor hende. Hun sænkede armen. Hun lod ham få sin vilje. Hun sukkede svagt af hans berøring med tomlen mod nakken, og automatisk lagde hun hovedet lidt på skrå. Det stak i hende, da han forsatte. Det var lige præcis det hun ikke ville høre. "Fortjent... Fortjent!" hendes stemme var tæt på at knække sammen. Men hun holdte stand. "Du taler om hende, som om.. Som om at," hun stoppede sig selv og flyttede sig væk fra ham. "Jeg er din bedste veninde Conrad. - Det er mig du altid har været sammen med - Og så kommer hun. Og så er det bare ligemeget eller hvad?" hun knyttede sine hænder. "Du behandler mig som om vi bare kan lade som ingenting." sagde hun arrigt. Hun var vred. Hun var virkelig vred.
Måske han alligevel bare altid havde været sådan? Men at Aurora fastholde en eller anden del i ham, hvor Pomona trak fat i noget andre. Mere dybere. - Hun var ved at overtage alt det som Aurora havde været for Conrad, og kunne bringe meget mere indtil hvad end de nu havde sammen. - Det gjorde ondt. Mere end hun turde indrømme.
Hendes spørgsmål gjorde indrømmeligt mere ondt end han ville indse. ”Hvad havde du regnet med?” Som reaktion på hendes fortsatte skarphed overfor ham, knækkede hans rolige og fattede ydre endeligt. Han havde efterhånden mestret at styre sin egen vrede, men kun til et vist punkt. Og dette punkt var nået. ”Havde du regnet med at vi kunne fortsætte? Vi skal snart videre, Aura. Efter syvende årgang skal vi ud i den virkelige verden. Hvad med når vores familier finder forlovede til os? Skulle vi så fortsætte som hemmelige elskere?” Forarget fnøs han og rystede arrigt på hovedet. Han havde prøvet at være rummelig, men han havde sin grænse, selv når det kom til Aurora. Han var trods alt en Crouch – og han havde lært kunsten at være modbydelig fra den bedste, Curteis Crouch.
Den attenårige Slytherin pige betød indrømmeligt meget for ham. Lige fra første årgang havde hun holdt ham ud, men også netop fordi de havde så tæt et bånd, kunne han blive vred på hende. I retrospekt kunne han også se, at en del af vreden måske var rettet imod sig selv over at det var kommet til dette punkt. At han ikke havde forudset det og forhindret det. Men sket var sket, der var ingen vej tilbage. ”Hvorfor er du så pisse sur? Du kan da vel ikke oprigtigt have troet, at det her kunne fortsætte for evigt. At jeg aldrig ville møde én, som jeg havde lyst til at give en chance. Eller at du aldrig ville møde en anden.” Det var næsten utålmodigt, at ordene præcist blev udtalt og slynget i hovedet på hende.
Dybt irriteret over Auras tilsyneladende jalousi, eller hvad end det var, der fik hende til at skabe sig sådan, sukkede han frustreret. ”Jeg lader ikke som ingenting!” Stemmen var hævet, højere end det havde været hans mening. Da han fortsatte, talte han mere lavmælt. ”Jeg troede, at vi var enige om, hvad det her var. En vennetjeneste. Venskabelig hygge, når vi havde brug for lidt opmuntring. Bare en anelse sjov, når vi lige havde lyst.”
Det var forvirrende for hende. For hun vidste godt at de følelser hun havde for Conrad, kun gik til den grænse de begge have sat. Men derfor kunne hun vel godt føle sig en lille smule forladt af ham kunne hun ikke? - Mest af alt fordi Pomona var borgerlig og det egentlig aldrig ville holde imellem dem. Hvis de så endelig skulle videre i livet, hvorfor kunne de så ikke bare gøre det sammen? - Hun var jo bange for at miste ham. Hun ville være hans nummer et, hele tiden. "nej jeg havde ej" mumlede hun små surt. Det havde han jo ret i, de kunne ikke fortsætte hvad de havde. "Du kunne da have valgt mig, Conrad" kom det så stille fra hende med et svagt suk. "Jeg mener, i stedet for at blive sat foran en totalt fremmede. Så kunne du have valgt mig" hun kiggede først på ham nu. Hun var nogenlunde seriøs. Hun ville hellere leve et liv med Conrad, end med en vildt fremmede som hun skulle opvarte. Med ham var det bare nemmere. Hun vidste snart ikke hvad hun ville have af ham, eller hvad hun selv forventede. "Jeg ved det ikke okay." sagde hun og slog ud med begge arme. De var begge to gode til at få hinandens pis i kog. Men hun var også en slange, og han var en løve. Underligt var det ikke.
Hun havde bare været så vant til at have ham så tæt, at det føltes underligt at give slip på noget af det. Nu skulle hun jo også til at tage hensyn, ikke noget hun bestemt så meget frem til. Hun skulede igen til ham. "Jeg føler du foralder mig." sagde hun ærligt. Hun rettede hovedet og holdte hans blik i sit, så længe han tillod det. "jeg havde dig, hvorfor skulle jeg kigge efter andre." sagde hun bare og trak på skuldrene. Hun vidste hun blev nød til at gøre det mere klart, han skulle trods alt ikke tro at hun var forelsket i ham. Hun tog sit til hovedet. "Jeg har aldrig følt andet for dig, eller måske engang. Men det er meget længe siden. Jeg er ikke forelsket i dig Conrad, men jeg elsker dig. Du er min bedste ven" sagde hun og kiggede mere eller mindre opgivende på ham.
"Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med" kom hun så frem til med et let skuldertræk. Hun kiggede roligt på ham som han talte. "Det blev en del af hvem vi er, en del af det venskab vi har. Hvorfor vi er så tæt knyttet. Det handler ikke om sex. Det handler om at du overhovedet ikke tænker over konsekvenserne" sagde hun. Men han var en mand, han behøvede ikke tænke over noget. Men det var hendes fejl, hun skulle aldrig have gået med til det. Men den gang var hun nok en smule naiv, og betaget af Conrad, hvem han var og hvad han stod for. Uden at folk sagde noget vidste hun jo godt at de fleste vidste hvad hun gik rundt og foretog sig. Ingen adelig mand ved de fulde fem ville ægte hende, fik de først nys om hendes eventyr i skoletiden. "Bare for hyggens skyld" hun gentog hans ord og nikkede. - og det var også alt hvad de havde været. "Jeg havde bare ikke regnet med at du ville finde en anden, Nu. Her på skolen." sagde hun og strøg hænderne igennem det mørke hår.
”Men er det virkelig, hvad du vil?” Med rynkede bryn så han undrende på hende. Han kunne ikke bedømme, om hendes forslag om at vælge hinanden fremfor fremmede var et seriøst et af slagsen, eller om det blot var ord slynget ud uden tanke. ”Er du ikke nysgerrig? Efter hvad der ellers er, og hvad du ellers kan blive tilbudt.” De var ikke kedelige sammen, ham selv og Aurora, det var helt sikkert. Men der var mange uudforskede ting udenfor Hogwarts’ beskyttende mure, der virkede tiltalende.
Hendes ord fik ham til at sukke svagt og se lettere brødebetynget ud. ”Men jeg forlader dig jo ikke, Aura.” Forklarede han, lidt mere forsigtigt end hans ellers utålmodige svar. Han imødekom øjenkontakten, og smilede skævt, om end lettere glædesløst. Roligt rakte han ud og strøg hende flygtigt over kinden, før hendes næste ord fik et lettere forvirret udtryk til at indfinde sig i hans grønne øjne. Måske engang? Dét var noget, som han ikke havde bidt mærke i, og han missede næsten hendes næste ord imens han undrede sig over hvornår denne ’engang’ havde været. Det gjorde ham indrømmeligt en anelse ukomfortabel at høre hende sige højt, at hun elskede ham. Selv nu, efter 7 års bekendtskab, var han ikke god til at vise den slags affektion. ”Og hvis du gør det, så burde du vel også kunne se, at det ville være fair at stoppe nu. Før det bliver noget, som… kommer ud af kontrol.”
Havde han været en smule mere sympatisk, ville han måske have været en anelse brødebetynget. Denne ting ville trods alt med højst sandsynlighed ikke kunne påvirke ham det mindste, hvorimod Aurora var i en lidt mere delikat situation, hvis noget gik galt eller kom for øre af den forkerte sladrehank. Men sympati var ikke hans stærke side, og hun havde selv træffet beslutningen om at gøre det, han havde ikke presset hende til noget. ”Jeg er ked af det, Aura, men måske du skulle ha’ tænkt lidt mere over konsekvenserne, og så havde vi nok ikke stået her.” Lettere afventende betragtede han hende. Det var måske en smule unfair, men det var sådan, det var.
”Men det gjorde jeg.” Ordene var stålfaste. ”Jeg fandt én, som jeg gerne vil være sammen med, så vi bliver nødt til at stoppe med at..” Hans stemme døde langsomt ud imens han så på hende. Så mange minder var associeret med hendes skønne øjne og fine ansigtstræk. Svagt rømmede han sig. ”Så vi bliver nødt til at stoppe hvad vi laver, og begynde at være venner. Normale venner, der trøster hinanden med et klap på skulderen, og den slags.”
Aurora anede ikke hvad hun ville, ikke mere, og om hun nogensinde havde vidst det, var ikke helt til at sige. Hendes far var alt for fjern til at hun kunne få en ordenlig samtale op at køre med ham, og hun havde til sidst valgt ikke at tage hjem i de weekender hun ellers havde mulighed for det, var det så underligt at hun fandt trøst hos Conrad? At når de var sammen så var der ingen i verden der kunne røre hende? - Tanken om en dag at skulle giftes havde ikke siddet som en tung sky over hende, netop fordi det aldrig var kommet på tale, men hun vidste at det var der. Hendes fars eneste job var at få Aurora gift med en god familie, havde han været ligeglad havde den stakkels mand sikkert taget livet af sig selv noget tidligere i sit liv. "Jeg ved ikke hvad jeg vil" sagde hun og sukkede svagt. Hun strøg hånden gennem det lange brune hår. Hun havde svært ved at se ham i øjnene. "Nej for jeg har det godt med dig.... Jeg mener." hun stoppede sig selv kort. "Jeg havde" rettede hun sig selv. Det var en tanke hun blev nød til at vende sig til.
Hun vidste godt han ikke ville forlade hende ikke helt. De var trods alt stadig venner, og hun håbede at selv efter i dag at de stadig ville være lige så tætte, altså hvis man tog kropskontakten væk. Hun kiggede op på ham, hans ord var oprigtige. Men lige nu var hun dog stadig blændet at vrede at hun ikke helt kunne stole på om det han nu sagde også var rigtigt. Det havde været så længe siden, og hun vidste at det blot havde været et ynkeligt småbarns crush. - Nu handlede det nok mere om hendes overlevelse end så meget andet. Hun gned sine fødder mod gulvet og sukkede så svagt. "Jeg kan jo ikke tvinge dig til noget" sagde hun bare og trak på sine skuldre. Nu skulle hun bare lige blive god til at være hans ven, som normale mennesker var venner.
Hun var ved at falde mere på plads igen, og hvilen i hendes øjenbryn var ikke til at tage fejl af, og det svagt smilene ansigt var da også hængt ved hvis ikke Conrad lige skulle skrue den en tand mere op. Hun rynkede i begge bryn. "Jeg vælger ikke at kommentere på hvad du lige sagde. For jeg er sikker på du om nogen timer vil fortryde det" sagde hun roligt, dog med en kold undertone. Hun lagde armene roligt over kors, og låste sig selv inde igen. De var tilbage hvor de startede. Hun blev stående, med blikket fast på hans, som han fortalte. "Held og lykke med det så." sagde hun bare. Hun vidste godt at Pomona ikke var adelig, og det derfor ikke helt var så let som Conrad sikkert gerne ville ønske at det var. - Så kunne han sejle i sin egen sø, mens hun selv forsøgte at få stablet et ry på benene. - Ellers måtte hun vel gifte sig med en gammel mand, føde ham en søn, inden han døde. - Han ville da slet ikke kunne se forskel på om hun var jomfru eller ej. Men det var hvis alt andet ikke ville lykkes for hende. - Ellers ville hun bare gifte sig med en bonde. - Hendes familie havde snart intet at sige, og i sidste ende ville hendes far bare have hende afstat, det var snart ligemeget hos hvem. Det adelige liv havde nu heller aldrig sagt hende så meget.
"Okay." sagde hun roligt og nikkede langsomt med hovedet. Hun løsnede armene og gik hen til ham, og gav ham den største lammer på skulderen som hun kunne. "Tillykke med kærligheden så." sagde hun roligt. Dog spirrede et grin frem fra hende. "Jeg skal nok blive bedre" sagde hun roligt og fjernede en tot hår om bag øret. Måske ville det i sidste ende blive helt okay? - Hun kunne vel starte med at tage et skridt af gangen.
Opgivende slog Conrad ud med armene og stod blot og så på hende for en kort stund. Inderst inde vidste han godt, at det gjorde ham til en kæmpe nar – men i dette øjeblik irriterende hun ham grænseløst. Han ønskede blot en klar tilbagemelding, og hans utålmodighed nagede. ”Og du finder ikke ud af hvad du vil, hvis du ikke er nysgerrig, søde Aura.” Let sukkede han, og den svagt nedladende tone hang lidt i luften.
Ligesom hende, krydsede han armene henover sin brystkasse og stirrede surt på hende. Som et utilfredst lille barn, der var vant til at folk gjorde præcis hvad han kommanderede dem til. ”Aura..” Han holdt kort pause hvori han sammenbidt spændte kæbepartiet irriteret. ”Lad nu være med at være så pisse pige sur.” Snappede han.
”Hey!” Han tog sig til skulderen, og trods irritationsmomentet, kunne han fornemme at det trak let op i mundvigene. ”Din lille lort.” Truede han, om end ikke særlig faretruende, men nærmere kærligt. Let masserede han sin skulder, om end Auroras lille knytnæve næppe kunne gøre ham meget skade. Men det var nu alligevel ret kært. ”Du har bare at blive bedre.” Mumlede han, men med et smil på læben, hvorefter han rakte ud og purrede op i hendes mørke hår.
Hun gad ikke være uvenner med ham, de havde ikke holdt så længe havde hun været sur hver eneste gang Conrad var gået hende på nerverne. Men hun måtte indrømme at hun denne her gang var blevet lidt stødt over hans valg, men ville sikkert med tiden ende med at være glad på hans vegne, hvis det viste sig at det holdte. Hun skulle nok lade være med at prikke til ham omkring at Pomona var borgerlig. "Jeg har da ikke haft tid, jeg har været travlt optaget med dig, men måske det her en god ting, så kan jeg udvide horisonten" sagde hun med et let grin. Hun havde ikke tænkt sig at finde en ny, nok hellere tage det lidt med ro, så hun kunne få sladderen lidt på hylden og være den datter hun håbede at hendes var gerne ville have, selvom det snart var ligemeget hvad hun gjorde, så fik hun aldrig hans opmærksomhed. Han havde jo opgivet livet helt.
De var virkelig som to børn der ikke havde fået sin vilje, eller ikke ville dele sit legetøj med den anden. Hun skulede let til ham. Dog blev hendes blik lidt mildere da han sagde hendes navn, eller dele af det i hvert fald. Dog blev blikket hurtigt hårdt igen. "Jeg er sur, og jeg er en pige. Det er perfekt." medgav hun roligt og løftede hovedet en smule. Der var jo ikke noget der hed drengesur, for så var man bare almindeligt sur. Aurora var også irriteret, og en helt masse andet, som sammenblandet godt kunne være "pigesur".
Hun grinte. Det havde han fortjent. Havde hun haft en tromler havde hun forsøgt at bruge hans hoved som mål. Hun skulede let til ham. "Du er en lort" bemærkede hun roligt. Smilet blev hingene på hendes læber. Hun kunne godt lide det sådan her, måske var det ikke så slemt som hun gjorde det til. Hun kunne bare godt lide sex, med ham. Hun vidste godt, at hvis Conrad havde haft lyst, kunne han havde gjort hele hendes arm følelsesløst, havde han givet hende en lammer. Hun nikkede lidt. "Så skal du altså også blive bedre, hvis jeg nu finder en anden" sagde hun så stille. Ingen af dem kunne gå rundt og være små sure og jaloux. Der var de lige gode om det. Hun lagde armene om ham og trykkede hovedet ind til ham. Hun pustede ham i øret. "Hvad skal vi så lave nu?" spurgte hun roligt. Nu da de havde fået dét af vejen.