Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 9, 2016 3:11:23 GMT
Hvis Kalliope havde været det mindste i tvivl om, at han ville have hende, så var hun det i hvert fald ikke længere, da hans bukser røg ned. Ikke at hun havde noget særligt udsyn, midt i hans insisterende kys og kærtegn.
Hun sukkede dæmpet, let rystende af både velbehag og kulde, før hendes ene hånd kuplede sig sammen om en ganske intim del af Brayan, uden i øvrigt at stoppe ham. Hans udforskning af hendes krop var temmelig interessant og hun havde intet problem med at gengælde opmærksomheden, en del længere nede.
En dæmpet, utvetydig lyd undslap ham over det insisterende kærtegn og i et øjeblik, klemte hans fingre sig en anelse hårdere sammen. Han løftede hovedet og mødte hendes blik, velvidende at hans måtte være næsten mørkere end hendes var nu.
Han trak en dyb indånding ind mellem læberne, mens fingrene løsnede sig igen og i stedet lukkede sig om hendes skulder. Der var ingen grund til at trække sig væk endnu. I stedet lukkede han i et øjeblik øjnene og nød følelsen, før han brat krævede hendes læber igen.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 9, 2016 3:26:51 GMT
Det var et ganske udmærket sted at have fat i en mand, mente Kalliope. De færreste ville modsætte sig en, når man havde et godt greb om deres vel nok mest følsomme og det lille magtsus var også forfriskende. Brayan var utvivlsomt oftest den, der styrede legen.
Hun måtte tilte hovedet bagud for at se ham i øjnene, som han rankede sig kortvarigt. Blikket mødte hans uden tøven og hendes mundvige sitrede svagt, som hun tog ham under kærlig - blid - behandling. Hans kys var dog temmelig distraherende og hun slap ham igen efter et kort stykke tid, kun for at tage et forsøgende skridt tilbage imod sengen. Det var køligt, på trods af magiske varmekilder.
Brayan nød følelsen for en stund, men han var også utålmodig. Da han kyssede hende, var han klar til at fortsætte og han satte sig i første omgang ikke imod det ene skridt, der tvang ham baglæns.
Før hun kunne nå at gå længere, havde begge hans hænder dog lukket sig om hendes hofter. I en enkelt, bestemt bevægelse, vendte han hende rundt. Med det simple formål, at det var hans skridt, der styrede slagets gang. For at understrege det, tog han et par af dem frem.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 9, 2016 3:36:41 GMT
Kalliope smilede mærkbart imod Brayans læber over den lille, dominerende - dumstædige - handling. Der var den elsker hun kendte så udmærket og hun lod ham føre, gik bagud imod sengen til hun nåede kanten og standsede, med overkroppen tæt mod hans og syngende nerveender efter deres korte opvarmning.
Hun lod sig lidt lede af instinkt og tøvede derfor, for at lade Bry tage det initiativ han så godt kunne lide. Der var selvfølgelig dage hvor hun var mindre samarbejdsvillig - primært fordi det også var en sjov leg - men det var ikke i dag.
Der var en grund til, at han havde valgt Kalliope. Hun læste hans behov. Krævede ikke hans affektion. Det var, hvad han havde brug for nu og han var drevet af ét, særligt behov, da han skubbede hende tilbage ned mod madrassen. Der var andre kvinder, der var sjove til andre tidspunkter. Ingen af dem var helt så nyttige, som Kallie var nu.
Hans læber fandt den varme hud på hendes mave og han kyssede den, overraskende blidt, før han fortsatte hele vejen op, indtil han kunne kræve hendes kys på ny. I mellemtiden fandt han ind mellem hendes ben og uden at spørge om lov først, formindskede han afstanden mellem dem væsentligt.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 9, 2016 3:51:17 GMT
Kallie havde omstillet sig og var ikke længere træt, men lysvågen og opslugt af Brayan. Det var ikke ligefrem alle mænd der var blevet modtaget med den form for entusiasme midt om natten og han var såmænd nok heller ikke, hvis ikke hun havde set udtrykket i hans ansigt og behovet i hans øjne, men nu var de der og hun var med, optændt og ganske klar, som han sank ind imod hende.
En dæmpet lyd røg over hendes læber imod hans og fingerspidser med halvlange negle krummede sig sammen om hans bagdel, før hun satte fødderne imod sengens underlag og trykkede sig villigt op imod ham.
Det havde ikke taget lang tid. Nogle gange kunne det tage timer. Ikke denne gang. Han tog hende, fordi han havde brug for det og han lod sig opsluge fuldt. Villigheden og den varme krop under sig, hjalp til at glemme og han fortabte sig fuldt i hende, både mentalt og fysisk.
Det var absolut egoistisk. Hendes behov fyldte ikke meget for ham og selvom han var beruset, sank han snart sammen hen over hende. Havde han været mere sig selv, ville han have været imponeret over sin indsats i den givne tilstand. For nu åndede han bare tungt ud ved hendes hals.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 9, 2016 4:10:37 GMT
Kallie var tæt på. Så tæt, da Brayan nåede sin afslutning og sank sammen over hende. Og hun var ikke helt tilfreds med hans indsats, som plejede at være bedre.
De mørkegrønne øjne stirrede op i loftet, oplyst svageligt af den lille efterglød, og hun slap et tungt suk under hans vægt, før fingerspidserne igen gav hans velformede bagdel fem små neglemærker, dog ikke hårdhændet.
"Ikke din bedste kamp, Muldoon," bemærkede hun, en kende tørt og ironisk, men uden reel irritation. "Du plejer ikke at være så hård overfor en kvinde, der tigger dig om mere."
Brayan gav sig kun ganske let over neglene og fnøs dæmpet over hendes ord, der på alle andre tidspunkter kun ville have fået ham til at opfordre hende til at tigge mere. På alle andre dage. I stedet skubbede han sig blot op, væk fra hende og kom på benene.
"Jeg er fuld," konstaterede han, som den eneste undskyldning, selv han følte sig overraskende klar i hovedet nu. Lidt for klar i hovedet. Han havde krydset afstanden til vinduet på hendes værelse og åbnede skodderne, så han kunne se ud på natten. I det mindste lod det til, at det meste af raseriet havde forladt ham med forløsningen.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 9, 2016 4:21:57 GMT
Hun hævede et bryn, men var ikke ligefrem knust, da han rejste sig op. Det havde været varmt og den pludselige luft i værelset var nu et behageligt afbræk. "Skuffende," bemærkede hun dog alligevel med en drillende undertone, før hun selv kom på benene og samlede et af tæpperne op, så hun kunne drapere det over sine skuldre.
Hun fulgte ham til vinduet og stod ved siden af ham, uden så meget som at strejfe ham.
"Hjalp det?" Hendes stemme var dæmpet denne gang og ganske konstaterende. Der havde været noget i vejen. Ingen tvivl om det. Hun havde dog aldrig haft noget udpræget behov for at kende Brayans sinds dybeste afkroge eller hemmeligheder. Merlin skulle vide at han ikke kendte hendes.
Brayan indåndede den klare luft og forsøgte at rense sine berusede tanker. Han drejede ikke hovedet mod hende, selvom han var klar over det, da hun trådte op ved siden af. Blikket forblev rettet mod stjernerne, der glimtede klart.
"Ja," svarede han efter et øjeblik og tog en dyb indånding. "Tak."
Post by Kalliope Shafiq on Feb 9, 2016 4:33:50 GMT
Hun nikkede let. Det trak en anelse i hendes mundvige, før hun rykkede på fødderne på det kølige gulv. "Hm," brummede hun dæmpet, uden at se på Brayan. Også hendes blik var på stjernerne. Som så ofte før. I et lille stykke tid var der komplet stilhed, imens de begge stod og så på nattehimlen.
"Du ved hvordan du kan takke mig," konstaterede hun endelig, ganske simpelt og mere muntert end alvorligt.
Et dæmpet fnys undslap ham, men det blev efterfulgt af antydningen af et smil. Han tog en dyb indånding, uden at se væk fra himlen. "Udmærket," svarede han dæmpet.
"Gå tilbage til sengen," beordrede han mildt, men blev selv stående foran vinduet nogle øjeblikke endnu. Nej, situationen var ikke god. Men han måtte løse den. Som han løste alt andet.
