Fløjtespil

Mordred var fanget i sine egne tanker. Fløjtespillet var en velkommen flugt fra alt andet der optog ham, og på trods af at hans fader altid havde fundet den fjollet, havde den rødhårede queerditchspiller trodsigt lært at behærske instrumentet. Da tonerne endelig døde ud, hang den fraværende fornemmelse ved et par øjeblikke som han tog den fra munden, før et par melodiske ord tog ham tilbage til virkeligheden. Han blinkede et par gange, før han kiggede på den blonde pige han genkendte som kropigen fra De Tre Koste, til hatten hvori der havde samlet sig et par knut og et enkelt sølvsegl, til fløjten, før han forstod hvordan det hele måtte se ud. Han var ingen gademusikant. En let rødmen hæftede sig i hans kinder, som billedet af den uovervindelige queerditchstjerne i et par sekunder var blevet pillet fra ham.
"Desværre ikke.." Han samlede tråden op. Ejede situationen, som var det et nøje planlagt skuespil.
"Nød du musikken frøken?" Han rystede hatten, med et skævt smil, en smule for komfortabel i rollen.

ordred trak hatten til sig, da der ikke faldt nogen mønter ned i den. Han havde egentlig ikke regnet med at der ville, han ville sandsynligvis have afvist dem, havde hun rent faktisk havde grebet efter sin pung, og i stedet betalte han hende med et lille skævt smil, mens han kløede sig en smule i det fyldige røde hår.
"Jeg har mange skjulte talenter." Egentlig var der kun to ting han var rigtig god til. At sidde på et kosteskaft og spille på den lange fløjte, men det skæve smil bare en selvsikkerhed, som om alt han rørte ved blev til guld.

Mordred mindedes sidste gang han havde talt med den blonde kropige med et lille smil. Det var måske ikke hans mest stolte øjeblik, at smadre samtlige af De Tre Kostes krus, og alligevel havde syntes af den blonde heks der knælede ned overfor ham hjulpet betragteligt. Det lille smil fortsatte med at krølle hans læber, som det flækkede i et bredt grin.
"Vi må vælge vores kampe. Arbejder du stadig på kroen?" Han kendte allerede svaret på spørgsmålet, han havde set hende der flere gange, uden at trække den åbenlyse forbindelse at det var hendes forældre der ejede stedet.

Mordred følte sig en smule dum, da han blev mindet om at hendes forældre ejede De Tre Koste. Dodderidgefamiliens bryg havde altid været en af hans favoritter, men med hovedet fyldt med queerdicthtaktikker var den slags sammenhæng blevet sorteret ud til højre.
Han sendte hende et skævt smil, og rettede sig en smule op på trappestenen. Han kendte fornemmelsen. Stod det til hans egen fader var han blevet i Wales og talt mønter til han var blevet til støv.
"Jeg kunne ikke flyve hurtigt nok ud af min. Bogstavelig talt." Der kom et spillende glimt i hans øjne ved vittigheden, som han rettede dem imod hende.

Det var sjældent noget Mordred talte om. Af og til faldt spørgsmålet om han var beslægtet med købmandsfamilien Borgin, og den svage mistro er altid blomstrede folks øjne når han fortalte om sit fædrene ophav. Han følte intet behov for at lyve, og alligevel gav det en mærkelig snøren i hans mave ved selvfølgen i hendes ord. At se sine søskende ved lejlighed, var ikke det samme som hans moders varme favn.
"Jeg har ikke været hjemme i fire år." Han kløede sig i nakken. Queerditchspillet bragte ham af og til til Wales, men han havde ikke sat fod i familiens hjem siden han i vrede havde forladt det med sin kost over skulderen.

Mordred var en temmelig sorgløs person. Det var langt lettere ikke at tænke på sin familie, når man skubbede dem ud på et sidespor, og Helenas spørgsmål tvang ham derfor også til at reflektere over de tanker han ellers oftest druknede i queerditchtræning. Hans svar endte en smule undvigende, som han kløede sig i nakken og kortvarigt kiggede væk.
"Min far og jeg kommer ikke godt ud af det med hinanden. Stod det til ham sad jeg derhjemme og talte mønter. Han har aldrig givet særlig meget for hvad jeg gerne vil." Det var pludselig blevet meget personligt. Mere personligt end Mordred egentlig brød sig om.