|
Post by Blance d'Montacute on Aug 17, 2017 20:56:29 GMT
Blance fnøs let, en udpræget fransk lyd, som næppe ville slippe hende, selv i det kolde nord. Hendes mundvige sitrede dog over svigerindens konstatering. "Non," svarede hun, en anelse mere afslappet, omend hendes ører stadig glødede lidt. "Men jeg 'ar svært ved at forestille mig, at sidde foran ilden i nogens arme, selvom det er et kønt billede."
Hun tog en enkelt, dyb indånding. "Men jeg ville give meget for blot at blive gift snart. Det - eller vende tilbage til Beauxbatons, mm? 'er er hjem, men ikke rigtig mit, længere..."
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 18, 2017 22:09:04 GMT
"Det kan komme. På et tidspunkt til den rigtige tid, med den rigtige person. Eller med et familiemedlem. - Måske et lille nyt af slagsen" forsikrede Annea med et lille nik og antydningen af et skævt smil.
"Det synes som en ny verden... Ægteskabet. Man kommer hurtigt til at savne det man kender. Jeg savner også Hogwarts. Men man må vende sig til blot at have flere hjem. Alle med hvert sit stykke af ens hjerte. Og med hver sin tid og minder". Det vækkede dog et ømt blik og en spørgende mine med den lille tolkbare del af Blances udtalelse, og hun følte et behov for at trøste, selv om det måske kunne forekomme ringe.
"Men du skal vide Blance at du altid skal være velkommen her. Selv efter du er giftet bort. Jeg vil forsikre det, når jeg overtager rollen som ladyen af godset engang. Så har du altid noget at vende til".
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 19, 2017 19:42:19 GMT
En lille ny. Blances blik gled straks til Anneas tilsyneladende flade mave og et spørgende blik fulgte op. Det var en undren, hvordan hun endnu ikke var med barn, men næppe det, som hendes unge svigerinde var mest optaget af. Hun lod sig i hvert fald let distrahere af snakken om, at have et hjem. Hendes skuldre faldt lidt og hun trak på dem.
"Bon," svarede hun mildt. "Men mit hjem skal blive Wales, selvom der er koldt og vådt og folkene der taler underligt. De siger om en, der rejser, at 'an kan aldrig rigtig vende hjem, fordi 'an 'ar forandret sig for meget. Tror du ikke det er det samme for en kvinde, der kommer langt hjemmefra?"
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 24, 2017 9:13:23 GMT
Annea nikkede og så spekulerende frem for sig. Hun havde ikke læst meget på emnet. Der havde ikke været en grund til det, når hun alligevel vidste at det kun ville få hende fristet og skænke hende mange drømme at anskaffe sig viden om den store verden, og hvordan opdagelsesrejsende havde opfattet den. I stedet kunne hun nærmest kun perspektivere til sig selv.
”Jeg tænker det. At det nok er sandheden. For man ændrer sig med den erfaring og oplevelserne som man får. Når man først er trådt tættere på oplysning, kan man aldrig i sandhed komme tilbage til det perspektiv man er startet fra. Man lærer hvordan det fungerer i virkeligheden, sammenlignet med det der før var ens egen forestilling. Eller… Sådan har jeg det da”. Annea blev lidt stille over de nostalgiske tanker.
”Alligevel kan man aldrig fjerne sine rødder. De vil altid være der. Og påvirke de valg man tager”.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 27, 2017 19:27:22 GMT
En lille, tænksom lyd forlod Blance, som endelig slog op i den medbragte bog. Hun kastede et enkelt blik på svigerinden over den og smilede med et skuldertræk, før hun gav sig til at læse.
Der var varmt i haven den dag. Endnu en solrig, varm dag i Aquitaine, langt fra de nordlige egnes regn og forfærdelig sygdom.
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2017 7:29:10 GMT
Annea lukkede øjnene og lod solens stråler kærtegne hendes legeme, inden hun fulgte den mindre Montacutes eksempel og dykkede ned i sine noter igen.
//Afsluttet
|
|