Et længe ventet bryllup

Taran blinkede en smule mistroisk ved hendes udbrud. Han forstod ikke hvad der havde avlet det, han havde svært nok ved at forstå hendes tårer. Han så forvirret på hende, mens han forsøgte at finde hoved og hale på det mystiske rødhårede væsen han var blevet gift med. Hun spurgte til hans frygt, men sandheden var at han havde set ting der var langt mere frygtindgydende end noget så simpelt som et ægteskab.
"Jeg vil gerne elske dig Ea. Det vil jeg virkelig, men jeg forstår dig ikke, dit udbrud. Giv mig tid til at lære dig at kende, giv dig tid til at kende mig." Han talte lavmeldt, indgående, som han tyede til sit sidste forsvar, og fortalte sandheden. Han havde svært ved at vække de dybe brusende følelser for det omskiftelige pigebarn der lige nu skabte sig foran ham, den slags var han indforstået med tog tid.

Taran havde forventet en form for forståelse i sin unge bruds brune øjne. Han havde forsøgt at forklare sig så godt som muligt, og kunne med et fortabt blik se det hele falde til jorden, som den lille rødtop vendte sig og vandrede bort fra ham. Han var allerede løbet efter hende en gang den aften, og med det smertende knæ var han ikke klar til at gøre det igen. Han havde brug for at samle sine tanker. Komme sig over det slag i ansigtet hendes uforstående opførsel havde givet ham, og han endte derfor siddende på en bænk, stirrende ud i luften uden at blive meget klogere.

Først efter en halv times tid var hans hoved igen klar til at rumme de mange mennesker, og særligt det unge væsen han var blevet gift med. Som han vendte tilbage til festen måtte han tage en dyb indånding. Menneskerne og opmærksomheden føltes pludseligt overvældende, og det var kun stædighed der holdt ham fra at trække sig tilbage, og væk fra den omklamrende følelse af festlighederne. Han tvang et smil frem på sine læber, som hans moder sendte ham et sigende blik og han trak endnu en dyb indånding ned i sine lunger før han bevægede sig over imod sin unge viv.
"Ea. Det er tid til at vi trækker os tilbage." Hans blå øjne var så rolige og tålmodige som han kunne mønstre ovenpå deres sidste samtale, før han med et venligt og lettere højtideligt smil bød hende sin arm.

Taran rømmede sig let. Han var udmærket klar over hvad der skulle foregå. Han havde oplevet det før, fra begge sider af gardinerne, men han var ikke sikker på at hans unge viv vidste præcis hvad der skulle ske. De forventningsfulde blikke rettede sig imod brudeparret, som enkelte begyndte at klappe, og hurtigt fik den krigsvandte veteran til at vende hovedet væk, og styre Ealasaid imod døren.
"Tag dig ikke af dem. Det er lettest hvis du lader som om de ikke er der." Det lille smil han sendte hende efter hans lavmeldte ord var anstrengt. Ikke på grund af hende, men nærmere den lille flok af særligt udvalgte der fulgte efter dem.

Taran havde håbet at nogen havde forklaret hans unge hustru hvad der skulle til at foregå. Han huskede tydeligt hvordan det havde været under hans første bryllup, men han var ikke helt sikker på hvordan han skulle forklare Ealasaid det uden hun flygtede tilbage til festsalen, særligt efter deres samtale tidligere på aftnen.
"Vores ægteskab skal fuldbyrdes, først da er vi rigtig gift." Hans stemme var lavmeldt, som han rømmede sig en smule, og prøvede at kigge opmuntrende på hende. Endnu engang skinnede hans manglende evne til at formulere sig skånsomt overfor unge kvinder, igennem.
"Følget skal vidne på at det sker.. Jeg ved godt at det ikke er særlig romantisk, men det bliver første og sidste gang andre sætter fod i vores kammer."

Det var ikke svært for den trænede soldat at bevare den ro han forsøgte at udstråle, og dog reflekterede det tålmodige ansigt ikke hvordan han følte på indersiden af den arrede krop. Hendes uvidenhed og nervøsitet gjorde ham nervøs, og dog havde han indsigt nok til at regne ud at det kun ville gøre det hele værre hvis han lod det skinne igennem.
I stedet sendte han hende et beroligende lille nik.
"Ja. Jeg skal nok gøre hvad jeg kan for.." Han ledte efter ordene, hans mund var begyndt at udtale sætningen, før han egentlig havde tænkt den færdig.
"At det ikke bliver ubehageligt.." Det var ikke det optimale at sige, og med en let rømmen stoppede han op foran døren til deres kammer. Døren blev slået op, og afslørede den ventende himmelseng, med de tunge gardiner, der i situationen syntes umådeligt tynde.

Taran mærkede de forventningsfulde blikke i nakken. Vinen havde tydeligvis hjulpet på folks begejstring over hvad der skulle til at ske, og krigsveteranen brød sig langt fra om det. Som en mand af traditionerne var der dog ingen vej udenom.
"Du skal ikke være bange, om lidt løfter jeg dig over dørtærsklen, og ligger dig på sengen. Jeg gør ikke noget du ikke har lyst til." Hans stemme var lav, kun ment for hende, som han tog hende i brudegreb, og bar hende ind af døren til forsamlingens store begejstring, hvorefter han blidt og forsigtigt lagde hende på sengen, før han selv kravlede op og med et sidste blik ud på forsamlingen der var begyndt at finde på plads i kammeret trak gardinerne der pludselig føltes umådeligt tynde for.

Det skar Taran i hjertet at kigge ned på den unge kvinde. Det havde været noget andet med Antigone, de havde været unge, uprøvede og forelskede, men hans unge brud mindede ham nærmere om de fjendtlige soldater der under krigen var blevet taget til fange og ikke vidste om de var købt eller solgt. Tanken gjorde ikke overvældende ting ved hans manddom, og til en start lagde han sig blot ved hende, så han lavmeldt kunne hviske, uden at deres publikum ville høre det.
"Ea.. Se mig i øjnene. Herinde er der kun os to. Hvis du ikke har lyst mens de er her, så finder vi en løsning." Forsigtigt strøg han en smule hår væk fra hendes pande, mens han modstod fristelsen til at give den et beroligende kys.