|
Post by Bowman Wright on May 19, 2017 9:39:12 GMT
Bowmans bryn trak sig lidt sammen, men han nikkede som svar på Annets ord, selvom det ikke havde været et spørgsmål.
"Hvordan kunne jeg ikke være glad ved, at tænke på dig med et barn, som er mit?"
Hans frie hånd gled ned på hendes mave, før han kyssede hendes pande. "Jeg er ikke ham," forsikrede han lavmælt.
|
|
|
Post by Annet Wright on May 19, 2017 9:44:27 GMT
Annets smil vandt en smule styrke over ordene og øjenlågene faldt i, som varme læber strejfede hendes pande. Allerede ved de næste ord, så hun dog op igen - undrende.
"Hvad mener du med det?"
Et par ansigter manifesterede sig for hende, som ikke havde været i hendes tanker indtil da. Sammen med et sammensurium af andre overvejelser og det umiddelbare chok over nyheden, var der heller ikke megen plads til det.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 19, 2017 20:07:52 GMT
Bowman anede først, at han havde læst hende forkert, da hun fremsatte sin undren over forsikringen. Han tog det dog i stiv arm, som han gav hendes hånd et lille klem og tog en dyb indånding, før han sagde noget.
"Kun, at der skal en hel hær til, før jeg forlader dig," bemærkede han lavmælt. "Men er du glad, Annet?"
|
|
|
Post by Annet Wright on May 20, 2017 16:27:18 GMT
Annet vidste ikke, hvad der havde fremprovokeret hans ord eller helt, hvad han mente med dem, men til gengæld fangede hun meningen og selv klemte sammen om hans hånd. En dyb indånding hævede hendes bryst.
"Jeg..." begyndte hun, måske stadig uden helt at have forstået det. Hjertet hamrede, men smilet var reelt. "Ja. Selvfølgelig. Det er bare..."
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 20, 2017 16:47:35 GMT
Bowman havde tænkt på børn før, men det var et lidt fjernt koncept. Han havde nævnt emnet for Annet, men det var ikke det mest tilstedeværende i deres ægteskab. De havde begge deres projekter. Hans guldfugl havde været dage fra at blive godkendt, da pesten ramte landet. Hun havde fået arbejde som angriber...
"Tænker du på Portree?" gættede han.
|
|
|
Post by Annet Wright on May 21, 2017 13:53:56 GMT
At det ville blive svært at fortsætte med at spille det til tider voldelige spil, havde knapt strejfet Annet og hun blinkede en enkelt gang, da det fjernt gik op for hende.
"Nej," svarede hun dog, sandfærdigt og stivede sig selv af, for ikke at lyde alt for sårbar. "Hvad hvis noget går galt? Jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok til at klare det igen."
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 21, 2017 14:09:08 GMT
Bowman sad på knæ, men rejste sig med en let knasende lyd og flyttede en smule på tæpperne, til han kunne sætte sig på kanten af sengen og atter engang flette sine fingre ind imellem Annets. Et svagt smil trak i hans mundvige over hendes bekymring og han rystede langsomt på hovedet.
"Det er livet," bemærkede han dæmpet. "I livet mister vi, som Benevolence og Blair mistede deres smukke pige, men der er stadig noget at leve for. Jakob er her nu. Jeg er her med dig og vi kan kun glæde os over, at vores ægteskab har skabt et liv. Nogen får ikke engang det. Jeg vil gøre alt i min magt for at passe på jer."
|
|
|
Post by Annet Wright on May 21, 2017 20:26:33 GMT
For en tid havde Annet været en støtte for Bowman, mens han havde det svært. Nu havde hun brug fra det samme fra ham og den strøm af ord der lød fra den ellers tavse skotte, var alt hun kunne ønske sig. Det fik hende til at snøfte ind en enkelt gang, før et lille, næsten fåret smil buede hendes læber ganske let. Hun nikkede i forståelse.
"Tak," lød det lavmælt, men dybfølt, mens fingre flettede sig ind mellem hans. "Jeg anede ikke at jeg var med barn - men jeg ér glad for det. Jeg elsker dig."
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 22, 2017 6:28:31 GMT
Bowman mente ikke, at der var noget at takke for. Det sagde han dog intet om. I steder gav han Annets hånd et klem og strøg sin tommel blidt over hendes. Tanken om et barn havde ikke været det højeste på hans ønskeliste, men primært fordi han aldrig havde troet han for alvor ville komme hjem fra krigen. Nu havde hun ført ham hjem. Det mindste han kunne gøre var at skærme hende.
"Elsker dig," faldt den stille brummen som svar, ovenpå hans veritable ordstrøm. "Højere hver dag."
|
|
|
Post by Annet Wright on May 24, 2017 17:37:46 GMT
Der var tidspunkter hvor Annet ikke var helt sikker på, hvordan hun var endt hvor hun var. Det var som om at metalbetvingeren uforvarende var trådt ind i hendes liv for lidt over et år siden, for nu at fylde langt størstedelen af det. Med følelsen af ham tæt på og bevidstheden om at noget nyt var ved at spire, var det meget svært at have nogle fortrydelser omkring vejene, der havde bragt dem begge derhen og hun smilede, som hun hvilede hovedet ind mod ham.
"Det kommer til at blive trangt her med et barn," pointerede hun, efter en lille tids behagelig stilhed og drejede hovedet lidt for at se op på ham.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 24, 2017 19:52:39 GMT
Bowmans bryn trak sig sammen. Det var allerede tæt i huset og han var træf af at være gæst, selvom hverken Blair eller Benevolence forsøgte at få ham til at have det som en midlertidig beboer. Sandheden var simpelthen, at der var alt for lidt plads til to familier og han kunne kun nikke til Nans ord.
Selvom han havde tænkt meget over det allerede, var han dog ikke klar med en endelig konklusion. Og han var ikke altid en mand, der delte alle mellemregningerne.
"Tænk ikke på det," svarede han blot roligt, serlvom tankerne tydeligvis kværnede videre.
|
|
|
Post by Annet Wright on May 30, 2017 14:02:25 GMT
Nan tænkte på det, på trods af kommandoen, men hun undlod at spørge mere - velvidende at Bowmans tanker ikke kunne være fjernt fra hendes egne. I stedet skubbede hun sig blot en smule mere op, så hun sad mere komfortabelt i krogen ved hans arm og lod stilheden tale for sig selv.
Tankerne summede rundt, men i sidste ende - trods sine bekymringer - fandt hun ingen fortrydelser.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 30, 2017 15:17:04 GMT
Den ene arm lagde sig om Annet og Bowman plantede et blidt kys på hendes pande, før den anden sneg sig ned og fingrene dansede let over hendes mave, der endnu var flad. Han havde ikke haft en gravid hustru før og i de fem år i krigen havde han aldrig troet, at han en dag ville sidde i sit barndomshjem med hans egen familie i armene.
"Vi får lynet gennemført," lovede han hende dæmpet, som han kærtegnede hendes maveskind. "Og jeg skal nok tage mig af jer begge to."
Et ganske svagt smil trak i hans mundvige. "Ved Merlin, jeg håber at der kun er én derinde."
|
|
|
Post by Annet Wright on May 31, 2017 10:00:42 GMT
Nan smilede lidt for sig selv over den behagelige fornemmelse af nærhed og en lille, dæmpet lyd blev det indledende svar på hans forsikringer. Et fnys fulgte og hun drejede hovedet for at se op på ham.
"Så er vi to," konstaterede hun, velvidende hvor tungt det havde været bare med en enkelt - og med et temmelig klart minde om Benevolences udfordringer. "Jeg kan knapt forestille mig hvor hårdt det må være at bære mere end én..."
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 31, 2017 12:17:55 GMT
Bowman smilede lidt for sig selv. Bevares - Enhver mand kunne vel se bekræftelsen ved at kunne producere to børn samtidig, men han var mere optaget af Annets velbefindende.
"Du bliver så smuk," bemærkede han dæmpet, uden at tænke på implikationerne af sine ord.
|
|