|
|
Post by Timur Obolensky on May 1, 2017 11:10:48 GMT
Skoleårets slutning nærmede sig efterhånden og det var klart, at alle de ældste elever - også gæsterne - var begyndt at tænke over hvad der skulle ske til sommer. Nogen havde vidst det længe og andre havde først lige fundet ud af det. Da Timur første gang hørte hvad Dimas gerne ville, havde han ikke sagt meget. Som de sad på hans værelse i Koldovstoretz' telt brød han dog en ellers komfortabel tavshed med det første spørgsmål. "Forbandelsesbryder," sagde han, ud i det blå. "Kommer du så til at ligne Mester Flint?" Han forsøgte at lyde neutral, men han havde tydeligvis tænkt grundigt over før. |
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on May 1, 2017 12:17:12 GMT
Dimas var blevet så komfortabel i Timurs selskab, at der ikke altid var behov for at fylde luften med ord. I stedet sad han og tegnede et par streger på et stykke pergament, uden at lade til at have taget nogen egentlig beslutning om hvad der skulle ske. Da den behagelige stilhed mellem dem ophørte glemte han da også midlertidigt alt om det og så op mod den lyshårede russer.
En lille, eftertænksom rynke dannede sig mellem mørke øjenbryn. "Hvad mener du?"
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on May 1, 2017 12:38:11 GMT
Timurs bryn flettede sig en smule sammen. Han havde siddet henover en bog, men ikke rigtig læst, imens tanken nagede ham. Billedet i bogen forestillede en gammel knarket troldmand med et grimt ar henover næsen. Det var ikke svært at tænke sig til hvorfra inspirationen til hans pludselige spørgelyst kom fra, hvis man kunne se illustrationen.
Ved Dimas' svar så han helt op og tog en dyb indånding, uden at have lyst til at sige noget grimt eller dumt. Alligevel kunne han ikke helt forhindre det i at komme ud som det gjorde.
"Han har virkelig mange grimme ar," konstaterede han ærligt. "Og du er så smuk..."
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on May 2, 2017 12:31:23 GMT
Rynken mellem Dimas' øjenbryn blev mere fremtrædende og han rakte ud for at lægge pergament og kul fra sig, uden at svare med det samme. Blikket gled mod bogen Timur sad med, før mørke øjne fæstnede sig ved lyse - udtrykket i dem mere eller mindre ulæseligt.
"Han har ar, fordi han beskytter andre mennesker mod fare," lød det, en smule tilbageholdende. Øjnene blev knebet lidt sammen. "Synes du ikke, at det er det værd?"
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on May 2, 2017 21:03:51 GMT
Alt hvad Timur hørte var en bekræftelse og selvom han måske nok mest af alt var bange, så var det overhovedet ikke sådan det manifesterede sig. I stedet blev det til en uklædelig grimasse, før en lyd af reel væmmelse forlod ham.
"Man kan beskytte andre uden at se ud som om man har fået tæv med et rødglødende segl," konstaterede han, selv en smule rød i kinderne. "Jeg synes du er så smuk. Det håbede jeg du ville blive ved med."
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on May 5, 2017 23:32:11 GMT
Dimas var ikke et sekund i tvivl om, hvad den lyd der undslap Timur signalerede. Han havde hørt lignende fra mange fuldblodsmagikere gennem tiden og selvom omstændighederne var anderledes her, så var det absolut ikke en rar fornemmelse det efterlod ham med.
"Så det du siger er, at du ikke er interesseret i mig, hvis jeg ikke bliver ved med at se ud som jeg gør nu?" faldt det, helt fladt og med en lille snert af vrede, der ulmede.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on May 7, 2017 19:52:45 GMT
Timur blinkede overrasket. Han havde ikke tænkt på det på den måde og en temmelig tyk klump samlede sig i halsen på ham, indtil han fik den sunket med besvær og rømmede sig med blandede følelser; rædsel værende den mest dominerende. Han var dog også lidt irriteret over, at Dimas overhovedet kunne tro det. Det bar hans tonefald tydeligt præg af.
"Hvad regner du mig for?" Han så ikke ned i bogen, men direkte på sin kæreste. "Jeg elsker dig. Men er det virkelig så urimeligt, at jeg ikke håber du får en helt masse grimme ar i ansigtet?"
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on May 8, 2017 14:45:34 GMT
Måske var der noget beroligende i Timurs vrede tonefald, men Dimas fangede det ikke helt. I stedet var han chokeret over forfængeligheden. Et indigneret fnys undslap ham og modsat Tim, vendte han blikket væk. En muskel sitrede tydeligt i den anspændte kæbe.
"Det ville være rimeligt, hvis du var bekymret for om jeg kom til skade. Ikke om jeg bliver grimmere."
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on May 8, 2017 19:02:54 GMT
Timurs irritation fordampede med et slag, selvom Dimas tydeligvis var vred. Russerens kæbe faldt til gengæld lidt og de lyse øjnes udtryk var ikke ulig en hundehvalps efter en kraftig irettesættelse. Han var helt mundlam et øjeblik og vendte blikket ned i bogen igen, uden at det bevirkede, at han fik samlet sig særlig meget.
"Kan jeg ikke være begge dele?"
Tonen var ikke ligefrem krigerisk. Han var mest af alt såret over, at krøltoppen kunne tro, at han ikke bekymrede sig om hans helbred.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on May 10, 2017 12:41:37 GMT
Dimas var ikke iskold og det var absolut ikke fordi, at han var upåvirket af synet af Timurs nedslåede ansigtsudtryk. Han følte sig dog også stadig ramt og af samme grund blødte han ikke så meget op, som han måske nok ellers ville have gjort.
Kæben spændte sig lidt mere og selvom han i et kort øjeblik (til sin fortrydelse) var kommet til at se på russeren, så han væk igen. "Er du altid så forfængelig?"
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on May 10, 2017 14:01:52 GMT
Timurs skuldre hang og efter en flygtig øjenkontakt, vendte han ansigtet væk fra Dimas. Spørgsmålet fik et mindre fnys fra ham og han rankede sig en anelse. Der var visse dele af hans opdragelse, der stadig sad rigtig godt fast. At ens præsentation betød meget for ens plads i verden var en af disse.
"Det er ikke forfængeligt at være bevidst om hvordan resten af verden ser en," pointerede han derfor også usædvanlig alvorligt. "Det er den måde man kommer frem på. Hvorfor tror du, at jeg har fået den læreplads jeg har?"
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on May 11, 2017 22:15:36 GMT
Hele Dimas' krop spændtes tydeligt ved ordene og alle chancer for at han ville formildes, forduftede med det samme.
"Jeg ved udmærket hvordan resten af verden ser mig. Det kan mit udseende ikke ændre på," lød det bidsk, som han med ét kom på benene. Han havde ikke lyst til at blive længere med den klare påmindelse om at Timur var en priviligeret fuldblodsmagiker.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on May 11, 2017 23:19:10 GMT
"... Hvad?"
Timurs ansigt udtrykte dyb forundring. Han var en priviligeret dreng. Ud over at være talentfuld var han også født med en guldske et vist sted og han var ikke nær nok opmærksom på, at det ikke gjaldt alle mennesker. Han så kun Dimas som fantastisk - ikke som socialt tilbagestående.
"Dimas...? Jeg forstår ikke hvad vi skændes om? Hvorfor er det forkert, at jeg synes du er smuk?"
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on May 12, 2017 19:11:08 GMT
Timurs komplet mangel på forståelse var salt i såret. Hvorfor det generede ham i den grad det gjorde, var han på nuværende tidspunkt ikke helt sikker på. Det ændrede dog ikke på at blodet pulsede gennem ham og fik ham til at knuge hænderne lidt sammen.
"Måske ville du forstå det, hvis du vidste hvordan det er at skulle være villig til at ofre alt for at opnå sine mål. Alle er ikke så priviligerede, at de kan komme frem i verden bare ved at se pæn ud," kom det anspændt fra ham, før han så væk igen og rakte ud efter sine ting.
"Jeg skal tilbage. Det er sent."
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on May 12, 2017 21:10:51 GMT
Timurs kæbe faldt et stykke ved Dimas' ord og udtrykket vendte lynsnart tilbage til sparket hundehvalp, selvom han havde set helt voksen og selvvigtig ud øjeblikket før. Hans bryn trak sig tæt sammen og selvom hans instinkt var at bede krøltoppen om at blive, så bed han det i sig. Han havde det lidt som om han havde fået en lussing og for en gangs skyld blev han tavs som graven.
Mente Dimas virkelig, at han bare klarede sig på at se godt ud?
|
|
