Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var første gang Lionel havde taget imod invitationen fra Hogwarts, men han kunne ikke helt lade være med, at være nysgerrig på femkampen efter alt hvad han havde hørt og ikke hørt. Havde han vidst, at han ville blive placeret sammen med lærerstaben var han ikke helt sikker på, at han ville være dukket op, men nu sad han der.
Han var kommet i god tid og havde placeret sig på den vel nok mest centrale plads, ganske klar over sin egen status og uden planer om at vige fra netop denne plads i midten, med god udsigt over banen.
Post by Angharad verch Cadwgan on May 2, 2017 18:34:29 GMT
Da Angharad var dukket op på tilskuerpladserne var der endnu langt fra fyldt op og den bedste plads hun kunne spotte var ved siden af en mand hun umiddelbart ikke genkendte fra vinklen bag ham. Havde hun vidst hvem han var, havde hun muligvis undgået at gå hen for at optage sædet. Men hun opdagede det først da hun stod ved siden af ham og da var det for sent. Hun kunne teknisk set godt have flyttet sig, men ønskede ikke at vige - ikke generelt og særligt ikke for ham.
"Malfoy." Hendes hilsen var som et køligt vindpust, kølet ned af minder hun havde lagt på is. Efter at have anerkendt hans tilstedeværelse, satte hun sig ned på tribunen ved siden af ham og glattede sin kjole ud, som var det meget vigtigt.
Waliseren, tænkte Lionel straks, med væmmelse, da hun maste sig ned ved hans side. Han viste det nu ikke, men nikkede helt udtryksløst som hilsen og nøjedes med at sende hende et blik som var hun en helt åben, ukogte blåmusling på et fad.
"Cadwallader", hilste han med et normalt walisisk navn, der lige så godt kunne være hendes. "En udsøgt fornøjelse at se dig her igen. Hvor er det godt, at de lod dig blive."
Post by Angharad verch Cadwgan on May 3, 2017 21:51:49 GMT
Angharad kunne mærke irritationen krible under huden ved lyden af navnet der ikke tilhørte hende. Om han var klar over det og gjorde det med vilje eller vitterligt bare var ligeglad vidste hun ikke, men håbede lidt på det sidste.
"Cadwgan," rettede hun ham, stadig køligt, opsat på ikke at give udtryk for at det gik hende på. Selvom det var hendes fars navn og hun derfor foretrak at blive kaldt ved fornavn var Malfoy en undtagelse.
Med blikket ud af øjenkrogen skævede hun skeptisk mod ham. "Lod mig blive?" gentog hun, en smule forundret og ikke mindst forurettet over hvad hun antog var en fornærmelse.
Lionel ignorerede rettelsen med et høfligt smil og et blik som om han ikke hørte forskellen. Det gjorde han knapt. Det var sådan et vrøvlesprog at det hele lød nærmest ens i hans ører.
"Ah. Jeg beklager. Jeg troede du vidste det," svarede han til gengæld med et selvtilfreds lille smil, før han lod blikket glide en enkelt gang ned over hende og op igen, som var hun en genstand han overvejede værdien af.
Post by Angharad verch Cadwgan on May 7, 2017 20:37:37 GMT
Angharad stirrede tomt på ham i ren og skær forbløffelse over hans hentydning inden hun smilede tilbage til ham, i et udtryk der var ligeså tomt som før.
"Jeg ved ikke hvad De har hørt, men jeg er her fordi jeg kan mit fag," understregede hun. Hun ville nu en gang gerne høre hvad det var Malfoy havde hørt, men så sig for stolt til at spørge en til det.
Lionel vidste nøjagtig hvad han lavede. Han smilede blot til Angharad og hævede brynene en anelse, før han vendte sig væk fra hende. Manipulation var en kundskab en Malfoy lærte fra barnsben. Nogen tog bedre til det end andre og Lionel var absolut sin faders arving.
Han kunne nærmest høre hendes tanker kværne og det sørgede for, at holde det selvtilfredse lille smil på hans læber, helt naturligt.
Post by Angharad verch Cadwgan on May 20, 2017 19:35:34 GMT
Det manglende svar og smilet på hans læber irriterede hende kun yderligere. For sin egen skyld lænede hun sig en smule tilbage og så ud over banen, for ikke at kigge for længe på Lionel - og samtidig lade sig skubbe ud i uprofessionel optræden.
Til trods for at hun ikke kiggede direkte på ham, var det dog nok at hun kunne ane ham og hans selvtilfredshed ud af øjenkrogen. Hendes arme samlede sig foran hende, korslagte. "Hvad end det er De insinuerer, så kan jeg forsikre Dem om at det er underordnet, Malfoy."
Post by Lionel Malfoy on May 20, 2017 22:57:38 GMT
Lionels ene bryn skød en smule op, ganske afmålt, ved svaret fra den et år ældre kvinde, som han havde delt kollegium med det meste af skoletiden. Hans smil var komplet arrogant, som han selv lænede sig afslappet tilbage og betragtede udfordringen gå i gang.
"Det er godt at høre, at du ikke har tabt modet," konstaterede han roligt, men ikke uden skadefro. Mest af alt fordi det tydeligt gik hende på, at han vidste noget hun ikke gjorde.
Post by Angharad verch Cadwgan on May 21, 2017 22:04:46 GMT
Fortsat med blikket på banen og ikke på Lionel, rynkede hun en smule på næsen da han fortsatte sine fornærmelser.
"Jeg har ikke haft nogen grund til at tabe det," forsvarede hun atter sig selv. Det var til dels sandt i forhold til hendes ansættelse, mindre i forhold til andre sider af hendes liv.
Post by Lionel Malfoy on May 24, 2017 19:46:57 GMT
Lionel kunne ikke lade være med at le. Det vil selvfølgelig sige, at det kunne han godt. Han fravalgte det slet og ret.
Smilet spillede i de lyse øjne, men han kommenterede ikke Angharads konstatering. I stedet lod han blot den og hans egen latter hænge i luften mellem dem en rum tid, uden at sige noget. Hans hjerne bryggede dog på flere måder at prikke til hendes usikkerhed.
Post by Angharad verch Cadwgan on Jun 1, 2017 20:30:32 GMT
Angharad drejede hovedet en anelse mod den tidligere skolekammerat mens hendes læber samlede sig i et ansigtsudtryk der blev tiltagende mere forbistret fra starten af Lionels latter til det øjeblik den var ovre.
Hun frarev sit blik fra ham for igen at glo ud på banen, opsat på ikke at lade sig presse ud af kontrol af den irriterende knægt han tydeligvis ikke var vokset fra at være.
Post by Lionel Malfoy on Jun 11, 2017 15:04:43 GMT
Uden de store moralske hangups, bryggede Lionel et spørgsmål sammen, som han til sidst serverede med udpræget ro og et lille, næsten bekymret udtryk i ansigtet, som naturligvis var falsk.
Post by Angharad verch Cadwgan on Jun 20, 2017 20:04:52 GMT
Denne gang drejede Angharad ikke sit hoved for at se på Lionel, men skævede i stedet blot mod ham ud af øjenkrogen. Hun vidste ikke om han spurgte fordi hendes familie ingen status havde i det magiske samfund eller fordi han havde hørt at hendes far var død, men uanset hvilken en af dem det var, for hun var sikker på at det var en af dem, brød hun sig ikke om det.
"Jeg ser dem ikke længere," svarede hun med en kølig distance.
Post by Lionel Malfoy on Jun 22, 2017 16:57:47 GMT
"Mm," brummede Lionel. "Mugglere, er de ikke?"
Han huskede det sådan. Måske var de ikke helt mugglere, men det var noget i den dur. Noget, der havde gjort hende til en af dem han absolut ikke aspirerede efter at ses med på Hogwarts.
