|
|
Post by Blair Wright on Aug 21, 2017 7:57:02 GMT
Blairs rynke i panden var nu så dyb, at man reelt kunne blive i tvivl om, hvorvidt den nogensinde ville forsvinde helt igen. Han sukkede og gik over og satte sig ved siden af sin hustru på sengen. Blikket faldt mod Jacob og dvælede der lidt, før han tog til orde igen.
"Tror du, at det er en mulighed?" lød det lavmælt, alvorligt. Tonefaldet var ikke skeptisk, men der var tydelig tvivl i det - og han var ellers ikke en mand, der tvivlede meget.
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Sept 16, 2017 8:31:15 GMT
Familie var alt afgørende for Benevolence. Hvilket også betød at hun, modvilligt, blev nødt til at trække det lange strå når det kom til hendes side af blodet, om end hun brød sig om det. På den anden side havde McClary familien gjort alt andet end at lægge skjul på deres foragt for den magiske verden, dog med et gram salt af sarkasme, som var det for sjov.
"Jeg ville sådan ønske jeg kunne være mere sikker." sagde hun og tav. Et dyt suk forlod hendes læber, der nu havde trukket sig sammen. Hun var stadig utrolig flov over den modtagelse de havde fået, som var de deltagere i et cirkus for mærkværdige skabninger. |
|
|
|
Post by Blair Wright on Sept 19, 2017 13:34:09 GMT
Blair sukkede. Han var ikke typen til at spekulere. Faktisk, gjorde han sig meget lidt i det. En kliché som en handlingens mand ville måske ikke være nogen helt forkert beskrivelse af ham - og det betød sådan set også, at han ikke kunne blive ved med at sidde og tænke over, hvad Benevolences familie måske ville og ikke ville.
Endnu et suk fulgte det første og han rakte ud for at stryge en ru finger over spædbarnets kind, før han kom på benene med en svag knagen fra knæene. "Lad os finde ud af det," svarede han alvorligt og drejede sig mod Benevolence, før han tilbød hende en hånd til at komme op.
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Sept 20, 2017 14:55:47 GMT
De blågrønne øjne fulgte håndens bevægelse, blikket flakkede da opmærksomheden faldt på Jacob. Hun ville ikke lade sine familie forsøge at charme sig ind i det unge sind. Nok ville hun lade tvivlen komme dem til gode endnu engang, og hun håbede at de denne gang ville forstå alvoren i det. Hun kendte sig selv godt nok til ikke at lade sig narre, og ville ikke tøve med at vende dem ryggen, skulle hele turen vise sig at være spildt. - Hun var end ikke sikker på om hun nogensinde ville bringe emnet på banen. Det skræmte hende.
Brynene trak sig sammen i en mild grimasse inden hun tog Blairs hånd, og rejste sig langsomt fra sengen. Hun svøbte tæppet tættere om drengen inden hun åbnede døren. Heldigvis kunne hun se sin nærmeste familie i øjnene uden at deres søn skulle være vidne til mulige raserianfald.
Det knirkede som hun ned af trappen. Hun vred sine fingre og stak hovedet ind i stuen. Der sad hendes forældre og yngre søster. "Ah. Bennie. De andre gik en tur, kom ind og sæt jer" lød hendes mors skingre stemme.
|
|
|
|
Post by Blair Wright on Sept 21, 2017 8:33:19 GMT
Blair fulgte med Benevolence ned af trappen. Han havde en følelse af, at være på vej til skafottet og som en granvoksen mand, var det ikke ligefrem en følelse han satte pris på. Han bed dog tænderne sammen og accepterede situationen.
Tavst trådte han med ind i stuen, så mod Benevolence for bekræftelse og satte sig først, da hun gjorde det samme. Som de sad der, havde han lige så lidt idé om hvad der ville ske, som han havde haft op til det tidspunkt.
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Oct 8, 2017 11:18:08 GMT
Benevolence havde været anspændt, og havde derfor glædeligt taget imod muligheden da den bød sig. De resterende familie medlemmer var gået hvert til sit I løbet af et par timer og Benevolence kunne derfor, sammen med sin yngste søn og mand. Hun havde brug for at de bare kunne være dem, i den del af det ellers hjemmelige land, der føltes så fremmede. Vinden legede med det blonde hår og lyden af vandet omfavnede hende, så bare følelsen af hende kuldegysning. Den ene hånd hvilede på ryggen af Jacob da var slynget op på hendes mave; den anden hånd hvilede trygt i Blairs hånd.
"Jeg tror aldrig jeg vænner mig til det.." medgav hun og sukkede dybt. De blå øjne søgte vandet.
|
|
|
|
Post by Blair Wright on Oct 12, 2017 9:23:52 GMT
Blair sad tavst ved siden af sin hustru med armen om hende, sin hånd i hendes og så udover vandet. På en eller anden måde var det kommet helskindet gennem de sidste par timer, men han følte sig stadig ikke mere tilpas end han havde gjort til at starte med. Til gengæld slappede han bare en smule mere af nu, end han havde gjort hidtil.
Da Bea brød tavsheden, drejede han hovedet mod hende og så kort ned mod barnet, der sov ind mod sin mors mave. En brummende, spørgende lyd undslap ham, der helt tydeligt bad om uddybelse. Han behøvede ikke altid ord for at vide, at hun forstod ham.
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Oct 12, 2017 12:40:13 GMT
Foruden lyden af vandet og vinden, satte der sig skingre skrig af måger i øregangen. Bea kneb let sine øjne sammen, det var ikke ligefrem noget hun havde savnet. - hun fandt langt mere ro på gården hvor der nogen gange kunne være så stille at man kunne høre græsset gro. En overdrivelse i sig selv - Dyrene havde daglige debatter, men det var en langt mere behagelig larm en høje fugleskrig.
Hun drejede hovedet, hånden klemte sig om Blairs. Uden at sige noget til et start smilte hun blot til ham. “Det var tåbeligt af mig at tro at de havde ændret sig” - turen ved havet var en måde at fordrive tiden på - båden tilbage til fastlandet kom først tilbage sent om eftermiddagen, og Bea følte ikke for at bruge et splitsekund mere hos sine forældre.
|
|
