Mere end bare venner

Der var en grund til at Avery ikke var blevet placeret på Gryffindorkollegiet. På trods af at hun fremstod frygtløs, var det ikke altid tilfældet, og som Diarmads hånd kravlede op af hendes lår var det ikke just heltemod der fik hendes hjerte til at banke så hårdt at hun var sikker på at den anden måtte kunne høre det. Selvom hendes hektiske hjertebanken også affødte en varme der strømmede ud igennem hendes krop da deres læber endnu engang mødtes, spredte hans hånd samtidig en kriblende intens kilden der af ren refleks fik hende til at trække låret til sig og skubbe hans hånd væk. Hun var på dybt vand, og lettere usikkert begyndte hendes blik at glide rundt efter hjælp. Det her var ikke hvad hun havde bedt om, da hun med en spændt kilden i maven havde brygget amortentia på pigernes hemmeligheder.
"Vi kan ikke gøre det her." Hun skubbede det foran sig, mens hendes umiddelbare plan blev at holde ham stangen så længe at effekten begyndte at fortage sig.

Det havde varmet hendes hjerte og fået hendes kinder til at blusse, første gang Diarmad havde erklæret sin kærlighed. Som han endnu engang udtalte de tre magiske ord og komplimenterede hendes skønhed begyndte det at blive kvalmt, og hånden på hendes lår der endnu engang spirede den mærkelige kilden gjorde det ikke bedre. Hun var nødt til at komme væk. Tankerne svirrede med ideer og planer, og dog frøs det hele da deres læber endnu engang mødtes. Ansigtet der ellers var blevet blegt fik igen farve, og det tog hende et par lange sekunder før hun igen kom til fornuft og adskildte de to.
"Nej.. Det bliver nødt til at være en.. Hemmelighed, forstår du det?" Hun kiggede indgående på ham, og forsøgte sig med et lille halvhjertet smil.

Avery bed sig i læben. Hun forsøgte at fortælle sig selv at Diarmads tale var avlet af amortentiaeliksiren, og alligevel måtte hun rødme og kigge ned i jorden da han valgte at stille spørgsmål til hendes kærlighed.
"Jo.." Hun rødmede igen. Det ville være løgn at sige ja, på trods af at det sandsynligvis ville have gjort det lettere.
"Men.. Min far smider dig nok ud fra tårnet hvis han finder ud af det." Det var en plat undskyldning. De vidste begge to godt at Avery brugte enhver lejlighed til at efterprøve sin faders tålmodighed. Hun kunne kun håbe at den andens kærlighedsmudrede hjerne ikke kom i tanke om det.

Avery var ikke sikker på om hun gyste eller blot udåndede tungt da Diarmads kys gled ned over hendes hals, mens hånden ligeså fortsatte sin glidende bevægelse. Den sugende fornemmelse det gav i hendes mave var ikke til at tage fejl af, og alligevel var det som om at den ikke helt kunne være i hendes spinkle krop. Førnævnte krop, der længe havde siddet frosset under skolekammeratens berøring, genvandt endelig evnen til at bevæge sig som hun pludseligt og lettere ublidt fik rejst sig.
"J.. Jeg elsker også dig Diarmad." Det var på en og samme tid befriende og skrækindjagende at sige det højt. Det hele blev lidt for meget, som et undskyldende smil hvilede på hendes læber, før hun tog benene på nakken og løb hvad hun kunne op imod skolen uden at tænke på konsekvenserne.