Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Med et halvt års liv bag sig, var den yngste ulv i flokken absolut noget af en mundfuld. Han var ved at gro tænder og simultant drive sin mor til vanvid. Han havde skreget det meste af natten og som hun sad i den tidlige morgensol, udenfor og med ham i armene, forstod hun halvt om halvt hvordan mødre kunne efterlade deres egne børn - til ulvene, lige nøjagtig.
Da han for hundredeogsyttende gang bed hende i brystvorten, bandede hun grumt, før hun blidt fjernede ham fra sig med smerte i sine træk. "Stop det, Lugh. Du er ikke din far," knurrede hun. Det er for tidligt at øve sig og det er ikke måden du får mad på."
Post by Conrí Singleir on Apr 11, 2017 22:21:29 GMT
På trods af at Conrí havde været far til et nyfødt barn en gang, havde han med tiden glemt hvor hårdt det egentlig var. Men selvom det syntes let at kvæle den skrigende unge der holdt ulvene vågne i de sene nattetimer, fik synet af ungen alligevel gang på gang det sjældne og varme smil frem på varulvens læber. Efter endnu en nat med barneskrig, der mest af alt var blevet overladt til knægtens moder, var det lykkedes den arrede alfa at få et par sunde timer. Ikke vant til at få mere, og let sovende som han var, kom søvnen dog ikke til ham i de tidlige morgentimer, og med et sidste gabende forsøg kom han ud af deres lille alkove. Det eneste der skærmede ham mod den lette morgenkulde, var en tunika han trak over hovedet, før han slog døren til hytten op og lod blikket falde på hans mage og deres søn. Uden at vide hvordan han igen var i gang med at prøve sin moders tålmodighed, prikkede han med et træt smil den lille på næsen før hans læber fandt Morrigans pande. "Bider du fra dig hm..?" Han lød nærmest stolt, som han så ned på den lille knægt, før armen blev lagt om hans moder.
Post by Morrigan Rolfe on Apr 12, 2017 19:21:14 GMT
Morrigans blik gled op til alfaen, da han kom ud til dem og hun fnøs, som han satte sig ved siden af dem på det væltede træ hun brugte, når hun skulle give ham føde. "Det er ikke hans opgave at bide i mig," knurrede hun, mest af lille Lugh, selvom hun samtidig vuggede ham blidt i armene.
"Det er hans opgave at spise, når han selv har skreget på mad," irettesatte hun videre, før hun blidt gelejdede sin brystvorte ind i munden på den lille størrelse igen. "Du skulle aldrig have ladet ham smage på den kanin. Han har prøvet at bruge gummerne lige siden."
Post by Conrí Singleir on Apr 13, 2017 7:32:55 GMT
Selvom Conrí havde haft et spædbarn før, var det langt fra ham der havde mest erfaring med at opfostre et. Dengang Coira havde været lille havde Freya taget sig af hendes dagligdag, og på trods af at Morrigan ikke lod ham hvile ligeså meget på laurbærrene, tog han sig alligevel friheder med sønnen, særligt når de to endelig blev overladt alene. At fodre ham med en lille luns af kaninkød havde fået dem begge til at smile op til begge ører, mens den store varulv ikke havde tænkt på følgerne. "Han er en ulv. Selvfølgelig skal han smage kød." Han bed lidt ned imod den lille størrelse med et bredt grin, uden at have den store viden om hvordan det måtte føles når hvalpens gummer bed sammen om magens ømme brystvorter.
Post by Morrigan Rolfe on Apr 13, 2017 13:10:24 GMT
Morrigan slap Lugh med den ene hånd og daskede Conrí væk, som den lille endelig tog imod brystet igen, uden at bide. "Når han ikke længere skal ammes, kan han spise kød. Ellers skal jeg komme og tygge på dine brystvorter, så du kan mærke hvordan det føles," advarede hun lavmælt, som hendes blik faldt ned på spædbarnet igen.
"Lille ulv," brummede hun dog alligevel kærligt, på trods af torturen han førte hende igennem.
Post by Conrí Singleir on Apr 13, 2017 21:03:32 GMT
Det faderlige smil forblev på Conrís læber, som han lavede endnu et ansigt ned til den lille størrelse. Det var ikke uvandt for ham at magen satte tænderne i ham under deres leg i skindende, og selvom Lughs krævende væsen havde lagt en dæmper på det, kunne han ikke dy sig for drillende at nappe magen i øreflippen mens den lille var godt beskæftiget. Han lod sin varme ånde dvæle ved hendes halskrumning et øjeblik, før han trak hovedet til sig, og igen kiggede ned på hans søn. "Han bliver ikke ved med at være lille. Snart er han ligeså stor som sin far."
Post by Morrigan Rolfe on Apr 13, 2017 22:44:01 GMT
Morrigan tog en enkelt, skarp indånding, men rørte sig næsten ikke ud af stedet. "Stop med det der," vrissede hun, så snart han slap. Ikke fordi det ikke sendte kuldegysninger ud i kroppen, men fordi hun var anspændt nok i forvejen, med Lughs bidelyst og manglende vilje til at drikke.
"Hvis du kalder seksten år for snart," konstaterede hun tørt. "Der er ingen garantier for, at vi begge er her til den tid."
Post by Conrí Singleir on Apr 13, 2017 23:08:12 GMT
Conrí havde måske ikke forventet at hans mage ligefrem ville spinde, og dog havde han forventet noget mere opstemt end hendes vrissende svar. Han savnede deres morgenture i skindene, og den lille størrelse ville sikkert ikke tage skade af at overvære det. I stedet brummede han let til hendes ord, før han strøg en finger over det rødbrune hår der allerede groede fyldigt på drengens hoved. "Vi kommer til at se ham vokse op." Beslutsomheden i varulvens stemme var ikke til at tage fejl af. Ikke fordi han havde en tåbes forestilling om deres hårde liv, men fordi han allerede havde givet slip på et barn, og ikke havde tænkt sig at forlade et mere.
Post by Morrigan Rolfe on Apr 15, 2017 14:21:56 GMT
Morrigan blødte lidt op ved Conrís ene, beslutsomme sætning og hun lænede sig en anelse ind imod ham, uden at slække sit greb omkring Lugh, som han spiste, sulten som en lille okse, da først han var kommet i gang og havde indset at der ikke var kød på menuen.
"Hvordan synes du det går med Alecto?"
Hun skiftede med vilje emne. Ikke fordi hun ikke brød sig om at tale om deres fremtid, men fordi hun var mindre sikker end han var. Lykkelige slutninger var ikke noget hun havde stor erfaring med.
Post by Conrí Singleir on Apr 17, 2017 16:53:08 GMT
Rollen som familiefar var ikke just den som Conrí følte sig mest komfortabel i, og alligevel gjorde den lille knægt ham gang på gang blød om hjertet. Han tog sig et øjeblik til at betragte den lille størrelse tage godt for sig, før magen ledte opmærksomheden over på flokkens sidste medlem. "Hun er næsten ikke til at kende." Han sendte hende et lille smil. "Hun er ingen Letica, men der er ikke meget adelslus tilbage i hende." Han strøg blidt hendes ryg med en tommelfinger, mens blikket igen fandt hans søn.
Post by Morrigan Rolfe on Apr 20, 2017 21:22:15 GMT
Morrigan smilede svagt, men barsk, som Conrí svarede. Hun hvilede sig et stykke mere imod ham, som Lugh så småt gjorde sig færdig.
"Nej, hun bliver stærkere for hver gang," pointerede hunulven, før hun svang den lille knægt over skulderen, hvor han kunne bøvse sin maveluft ud i den klare forårsmorgen. "Det er godt. Vi har ikke plads til andet."
Post by Conrí Singleir on Apr 26, 2017 14:48:27 GMT
Conrí havde en meget lille forståelse for det liv Alecto engang havde levet. Siden han og Morrigan havde samlet deres flok, havde livet gået ud på at overleve, det var de stærkeste der klarede sig bedst i en sådan situation, og der var derfor ikke plads til andet. Flokken var kun så stærk som det svageste led, og det var alfaens opgave at sørge for at dette ikke var skrøbeligt. Med et lille smil gled hans hånd over det rødbrune hår der allerede havde samlet sig fyldigt på drengens hoved. Det var måske dobbeltmoralsk, siden spædbarnet skulle have hjælp til at bøvse, en opgave Alecto klarede selvstændigt, og alligevel var der betragtelige forskelle på de to - og hvilke krav alfaen stillede til dem. "Vi bliver snart nødt til at flytte os. Vi har overvintret her, men snart er det ikke længere sikkert." Hans blik blev mere alvorligt, som det landede på magen med en sammenbidt mine.
Post by Morrigan Rolfe on Apr 27, 2017 13:45:10 GMT
Morrigan brummede sin enighed, før hun tørrede Lughs mundvige lidt med en snip af hans tøj. Han pludrede lidt og fik et dumt smil frem på sin mors læber, selvom Conrís samtaleemne var alvorligt.
"Vi bør rejse nordpå," bemærkede hun. "Husker du den spåkone, der plaprede om pesten? Hvis den kommer igen, skal vi være langt væk. Vi har ingen helbredere med os længere..."
Post by Conrí Singleir on Apr 27, 2017 22:02:41 GMT
Conrí gav ikke synderligt meget for spåkoner. Det var selvsamme kvindemenneske der havde påstået at han ville lide en lang og smertefuld død. Alfaen havde dog set hvad pesten kunne gøre, og han følte derfor heller ikke nogen grund til at udfordre skæbnen. "Jeg burde rejse i forvejen og finde et sted.." Blikket faldt endnu engang på den lille knægt. Det huede ham tydeligvis ikke. På trods af at magen ville forsvare ham til sidste blodsdråbe fik tanken om at efterlade dem, det alligevel til at vende sig i hans mave. I stedet søgte de stålgrå øjne op imod Morrigans i søgen efter et bedre forslag.
Post by Morrigan Rolfe on Apr 28, 2017 18:49:49 GMT
Morrigan puslede om den lille størrelse, som hun selv trak sit tøj til igen for kulden og puttede sig lidt ind til magen.
En hæs brummen forlod hende som svar på overvejelsen og hans blik fik hende til at trække på skuldrene. Hun kunne ikke læse tanker og svarede ikke med mere end det.