Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 25, 2017 23:30:02 GMT
Lorcan havde forventet at broderen ville forstå hvad de havde gjort. Han havde ikke forventet noget varmt håndtryk, eller et klap på skulderen, men han havde alligevel forventet en form for tilgivelse. På trods af at han besad evnen til at kigge ind i andre folks sind, var han elendig til at regne det ud når han ikke brugte sine tillærte evner, og hans mine blev derfor også en smule stiv da broderen bad ham om at gå. Han havde ikke tænkt sig at sige ham imod. På trods af at relationen med broderen betød mere for ham end så mange andre ting, bukkede han i stedet ærbødigt hovedet med sammenbidte tænder, og trådte et skridt tilbage. "I så fald vil jeg lade jer være alene." Han sendte Éamon et enkelt nik, før han rettede et langt, advarende blik imod Emma. Hun skulle ikke begynde at fortælle løgne om at han havde tvunget hende til noget. I blikket kunne han dog heller ikke skjule længslen efter at være alene med hende i hendes kammer. Det hele blev en smule rodet sammen i hans lyse blik, som han slog det væk, drejede om på hælen, og forlod biblioteket
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 25, 2017 23:39:40 GMT
Emmas mellemgulv tumlede en enkelt omgang over Lorcans blik og hendes bryn trak sig sammen over, at han stadig kunne gøre noget ved hende, selvom hun havde lært nyt om ham. Hun så væk og sad helt stille, indtil Lorcan var gået og hun var alene i stilheden med den mand hun havde bedraget.
Hvad hun skulle forvente var fuldstændig uvist. Hvad hun ikke havde forventet var den udstrakte hånd og opfordringen. Hendes blik flakkede, før hun kom forsigtigt på benene og nærmede sig Eam med et usikkert udtryk i ansigtet og endnu våde kinder fra de to løsslupne tårer.
"Du ved, at jeg ville ønske det var dig," hviskede hun, som hun forsøgende lod sin hånd glide ud i hans udstrakte. Den frie hånd glattede kjolen ud over hvad der næppe var en synlig bule. Det hjalp dog, at hun ikke ligefrem var slank. "Jeg hader mig selv for det."
Post by Éamon LeStrange on Feb 26, 2017 19:09:46 GMT
Det var med blandede følelser at Éamon trak Emma til sig. Han vidste stadig ikke hvad han skulle syntes om hele situationen men synet af sin unge kone og den lille baby bule fik alligevel et kort smil frem hos den ellers så seriøse mand. Han nikkede langsomt. "Det ved jeg.." sagde han stille. Han havde aldrig selv kunne give hende nogen børn, og lige nu følte han det ligegyldigt hvilket køn barnet var. Han lod den anden hånd glide hen over maven.
"Lad være med det." sagde han og kiggede op på hende. Han trak vejret dybt ind og lukkede sin hånd om hendes inden han førte den op så han kunne kysse håndryggen. "Men jeg vil ikke have at du holder noget hemmeligt for mig" Hans blik var alvorligt, og han håbede at det at hun var gravid måske kunne lette lidt på det i forvejen anstrengende forhold de var endt med at have til hinanden. Det var jo langt fra hvad han ønskede.
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 26, 2017 21:49:39 GMT
Mindre end to måneder henne, var der intet reelt at se på Emma, medmindre man forestillede sig det selv eller ikke vidste, at hun var temmelig godt i stand. Hun kunne heller ikke for alvor mærke noget, selvom hun tænkte mere over det. Til gengæld mærkede hun skammen tydeligere end noget andet, som Eams frie hånd strøg over den ellers flade mave.
Da han kyssede hendes hånd, faldt hendes skuldre og øjnene blev våde igen. Hun nikkede til hans bud om hemmeligholdelse og begyndte at græde, nærmest af glæde og ganske ustyrligt.
"Undskyld," hikstede hun. "Jeg var så bange for hvad der ville ske, hvis der skete noget med dig. Jeg er så egoistisk, Eam. Jeg ville slet ikke først, men Lorcan har ret. Vi skal bruge en arving."
Post by Éamon LeStrange on Feb 27, 2017 23:49:03 GMT
Éamon havde ikke helt regnet med at hun ville græde, selvom det hun havde gjort i manges øjne var utilgiveligt, vidste han at hun havde gjort det for deres eget bedste. Han kunne derfor ikke forblive helt vred på hende. Han rykkede let på sig og lagde en hånd mod hendes hofte og forsøgte at guide hende ned at sidde.
"Shh. Emma" sagde han stille. Frustreret men alligevel fattet kiggede han på hende og klemte hendes hånd. "Hvad der er forgået mellem dig og min bror er fortid." sagde han og sukkede en anelse. Hvor end han ikke ville realisere det, så vidste han at det altid være noget der ville være en del af deres forhold.
"Jeg forlader dig ikke. Elskede, du er det vigtigste for mig. Det piner mig at du blev nødt til at gå til en anden for at blive med barn" sagde han og så væk. Det havde intet hende hende at gøre. Han bebrejdede sig selv.
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 28, 2017 23:29:14 GMT
Emma sank ned på Eams skød og gemte ansigtet ved hans hals, imens hun forsøgte at stoppe sin gråd. Hun var bare så lettet og hans ord føltes som koldt vand på brændt hud. Det var slut; han kendte sandheden og hun klyngede sig lidt til ham.
"Jeg ville ønske det var dig," hviskede hun. "Det er dig jeg elsker, selvom Lorcan forvirrede mig sådan med alle sine ord og sine..." Hun snøftede hurtigt ind og så fortumlet på Eam. "Vidste du at han kan læse tanker?"
Post by Éamon LeStrange on Mar 6, 2017 19:17:44 GMT
Hans følelser for sin hustru var aldrig sunket i jorden. Han havde blot haft alt for nemt ved at fortrænge det. Han kørte en blidt hånd gennem hendes lange hår og forsøgte at berolige hende.
Han nikkede langsomt. Han var ikke i tvivl om hvordan de begge helst så situationen hang sammen. Han var ved at åbne munden for at sige noget, men grundet hendes næste ord trak de buskede bryn sig sammen og han rokkede lidt i stolen. ".. Læse tanker?" han blinkede lidt småforvirret og kunne mærke den boblende vrede stige op igen.
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 6, 2017 21:10:34 GMT
Emma kunne se svaret på sit spørgsmål tydeligt i Eams øjne, da hans bryn trak sig sammen. Hun rømmede sig en anelse og nikkede svagt, før hun løftede en hånd til hans kind og hvilede sin pande imod hans.
"Lad være med at straffe ham," hviskede hun lavt og bedende. "Han lader det bare gå ud over Wilhelmina, fordi hun fortalte mig det."
Post by Éamon LeStrange on Mar 9, 2017 17:08:30 GMT
Éamon der ellers havde været i gang med at samle alt den information han havde fået at vide i det sidste stykke tid, blev sat på pause da den nye information om Lorcan blev tilføjet. Det fik ham til at overveje om han med vilje havde plantet tanker og idéer hos Emma. Han rynkede let på sine bryn men blev dog revet tilbage af sin hustrus bedende stemme.
"Jeg vil lade som ingen ting. For nu" bemærkede han og aede hendes kind. Han rømmede sig lidt inden han lagde en hånd på hver af hendes kind og plantede et blidt kys mod de fyldige læber.
"Kommer du indtil mig i nat?" spurgte han så pludseligt. Det var ikke noget han havde gjort meget i, og han vidste stadig ikke helt hvor ordene kom fra. Han kunne bare mærke at han ikke ville skubbe Emma længere væk end han havde gjort. Nu da de skulle være forældre, følte han en hvis vigtighed i at de skulle finde tilbage til hinanden, til trods for hvad Éamons sygdom havde gjort ved ham.
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 9, 2017 21:07:55 GMT
Emma sad helt stille, stiv, ubevægelig og forbløffet, da Éamon kyssede hende. Hun forstod det ikke rigtig og tillod ikke sig selv at nyde det det fjerneste. Den ild Lorcan havde tændt i hende var brændt ud, overbeviste hun sig selv om. Det havde været hvad der lokkede hende og det skulle hun aldrig mere.
Af samme grund forstod hun slet ikke Eams pludselige spørgsmål eller det blik, der glødede ud af de lyse øjne. Hun var allerede i gang med at ryste svagt på hovedet, da hun stoppede og så forundret på ham. "Hvorfor? Jeg ved godt at jeg er frastødende."
De mørke øjne var gennemsyret af sårede følelser, som hun for sig selv tænkte, at det havde været bedre for Eam, om en kvinde som Wilhelmina var landet i hans seng.
Post by Éamon LeStrange on Mar 11, 2017 17:37:58 GMT
Éamon sukkede svag. Det skrøbelige øjeblik de før havde delt syntes at svinde hen, og han kunne mærke hvordan irritationen trak sig på. Han undlod dog at sige noget lige med det samme. I stedet hvilede han sine arme omkring Emmas hofter og lænede sig tilbage i stolen. "Det er du ikke." Sagde han en anelse stift og bestemt. Han løftede den ene hånd og kløede sig i skægget. Han vidste ikke hvordan han skulle tackle situationen, og et eller andet sted var han bange for at han skulle gøre hvad end problemet var større end et egentlig var.
Nogen gange vidste han ikke hvor godt han kendte sin kone, og det var svært for ham helt at finde de rette ord. "Jeg vil gerne have at du kommer indtil mig i nat." Omformulerede han roligt og lukkede kort sine øjne.
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 11, 2017 21:54:29 GMT
Måske kunne Emma have troet ham, hvis han havde sagt det anderledes og ikke som om han var træt af hende. Som det var, slog hun blikket ned og tav selv. Hun havde absolut ingen ret til at klage. Han havde lige accepteret hendes utroskab. Af samme grund forblev hun helt stille, indtil hans mere kraftfulde ordre. En ordre var det det føltes som om. Emma sank en enkelt klump og fugtede tørre læber, før hun fandt sin stemme med en ubehagelig følelse i mellemgulvet.
"Ja, Éamon," forsikrede hun dæmpet og uden modvilje eller kampgejst. Hun elskede ham, men afgrunden mellem dem var ikke let at krydse og hun havde selv gravet den dybere.
Post by Éamon LeStrange on Mar 15, 2017 13:27:17 GMT
Éamon var ikke længere ekspert i området. Han følte sig jo langt fra sikker omkring sin kone, som han måske nok havde gjort, havde hans sygdom ikke taget på hans kræfter og fysiske kunnen. Var det så underligt, hvis hun længdes efter hans brors berøringer? Han håbede det ikke, men kunne man dømme ham for at tænke det? - Han besad alt det han ikke selv var i stand til. Det fik ham til at lukke øjnene.
"Jeg ønsker ikke at skubbe dig væk, forstår du det?" kom det så fra ham efter et stykke tid. Han løftede hovedet og så igen op på hende. Hun mente at hun var frastødende, og han havde den selv samme tanke om sig selv.
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 15, 2017 15:07:05 GMT
Emma var ved at trække sig væk igen mentalt, omend hun stadig sad på hans skød. Hun havde ikke meget lyst til at være der mere og først da han talte igen og så hende i øjnene, ændrede det sig.
De mørke øjne var store, som hun sank en enkelt klump og nikkede tavst. Hun tog en dyb indånding og klarede halsen for selv at sige noget, selvom hun måske burde forblive stille.
"Jeg ville godt forstå det, hvis du ville," svarede hun lavmælt. "Men jeg ønsker heller ikke at skubbe dig væk." Hendes stemme knækkede en anelse, men hun pressede alligevel de sidste, vigtige ord ud: "Jeg elsker dig."
Post by Éamon LeStrange on Mar 18, 2017 22:36:36 GMT
Det var meget forskelligt hvor vidt tankerne hos Éamon var store, eller om de svandt ind og blev små og ubetydelige. Nogen gange kunne han heller ikke selv finde ud af det, men når det handlede om Emma og deres ægteskab, følte han at der var meget mere på spil. Det var hans skyld at det var endt hvor det var, og derfor vidste han også at han selv måtte løfte det det sidste stykke, ville han nogensinde have at det skulle ændre sig.
Glimt at fortiden viste sig for hans øjne. Det fik et smil til at sitre svagt. "Jeg elsker også dig." kom det lavmælt fra ham som han igen lagde sine arme omkring hende for at trække hende tættere mod sig.
Det sidste han ønskede var at de skulle leve hver deres liv.
