|
|
Post by Dimas San Nicolas on Feb 23, 2017 1:24:30 GMT
Alvoren gik absolut ikke Dimas forbi og det var klart, at han ikke tog let på den, da forbandelsesbryderen sporede samtalen ind på farerne involveret. Øjenbrynene trak sig lidt sammen og han nikkede.
"Jeg betragter mine magiske evner som en gave, ikke som en selvfølge. Det mindste jeg kan gøre er at forsøge at hjælpe andre med dem," konstaterede han, bundreelt og med alvoren klar i de mørke øjne. "Jeg er klar over, at det ikke er et risikofrit erhverv, men jeg ved også, at nogen bliver nødt til at udføre det."
Ved det sidste trak han den mindste smule på smilebåndet.
|
|
|
|
Post by Tristan Flint on Feb 23, 2017 2:12:43 GMT
Tristan satte endnu et mentalt kryds ved et til velbesvaret spørgsmål da han lyttede til elevens ord. Det var nærmest lidt for godt til at være sandt, og han kunne derfor ikke lade være med at knibe øjnene let sammen. Siden udlændingen ikke havde nogen mulighed for at kende ham eller have indøvet svarene, måtte de komme plukket ud fra hans sind, og ikke fra en forestilling om hvad han tænkte at den arrede troldmand gerne ville høre. Han havde taget de første par elever i at snakke ham efter munden.
"Har du nogen spørgsmål til mig, eller til forløbet? Jeg vil bede dig om ikke at holde dem tilbage. Jeg kan ikke bruge en lærling der fortryder sit valg." Tristan var måske en smule selvhøjtidelig, men han ville ikke brude sin tid på en der i sidste ende ikke værdsatte det.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Mar 7, 2017 22:58:49 GMT
Dimas tog sig tiden til at overveje spørgsmålet grundigt - tydeliggjort af den lille rynke der dannede sig mellem hans øjenbryn. Til sidst nikkede han og så op på forbandelsesbryderen igen.
"Må jeg spørge til dine ar, mester Flint? Jeg er klar over at det er et risikofyldt erhverv, men jeg vil gerne forstå i hvilken grad."
|
|
|
|
Post by Tristan Flint on Mar 7, 2017 23:38:44 GMT
Tristan havde regnet med at spørgsmålet ville komme, og han rømmede sig derfor også let da det kom ud af knægtens mund. I det mindste lød han reelt interesseret, og ikke bare ude efter en god historie, men i så fald ville forbandelsesbryderen også have været nødt til at skuffe. Det var ikke nogen særlig god historie. Han ville gerne have at den indeholdt børn og jomfruer han heroisk frelste, men sandheden var en ganske anden.
"Jeg var dum og uansvarlig. Jeg var netop blevet udlært. Nogen havde sendt et rådsmedlem et forbandet smykke jeg skulle destruere. Jeg var heldig, at jeg slap med arrene. Min fejltagelse kunne meget vel have kostet mig mit liv. Det er ikke et hverv for de dumdristige." Hans ansigt var alvorligt, måske en smule dramatisk, som han i sit stille sind håbede at knægten ikke lod sig skræmme.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Mar 7, 2017 23:43:36 GMT
Dimas udviste ikke nogen tegn på at historien var andet for ham end en reel indikator på, hvad det mulige fremtidserhverv indebar. Da han havde fået forklaringen, nikkede han da også respektfuldt. Han havde generelt aldrig haft hang til dumdristighed eller suset ved at bryde reglerne.
"Tak, mester Flint. Jeg håber på en dag selv at kunne tage ved lære af mine egne fejl - og andres. Hvis du vil tage mig med i dine overvejelser."
|
|
|
|
Post by Tristan Flint on Mar 9, 2017 10:14:22 GMT
Tristans smil groede sig et par millimeter bredere, da knægten ikke umiddelbart lod sig skræmme. På trods af at han ikke just var lykkelig over at være blevet opfordret til at tage en lærling, havde han ikke tænkt sig at finde et ungt menneske der hurtigt fik taget livet af sig selv. Tanken havde strejfet ham, men med den unge udlænding var han en smule mere håbefuld.
"Jeg vil skrive dit navn i bogen. Mere kan jeg ikke love. Hvis du stadig vil være forbandelsesbryder, så kontakt mig ved skoleårets afslutning, så må vi se om jeg har en læreplads til dig." Han nikkede venligt, og overvejede hvordan han skulle stave knægtens fremmede navn.
|
|
