Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Alistair havde ikke været i Hogsmeade særlig længe. Det var egentligt ikke meningen at han overhovedet skulle havde været endt med at sætte sig ned, og så i ovenikøbet med en øl. Men lysten til at trække tiden ud havde været endnu større end han ville indrømme. Det igen at være gift var en dejlig, og alligevel mærkelig følelse. Han vidste at Dymphna ventede på ham derhjemme, og samtidighed frygtede han synet der ville møde ham, til trods for at det altid var et kærligt smil. Han sukkede en anelse svagt og strammede grebet om sit krus med øl.
Han var glad for at der ikke var fyldt på kroen, og han havde derfor nemmere ved at samle sine tanker. At det var noget han ikke havde gjort længe, kunne mærkes. Angsten dominerede selvom han forsøgte at undertrykke netop den følelse. Ingen af han nærmeste fortjente det. Han rettede sig op på stolen i et forsøg på ikke at sidde og hænge ind over bordet. Han ønskede trods alt hverken opmærksomhed eller kilde til unyttig sladder.
Post by Tristan Flint on Feb 12, 2017 22:51:07 GMT
Tristan var ingen kok, og når han havde pengene til det, yndede han derfor at indtage sine aftensmåltider på De Tre Koste. Denne aften havde han tygget sig igennem en tallerken af Fru Dodderidges solide stuvning, stærkt optaget af at få maven fyldt efter en lang arbejdsdag. Det var derfor først da han lod skeen hænge over den tomme skål, at han fik tid til at kaste et blik rundt i krostuen. Som altid var maden blevet skyllet ned med to skarpe og et krus af familiens gode øl, hvis virkning gjorde det en smule lettere at være til stede i den arrede krop, men også fik hans hånd til at stramme sig om skeen da blikket faldt på en velkendt skikkelse. Alistair Burnett var ikke kun en gammel kollegiekammerat. Det var ikke gået forbandelsesforbryderen forbi at han nu også var Dymphnas husbond. Det sidste sammenstød med hans tidligere hustru havde afklaret en del for den arrede troldmand, det havde bragt nogle sider frem der gjorde det lettere at afsky end at savne hende, og med alkohol i blodet, virkede det derfor som den rigtige ting at gøre da han rejste sig og bevægede sig over imod skottens bord. Det var ingen foragt i blikket over at være blevet erstattet. I stedet syntes han at Alistair fortjente sandheden om den kvinde han havde giftet sig med. "Burnett." Han nikkede let og lagde spørgende sin hånd på den tomme stol overfor den rødhårede troldmand, han var ikke sikker på hvor hårdt Muldoon havde kæmpet for at tysse han og Dymphnas forening ned, og alligevel hævede han han sit glas som en tavs fredserklæring for at understrege at han ikke kom for at kæmpe om deres hustrus gunst.
Post by Alistair Burnett on Feb 13, 2017 0:07:37 GMT
Alistair var ikke så fuld at det ikke gik hans blik forbi da Tristan kom hen imod ham. Han havde blandede følelser om at se ham igen, og han kunne ikke rigtig finde ud af hvilke ord han skulle lægge ud med, hvis nogen. Dymphna havde fortalt ham lidt om hvad der var sket. Han vidste dog bedre end at nævne noget om det. Selvom hun var en del af hans familie, havde han lovet sig selv at de skulle starte på en frisk og lægge fortiden bag sig.
"Tristan Flint, det er længe siden" forsøgte han sig med og rejste sig helt for at nikkede hurtigt til hans tavse forspørgsel imod den tomme stol. Han havde intet imod selskab, selvom han var en anelse bange for hvad der kunne komme ud af den her samtale.
Post by Tristan Flint on Feb 14, 2017 18:44:38 GMT
Ordene faldt ikke let på Tristans tunge, og som en start satte han sig blot ned på stolen og tog en lang tår af sit krus, som om han samlede mod til sig. Han havde til at starte med følt sig forrådt da han havde hørt rygterne om at skolekammeraten havde forlovet sig med Dymphna, men efter han og hustruens seneste sammenstød havde han nærmere ondt af den anden. Han havde før overvejet at opsøge Alistair, forbandelsesbryderen mente at han fortjente sandheden. Han var ikke sikker på om hans motiver grundede i kammeratskab, eller et ønske om hævn og alligevel fik han endelig tungen på gled da ølkruset ramte bordet. "Tillykke med brylluppet." Der var ingen grund til at ligge skjul på at han kendte til situationen, spørgsmålet var om skotten foran ham gjorde.
Post by Alistair Burnett on Feb 14, 2017 20:27:16 GMT
Alistair vidste ikke om han havde frygtet mødet med Tristan. Ikke så meget fordi at han tidligere havde været gift med Dymphna, men fordi de inden alt det, havde været ganske gode venner. Det havde aldrig været en rødhåret skottes mening at komme imellem nogen, og brylluppet mellem Burnett - og Muldoon familien var primært fordi at Alistair var arving og det var derfor nærmest hans pligt. Siden han i de sidste par år havde undviget hele scenariet, følte han heller ikke at han kunne takke nej til tilbuddet om Dymphna. Heller ikke efter han lagde to og to sammen og realiserede grunden til at hendes forældre havde været så direkte og villige til at gifte deres datter til Alistair. - Han var dog glad for resultatet. For ham var Dymphna en god kone. At han ikke selv mente han fortjente hende var en anden side af sagen.
Han havde overvejet hvad han skulle sige, når han stødte på Tristan, nu da han sad overfor ham kom der ikke rigtig noget ud. Han strammede læberne og lænede sig tilbage i stolen. "Tak.." kom det kort fra hovedet fra Alistair. Netop nu overvejede han også at komme med alle mulige forklaringer om hvorfor han havde valgt Tristans tidligere kone. Men han skyldte ham det ikke. Ikke på samme måde, som havde han med vilje gjort kur til hende. "Hvordan går det?"
Post by Tristan Flint on Feb 15, 2017 23:10:18 GMT
Der var en akavet stemning i luften. Man kunne nærmest række tungen ud og smage på den. Den fik ikke just forbandelsesbryderen til at slappe af, i stedet strammede han grebet om ølkruset. Det han skulle fortælle skotten var vigtigt, det skulle give mening og ikke falde let for hovedet. Hans sammenbidte tænder tillod ham kun at nikke let som svar på skottens spørgsmål til en start, før han knækkede koden til at løsne sin kæbe. "Fremad.. Det går fremad." Det var det ord der beskrev hans daglige kampe bedst. Han var efterhånden frigjort fra flasken, og alligevel faldt han stadig i og skyllede det hele væk i spruttens søde rus. "Alister jeg.. Jeg respekterer dig og Dymphna.. Jeg er ikke kommet for at skælde dig ud. Jeg husker vores venskab, også selvom at årene har slidt på det. Derfor syntes jeg også at du fortjener sandheden.. Sandheden om din unge brud." Han løftede blikket og kiggede afventende på den rødhårede troldmand. Han håbede at deres mange år sammen som løver betød mere end den korte tid han havde brugt med sin hustru. I hvert fald nok til at han kunne sige hvad han havde på hjerte.
Post by Alistair Burnett on Feb 18, 2017 23:55:29 GMT
Alistair følte sig splittet, på en måde som han ikke rigtig endnu kunne finde ord til at beskrive. Han var en loyal mand, ikke kun overfor sin kone, men også overfor sine vener. Tristan havde i løbet af deres venskab vist sig at være en pålidelig ven. Det var noget han ikke ville glemme. Alligevel sad Dymphnas ord fast i hans erindring. Og selvom det ikke var hans kamp at kæmpe, var hun hans liv nu. Han nikkede lidt og sendte vennen et kort smil. "Det er godt at høre, det er den eneste rigtige vej" sagde han og holdte kort vejret. Nervøsiteten var ved at sprede sig helt ud til fingerspidserne.
"Jeg værdsætter også dit venskab Tristan, du skal vide, til trods for at jeg er glad for Dymphna, var det vores forældre der førte os sammen" bemærkede han roligt. Hans bryn trak sig sammen. Han behøvede ikke at forklare sig, og alligevel måtte han tro på at de to unge mennesker engang havde elsket hinanden.
Et sted dybt i ham, havde han en formodning omkring emnet som Tristan ville vende med ham. Hvilken sandhed der måtte frem i lyset. Han havde ikke forberedt sig, men vidste hvad der var krævet af ham. Han sank en klump og rettede sig langsomt op i stolen. Han så afventede på ham.
Post by Tristan Flint on Feb 19, 2017 22:18:46 GMT
Tristans fingre trommede en smule mod ølkruset i et forsøg på at samle sine tanker. Han nikkede en smule fraværende som Alistair talte, og forsøgte så godt han kunne at stole på at det var sandt. Selvom han ikke var en adelsmand vidste han hvordan deres ægteskaber foregik. Han havde trods alt set det ske for sine fætre og kusiner, og alligevel havde han håbet at Dymphna ikke fandt en ny husbond så let som hun havde. Han rømmede sig en smule, da de var kommet frem til det det hele handlede om. Det der havde ligget Tristan på sinde da han havde øjnet sin gamle kollegiekammerat og besluttet sig for at tale med ham. "Dymphna og jeg.. Det er løgn når de siger at vi aldrig fuldbyrdede vores ægteskab. Dymphna blev med barn kort efter vores bryllupsdag." Han knugede sin hånd, som følelsen af at stryge den mod den let bulende mave stadig sad i den. "Et barn som Dymphna ikke gav en chance i livet. Hun slog det ihjel mens det stadig voksede i hendes skød.. Hun er en englemagerske.." Smerten var tydelig i hans brune øjne, som han stirrede ud i luften med et dødt blik. Munden snørrede sig sammen, mens øjnene blev blanke, noget han hastigt forsøgte at blinke væk, før han kiggede tilbage på Alistair.
Post by Alistair Burnett on Feb 20, 2017 21:11:30 GMT
Alistairs øjne trak sig en anelse sammen. Han kendte de fleste detaljer i hvad der var sket. Det var dog alligevel noget andet at høre det fra Tristan. Ærligheden var tydelig, men der var også et hint af noget andet. Om det var sorgen eller vreden kunne han ikke helt sætte en finger på. Han forblev stille som Tristan talte. Han lænede sig frem og hvilede albuerne mod bordet, og hagen i sine håndflader. Han gennemgik flere muligheder hvorpå han kunne reagere nemmest.
"Tristan, jeg er oprigtigt ked af dit tab" han rømmede sig og rettede let i ryggen. Han vidste selv hvordan det var at miste, og selvom han vidste at barnet var i live, var smerten ægte for Tristan. Han ville dog ikke tage parti. Han kunne ikke få sig selv til at tale ondt om sin kone, ej heller stryge Tristan med hårene. "I stedet for at være vred på hende, så brug hellere tiden på at komme videre" han løftede hånden for at få en af kroens ansattes opmærksomhed så han kunne bestille to glas whisky, selvom ingen af dem efterhånden havde godt af mere. "Da min søn blev taget fra mig.. Selvom vrede er langt nemmere at håndtere, så hjalp det da jeg gav mig selv lov til også at være ked af det."
Post by Tristan Flint on Feb 20, 2017 21:36:24 GMT
Tristan bed tænderne sammen. Han var ikke sikker på hvilken reaktion han havde forventet fra skolekammeraten. Det var urealistisk at han ville rejse sig og afsværge sit ægteskab til den unge englemagerske, og alligevel følte Tristan sig selv en smule lettere nu hvor det hele var sagt. Han var vant til adelens fortielser og hemmeligheder, han var selv en af dem, men det smertede ham at hans ufødte søn blot end ikke var et komma i sin egen historie, men i stedet endnu en ting der var fejet ind under gulvtæppet. Han kunne i det mindste få andre til at anerkende ham, det gav ham en smule retfærdighed. Han løftede derfor også hagen en smule, da vennen i stedet for at afvise hans og Dymphnas forhold anerkendte hans tab. Med en enkelt diskret bevægelse fik han fanget de begyndende tårer med håndryggen, og rømmede sig let. Han huskede godt Eilinoir fra deres skoletid, samt hendes tragiske bortgang, og det velmente råd betød derfor også mere når det kom fra Alistair end så mange andre. "Jeg ved hun er din hustru nu, og at i skal skabe en familie. Jeg har bare brug for at sige det.. Jeg har brug for at han ikke bliver glemt." Sønnen havde i snart et år rumsteret i hans fantasi, og indtil videre havde ildwhiskey været den eneste kur mod det billede han havde opdigtet af ham.
Post by Alistair Burnett on Feb 20, 2017 21:53:58 GMT
Alistair havde ikke brug for megen overvejelse omkring hvad han skulle gøre nu. Et eller andet sted håbede han det ville hjælpe Tristan i en sådan grad at han kunne komme videre uden alt for meget had til Dymphna og hendes familie. Et lille smil trak op i den ene side af mundvigen da den anden troldmand fejede sine tårer væk inden de overhovedet havde ramt kinden. Han sagde dog intet til det, da han vidste hvor meget det ville påvirker ham selv hvis han gravede dybere ned i det. "Hvis du giver mig lov, vil jeg gerne hjælpe dig med at få arrangeret et gravsted til ham" sagde Alistair så og takkede for de nyanbragte krus. Han tog en lille lædderpose frem fra sit bælte og betalte for betjeningen. "Da Eilinoir tog Lachlan med sig, fik jeg dem begravet bag godset, på en lille høj under et æbletræ. - Du har brug for et sted du kan gå hen, det skal ingen tage fra dig" sagde han alvorligt.
Post by Tristan Flint on Feb 20, 2017 22:18:42 GMT
Tristan havde aldrig før haft brug for at sørge. Han havde mistet gode kammerater, men han havde aldrig haft døden så tæt inde på livet, som da Dymphna havde fortalt ham at deres søn aldrig var blevet givet en chance i livet. Han måtte rømme sig let ved Alisters forslag, mens hånden lagde sig om kruset med ildwhiskey. "Du har nok ret, men jeg har jo ikke engang et navn jeg kan skrive på hans sten." Han havde aldrig set det lille liv i øjnene, han vidste ikke engang om han var en søn eller en lille datter. Smerten over at Dymphna uden skam i livet havde nægtet ham en plads i verden fik ham endnu engang til at stramme grebet om kruset, som han fortabt kiggede ned i den gyldne væske. Han måtte tage en voksen tår for at dulme sine nerver. Alistair kendte måske til følelsen af at miste et barn, og dog var de ikke ens. Han vidste at havde hun haft chancen havde Eilinoir givet sit liv for sit barn. I stedet havde Dymphna velvilligt taget livet af sit.
Post by Alistair Burnett on Feb 21, 2017 19:43:59 GMT
Deres situation kunne kun sammenlignes så langt. Han løftede sit glas for at skåle med Tristan, selvom han ikke helt kunne finde nogen grund til hvorfor de skulle gøre det. Det var mest af alt af ren vane. Han tog en tår og lænede sig lidt tilbage på stolen. "Du kan skrive lige hvad du har lyst til" sagde Alistair. Siden Tristan ikke kendte kønnet på barnet kunne kan gå efter hvad han selv følte for, navngive det som han selv havde gået og tænkt på. Der var ingen grænser for hvordan han ville gøre det.
"Du behøver heller ikke at skrive noget, nogen planter en blomst og sætter en bænk så de har et sted at sætte sig, og mindes" hans bryn trak sig sammen. For ham var det kommet naturligt, hvordan hans kone og søn skulle begraves, men hvis Tristan ikke havde nogen idé om hvad han ville gøre, ville det nok hjælpe at overveje det, uden at tage nogen forhastede beslutninger.
Post by Tristan Flint on Feb 22, 2017 19:23:28 GMT
Tristans greb forblev strammet om glasset, før han hævede det og lod det møde Alistairs. Selvom det lød smukt var han dog ikke sikker på at det var det han havde brug for. Selvom han aldrig havde smagt på luften i denne verden, havde Alistair holdt sin lille søn i armene. Alt hvad Tristan havde var fornemmelsen af det spæde liv bag maveskindet, før Dymphna havde taget det fra ham. Han hældte whiskyen i sig i en lang tår, før han mærkede varmen sprede sig helt ud i fingerspidserne, mens hullet i hans indre begyndte at føles mere overkommeligt. "Jeg ved ikke om det vil hjælpe. Jeg snakkede til ham i Dymphnas mave, men jeg ved ikke om en sten vil kunne gøre det samme. Jeg tror blot at det at tale til ham vil gøre mig mere vred. Det vil ikke give mig fred, det vil blot gang på gang minde mig om hvem der ikke lod ham komme til verden. Måske jeg blot skal finde min trøst i whiskey, og bede til at Dymphna ikke gør det samme ved jeres børn." Whiskeyen forstærkede kun hans selvmedlidenhed, som han knugede det tomme glas. Alligevel præsterede han et mat smil til sin gamle kollegiekammerat.
Post by Alistair Burnett on Feb 22, 2017 21:12:15 GMT
Der var tusinde måder at gøre det på. Der var ingen der sagde at Tristan skulle skubbe en sten om i sin have. Det var forskelligt fra person til person, det satte sig dog sine spor hos Alistair at den anden troldmand havde svært ved at finde frem til den rigtige måde at sørge over sit tabte barn, hvorpå han også kunne komme videre. Det ville ikke kun gavne ham selv, men også Dymphna, det var han sikker på. De rødlige bryn trak sig sammen som han betragtede sin ven.
"Hvor godt det end smager, og hvor fri af bekymringer man bliver, er whiskyen ikke den endelig løsning på dit problem Tristan. Jeg har været der" bemærkede han. Det var et sørgeligt stadie i hans liv, som han endnu kunne se tilbage på med skuffelse.
Han anede ikke hvad han skulle sige. Det var jo ikke noget han kunne forsikre ham om, at hun ikke ville gøre. Han ønskede heller ikke at få nogen af dem til at fremstå dårligt. Han trak derfor på sine skuldre. "Jeg håber det ikke" var det eneste han kunne få frem. Dog formåede han et gengælde smilet.