Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Helena Dodderidge on Feb 21, 2017 12:57:55 GMT
Helena tog sig ikke af blikkene - heller ikke dem fra familiemedlemmer, der uden tvivl holdt øje. Hendes opmærksomhed var på Mordred og da han præsenterede det ene krus, kunne hun ikke lade være med at le.
"Det gjorde du," måtte hun give ham og mødte de lyse øjne, som hun tog imod det intakte krus. Smilet på hans læber var frygteligt charmerende og hun tabte lige et sekund, før hun kunne fortsætte.
"Men vi må vist hellere spare resten af vores krus - hvis du sætter dig ned, så kommer jeg med det krus øl, du bad om...?"
Post by Mordred Borgin on Feb 21, 2017 15:05:24 GMT
Selvom Mordred var en arrogant skid, var han ikke en samvittighedsløs sportsudøver. Som han kiggede ned på den knuste keramik følte han sig som lidt af en idiot. Både fordi hans overlegne forsøg på at charmere sig ind på hende syntes at være mislykkedes, men også fordi han havde fremstillet sig selv som et udueligt fjols foran hele kroen. Han rømmede sig let da hun bad ham om at sætte sig, og trak mere forsigtigt på smilebåndet, på trods af alt stadig ikke helt opgivende endnu. "Kan jeg ikke i det mindste hjælpe dig med at klinke skårene?" Han fremdrog sin egen stav, og prøvede igen at fremtvinge det selsikre smil. Det var dog blevet forvist og i stedet erstattet af en mere reel mine der ellers ofte lå skjult bag queerditchspillerens maske.
Post by Helena Dodderidge on Feb 21, 2017 22:47:49 GMT
Denne gang overraskede han hende reelt. Måske ikke så meget med tilbuddet om hjælp, som det var udtrykket hun så på hans ansigt. Det hun forbandt med Mordred Borgin, helt tilbage fra skoletiden, var den kæphøje attitude og for et kort øjeblik virkede det som om, at der reelt var mere end det.
Det fik hende til at se reel forundret ud i et øjeblik, før et knapt så drillende smil strejfede hendes læber. "Så lad gå, queerditchdreng," svarede hun, ikke så karikeret som tidligere. Til gengæld dvælede blikket ved ham lidt, før hun selv sank ned på hug. "De der er ikke så ilde tilredt..."
Post by Mordred Borgin on Feb 22, 2017 16:41:46 GMT
Mordred selv kom på hug, som hans tryllestav prikkede en smule prøvende til den knuste keramik. Han var ikke nogen stor troldmand, og dog havde han ødelagt nok ting gennem sit liv til at mestre reparo besværgelsen. Med udsigten til at gøre skaden god igen, kom hans ivrighed tilbage, som det kække smil langsomt blomstrede frem på læberne igen. Hurtigt havde han fundet to stykker fra en skål der passede sammen, og slået tryllestaven mod dem så de igen blev ét. "Jeg undskylder for at jeg ikke er bedre til at smadre keramik." Han blinkede til hende med et skævt smil, tydeligvis en smule lettet over at skaden ikke var værre end den var, før han begyndte at finde flere skår der kunne samles med tryllestavens hjælp.
Post by Helena Dodderidge on Feb 23, 2017 0:36:25 GMT
Helena havde ikke regnet med, at hun ville ende med at sidde på hug ved siden af den rødhårede troldmænd og klinke skår sammen til en helhed. Hun var da heller ikke helt upåvirket, da han blinkede til hende og selvom hun vidste, at hun burde lade det prelle af - hun huskede udmærket hvordan han var fra skoletiden - så lykkedes det ikke helt snart nok til, at hun ikke nåede at smile først.
"Undskylde?" spurgte hun undrende og hævede et enkelt øjenbryn, endnu med sitrende mundvige, før hun selv samlede endnu et krus. Blikket drev dog uundgåeligt op mod ham igen.
Post by Mordred Borgin on Feb 23, 2017 1:58:01 GMT
Mordred var ikke sikker på hvad han forsøgte på med den unge kropige, men som hun smilede havde han på fornemmelsen at han gjorde det rigtigt. Han samlede endnu et krus, før han forsøgte sig med smilet igen. "Jeg forsøgte at være morsom. Du ved.. Det var ikke rigtig sjovt var det?" Bragt ned på gulvet, og til et punkt hvor han ikke blot spillede smart foran resten af kroens gæster, endte han en smule kejtet, uden sit skjold af arrogant charme at beskytte sig bag. Alligevel skete der noget i de grønne øjne og det brede smil, som han i sin iver kom til at række ud efter det samme skår som den unge kropige, og i stedet fik fat i hendes hånd.
Post by Helena Dodderidge on Mar 7, 2017 23:03:52 GMT
Helena havde vidst helt fra starten, at hun skulle være varsom med Mordred Borgin. Den viden var da heller ikke helt forsvundet, men som hun sad og så på den lettere kejtede, rødhårede troldmand med det afvæbnende smil, var det lidt for nemt at glemme det lidt. I hvert fald var hendes egen latter hel reel og det samme med det smil, der ufrivilligt voksede frem på hendes læber.
Netop de, havde halvt adskilt sig for at svare, da hans hånd lukkede sig om hendes og et lille, uventet sæt gik gennem hende. I et splitsekund var hun fanget af det hele, før hun fik slået blikket ned mod skårene og frigjort sin hånd - uden at det helt kunne tvinge smilet væk. Stemmen, da hun talte, var ikke helt så overlegen munter som før.
"Det var ikke det bedste forsøg jeg har hørt, mester Borgin."
Kontakten med kropigen, fik kortvarigt noget til at slå gnister i Mordreds indre, før kontakten blev brudt, og han i et par sekunder sad lettere forvirret tilbage. Til sidste lykkedes det dog for hendes ord at trække ham tilbage til krostuens gulv, hvor han mere roligt end før gav sig til at samle skårene. "Mordred.. Eller Mord hvis du vil.. Jeg er ikke mester på andet end et kosteskaft." Ydmygheden var en smule uvandt for han, men han forsøgte at virke som sig selv, ved at støtte op omkring ordene med et bredt, skævt smil. "Og måske på en fløjte.. Og til.. Andre ting." Hans selvtillid var ukuelig, og selv slagen på kroens gulv formåede den at finde tilbage til ham, som smilet groede en ektra tomme.
Post by Helena Dodderidge on Mar 8, 2017 0:20:07 GMT
Helena havde uden tvivl mærket et eller andet, men hun gjorde et forsøg på at slå det hen, som hun kom med det forsinkede svar. Da han talte måtte hun dog komme med et lille fnys og som hun drejede hovedet op mod ham, var det ikke nødvendigt at spørge ham hvad han mente med andre ting. I hvert fald afslørede hendes blik tydeligt i hvilken retning, hendes egne retninger drev.
Det var dog et skråplan og hun endte med at hæve øjenbrynene lidt. "En fløjte? Er du musikalsk... Mordred?"
Post by Mordred Borgin on Mar 19, 2017 19:04:08 GMT
Mordred kløede sig en smule i håret, og sendte hende et skævt smil da hun spurgte ind til fløjten. Man påstod at han havde gaver med det aflange instrument, og selvom han sikkert kunne have drevet det til noget, lod han for det meste blot tonerne flyde som tidsfordriv. "Det kan man vel godt sige." Han havde de seneste par år været lidt for optaget af at dyrke sit talent på et kosteskaft til at fokusere på sin musikalitet. "Jeg ved ikke om jeg kan spille en krostue op, men jeg er ret ferm til det når det lige slår mig." Han prøvede at få det til at lyde som om det ikke var noget stort, han var langt mere vant til at prale af sin queerditchkarriere.