Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Josselyn nåede knapt nok at forestille sig sin families gård, før hun var på vej væk og hendes tanker var så uklare, at hun endte ved det forkerte hus. Samtidig mærkede hun en skarp smerte i sin arm og faldt sammen på jorden, mens hun stirrede mod den bygning hun var landet foran. Den lignede på nogle punkter lidt hendes hjem, men selv i hendes tilstand, kunne hun se at det ikke var det. Omtumlet forsøgte hun at se hvor hun var blevet skåret, såret var heldigvis ikke så stort, at det var livsfarligt ved mindre hun lå her i flere timer. Smerten var ikke engang så voldsom, efter hun havde oplevet Nicholas vrede. Måske kunne hun endda skubbe sig selv op at sidde, tænkte hun, men da hun prøvede endte hun med at falde sammen på jorden igen. Derfor, blev hun liggende i det kolde mudder og betragtede himlen, som hun fandt utrolig smuk efter at have troet et øjeblik, at hun skulle tilbringe sit liv i en kælder.
Det var efterhånden blevet sent og Ella var derfor også faldet hen i sin stol med en gammel læderindbundet bog i favnen. Et enkelt lys var ved at brænde ud på hendes bord, men hun mærkede sig ikke med den åbne flamme. Hun var langt væk i sine drømme, med et lille saligt smil.
Udenfor havde lugten af frist blod dog tiltrukket husets anden beboer. Den spøgelsesagtige skelethest gled ud af stalden med en let prusten, mens de mælkehvide øjne rettede sig mod den nyankomne. Nysgerrigt og sultent bevægede den sig frem gennem mørket, før en klam fugtig mule prøvende, og uden advarsel dykkede ned mod det åbne sår.
Post by Josselyn Wright on Jan 31, 2017 23:50:24 GMT
Josselyn kunne ikke se thestralen og var derfor ikke i stand til at vide hvad der skete, før hun mærkede en fugtig mule på sin arm. Følelsen fik hende til at skrige højt og rulle et par gange væk fra kræet, mens hun skælvende besluttede sig for at kravle væk. Det gjorde satans ondt, men hellere det end at være i nærheden af endnu et tilsyneladende farligt sted, hvor hun ikke kunne være i sikkerhed. Hun nåede dog ikke særlig langt, før hun måtte tage en pause og havde allerede formået at rive sig lidt mere på de små sten og sandet på jorden. Hvis hun bare kunne komme op at stå, ville det være nemmere.
Et skingert skrig rev Ella ud af søvnen. Bogen faldt på gulvet, og de vagtsomme øjne kiggede en smule forvirret rundt i den lille stue, uden rigtig at kunne tyde hvor skriget kom fra. Hun blinkede et par gange før hun kom på benene og åbnede sin hoveddør med en hævet, lysende tryllestav. "Hrym!" Hun tog hurtigt bestik af situationen, og fandt den store uhyggelige hest på vej over til en skrigende, forvirret ung skikkelse. Hendes instinkt bød hende at berolige dyret først, han flaksede allerede med de store vinger, opildnet af skrigene, og han faldt først ned da den lille professor fik bevæget sig over og lagt en rolig hånd på hans mule. "Slap af.." Stemmen var mild og blid, og fik det store dyr til at fald ned. Stadig med hånden på mulen for at forholde dyret i ro kunne hun vende sig mod det der havde skræmt ham. "Alt er vel.. Han gør ingenting. Du skræmte ham blot. Hvad laver du herude så sent?" Der var noget velkent over den unge pige, hun havde sandsynligvis undervist hende på Hogwarts, men lige nu kunne hun ikke forbinde ansiget med et navn. Hun kunne heller ikke begynde at gætte på hvad hun lavede, oprevet på hendes dørtrin.
Post by Josselyn Wright on Feb 1, 2017 10:24:36 GMT
Josselyn kunne ikke se det store dyr, men hendes tidligere professor i magiske dyr og pleje forklarede en del. Hendes øjne betragtede Ella skræmt, mens hun vendte sig om, så hun lå på ryggen i stedet for og samtidig udbrød et afdæmpet smertefuldt grønt. "Jeg transfererede mig forkert. Jeg var på vej hjem." Sagde hun og lukkede sine øjne hårdt i, mens hun skar en grimasse og stønnede over smerten i sin arm. Hun var ikke rigtig i stand til at have en samtale, på trods af at hun havde formået at tale til Nicholas ind i mellem hans besværgelser, var hun efterhånden så smadret at hun ikke kunne samle sine tanker.
Af og til var Ella af den opfattelse at transferering gjorde mere skade end gavn. Hun havde aldrig selv været synderligt glad for rejsemåden, og den sårede pige foran hende bekræftede blot hendes modstand. Ella klappede beroligende den uhyggelige hest på halsen, og slap ham som han igen slappede af. I stedet kom hun over og knælede ned ved siden af pigen, mens spidsen af hendes tryllestav inspicerede hvor slemt hun var tilredt. "Det skal nok gå.. Er det kun din arm?" Professoren havde altid haft en svaghed for sårede væsner, og selvom hun havde undervisning den følgende dag havde hun intet imod at ofre sin nattesøvn på at hjælpe den stakkels unge kvinde.
Post by Josselyn Wright on Feb 1, 2017 15:13:19 GMT
Josselyn betragtede sin tidligere professor mens hun knælede ved hendes side og rynkede sine øjenbryn lidt over hendes spørgsmål. Hun rystede forsigtig på hovedet og bed ned i sin underlæbe, mens hendes øjne blev en smule blanke. "Ja.. Der var en mand der udsatte mig for cruciato besværgelsen, men jeg tror vist ikke den har gjort mere skade." Sagde hun og løftede sit hoved lidt, for at se ned på sit sår, inden hun lagde det tilbage igen med et anstrengt suk.
Ellas øjenbryn skød i vejret ved den unge piges nye information. En transfereringsulykke kunne udløses af mange forskellige ting, men det var sjældent hun hørte om folk der var ofre for torturbesværgelsen, og de var aldrig før landet en på hendes dørtrin. Hun kiggede ned på den rystede pige med fornyet medlidenhed og omsorg og satte sig ind bag hende, så hun kunne støtte sig op af hende. Det faldt hende ikke ind om pigen brød sig om at blive rørt eller ej, Ellas første indskydelse var at forsøge at skabe tryghed omkring hende. "L.. Lad os få dig indenfor i varmen.. Du er helt kold." Hun kiggede ned på hende med et lille smil, og strøg en omsorgsfuld hånd over hendes mærkelige korte hår.
Post by Josselyn Wright on Feb 1, 2017 18:10:51 GMT
Josselyn var så medtaget at hun tog imod omsorg med kyshånd, selv fra en som hun ikke ellers havde været særlig tæt på. Hun kom op at stå en smule vaklende og lænede sig mod den ældre kvinde, mens hun lagde hovedet ind mod hendes skulder. Hun havde det som et barn der ikke havde set sin mor i evigheder og Ellas kærtegn var så tiltrængt, at hun mærkede tårerne i sine øjenkroge igen. "Tak.." Hviskede hun og fulgtes med langsomme skridt med Ella indenfor i hendes hus, som lige nu fremstod som den største gave i hendes liv. Hun følte sig så taknemmelig for kvindens gæstfrihed at hun næsten ikke kunne bære det, hun fortjente det jo ikke, i sidste ende.
Ellas lille stue var intet at prale af, men med et sving med tryllestaven fik hun tændt op i det ulmende ildsted, og fik et par lys til at brænde så et roligt hyggeligt skær spredte sig. Det var tydeligt at se at professoren ikke var noget ordensmenneske, og alligevel lykkedes det hende at få ført pigebarnet over i den stol hun selv for lidt siden havde siddet og sovet i. Hun var temmelig ligeglad med at hun var beskidt, stolen kunne altid blive ren igen og i stedet fandt hun et tæppe inde fra hendes lille kammer som hun omhyggelig kunne pakke omkring hende mens hun efterlod den sårede arm udenfor puppen. Hun nynnede svagt mens hun arbejdede før hun endelig tog armen i øjesyn. Hun havde ikke noget behov for at bringe pigen tilbage til den uret der var blevet begået imod hende, ikke endnu i hvert fald. "Lad os så se på din arm.. Hvad hedder du?" Hendes vigtigste ophave lige nu var at den unge pige følte sig tryg, som hun med blide fingre inspicerede såret.
Post by Josselyn Wright on Feb 1, 2017 19:02:12 GMT
Josselyn bemærkede næsten ikke stuens tilstand, hendes fokus var primært på den stol hun blev ledt over til. Luften gik ud af den unge kvinde da hun for første gang i lang tid fik lov til at sidde ned og hun trak taknemmeligt tæppet tættere omkring sig, med sin raske arm. Derefter så hun ned på såret og sank en klump, velvidende at de næste øjeblikke nok ville blive ret smertefulde. Udsigten til en længere periode uden smerte, gjorde hende dog istand til at tage sig en smule sammen. "Josselyn.. Wright.." Sagde hun mens hun svajede en anelse. "Jeg var din elev engang.. Professor Scamander.." Tilføjede hun lavmælt, mest for at oplyse kvinden, da hun ikke reelt var i stand til at være fornærmet lige nu.
Navnet ringede en klokke hos Ella, men der var efterhånden passeret så mange elever igennem hendes hænder at hun havde svært ved at holde styr på dem, og den unge pige var desværre ikke en af dem der havde gjort et indtryk. "Clagg.." Hun rettede hende mest af alt af vane, det havde taget hende temmelig lang tid at smide Scamandernavnet. "Men kald mig bare Ella.. Vi er ikke på Hogwarts lige nu." Hun sendte hende et beroligende smil, og så op fra den lange flænge. "Sid stille.. Så henter jeg noget dittany." En klodsmajor som hun var, voksede planten i en lille urtepotte på en af de mange hylder. Med øvede fingre, og med den samme melodiøse nynnen gav hun sig til at støde de friske blade i en morder. "Det kommer måske til at svie en smule.." Hun sendte hende et undskyldende smil, og smurte den friske grønne pasta ud over den lange blodie flænge.
Post by Josselyn Wright on Feb 1, 2017 22:05:55 GMT
Josselyn så undrende på Ella, men hun kunne ikke overskue at begynde at spørge ind til grunden, så derfor nikkede hun bare. Ud over det gjorde hun som professoren sagde og sukkede lidt, mens hun lukkede sine øjne i. Dittanyen ville højst sandsynlig hjælpe, hun kendte godt til den helende plante, hendes far havde ofte brug for den når han kom til skade i smedjen. Hendes blik fulgte opmærksomt den ældre kvindes hånd, indtil hun smurte salven på såret og fik Josselyn til at stønne i smerte. Hun rystede en anelse, mens planten havde sin effekt, indtil det langsomt forsvandt og efterlod den unge heks mere træt end hun havde været før. "Det hjalp.." Hviskede hun og smilede taknemmeligt til Ella med et udmattet blik i sine øjne.
Ella smilede som planten havde sin effekt, og fik Josselyn til at slappe af. Hun lignede en der havde været igennem en del, men hun ville ikke begynde at gribe teorier ud af den blå luft. I stedet gav hun hendes skulder et lille betryggende klem. "Det er vidst ikke forsvarligt at sende dig hjem i nat.. Du kan sove her, og komme lidt til kræfter. Mit ildsted er ikke på susenætværket endnu, men vi kan tage ind til byen i morgen. Skal jeg sende en ugle til dine forældre.. Eller din mand?" Hun vidste ikke hvem der sad vågne og ventede på at den unge kvinde kom hjem, men hun nægtede at lade hende rejse, så træt og udmattet som hun var. Desuden kriblede det i fingrene på professoren efter at hjælpe hende til kræfter, og høre historien om hvordan hun var havnet foran hendes dør.
Post by Josselyn Wright on Feb 1, 2017 23:17:11 GMT
Josselyn nikkede langsomt til professorens ord og smilede en anelse. "Min familie. Wright. De bor på en gård ikke så langt væk, bare skriv til Bea Wright. Så finder uglen hende nok. Jeg tror heller ikke at jeg kan rejse i aften." Sagde hun med et træt blik. I princippet kunne hun falde i søvn lige her i stolen, men hun var ikke sikker på om det var det hendes værtinde ønskede. Derfor blev hun høfligt siddende og trak i stedet tæppet tættere omkring sig.