|
Gensyn
Jan 29, 2017 0:11:17 GMT
Post by Earie MacClivert on Jan 29, 2017 0:11:17 GMT
Professor MacClivert. Navnet lød stadig mærkeligt i skottens mund, og havde nogen fortalt hende for en måned siden at hun skulle undervise på Hogwarts i forvandling, havde hun sandsynligvis slået dem i bordet, og fejet deres tænder ned på gulvet. Men nu stod hun her. Det gamle slot lignede sig selv, og hun havde netop installeret de sidste af sine få personlige egendele på det kontor der var blevet stillet hende til rådighed. Fra sin tid som elev på skolen vidste hun udmærket hvor lærerværelset lå, men det var ikke det hun styrede efter. De fleste elever var ved at vende hjem fra deres korte yuleferie, og som rollingerne rendte omkring hende med deres yulegaver begyndte hun allerede at fortryde sit valg. Hun havde aldrig været god til børn, og det virkede nærmest som en idiotisk ambition at undervise dem. Lige indtil hun fandt sig selv foran runeprofessorens kontor, hvor hun bankede på med en fast hånd.
|
|
|
Gensyn
Jan 29, 2017 1:18:46 GMT
Post by Angharad verch Cadwgan on Jan 29, 2017 1:18:46 GMT
Angharad havde, ligesom de forrige par år, tilbragt yuleferien på Hogwarts da det nu var hendes eneste hjem. Hun havde holdt et par dages fri, men var ellers vendt stærkt tilbage til arbejdet. Nu var eleverne begyndt at vende tilbage, hun skulle snart undervise igen og hun havde ingen anelse om hvad der var i vente for hende.
Hun sad lænet ind over noget runearbejde og nynnede en lille melodi da det bankede på døren til hendes kontor. Hun tog sig et øjeblik til at rette sig op samt rette på håret der var faldet en anelse ud af sin opsatte frisure før hun svarede med et vanligt: "Kom ind."
|
|
|
Gensyn
Jan 29, 2017 1:29:33 GMT
Post by Earie MacClivert on Jan 29, 2017 1:29:33 GMT
Følelserne i Earies krop var sært fremmede. Hun havde haft besættelser før, men det var længe siden, og det var sjældent at hun gik så langt for at forfølge dem. Når hun først bed sig fast, holdt hun dog ved som jærven hun delte sjæl med. Hun var derfor heller ikke sen til at åbne døren da runeprofessoren tilkendegav at hun sad inde bag den. Hun havde ingen ide om hvordan hun ville reagere. Deres sidste afsked havde ikke været overvejende positivt men Earie havde aldrig været den der lyttede når folk tilkendegav at de aldrig ville se hende igen. I stedet stod hun blot i døren og lod den lille runeprofesser tage synet ind, som hun tog et skridt indenfor.
|
|
|
Gensyn
Jan 30, 2017 14:26:50 GMT
Post by Angharad verch Cadwgan on Jan 30, 2017 14:26:50 GMT
Angharad rykkede med et sæt bagud i stolen da den person der dukkede op i døren slet ikke havde været en mulighed hun havde vendt. Hun var mildest talt overrasket og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var alligevel et halvt års tid siden sidst og hun havde egentlig regnet med, måske endda håbet på, ikke at få skotten at se igen.
"Hvad laver du her?" spurgte hun først skeptisk mens hånden fandt vej til staven. "Jeg antager at du har en god grund, ellers bliver jeg nødt til at bede dig om at gå. Du kan ikke bare komme valsende. Slet ikke her."
|
|
|
Gensyn
Feb 1, 2017 0:55:15 GMT
Post by Earie MacClivert on Feb 1, 2017 0:55:15 GMT
Earie var ikke helt sikker på hvilken reaktion hun havde regnet med. Måske en smule gensynsglæde? Hun havde ikke den store forståelse for at hun på det groveste invaderede den tidligere flammes privatliv ved at dukke uanmeldt op i hendes dør. "Jeg arbejder her.. Jeg har netop flyttet de sidste ting ind på mit kontor." Svaret blev fremsagt som om det gav sig selv at den bryske skotte var blevet ansat til at undervise det magiske samfunds fremtid. Hun gjorde ingen miner til at trække staven der sad i hendes bælte sammen med hendes lange dolk. I stedet trådte hun blot et skridt længere ind og lukkede døren efter sig.
|
|
|
Gensyn
Feb 1, 2017 21:44:35 GMT
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 1, 2017 21:44:35 GMT
Angharad lukkede hånden om staven i samme øjeblik som svaret faldt og følelsen af at luften gik ud af hende indtog hendes sindsstemning. Hvad hun havde antaget var en upassende opsøgning viste sig i stedet at være bygget på et reelt arbejdsrelateret grundlag. Måske hun i virkeligheden slet ikke var der med tanke på hende.
"Du... arbejder her," gentog hun åndeløst. "Jeg troede..." Hun stoppede sig selv, rystede lidt på hovedet og gav samtidig langsomt slip på sin stav, for i stedet at gøre en gestus mod en stol der stod på den anden side af hendes bord med tanke på at nok hellere måtte tale nu de skulle være i samme lærerstab. "Sid ned."
|
|
|
Gensyn
Feb 1, 2017 22:04:45 GMT
Post by Earie MacClivert on Feb 1, 2017 22:04:45 GMT
Earie var ikke sikker på om hun havde forventet at høre protester eller en lettet bemærkning. Hendes fader havde fundet det hylende morsomt at troldmandsskolen rent faktisk havde valgt at ansætte hende, men hun havde nu ikke gjort det for at MacClivertklanen kunne more sig. Hendes åbentlyse motivation sad foran hende, og som de igen var i samme rum, fortrød hun det ikke et sekund. I stedet tog hun imod den stol hun blev tilbudt. "Jeg er blevet ansat som Professor i Forvandling. I hvert fald indtil sommer." Hun nikkede let, og prøvede at sige det som om det var det mest naturlige i verden. Titlen 'Professor' skurrede dog stadig forkert i hendes ører.
|
|
|
Gensyn
Feb 2, 2017 21:22:08 GMT
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 2, 2017 21:22:08 GMT
Angharad foldede sine hænder i sit skød, mens hun lyttede til Earie, i et næsten desperat forsøg på at klamre sig til sin professionelle facade og distancen den tog med sig. Kontoret, som ellers var hendes domæne, tilbød hende dog ikke samme mængde opbakning som den plejede at gøre når elever og andre professorer var inde hos hende. Det betød imidlertid ikke at hun opgav bestræbelsen lige med det samme. "Det er mange elever du skal undervise," fortsatte hun samtalen med kommentaren der bragte en hvis høflig distance med sig, nu hvor hun ikke længere syntes at hun kunne tillade sig at skabe den ved at smide skotten ud af sit kontor.
|
|
|
Gensyn
Feb 2, 2017 23:38:55 GMT
Post by Earie MacClivert on Feb 2, 2017 23:38:55 GMT
Earie pustede ud af næsebordene i en handling der nærmest mindede om et fnys. I det mindste lo runeprofessoren ikke af hende, hun havde aldrig brudt sig om når folk lo af hende. Det var måske ambitiøst det hun havde sat sig for, hun var dygtig til forvandling, men ingen havde nogen sinde sagt at det gjorde hende dygtig til at lære fra sig. "Det kan ikke være så svært så længe de lytter.." Hun trak på skuldrene. Hun lagde ikke skjul på at det ikke var hendes passion for undervisning der havde bragt hende til Hogwarts. I stedet studerede hun de små kurver professorens kjole efterlod omkring hendes bryst, med de skarpe blå øjne.
|
|
|
Gensyn
Feb 3, 2017 16:06:09 GMT
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 3, 2017 16:06:09 GMT
Angharad så en smule skeptisk på Earie over den lethed hvormed hun tog det hele på. Hun rettede sig op som hun forsøgte at ignorere det blik hun tydeligt kunne mærke. Måske havde hun ikke taget helt fejl i sine umiddelbare antagelser om den lyshårede heks' motiver alligevel. Hun forsøgte imidlertid i stedet at hæve sig over det og håbe at hendes ignorering ville få skotten til at droppe hvad end det var hun havde gang i. "Men de lytter ikke altid," bemærkede hun. "Det vil du finde ud af. Ser du frem til at komme i gang?"
|
|
|
Gensyn
Feb 6, 2017 23:31:33 GMT
Post by Earie MacClivert on Feb 6, 2017 23:31:33 GMT
Earies dvælende blik veg ikke, på trods af at waliseren tydeligvis forsøgte at ignorere det. Om det var fordi hun ikke ville vise sine sande følelser, eller fordi de reelt set var døde som hun påstod, anede skotten ikke, og dog havde hun besluttet sig for at det var det første. "Jeg er sikker på at de ikke tør andet." Hun havde været i stand til at håndtere sine unge fætre og kusiner, så et klasselokale fyldt med dem, kunne vel ikke være særlig slemt. "Der er dog andre ting end undervisning jeg har set mere frem til.." Igen hvilede blikket sigende på runeprofessorens krop, mens den høje skotte lænede sig let frem i stolen.
|
|
|
Gensyn
Feb 7, 2017 21:52:53 GMT
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 7, 2017 21:52:53 GMT
Det skeptiske blik syntes at slå rod i Angharads blik og blive der, da Earie både fortsatte med at give udtryk for sin overbevisning om at det hele ville gå som smurt. Hendes bryn trak sig dog sammen til et mere irriteret udtryk ved kommentaren mens hendes næsebor udvidede sig. "Nej, Earie," svarede hun bestemt og lage sine arme over kors mens hun skubbede sig tilbage i stolen, meget selvbevidst. "Det sker ikke." Hun var sikker i sin sag, mente hun, så at fingrene alligevel sitrede for enden af de korslagte arme fandt hun yderst irriterende.
|
|
|
Gensyn
Feb 9, 2017 21:59:51 GMT
Post by Earie MacClivert on Feb 9, 2017 21:59:51 GMT
Et blond øjenbryn skød i vejret ved waliserens afvisning, og det lyse ansigt fik et skarpt skeptisk træk. Det var som om hun havde glemt alt om den klare afvisning hun havde fået ved deres sidste afsked, og i stedet blot lænede sig en smule tilbage i runeprofessorens magelige stol. "Og hvorfor ikke det?" En lang finger, begyndte fraværende at cirkulere i nærheden af hendes eget bryst, mens hendes blå øjne ikke veg fra modpartens brune.
|
|
|
Gensyn
Feb 13, 2017 22:39:09 GMT
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 13, 2017 22:39:09 GMT
Angharad fnøs ved spørgsmålet og kneb øjnene en anelse sammen i sit forsøg på at fokusere på de blå øjne, og ikke det der foregik syd for dem. "Fordi jeg siger det," fortsatte hun sin kurs med den stadigt krakelerende sikkerhed i sagen. "Hvis du ikke kan finde ud af at opføre dig anstændigt, så er døren lige der." Hun løsnede armenes tag om hinanden og slog den ene ud i retning af døren bag Earie.
|
|
|
Gensyn
Feb 15, 2017 23:28:53 GMT
Post by Earie MacClivert on Feb 15, 2017 23:28:53 GMT
Earie havde altid elsket udfordringer. Der var intet ved at jage et bytte der overgav sig, og at runeprofessoren strittede imod, tjente blot det formål at det tændte en ild under skotten. Fingeren fortsatte sit cirkulerende arbejde som om den aldrig havde lavet andet, mens et lille smil fortsatte med at krumme hendes mundvige. "Dine øjne siger noget andet.. Du vil jo ikke have mig anstændig." Med døren lukket behøvede hun ikke at opføre sig som en nyudnævnt professor, og hun havde derfor også tænkt sig at beholde den på den måde.
|
|