Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Endnu et lille smil trådte frem i Agnetas ellers matte ansigt. Hendes læber var blevet blå af kulde, og hun pakkede derfor kappen tæt omkring sig da hun kom op at stå før hun tog sin broders arm. Hun knugede den en smule tættere end hun almindeligvis ville, hun syntes ellers ikke at hun havde det store behov for nærhed, men at mangle søsteren havde gjort det anderledes. "Ja. Jeg kommer ikke til at skuffe fader til sommer." Det var nærmere den stolte Caelia man skulle imponere i familien Black, men det søde uskyldige smil havde altid formået at finde vej til hendes faders hjerte. "Selvom femkampsturneringen har bragt nogle uheldige folk med sig.. Der er denne her mudderblodstøs fra Durmstrang, der tror at hun har ret til at tale til mig." Hun himlede let med øjnene og forsøgte at skubbe sorgen en smule væk, og i stedet virke som sig selv. Alecto ville have elsket at høre om hvad de havde gjort med Frida.
Søsteren tog imod hans arm, og holdt da også tæt om den mens de bevægede sig tilbage mod deres hjem. Heldigvis var der ikke langt, men den snedækket plæne gjorde at de måtte bevæge sig mere forsigtigt. Hendes svar trak et svagt smil hen over hans læber, faderen var nu ikke den man skulle være bekymret for, moderen derimod, så ikke med milde øjne på skuffelser, det vidste Agneta også godt. "Det tvivler jeg ikke på kære søster, skulle der opstå problemer, ved du at du altid kan kontakte mig" han skulle skam nok give en hånd med hvis hun havde brug for hjælp, en der talte med en professor, eller lignende. Som hun dog fortsatte og forklarede hvad hun mente, skød det ene bryn i vejret. "Jeg satser på at du viste hende præcis hvor meget hun tog fejl..?" faldt hans stemme spørgende, andet ville faktisk overraske ham. Selvom hans søster nok havde en anden måde at give udtryk for sin afsky på end han gjorde, ville pointen være den samme. Mugglerfødte var langt under dem!
Agneta havde aldrig været typen der duellerede på gangene. Hendes evner med en tryllestav var rent ud sagt skuffende, til stor frustration for den unge heks. Hun havde derfor fundet andre måder at irettesætte dem der var under hende, eller få andre til det. Det var en bekymring der havde plaget hende i flere år. Udfordrede et udskud som Frida Vinter hende rent faktisk til en duel, kunne hun ikke tabe. Hendes magiske blod var per definition overlegent, og dog kunne hun ikke kaste en fuldendt lammerbesværgelse. Hun var i stedet dygtig til at få andre til at kæmpe for sig. "Ja. Jeg tror hun forstod sin plads." Agneta nikkede let, og mærkede en smule af tungsindet forsvinde ved adspredelsen. "Men.. Alfred.. Hvis jeg nu havde andre problemer.. Hvad ville du så kunne gøre?" Agneta var vant til ikke at løfte mange fingre selv, nu broderen selv bragte det på banen var det rart at vide præcis hvad hun kunne regne med. Hun kiggede op på ham med sine lettere blanke blå øjne. Selvom hun sørgede kunne hun ikke lade være med at drage en smule nytte af situationen.
Af gode grunde vidste Alfred ikke hvilke skuffelse søsteren var hvad angik at kaste besværgelser. Selv havde han alle dage været dygtig på den front, så dygtig at han var blevet en animagus trods alt, havde kastede sin først patronus-besværgelse i en forholdsvis tidlig alder, og aldrig haft den største besvær med at mestre en formular. "Godt så.." faldt svaret, hun gik ikke i detaljer med hvad hun havde gjort, men det var heller ikke af betydning. Så fortsatte hun ellers, og han genkendte det blik hun sendte ham. Nok var hun kløgtig og kunne sno de fleste om sin lillefinger, men Alfred havde forlængst opdagede at søsteren havde skjulte talenter hvad angik manipulation. Han gik derfor med til det - for det meste - og det var hvad han også gjorde denne gang. "Hvad end der skal til, Agneta. Det kommer trods alt an på karakteren af problemet, er det eksempelvis studierelateret, kan vi sørger for at du får ekstra undervisning, er det en underviser der er på tværs, tager jeg en venskabelig samtale med ham..." det kom trods alt helt an på hvad sagen handlede om, men en løsning skulle han gerne og let kunne finde. Alt for familien trods alt.
På trods af omstændighederne blev Agnetas smil en smule bredere ved broderens ord. Hun var temmelig sikker på at hun ikke ville gennemgå ekstraundervisning. Det ville blot være dybt pinligt, med mindre at det kunne se ud som om hun fik den ekstra undervisning fordi hun var for dygtig. I så fald var det vigtigt at underviserne holdt tand for tunge. Stillede hun ham dog rent faktisk opgaven, var hun ikke i tvivl om at Alfred ville forsøge at løse den. Hun bed sig i læben, og overvejede hvad hun kunne fortælle ham. Hun havde aldrig fortalt nogen om hendes manglende evner med en tryllestav, men på den anden side ville det heller ikke betyde noget når hun blev gift efter sommerferien. Indtil da måtte hun blot fortsætte som hun altid havde gjort. "Kan du skrive et brev til rektor og få ham til at give mig alle mine F.U.T.'er til sommer?" Hun forsøgte sig med endnu et lille smil, selvom hun vidste at det var urealistisk. På det teoretiske plan behøvede hun dog heller ikke et gyldent håndtryk fra rektor.
Af gode grunde vidste han intet om søsterens talenter, eller mangel på samme, med en stav. Han regnede med at hun klarede sig som hun skulle, måske endda bedre - hun var trods alt en Black. Hendes ord gjorde ham i mellemtiden opmærksom, og han så ned mod hende med det ene bryn let hævede og blikket spørgende. Trods hendes smil og uskyldige udtryk, lurede han at noget var galt. "Skulle der være en grund til at du ikke fik dem alle, Agneta?" spurgte han derpå. En ting var en lærer der var strid, en anden var at hun ønskede tingene serveret på et sølvfad, det var faderens metoder, og han brød sig ikke om det. Hans søster - såvel som alle andre - måtte arbejde for at opnå høje karakter og klare sig igennem sine eksamener. Sådan var det bare, dovenskab måtte hun længere ud på landet med.
Agneta havde håbet at broderen forstod hans spøg. Det var sjældent at hun forsøgte sig med at være reelt morsom, men hun havde brug for det lige nu hvor alt ellers syntes så gråt. Almindeligvis havde hun været i stand til at feje bemærkningen hen, uden at sandheden nogensinde ville komme frem i hendes øjne, men en smule ved siden af sig selv, flakkede de let da broderen spurgte ind til hendes temmelig reelle bekymringer. Hun vidste at hvor nogen af prøverne til hendes F.U.T.'er var teoretiske, krævede andre en form for praktisk udførsel der af og til holdt hende vågen om natten. Øjnene rettede sig igen imod ham, håbende at han ikke havde bemærket hendes korte maskefald, før hun sendte ham et lille smil. "Nej. Jeg studerer flittigt kære broder." Det var sandt, men lige meget hvor mange bøger hun læste, gjorde det ikke hendes kontrol over tryllestaven større.
Åh jo han gjorde! Pigebarnet burde vide at han ville opfange sådan en reaktion, hendes flakkende blik sagde det hele, og han var straks mere opmærksom. Hun skjulte noget, og det kunne han godt fornemme på det hele, spørgsmålet var bare hvad det helt præcist var hun ikke sagde. "Det tvivler jeg slet ikke på, Agneta. Og nu, fortæl mig hvad du trods dine studier, har svært ved" svarede han langsomt og kontrolleret. Porten var forude, og de ville snart være indendørs igen. Skulle hun begynde at fortælle et eller andet, ville han lade det vente til de befandt sig bag lukkede døre, han ønskede trods alt ikke at noget kom ud til folk, og slet ikke hvis det var noget der kunne påvirke familiens navn.
Agneta var vant til at leve bag en uigennemtrængelig maske. Selvom hendes brødre måske så igennem den, var det sjældent at de gav udtryk for det. Det tog derfor også al hendes selvkontrol ikke at flakke med blikket igen, da broderen valgte at konfrontere hende. I stedet glattede hendes ansigt sig ud, ganske naturligt som hun var blevet lært af sin moder, før hun sendte broderen et lille uskyldigt smil. "Du må have misforstået mig Alfred.. Der er ikke noget jeg har svært ved." Hun fejede ham let og elegant af, før hun afventende så på ham da de nåede porten. Den tunge port syntes alt for tung for hendes frosne krop, der trods kappen stadig var bidende kold.
Hans blik faldt ned mod hende, vurderende ved hendes ord. Hun skjulte noget, og han brød sig ikke om det. For nu, ventede han dog, og vendte sig mod porten som han åbnede uden besvær. Porten var ikke problematisk for hans muskuløse arme trods alt. Kort efter befandt de sig indenfor, og han skubbede døren i bag sig. "Lad os gå i vinterstuen, der er tomt" bemærkede han og viste vej derhen af.
Agneta havde regnet med at de ville gå hver til sit, da de kom indenfor. Han havde måske talt om at få noget varmt at drikke, men det lå alligevel så dybt i hende at hun ikke rigtig var på tomandshånd med sin storebror. Uden søsteren, og stadig stivfrossen, kom hun dog frem til den konklusion at hun ikke brød sig om at være alene med sine tanker. Et mat smil gled derfor også over hendes læber da han foreslog vinterstuen. "Kan husalferne så bringe noget varmt at drikke derop?" Hun så en smule hjælpeløs ud, som hun knuede kappen omkring sig, og kiggede op på broderen med sine blå øjne.
Hun slap da ikke så let bare fordi de kom indenfor, eller.. det kunne hun jo i princippet godt. Ville hun være alene, skulle hun bare sige til. For nu ville han bare gerne grave mere i det hun havde sagt tidligere, han troede hende ikke helt når hun sagde at alting var under kontrol. Hun kunne måske sno deres fader rundt om lillefingeren, men Alfred gav sig kun i de omfang han ønskede. "Selvfølgelig.." svarede han mens han viste vej mod vinterstuen. I mellemtiden kaldte han på den ene af husalferne, gav beskeden videre, og kunne kort efter vandre ind i den lune stue. Overtøjet blev trukket af, og den anden husalf fik besked på at tage sig af overtøjet.