|
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 24, 2017 0:32:38 GMT
Ærligheden var noget Kofoworade satte uendeligt meget pris på og han stolede på at alt det Edina fortalte ham var sandt. Han havde aldrig kendt hende som en løgner og var heller ikke nu ved at begynde på det. At hun havde brudt sit løfte var ikke så meget en løgn som det var et løftebrud, og selvom der var ligheder fandt han dem alligevel grundlæggende ulig hinanden. Det ene var en påstand der talte imod en kendt sandhed, det andet imod en ukendt.
Han havde lyttet opmærksomt, men var sådan set ikke i tvivl om hvorfor, da spørgsmålet lød. Den værste beslutning og tilgivelse gav genlyd i hans sind, men svaret faldt. "Alle fortjener en chance for at forklare sig, Dina. Mener du da ikke at du har fortjent en?"
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 24, 2017 0:44:19 GMT
Hans insisterende brug af kælenavnet havde en større effekt end Edina ville indrømme overfor ham og måske også sig selv. Hun lod det ikke fremtræde på sit ansigt, som hun skævede kort op på ham, før hun så frem igen og brummede en anelse utydeligt. Det var ikke et svar, men det kom et par øjeblikke senere.
"Jeg forlod dig, efter alt hvad vi var for hinanden. Medmindre jeg tager fejl af hvad vi var, så var det et forræderi så stort, at jeg ikke ville forvente at du ville se mig igen og da slet ikke høre på mig." Om det havde været bedre eller værre sådan havde hun svært ved at bedømme. Det var ikke let, i hvert fald.
"Jeg ville ikke kunne tilgive dig for det. Det regnede jeg heller ikke med at du ville. Derfor kom jeg heller ikke igen, efter..."
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 25, 2017 0:10:49 GMT
Kofoworades øjenbryn rynkede sig stigende tættere sammen mens han lyttede til hendes svar. "Du taler meget om tilgivelse. Men tilgivelse og at give nogen en chance er ikke det samme." Han så indgående på Edina inden han fortsatte.
"Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg lod chancen for at høre din side af historien gå mig forbi." Der var noget indrømmende i stemmen, en selvbevidsthed om de mere egoistiske motiver bag at lade hende forklare.
"Du gjorde noget jeg aldrig havde forestillet mig at du ville. Det var nogle forfærdelige måneder.. år.. da jeg begyndte at indse at du måske aldrig ville komme tilbage. Det vil jeg aldrig kunne glemme at du udsatte mig for. I en periode var jeg sikker på at jeg hadede dig, men det kunne jeg ikke blive ved med. Indædt bitterhed er en grim ting."
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 25, 2017 0:28:43 GMT
En klump sad fast i halsen på Edina over Kofoworades blik og ord. Hun nikkede en enkelt gang i forståelse, men de lyse øjne fandt op igen, imens han talte. Til sidst måtte hun dog se væk. Hun var ikke en kvinde, der var forfalden til tårer, men for en stund svømmede hun over i dem og måtte blinke flere gange. Tavsheden var intens, men hun kunne ikke gå og græde som en anden ungpige. En enkelt gang måtte hun snøfte ind, før hun nikkede igen og klarede halsen.
"Jeg ville have skrevet," fik hun frem, uden at kunne skjule - hvem prøvede hun at narre? - at hun var følelsesladet. "Men jeg kan ikke jeres skrifttegn. Det var håbløst at forsøge."
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 25, 2017 23:15:20 GMT
Da Kofoworade kunne se væsken i Edina øjne flyde over, rykkede det ved noget i ham og også han måtte synke en klump. Bedrøvelse var ikke den følelse han brugte mest tid med, delvist fordi han havde en tendens til at fokusere på de lidt mere udfarende af slagsen. I et øjeblik havde han mest lyst til at tage hende i armene.
I stedet lyttede han til hvad hun havde at sige og gjorde et enkelt nik. "Jeg forstår." Han trak kappen lidt om sig inden han så lidt mere undersøgende på hende. "Der er dele jeg måske aldrig vil forstå, men tak for at du forklarede hvordan det endte som det gjorde."
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 26, 2017 21:32:04 GMT
En tavs nikken blev Edinas første egentlige svar, imens hun kæmpede en kamp for at holde sine følelser under kontrol. Nerverne var en hel del flossede over hans pludselige opdukken og hun havde ganske ondt i mellemgulvet over at se ham.
Selvfølgelig ville han ikke tilgive hende og det gjorde det kun sværere at tale med ham; videnen om, at det formentlig ville være sidste gang. Hun sank en klump og dén tanke sparkede hende videre.
"Hvordan har du det nu? Må jeg spørge om det? Hvordan dit liv er?" Hun følte sig lidt desperat, som hun hang fast ved en samtale, som måtte slutte snart, nu hvor hun havde forklaret sig.
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 28, 2017 11:09:37 GMT
Hvad han havde forventet, vidste Kofoworade ikke. Men det var tilsyneladende ikke emneskiftet som Edina bragte på banen. Han rynkede derfor sine øjenbryn lidt sammen og overvejede kort om det forrige emne virkelig var uddebatteret, men indså hurtigt at det måske aldrig ville blive det og at han nok måtte svare det spørgsmål hun lige havde stillet i stedet.
Han nikkede til sidst, omend lidt forsinket, inden han fortsatte. "Selvfølgelig må du det. Jeg har det - sådan generelt for tiden - udmærket. Der er meget af min hverdag der er rutine efterhånden. Det er også lidt en omvæltning at være her, naturligvis." Det var i hans verden i sig selv en stor begivenhed at han var løbet ind i hende, men der var næppe noget ekstraordinært at nævne udover det. "Hvordan har du det selv?"
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 28, 2017 21:54:42 GMT
Det var mærkeligt. Det indså hun så snart han begyndte at svare, men det var for sent. Hun ville gerne høre svaret og sugede det til sig, på trods af den komplette mangel på detaljer. Hun var slet ikke mæt på at høre ham tale, men hun var heller ikke et klæbende menneske og hun var alt for klar over hvornår besøgstiden var slut.
Hans spørgsmål gav hende dog en lille udsættelse. Hun tog en dyb indånding ved den og måtte trække på skuldrene, som en elendig indledning til et svar.
"Mit liv står i stampe," konstaterede hun, mere ærligt end hun normalt ville være overfor en hun ikke havde set i så mange år. Men han var ikke bare en eller anden bekendt og hun hadede at lyve. "Jeg aner ikke hvad jeg laver. Forbandelsen hviler stadig over min familie og jeg ved ikke hvad der mere er at gøre nu."
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 28, 2017 22:17:53 GMT
Kofoworade så kort overrasket ud over hendes ærlighed der var betydeligt mere dybdeborende end hans. Han vidste til og med knapt hvad han skulle sige til den information hun sendte i hans retning, til trods for at han selv havde spurgt ind og været interesseret i svaret.
"Hvor længe har det gjort det? Stået i stampe?" At det var det han endte med at hive fat, havde en del at gøre med at det umiddelbart var den mest håndgribelige indgangsvinkel han fandt til emnet hun havde bragt op. Hvis han skulle være ærlig overfor sig selv, så havde han ikke lyst til at opgive samtalen lige med det samme, til trods for at det føltes som om det var ved at være på tide.
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 28, 2017 22:29:53 GMT
Måske herskede dig en idé om at tidligere elskere burde forsøge at imponere hinanden med deres nu fantastiske liv, men Edina havde hverken lyst eller kraft til at lade som om, at hun var noget andet end hun var. Facade havde hun rigeligt af overfor de mange, der ikke rigtig kendte hende. Han gjorde, eller havde i hvert fald gjort engang. Måske ikke så meget mere.
"De sidste fire år," konstaterede hun, efter et øjebliks tænketid. "Jeg har intet lavet i fire år, som var interessant."
Hun undlod at konstatere, at det var fire år siden hun blev gift. Det var vitterligt ikke kun derfor. Og hun ville ikke have, at han trak sig endnu. Det kunne hun ikke klare.
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 28, 2017 23:05:37 GMT
Endnu engang tog Kofo sig selv i ikke have gjort sig nogen forventninger om svaret på det spørgsmål han selv havde stillet og derfor blive en smule overrasket igen.
"Det er jeg ked af at høre," sagde han med en ganske oprigtig sympati i stemmen. Den havde han ikke mistet for hende, selv ikke efter det hun havde udsat ham for. Måske på visse punkter, men ikke det der omfattede hendes liv som noget der var værd at leve.
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 29, 2017 11:56:56 GMT
Edinas blik flakkede lidt til Kofo, som de gik. Hun rømmede sig lidt og havde ikke noget umiddelbart svar til at besvare hans sympati med. Det føltes pludselig som medlidenhed og hun hadede den slags, selvom hun havde bragt det på sig selv.
Hun tog en dyb indånding og skuttede sig lidt, før hun trak sin frakke tættere om sig selv og hev hætten lidt tættere omkring ørerne.
"Undskyld," forlod det hende, efter en stund.
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 30, 2017 15:00:36 GMT
Kofoworade kiggede igen på Edina da hun fik et undskyld over sine læber som han kun kunne sætte pris på. Alligevel vidste han ikke helt hvad han skulle stille op med det, for hvad sagde man til den slags undskyldning? Det havde jo ikke været okay, ikke i hans verden og endnu mindre før han havde hørt hendes historie. Til trods for at han ikke tvivlede på at hun mente det, kunne han heller ikke lade være med at tænke lidt over at han nok aldrig havde fået den hvis ikke det var fordi de var løbet ind i hinanden.
Efter et øjeblik som stilheden syntes at trække ud i en uendelighed sukkede han. "Det er som det er."
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 30, 2017 19:13:12 GMT
Følelsen af, at være punkteret, blev ikke mindre ved Kofos svar. Det var forståeligt, men emotionelt ubrugeligt og hun reagerede med en lille grimasse, som de drejede ud på hovedgaden igen og der var mennesker omkring dem.
"Jeg ved ikke om du har nogen interesse i at se mig igen," konstaterede hun. "Men jeg vil gerne være din ven. Hvis du har lyst."
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Feb 1, 2017 21:02:46 GMT
Konstateringen bragte et smil frem på Kofoworades læber, da Edina selv bragte en sag på banen der ville gøre det nemmere for ham skilles med hende nu hvor det var begyndt at føles som om det var ved at være på tide. Han havde bestemt nogle ting han lige måtte bearbejde.
"Jeg vil meget gerne se dig igen, Dina." Varmen i hans stemme var ikke til at tage fejl af og blev kun understreget af smilet der, selvom var gået lidt i sig selv igen, stadig var antydet i hans øjne.
|
|