Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 18, 2017 0:27:42 GMT
Hans hustru kendte ham for godt. Den stolte fuldblodstroldmand nød at gøre tingene selv, og have det store forkromede overblik, men når regningen skulle betales var det også altid ham der stod med betalingen. Det var både en forlempe og en ulempe. Han var dog endnu ikke nået til et punkt hvor konsekvenserne var blevet så store at på nogen måde skubbede ham over imod at lette presset på sine skuldre. Det var sådan det var at være overhovedet for familien Malfoy. Hustruens ord fik ham dog alligevel til at knytte hænderne. Han var ikke parat til at ligge det væk ligeså hurtigt som hans hustru var. "Det er ikke kun Lionels problem. Det er hele familiens! Jeg har måske en søn, to sønner der kan tage over efter mig, men så længe ingen af dem selv har en, står familien på usikker grund." Hans regnestykke talte ikke Ethels søn. Gauntafkommet ville aldrig blive en Malfoy.
Deana havde om nogen lært hvordan man tacklede Nicholas. Dog var der tidspunkter som nu hvor de ikke var enige, men hvor hun ikke havde tænkt sig at gøre noget for at få hendes mening igennem, da hun nok var klar over at hendes mand udmærket kendte til hendes holdninger omkring giftemål. Nok skulle det være fra den rigtige familie, men mente nu stadig ikke at der kunne ske noget ved at lade Paxton bruge et år på at lærer sig selv bedre at kende. Så havde de et år mere til at finde ham den helt rigtige brud. Men det holdte hun inde med.
Hun forstod dog hans bekymring. Men det var mest over Maries barnløshed. Det var synd for hende, og ikke mindst Lionel. Hun havde ikke lyst til at forestille sig hvad Nicholas havde gjort, havde det været hende, der for mange år siden ikke kunne blive med barn, eller for den sags skyld, kun kunne føde piger, og hvis alle var endt lige som Ethel. Hun elskede sin datter, men ønskede ikke flere af hende. Det krævede sit at være pigebarnets mor.
Deana sukkede svagt og strøg et par fingre gennem de mørke krøller. "Har du tænkt dig at håndplukke et par unge piger og lade Paxton vælge selv ud fra dem? Eller vil du bestemme allerede inden du fortæller ham det?" spurgte hun så og satte sig lidt op i sengen. Hun ville gerne være inde over valget at sin søns hustru, men hvis Nicholas allerede sad med tanken om den helt rigtige, som også var ledig, så hun ingen grund til at lufte sine egne tanker, mere end hun allerede havde gjort.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 19, 2017 20:05:19 GMT
Nicholas havde ikke de store intentioner om at give sin yngste søn et valg. Paxton havde i forvejen fået temmelig frie tøjler, det afspejlede deres sidste samtale, og at give ham lov til at håndplukke sin forlovede ville med stor sandsynlighed blot gøre knægten opsætsig. Han havde brug for faste rammer, og dem havde Nicholas intet problem med at skabe for ham. "Der er ingen grund til at han deltager i den beslutning." Hans svar var temmelig endegyldigt og ikke til diskussion. På trods af at Nicholas af alle vidste hvordan det var at vokse op som Lord Malfoys anden søn, overskyggede hans dobbeltmoral den lille rest af sympati han havde for sit afkom. "I sidste ende er det min beslutning. Jeg er hans fader ikke hans rådgiver. Han skal nok lære at blive tilfreds med vores valg, ligesom jeg blev det for så mange år siden." Trækningen i hans mundvige mindede om at smil, som han blidt kærtegnede sin hustrus kind. Hun havde fået lov til at forpurre den unge knægt alt for længe, nu var det tid til at Nicholas trådte ind og gjorde ham til en ung mand der var værdig af Malfoynavnet.
Løbet var kørt. Selvom Nicholas havde givet efter for hendes forsøg på at overtage styringen om Paxtons fremtid, kunne hun godt fornemme når hun ikke skulle presse citronen mere. Hun ville dog langt fra lægge det på hylden, for så længe det magiske ritual endnu ikke havde fundet sted, var der en chance for at det kunne nå at ændre sig. Nok så hun sin søn sikret, men hun ville alligevel gerne give ham blot en smule tid for sig selv, når han var færdig med skolen. Måske han kunne få lov hvis han gik lidt mere op i sine studier. "Nej. Selvfølgelig ikke" hun overvejede at køre den længere ud; at hun end ikke selv havde noget at skulle have sagt, men endte blot med at trække svagt på smilebåndet.
Hun sukkede svagt og kunne ikke lade være med at lægge kinden mod hans hånd. Hun tog blidt fat i den med sin egen og kyssede blidt håndryggen. "Du var heldig." bemærkede hun. Hun mindes stadig deres bryllup med et smil. Hun var blot bange for at Nicholas samlignede sine sønner med sig selv, og det kunne gå begge veje. Paxton mindede mere om hende end om sin far, og om det havde noget med at sønnen havde brug mere tid med sin mor vidste hun ikke. Et eller andet sted trøstede hun sig selv med, at Paxton bare lå tættere op af hendes træk, og at det intet med opdragelse havde at gøre.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 24, 2017 22:31:03 GMT
Endnu et sjældent smil gled over Nicholas læber som hun kyssede hans håndryg. Han følte sig i høj grad velsignet over at have fået en hustru han kunne tale med, og ikke blot et kønt kvindemenneske han kunne spise sine aftensmåltider med, og bære på sin arm til festlige lejligheder. Den hånd hun netop havde kysset greb hendes egen, så han i stedet hunne placere sine læber på hendes håndryg og give den et blidt kys. Det var hvad deres intimitet havde udviklet sig til efterhånden. Det var sjældent Deana der stillede hans kødlige lyster, men i stedet gav hun ham noget ingen andre kunne. "Hvad med den unge Burgh pige? Er hun ikke på Paxtons alder?" Han læber dvælede en smule tænksomt ved hendes håndryg. Han havde stadig ikke helt forladt emnet.
Deana havde vænnet sig til at den intimitet de delte ikke lå på samme plan som den plejede. Et eller andet sted gjorde det det hele meget mere specielt, når han rent faktisk havde lyst til hende. Hun brød sig ikke om når han gjorde det af pligt, og ville faktisk helst være foruden, da hun primært blot nød at være sammen med ham, om det så blev til små berøringer og kys som nu. Han bekræftede hende på så mange andre måder. Et smil trak sig stort.
"Rosamund? - jo de er på samme alder. Hun er både intelligent og yndig at kigge på" bemærkede hun. Blikket gled fra Nicholas til den hånd hvor hans læber stadig hvilede imod. Hun kunne dog godt mærke, at det var svært ikke at trille ind i hans favn, som var hun ung igen, og han nød tanken om hendes krop under kjolen.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 25, 2017 0:57:41 GMT
Det var ikke pigens intelligens der vægtede højest, når Nicholas skulle finde en hustru til sin søn. Først og fremmest skulle de være kønne at kigge på. Hvis kvinder havde for meget mellem ørerne blev de oftest ustyrlige, selvom en hvis form for selvstændighed gjorde alting meget lettere. I Deana var det perfekt afbalanceret, men han var ikke sikker på at hendes lige nogensinde ville findes igen. Han var heller ikke sikker på at Paxton fortjente det. "Er hun føjelig?" Det var nærmest det vigtigste. Han havde ikke høje tanker om sin yngste søns evner til at styre en hustru, og hvis han skulle have nogen chancer for at modbevise ham, hjalp det ikke at finde en ung pige med sine egne ideer.
"Jeg har ikke haft fornøjelsen af hendes selskab nok til at vide det. Men måske du burde rådføre dig med Henry, han må vide den slags om sin egen søster" sagde Deana roligt. Hendes syn på den unge pige var dog primært positivt, men som mor skulle der en del til at imponere hende, og nogen gange fandt hun blot fejl med vilje, så hun havde noget at prikke til. Men hun vidste at det var yderst vigtigt at sikre Paxton, da han meget vel kunne ende ud i at være den der måtte sikre Malfoy familien.
"Du kan vel invitere ham herned, og hende med hvis det er passende" det skadet jo ikke at se det hele an, og så kunne Deana også langt bedre danne sig et billede af Rosamund, når ikke hun var optaget af så meget andet; selskaber med mange mennesker, havde det med at flytte ens fokus alt for mange steder hen.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 25, 2017 2:07:59 GMT
Nicholas havde ikke mange holdninger om den unge Lord Burgh. Han havde kendt hans fader, ganske godt endda, men siden irerne havde hjulpet ham af dage havde de forbistrede djævle fra den grønne ø sørget for at han skulle forhande med en knægt og ikke en mand. Han havde ikke været meget ældre da hans egen fader uheldigvis var blevet taget fra dem og han selv skulle tage familiens ring på fingeren. Det var ellers ikke fordi at han så sig selv for meget i den unge Lord Burgh, og at invitere ham og hans lillesøster til selskab var derfor måske også en smule for hurtigt. Han var ganske vidst på alder med Lionel, men han ville først se om pigebarnet overhovedet var noget værd, før han gad bruge en hel aften på hende og hendes broder. "Vi kan starte med at invitere dem begge til Imbolc. Før jeg har set hende an, er der ingen grund til at spilde en aften på hende, hvis hun viser sig at være ulidelig." Han ville personligt tage hende i øjesyn, så kunne Deana altid kigge hende efter i sømmene bagefter.
Deana rystede langsomt på hovedet. Nej det var der vel ikke, og et eller andet sted var det nok en meget god idé ikke at gå så hurtigt frem med det hele, når nu det ikke engang var sikkert at Nicholas ville være begejstret for den unge pige. Heldigvis skulle de ikke bekymre sig om hvad Paxton mente, da det var tydeligt hvor deres yngste søn stod i forhold til giftemål. "Overhovedet ikke" sagde hun rolig og gned let et par fingre mod sine øjne.
Det kunne godt være at hendes mand havde det meste at sige, men var alligevel sikker på at de nok i fællesskab skulle finde ud af det. Hun løftede armene og strakte let kroppen og skubbede sig længere ned i sengen.