|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 25, 2016 22:44:41 GMT
Ealasaid smilede mildt over hans ord og nikkede langsomt. Hun var glad for at Tarans familiemedlemmer var søde, men hun var også sikker på at hun ville føle sig lidt til overs i lang tid. "Er det ikke?" Spurgte hun og smilede en anelse drillende til ham. Det var vel heller ikke alle, der opfattede ægteskabet, som noget der skulle fungere. "Hvor meget er du egentlig hjemme?" Spurgte hun og så ham spørgende i øjnene, godt nok var der meget der kunne ændre sig når de kom til sommeren, men hun ville bare have en ide om hvad hun kunne forvente i fremtiden.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 25, 2016 23:08:53 GMT
Taran havde mange pligter som husets herre, og dog var han ikke alene om dem. I de seks år de havde været væk, havde hans moder vænnet sig til at styre huset, og ved hans tilbagevenden havde han ikke fået lov til at overtage det hele på en gang. Han moder ville dog heller ikke være i blandt dem for evigt, og selvom det var en hård konstatering, var han langsomt gået i gang med at lære at klare det hele selv. "Vores jorde er ikke så store, så selvom jeg tit er ude at se til dem i løbet af dagen, er jeg for det meste altid hjemme til aften. Når vi kommer så langt er du dog velkommen til at ride med ud. Jeg regner ikke med at du vil sidde og sy mine skjorter i et tårn til du bliver gammel?" Han blinkede til hende, med sine blå øjne og sendte hende et skævt smil.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 25, 2016 23:22:57 GMT
Ealasaid betragtede ham opmærksomt, mens han talte om sin dagligdag og hun smilede en anelse over hans ord. Hun havde ikke forventet det sidste han sagde og hendes reaktion var et lettere skævt, bredt smil, der efter et øjebliks tid forsvandt og ændrede sig til en rødmen i hendes kinder. "Måske.. Vil jeg også gerne med ud.. " Sagde hun og så ham i de lyse øjne med et sigende blik i sine øjne og et lettere drillende smil på sine læber. "Du forstår slet ikke hvor glad jeg er for at høre dig sige det.. Jeg mener.. Jeg kan ikke sidde stille og bare glo på verden glide forbi mig.. Jeg vil gerne hjælpe folk.. Gøre familierne glade.. De har jo ikke alle så meget.. " Sagde hun og lyste lidt op, mens hun så ham i øjnene.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 26, 2016 0:09:08 GMT
Taran havde indtryk at Ealasaid ikke var nogen kedelig ung pige. Nogen havde måske rådet ham til at finde en der ville sidde stille på en stol, og brodere flotte mønstre på hans tøj mens hun fødte og passede hans børn, men ærlig talt ville Taran gerne have en med lidt mere spræl i. Hans smil blev derfor også blot bredere da Ealasaid indrømmede at hun ikke ville sidde og gå til i et tårn. Han blev endda en smule stolt af hende, som hun proklamerede at hun ville være god imod de bønder der boede på deres jord. "Det er jeg glad for at høre. Vi har altid været gode ved vores bønder. Selvom vi ikke er Englands største gods, hjælper vi dem med hvad vi kan. Min mor er healer, jeg er sikker på at hun gerne vil lære dig hvad hun ved.. Hvis du har lyst." Han ville også gerne have tilbudt at Bran eller Lyon kunne lære hende at ride og slås, men det virkede ikke som det hun var mest interesseret i.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 26, 2016 0:29:34 GMT
Ealasaid smilede bredt over hans ord og nikkede en enkelt gang. Det kunne hun godt huske han havde sagt. Det virkede ikke så farligt længere, måske ville hun rent faktisk blive glad hos Weasley familien. Et lille skævt smil blomstrede op på hendes læber, mens hun betragtede ham med et glimt i øjet. "Og så må vi se hvor mange rødhårede små børn vi får." Bemærkede hun og bed sig lidt i læben, mens hun løftede sine øjenbryn. "Hvor mange skal vi have? Ud over i hvert fald en søn.. Går jeg ud fra.. " Sagde hun og lænede sig lidt frem, med et næsten flabet smil på sine læber.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 26, 2016 0:48:32 GMT
På trods af at børn var et uundgåeligt emne, og Taran ærlig talt var begyndt at blive en smule sulten efter at få sine egne, blev hans øjne alligevel en smule store, da hun selv bragte det på banen. Han ville ikke sige det højt, men på nogen punkter var hun stadig lidt for ung, til at han kunne forestille hende som moderen til hans børn. Hans grin blev derfor også en smule usikkert. "En søn ville bringe ro på det hele.. Men Weasleys er kendt for at få mange børn." Han rømmede sig let. De var ikke nogen hemmelighed at han ønskede sig en ligeså stor flok som han selv var vokset op i, og dog skulle hun ikke føle at han pressede hende til at føde ham en masse børn.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 26, 2016 10:11:08 GMT
Ealasaid var godt klar over at det måske ikke var det mest velvalgte emne ud fra den begrænsede mængde man kunne tale om til adelsselskaber, men det var lige netop derfor hun valgte det. Hun ville gerne se hvordan han reagerede og hun smilede derfor også lidt over hans ord. Hun nikkede langsomt og spidsede sine læber en anelse, mens hun betragtede ham overvejende. "Børn er også dejlige. Jeg har altid gerne ville have et par stykker." Sagde hun og smilede en anelse, mens hun så på ham med et indgående og lettere drillende blik. "Så må vi jo se om vi kan lave en søn så din mor kan blive rolig." Bemærkede hun og fnøs muntert.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 26, 2016 20:52:22 GMT
Taran smilede lettere nervøst da hun blev ved med at tale om børn. Han egen mor havde ikke været meget ældre dengang Marsali var kommet til verden, og måske var det bare ham der så en smule forkert på hvor Ealasaid rent faktisk var henne i sit liv. Antigone havde været omkring hendes alder da de i sin tid var blevet gift, men ligeså havde han været. Måske var det blot en fordel at hun fik en mand der vidste hvad der var op og ned. "Hun har jo allerede en god portion børnebørn i Callum og hans brødre." Hans blik flakkede let, som han indså hvad han havde sagt. Ealasaid var jævnaldrende med hans nevø Callum.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 26, 2016 21:02:53 GMT
Ealasaid åbnede sin mund let for at sige noget, men hans ord havde forbløffet hende så meget, at hun måtte bruge et øjeblik på at finde ud af hvad hun skulle svare. Hendes kinder brændte svagt, mens hun rettede lidt på sit hår. "Nåja.. Callum.. Ja han er også en håndfuld." Svarede hun og blottede tænderne i et bredt smil, hvorefter hun grinede lidt. "Tja.. Så behøver vi i hvert fald ikke skynde os." Bemærkede hun og forsøgte at smile beroligende til ham, selvom hans ord ikke rigtig havde fået hende på bedre tanker.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 26, 2016 21:57:33 GMT
Taran var ikke sikker på hvordan han skulle redde den. Han kunne ikke løbe fra at han var ti år ældre end hende, men derfor krummede han alligevel tæer hver gang det blev tydeligt. Dog lod hun til ikke at tage på meget for vej over det. Måske var det bare et spørgsmål at påtale det så meget at det ikke blev underligt mere. "Callum hedder dog ikke Weasley til efternavn, så han kan ikke være min arving. Men det skal nok gå alt sammen. Børn har aldrig været et problem for os Weasleys." Han nikkede let, og rettede sig en smule op. "Har du fået danset i aften?" Han var ikke nogen god partner, men han følte et behov for at forlade deres tidligere samtaleemne.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 26, 2016 22:15:48 GMT
Ealasaid vidste ikke hvor nemt det havde været for sine forældre og kunne ikke give ham samme bekræftelse. I stedet smilede hun blot lidt, inden hun løftede øjenbrynene overrasket over hans ord. "Ja. En smule. Hvorfor? Har du lyst?" Spurgte hun og rakte ned under stolen for at finde sine sko frem. Derefter gav hun sig til at trække lidt op i sine skørter, så hun kunne tage dem på igen.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 27, 2016 9:22:12 GMT
Taran havde aldrig været den store danser, og det havde ikke hjulpet at blive såret i knæet. Han ville dog gerne lede Ealasaids tanker væk fra børn, og sørge for at hun fik lov til at more sig en smule uden at det skulle handle om deres kommende ægteskab. "Ja.. Bare en enkelt?" Han rejste sig og efterlod stokken op af væggen, før han tilbød hende sin hånd og trak hende med ud på gulvet.
Han gjorde et oprigtigt forsøg på at følge med, som den lystige musik spillede, og selvom han smilede igennem det hele, måtte han han kigge væk og skære en enkelt grimasse eller to undervejs. Da den endelig var slut trak han hende blidt væk fra gulvet igen, med et lille sigende smil. "Vil du.. Med lidt væk fra festen?" Det hurtige tempo og de mange mennesker havde været lidt for meget på en gang, og han havde brug for noget der var mere afsides hvor han kunne få en smule ro.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 27, 2016 10:38:25 GMT
Ealasaid var såmænd mest glad for at få lov til at danse med sin forlovede og selvom han ikke var den kompetente var hun langt fra utilfreds. Hun smilede derimod bredt til ham mens han svingede hende rundt og hendes øjne strålede en smule, da musikken langsomt sluttede. "Det vil jeg gerne." Sagde hun og tilbød ham sin arm, for at han kunne føre hende væk på en ordentlig måde. Efter deres lange samtale, havde hun et ønske om at være sammen med ham det meste af aftenen og lære ham bedre at kende. Det var lige før, at de ikke ville få samme mulighed, før hun var færdig på Hogwarts og de skulle giftes.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 27, 2016 18:41:25 GMT
Taran tog blidt hendes arm, som han førte hende væk fra dansegulvet. Han havde besøgt Burnettgodset før, men som han førte hende ud af den store sal, var han ikke helt sikker på hvor de bevægede sig hen. Han ville blot væk fra menneskerne, lydene og larmen, og dog fortalte hans værkende knæ at de ikke skulle trave hele godset rundt for at finde hvad de ledte efter. På en ellers tom gang, øjnede han hurtigt en bænk hvor han med et lille lettet suk trak dem ned at sidde. "Du må undskylde, men jeg blev nødt til at komme lidt væk. Larmen og de mange mennesker bliver nogen gange lidt for meget." På trods af at det ikke havde den store sammenligning med et blodigt slag, havde det alligevel en tendens til at bringe noget af det tilbage når der skete lidt for meget på en gang.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 27, 2016 19:05:32 GMT
Ealasaid smilede en anelse og så svagt bekymret på ham, da han satte sig ned. Hun trak ikke sin hånd til sig med det samme, et øjeblik var hun usikker på om han rent faktisk klarede den, men da det virkede sådan, strøg hun sine fingre ned over hans og lod blikket glide op til hans øjne. "Bringer det dårlige minder frem?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn lidt. Hun havde aldrig prøvet det i forhold til noget så voldsomt som krig, men hun kendte godt til at have dårlige oplevelser med noget og så ikke have lyst til at gøre det igen, som fx første gang hun forsøgte at flyve på en kost.
|
|