Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var koldt og blæste kraftigt af et decembervejr at være. Træets grene knagede i vinden og der var ikke et spor af lys at se på himlen. Store skyer spærrede for månen og regnen piskede ned. Kulden kunne Ludwik ikke fornemme. Kun hvordan vandet trak streger ned langs huden på hans ansigt. Han trak hætten fra kappen tættere op omkring sit ansigt og håbede inderligt ikke at nogen havde set ham forlade sit lille bo i Hogsmeade. Han ønskede ingen spørgsmål, ingen opmærksomhed. Han kunne knapt nok holde sig gående, så afkræftet var han, men hans krop kørte på adrenalin og havde gjort det siden han modtog det besynderlige brev. Han var bange for konfrontationen og forvirret over hvad der kunne være sket hende. Det var en besynderlig fornemmelse, for samtidig var Ludwik utroligt lettet over det første livstegn fra Alecto i månedsvis. Men han var bange for hvad han ville finde, og han var bange for når hun fandt ham.
Han kørte hænderne hen over sit ansigt for at fornemme sig selv. Han vidste at han ikke var på toppen. Anwens ansigt havde afsløret det hele, men i alt bitterheden havde han ikke kunnet få sig selv til at indtage plasma som han plejede. Og det fik ham til at se syg ud. Det ville nok tage et par måneder for ham at genskabe sit udseende med hyppig føde. Det havde altid været hans stolthed at have den menneskelige glød der kunne narre andre til at tro at han ikke var udød, men nu frygtede han Alectos reaktion når hun så ham. Han så træt ud. Det sled på ham at være i pinslen af uvidenhed. Men han vidste at det ikke var at leve når han skulle undvære hende.
Gispende støttede Ludwik sig op af den krakkelerede bark og slog hætten ned. Han så sig omkring i mørket og kunne mærke sit hjerte slå af adrenalinen på trods af hans manglende blodindtag. Var det en fejl? Var han narret? Han spurgte sig selv om hun ville komme og indså at han lige så godt kunne synke sammen ved træets rødder hvis det skulle vise sig ikke at være sandt. Han havde kæmpet så langt, men om han kunne meget mere – om han ønskede at blive ved, det vidste han ikke.
Alecto havde faktisk ikke nogen plan for hvad hun skulle sige, når først hun så genså Ludwik og havde været i tvivl om hvorvidt idéen med at lukke op overhovedet var god. Men hun vidste med sig selv at det var noget hun blev nødt til, i det mindste for at forklare ham hvad der var sket, så han ikke skulle gå til evig tid og spekulerer, og bebrejde sig selv. Hun havde ingen idé om hvad konfrontationen ville fører, hun frygtede dog at han ikke ville lade hende gå, at han ikke kunne forstå hvor meget hendes liv nu havde ændret sig. Hun havde ikke fortalt det til nogen af de andre fra flokken. Det var trods alt et privat ærinde. Hun havde fra den allerførste dag givet sit ord på at hun ikke ville bringe dem i fare, et løfte hun havde tænkt sig at holde. Hendes udseende havde ændrede sig markant. Hendes kropsbygning var mere robust og det lange hår hang i en løs fletning. Det var tydeligt at se at hun ikke havde rådighed til en god børste. Hun gik ikke længere i lange kjoler, det var utrolig upraktisk. Tunikaen hun havde på nu var ikke syet særligt til hende, den var ikke for stor, men det var tydeligt at se at den ikke som sådan gjorde noget godt for hende. Hendes tryllestav var spændt fast til hendes lår og hånden hvilede svagt mod spidsen. Hun måtte være på vagt hele tiden.
Hun hvilede hovedet mod træet og havde svagt lukkede sine øjne. Hun lyttede til regnen mod de få blade der stadig klamrede sig til grenene. Man kunne se lysglimt i det fjerne, rester af lyn. Det gav et sæt i hende da et par brag gjorde sin entre. Der lå et par få gårde rundt omkring, som alle var mørke. Det var så sent på aftenen at de fleste var gået i seng. Hun drejede hovedet ved lyden af Ludwik. Det var underligt. Hun kunne lugte ham på lang afstand. Ganske kort tid efter trillede hun til den ene side og landede på sine fødder netop foran ham. Hendes øjne kneb sig langsomt da hun så hans ansigt. Hun var overrasket over hans forandring. Det skræmte hende.
Først så det ikke du til at Ludwik så ud til at notere at noget var anderledes. Han spærrede øjnene op på vidt gab da han så hende efter så lang tid, og for en stund glemte han sit eget forfald. Hans første indfald var at gribe hårdt fat om den lille kvindes skuldre og trykke hende fast mod træet bag hende. ”Alecto, du dukkede op” han lød nærmest himmelfalden og forbavset. Så kom vreden sydende, og den fik ham til at blotte sine hugtænder imod hende ”HVOR HAR DU VÆRET!” Så lagde han mærke til det: Udtrykket på hendes ansigt da hun så ham, og det smil der havde tegnet sig på ham ved gensynsglæden forsvandt. Noget virkede galt. ”Jeg var begyndt at tro det de sagde. Du… ser anderledes ud” Den lille fine kvinde var nærmest væk. Hun var stadig billedskøn, men hun så selv ud til at være slidt. Som om hun havde været meget udenfor og havde gjort stort fysisk arbejde. ”Hvad er meningen med dette, frk. Black? Du forsvinder i månedsvis uden spor. Alecto, fortæl mig! Er der nogen efter dig? Jeg vil ikke lade nogen røre dig. Jeg er her nu”.
Alectos blik var svært at læse. Der var alt for mange følelser til at man kunne beskrive det som kun én enkel ting. Hun var vred på sig selv over hvad der var sket. Både lettet og glad over at se ham. Men hendes natur gjorde nu at hun også følte en lille smule foragt overfor vampyren. Det var lidt som om vi var to personer, fanget i den samme krop. Hen over de sidste måneder havde hun accepteret hvad hun var, hun havde lagt sit gamle liv bag sig. Hun havde selv været den der havde startet rygtet om hendes død. Hun trådte et skridt tilbage da han hævede stemmen mod hende. Det gjorde at hun instinktivt lagde hånden mod sin tryllestav.
"Jeg er anderledes." fik så endelig sagt. Hendes stemme var rolig. Fattet. Hun trak vejret dybt ind. "Jeg skrev kun til dig fordi jeg skylder dig en forklaring, men også for at fortælle dig at vi aldrig kan se hinanden igen" Ordene fra hende lød lette, men det var de langt fra. Hun havde tænkt det meget igennem og havde ombestemt sig op til flere gange. Men hun vidste hvad der skulle gøres, og selvom det ikke var med hendes gode vilje, så var det bedst på denne her måde. Hun priste sig bare lykkelig for at Ludwik ikke selv havde fundet hende på egen hånd.
Ubehageligt anderledes. Ludwik skævede med missende øjne imod staven ved Alectos hånd, og han brød sig ikke om hvad han observerede. Foragt begyndte at tegne sig på hans ansigt. Ikke kunne ses længere? Ikke kunne ses længere? Troede hun virkelig det var så simpelt? Troede hun virkelig at hun kunne slippe væk bare sådan. ... "Hvad...?" Ludwiks stemme var tydelig og med en stigende kølighed der begyndte at indtage den. Hans pupiller træk sig sammen og blev helt små og stikkende som han hævede det ene øjenbryn. "Du må joke. Prøver du at få mig til at dø af grin Alecto?" Grebet han havde om hendes skuldre blev strammet, langsomt men sikkert. Læderhandskerne på hans hænder knagede ved det. "Det håber jeg ikke, for det vil du ikke bryde dig om. Det her er ikke dig. Nogen har plantet disse ord i din mund". Han begyndte at skære sine hugtænder imod hinanden. Et øjeblik sprang hans hjerte et slag over... Lugten. Han havde fornemmet den før. Han gispede.
*Nej*
Det var stadig Alectos søde aroma, men der var noget nyt over den. Han begyndte at gispe efter vejret. Hans hjerte slog hurtigere. Lugten af våd pels af den slags som forbandede bar på. I starten havde han mentalt ignoreret den, men jo mere han kunne mærke at hans sanser vågnede ved hendes ord, jo mere tydeligt blev det for ham. "Ja. Det er du... Alecto, jeg vil give dig et øjeblik til at fortælle mig sandheden før jeg river den ud af dig... Du har færdedes i skoven, har du ikke?" Det hele begyndte at give mening. Vampyrer vidste det. Vidste hvilke skabninger der lurede, men Alecto... Havde hun haft nogen anelse? ”Du… Du…” Et glimt af smerte ramte ham i brystet og afspejledes i hans ansigt. Hans læber skælvede. *Nej!* Hans øjne lukkedes i fortvivlelse. Først der gav han slip på Alectos skuldre. Han følte sig forpustet. Det susede for hans ører. Med rystende hænder rakte han frem og strøg Alecto hen over hendes smukke hår. ” Alecto.. Du er blevet angrebet… Af en lykantrope” hvislede Ludwik. Han vidste ikke hvordan han skulle kapere slaget, så han bakkede 2 skridt fra hende. Smerten var ikke kun fysisk. Den var også mental og noget så rammende. Han følte at han havde fejlet. Fejlet sin kvinde. Hun var hans, og nogen havde rørt hende. Skovens laveste væsner havde besudlet hendes hud.
Hun havde ikke forestillet sig hvordan det ville komme til at forløbe, hun havde haft sine forestillinger, tanker og ikke mindst forhåbninger i hvilke scener det kunne eskalerer ud i, og selvom det var udelukket, havde hun ikke kunne lade være med at ønske at han bare ville accepterer det, og lade hende være. Det var alt for smertefuldt for hende at forklare det, at høre på hvad han havde at sige omkring det, da hun vidste at der ikke var noget nogen af dem kunne gøre for at ændre hvad der var sket. Det havde jo heller ikke været nemt for hende, men hun trøstede sig selv med, at hun et eller andet sted havde haft nok at se til, så skænke Ludwik en tanke, var nyt for hende, og han var først reelt dukket op i hendes tanker for ganske kort tid siden. Hendes hjerne havde lukket af for de følelser, længe nok til at hun kunne klare sig nogenlunde ved fuldmåne, og lære sin nye dagligdag at kende. Hun havde fået en ny familie, og hun blev nødt til at have dem i sine tanker nu. Frem for alt i verden.
“Jeg laver absolut ikke sjov Ludwik. Det er det rene alvor.” der havde ikke været særlig meget tid til at morer sig over noget. Hun var altid på vagt, og næsten hver eneste dag handlede om overlevelse. Men hun var fast besluttet på at gøre forsøget på at lette forholdene for sin flok, og priste sig lykkelig for at hun ikke var af samme støbning som sin lillesøster. Eller hvad Agneta nu var endt med at blive. Mon den blonde heks overhovedet var ked af det? - Det var ihvertfald tydeligt at se hos Ludwik at det havde gjort noget ved ham. Det gjorde hende fortvivlet. En del af hende havde lyst til at omfavne ham og lægge alt det gamle bag sig. Han kunne vel beskytte hende under fuldmånen?
Alectos øjne blev mindre. Halvmåneskæret afslørede den gule gule streg der omridsede den brune iris. En let knurren forlod hendes hals og hun borede den ene fod ned i jorden. “Du har ingen ret til at tale til mig på den måde, og langt fra at gøre brug af dine metoder for at få mig til at snakke” hvæsede hun. Hun vidste godt at det at blive bidt af Conrí ikke var nogen gave, men det var trods alt et liv hun havde accepteret for hvad det var. Der var ingen anden mulighed for hende, og hun værdsatte hvad både han og Morrigan havde gjort for hende. De havde taget hende ind hvor andre ville have afvist hende. Flokken var det eneste rigtige sted for hende at være, og hun havde allerede været væk alt for længe. Hendes blik fulgte hans krop som han tog de sidste skridt bagud. Selv ømmede hun sin skulder en smule, da hans greb omkring hende havde været strammere end hun havde forventet. “Jeg er blevet skænket en gave, et nyt liv. En ny begyndelse. Du har at tale pænt om min familie” sagde hun og strøg et par lokker af mørkt hår væk fra ansigtet. Vinden var ved at tage til, og de mørke skyer så truende ud.
”Din FAMILIE!?” Ludwik tog sig til hovedet. Knurrede hans kvinde lige af ham? Merlin en forandring. ”Din familie!?” Han fangede sig selv i at hvæse af hende. Han havde ikke lyst til det, men det skete bare. Det var ikke hendes skyld... Hvis nogens havde det været hans, fordi han ikke havde været der for hende. ”Du kalder dem familie, væsner der har frataget dig dit valg! Væsner der har skadet dig. Du er ikke som dem. Du tilhører ikke dem! Du tilhører iblandt mig. Du hører til hos mig. Jeg kan ikke tro det”. Manisk begyndte han at vandre frem og tilbage. Det var ikke godt. Det var ikke en del af planen. Nu kunne det aldrig ske. Nogensinde. Ludwik havde haft den skumle bagtanke om at gøre Alecto til sin vampyrbrud fra dagen han havde følt sig knyttet til hende. Det var et egoistisk behov, men han havde haft brug for det. Det ville have gjort så mange ting nemmere, hvis hun kunne blive en del af hans klan. Nu var det umuligt. På den måde var han ikke meget mere anderledes en varulvene i skovene, men han havde ventet. Han havde haft selvkontrol, fordi han mente de to havde alt tiden i verden sammen. Han havde ikke villet tvinge hende. Varulvene havde frataget hende det valg, og han forbandede sig selv langt væk med evig fortrydelse. Var det dumt at han havde respekteret hende? Var det dumt at han ikke havde taget hende med magt og havde introduceret hende til sin verden? Ville det have fået hende til at hade ham? Var det det hun gjorde nu, når hun knurrede dyrisk af ham? Det brændte og sitrede i hans hænder efter at se blodet fra den lavlige lykantrope der havde gjort det ved hans Alecto. Kun sådan kunne han se retfærdigheden gjort fyldest.
”Hvad har du regnet med at jeg ville gøre? Glemme dig. Jeg har vendt hver sten, set i hver skygge. Jeg har manglet dig hos mig. Se på mig Alecto! Du har gjort det her ved mig". Ludwik tog sig til sit ansigt. I det samme slog et lyn ned et sted i baggrunden og lyste hans blege, trætte person op. Han begyndte at træde hen imod Alecto med tunge skridt og vreden plantet i hver fiber af hans krop. ”Hvem har gjort det her imod dig! Hvad hedder den, hvor bor denne skabning? Hvordan kan du vove at tro jeg bare kan glemme dig som om du aldrig har eksisteret? Du er et fjols! Har du glemt at jeg ikke er menneskelig! Har du glemt hvem JEG er?” Ludwik slog. Men hans knytnæve ramte træet over hendes hoved. Han følte uendelig vrede som om ild opslugte hans krop. Men når alt kom til alt… Så ville han aldrig lægge hånd på hende. Han kunne ikke. Han bøjede sig hen over hende, så hans skygge stod og fratog hende lyset, men den monstrøse grimasse var visnet væk. I stedet så han ned på Alecto. Måske var det lyset, men hans øjne virkede blanke og tomme. Hans stemme var lav. ”For det ser ud til at du har glemt dig selv”.
Alecto havde taget sin stav frem og stod nu og pegede den direkte mod Ludwik. Hendes øjne lynede og rynken over næsen var mere tydelig end den nogensinde havde været. Aldrig havde hun følt så meget foragt overfor et andet menneske som hun gjorde nu. Blandet med alle de normale følelser så rev dyret inde i hende. “Ikke et ord mere” sagde hun roligt. Nok havde hun aldrig nogensinde brugt magi mod en anden før, og aldrig nogensinde havde tanken om de tre utilgivelige besværgelser strejfet hende, men hun ville gøre hvad der skulle til for at han holdte sig på afstand, hvis ikke de “normale” bevægelser havde nogen effekt på ham. Da det ikke var fuldmåne kunne hun ikke forvandle sig på kommando, og måtte derfor ty til andre midler for at forsvare sig. Hun havde endnu ikke mestret det at bruge en kniv. “Det var et uheld Ludwik. Men de har taget mig til sig. Hvor skulle jeg ellers gå hen? Til dig? Jeg er sikker på dine forældre ville fryde sig hvis de fandt ud af hvad jeg er. De ville for alt i verden gøre deres for at holde os adskilt. Jeg sparer os for smerten” det kunne godt være at det lige nu gjorde ondt på ham, og det gjorde det også på hende. Men hun var sikker på at det var langt bedre end at de forsøgte sig med et liv sammen, det havde været umuligt i forvejen, men nu var der intet håb for dem.
“Jeg tilhører ikke nogen. Selv var jeg ikke blevet et barn af månen, ville jeg aldrig nogensinde lade mig ejes af nogen mand” Hendes stemme var fast. Hun skulle ikke vise nogen tegn på sårbarhed, hvis hun først blev bange var hun et alt for nemt offer. Hun kunne ærlig talt ikke finde ud af hvad han ville have gjort. Hun havde ikke haft tid til at skænke det en tanke, og måske havde hun sparet sig selv for det. Men hun nægtede at krybe sig sammen nu. At lade ham omfavne hende. Hun overvejede at gå med det samme. Nu havde hun sagt hvad der skulle siges, men hvis hun først forlod ham i den tilstand ville hun for alvor bringe fare hvor end hun befandt sig. “Du skulle tro at jeg var blevet slået ihjel. Søge retfærdighed, men sørge og komme videre” der var en snært af blidhed i hendes stemme. Hun havde jo ikke ønsket at gøre ham hverken ked af det eller bekymret, men i månederne op til havde hun accepteret det. Hun kunne alligevel ikke ændre det, og med en lille ny, mente hun selv at flokken havde mest brug for sammenhold. Faktisk burde hun slet ikke være her, hun havde brugt alt for lang tid væk fra dem.
“Det skulle aldrig være os Ludwik. Nu er det bare blevet en realitet” sagde hun roligt. “Det her er hvem jeg er, jeg kan bevise det” hun rettede sin stav væk fra ham, og i stedet imod den mørke nattehimmel. Hun slog et par slag med den i luften. Ordene der forlod hende var lave, men effekten af dem kom snart til syne af en blålig ulv. “Det er kun på grund af dig at jeg kan fremkalde den” sagde hun stille “Jeg ved hvem jeg er, jeg ved hvor jeg kommer fra, og jeg ved hvor jeg hører til.”
”Sparer os for smerten, men i stedet tænker du at denne er et bedre alternativ. Hvis du kom til mig kunne jeg i det mindste have haft chansen for at forsvare dig og mig selv, som enhver mands pligt. Nu tager du blot den mulighed fra mig og undervurderer mig. Du tager fejl. Du tilhører med mig. Jeg mangler dig. Kom med mig Alecto. Vær nu ikke så naiv! Hvis du går tilbage til dem vil du nødsages til at tilrette de samme forhold som resten af flokken. Hvad ved du om skikke iblandt lykantropers flokke? Intet tilsyneladende. Den slags ’uheld’ må ikke ske”. Ludwik følte sig syg på en helt ny måde. Som om kvalme begyndte at presse på i hans mave indefra. Og hvis hun vidste DET… Så betød det at hun havde underordnet sig det allerede. Han mængedes ikke med varulve, men vampyren vidste meget om væsnet på grund af deres gemene levevis og deres manglende kontrol – Som Alecto nu havde været offer for. Og ville blive det i endnu større grad hvis hun valgte at blive hos dem.
Kvalmen tiltog kun jo mere hun benægtede ham, benægtede dem og benægtede hvad de havde. Han borede sine hugtænder hårdt ned i sin læbe. ”Du tager fejl frk. Black. Det har altid været os lige så længe jeg har kendt dig. Du ved i sandhed intet om min slags hellere”. Han var først begyndt at realisere det for nylig. Det bånd han havde til hende havde altid været der, men han var først begyndt at indse det jo længere hun havde været hos ham. Når hun havde givet sig hen til ham i sin renhed. At få det revet over, at få hende revet væk fra sig af hendes egen vilje havde en endnu større ødelæggende effekt på hende end hvis nogen skulle have taget hende fra ham med vold.
Alecto pegede sin stav op imod den mørke nattehimmel og stormvejret der syntes at tiltage. Det lys der kom fra den var så skinnende at han måtte trække sin kappe hen for ansigtet og træde væk fra Alecto og træet. Da han havde vendt sig en anelse mere til lyset kunne han lige skimte det, da den blå ulv manifesterede sig. Det hun sagde – at hendes patronus kom fra ham kunne have to betydninger. Den positive… eller at han var blevet det mørke modstykke den skulle bruges imod, selv om hun ikke pegede den mod ham. Med alt andet hun indtil videre havde sagt føltes det kraftigt som det sidste. Det blå lys var som en tryg varme, men med mange års praksis af mørk magi var det som om det afskrækkede en stor del af vampyren. Han rakte sin hånd imod hende på afstand. ”Alecto, jeg beder dig. Kom til mig! Få den væk. Gå ikke til dem. Hvis du returnerer til lykantroperne vil du komme til at tilhøre lederen, og han kan gøre med dig som det passer ham. Jeg kan finde på noget. Det vil komme til at fungere. Gør alt andet end at tage til dem. Jeg kan ikke bære tanken om at han rører ved dig. Det vil ske. Hvis ikke nu, så senere!” … ”Alecto?” Det havde aldrig klædt eller været ønsket af fyrstesønnen at gøre det, men han kunne ikke lade være. Han tiggede, hans stemme var bønfaldende. Det blik han sendte hende så ud til at være lidende. Næsten som hvis nogen havde banket en pæl i kroppen på ham.
“Forsvare mig? Fra hvad helt præcis Ludwik? Der var intet du kunne have gjort.” sagde Alecto med et stille suk. Hun havde gennemgået begivenheden op til flere gange. Hun var nået frem til det samme hver eneste gang. Hun var begyndt at bilde sig selv ind at det havde været skæbnen, selv havde hun ikke mødt Conrí den aften, havde det bare været en anden. På en eller anden måde hjalp det hende til at komme videre, ved at tænke at det ikke kun havde været uundgåeligt. Hun brød sig langt fra om den måde han beskrev hende på, som var hun hans ejendom; som om han kunne gøre med hende hvad han ville, og forlange altverdens af hende. Hun rystede langsomt på sit hovede. “Jeg har været hos dem i måneder nu Ludwik, jeg ved godt hvad det vil sige at leve iblandt dem.” sagde hun let sammenbidt. Hun vidste ikke hvad det ville betyde for dem, hun havde ikke kunne ignorere det stærke bånd hun følte sammen med ham, og hun havde gjort alt i hendes magt for ikke at give efter for den længsel hun havde haft efter ham. Troede han virkelig at hun var så ligeglad? Hun havde været nødt til at forblive realistisk.
“Det er det ikke mere, hvor rigtigt det end havde været. Du er nødt til at love mig at du ikke forsøger at finde mig. ” sagde Alecto og gned let et par fingre mod sin pande. Det var alt for frustrerende for hende. Hun vidste ikke hvad hun havde regnet med da hun sendte brevet. Hun havde frygtet det ville ende ud i alt for kraftige ord og trusler. Det var ikke gået hendes næse forbi, hun kendte lidt til vampyrenes måde at leve på, men kendte godt ordet mage. Et livslangt bånd, og det var ikke unormalt at det skete mellem en dødelig og en vampyr. Men Alecto havde endnu ikke fundet ud af med sig selv om hun var gået med til at lade sig forvandle. Familie var trods det vigtigste for hende. “det var aldrig en realitet før, det var en død drøm. Et brændene ønske. Hvad end vi gerne ville have at det endte med kan nu for alvor ikke komme på tale, forstår du det?” hovedet blev lagt en smule til den ene side som hun betragtede ham. Hun ønskede jo ikke at såre ham.
Hun havde før hun havde mødt Ludwik haft et så stærkt minde hun kunne bruge for at fremkalde en patronus, og det ville nok for altid være det samme minde hun ville bruge, selvom hun skulle føle stærkt for en anden igen. Hun gjorde et svirp med staven og det stærke lys forsvandt næsten lige så hurtigt som det var kommet frem. Hendes hånd rystede. En del af hende ønskede at tage hans hånd og tage afsted med ham. Han kunne vel lænke hende i kælderen ved hver fuldmåne? Det havde strejfet hende før, alle tænkelige muligheder for at de kunne forblive sammen. Men i sidste ende havde hun måtte erkende at det ville være for farligt. “Han er god ved mig Ludwik, jeg er under træning. Du får dem til at lyde som bæster” sagde hun og vendte de brune øjne mod hans blå. “Ligesom jeg ved at du ikke kun er en blodtørstig vampyr, men at du har følelser, at du har et lige så stærkt bankende hjerte som jeg. Så har flokken, de er ikke som du får det til at lyde” sagde hun og tog de sidste skridt hen til ham. Hun slog hans hætte helt væk fra hans ansigt. Øjnene nærstuderede hans træk. Hun kunne godt se at han langt fra så rask ud. Hun flettede sine fingre mod hans. “Min tid med dig, er en tid jeg aldrig kan få igen.” tårerne pressede sig på, og det var tydeligt at stemmen nærmede sig grådkvalt. “Jeg er så taknemmelig for hvad du har givet mig” det var svært for hende overhovedet at fortsætte sine ord, og i stedet for at gøre netop dette, pressede hun sine læber mod hans.
Ludwiks åndedræt blev tungt. Det føltes som den gang han havde løbet igennem krigshærget terræn i flere dage. Hun var stadig levende. Hun stod lige der foran ham, hvor han kunne røre hende. Og alligevel var hun så langt væk. Det gjorde ondt. Det gjorde ondt igen at blive forladt. Når man var blevet det så mange gange før huskede man ikke de fleste gange. Aldrig plejede det at gå fyrstesønnen på når et liv var blevet mistet. Af skæbnen, af en andens hånd eller hans egen. Han kunne gå igennem en slagmark iført en blodplettede rustning og tørre blod af sin kind uden det eneste tegn på mimik. ...Hvorfor var det her anderledes?
Men der i den silende regn syntes det så meget værre og ramte ham at han ville miste et væsen der stadig ville leve og leve videre uden ham. Intet af det hun sagde gav mening. Han nægtede at se den. Han ville kun se løsninger. Forstod hun det ikke? En død drøm? ”Nej!” Virkelighed? Han var ligeglad. Et vidunderligt mareridt. Så længe Alecto kunne være hos ham og han kunne holde hende var han ligeglad. Så længe han kunne mærke hendes varme og høre hendes latter syntes alt andet at være lige meget. ”Sig det ikke” Hans stemme var hæs. Hans hænder rystede. Før han mødte Alecto havde hele hans eksistens drejet sig om at lære, kontrollere og vedligeholde magt. Det var ting for at han kunne mærke sig selv i et liv der var tomt. ”Sig ikke sådan, Alecto. Jeg har brug for dig. Du giver mit liv mening. Du må ikke afslutte det. Tag det ikke fra mig”.
Jo længere tid han stod og kiggede på hende, jo mere var det som om han ikke havde mere at sige. Alle hans ord faldt til jorden. Hans stemme blev mere og mere hæs, og han kæmpede for at få den til at fungere. Han huskede den første gang han havde set hende til ballet. Hvor lille og forsigtig hun havde været. Hendes latter, når han snakkede med hende. Og hvor lille hendes hånd havde syntes at være i hans, da hun for første gang trak ham væk fra selskabet for at de kunne snakke alene. Nu stod hun der. Hun var så smuk. Hun var blevet en voksen kvinde. Alle de gode stunder han havde haft med hende. Var de slut? Ville han aldrig kunne opleve dem igen? Men uanset hvad… Uanset hvad hun gjorde ville hun altid være hans lille Alecto. ”Jeg beder dig. Du må ikke lade det blive til et minde. Alecto, jeg har endelig fundet dig. Du må ikke lade mig miste dig”.
Alecto fjernede hætten fra hans ansigt. Det gjorde ondt. Det gjorde ondt at trække vejret. ”Nej. Jeg beder dig.. Jeg beder dig” Ludwik gik i selvsving. Han havde intet tilbage. Ikke flere argumenter. Ikke andet end at bede. Bede inderligt. Bede til at hvis der var en gud og at han nogensinde havde holdt af ham som alle sine menneskebørn måtte han hjælpe ham nu. Hun skinnede stadig som en lille sol, men da han så tårerne i hendes øjne blev han nødt til at tage sig til hovedet og bide tænderne hårdt sammen. Han gispede. ”Alecto, jeg beder dig. Alecto!”
Hun stoppede Ludwik fra at tale da hun skænkede ham et kys. Det smertede ham, det gjorde ham angst af længsel over det måske ville blive den sidste gang han nogensinde ville mærke hendes kærtegn. Sidste gang han nogensinde kom til at leve igen. Ludwik knugede hende hårdt ind til sig og gengældte kysset. Han holdt fast. Han nægtede at give slip. Han kinder begyndte at blive farvet røde. Blod begyndte at løbe ud af hans blå øjne, en af de ting ved ham der så noget så menneskelige ud i det øjeblik. Han lagde sin hånd imod Alectos kind. Han kunne knapt nok trække vejret. ”Jeg beder dig. Du må ikke… Alecto, jeg beder dig forstå. Du tilhører ikke mig. Du er mere end det. Du er en del af mig. Jeg mangler dig hos mig. Du er mit alt. Jeg vil aldrig være hel igen hvis du går fra mig. Uanset om jeg vandrer jorden i tusinder af år vil jeg aldrig finde nogen som dig. Jeg har brug for dig. Se dog på mig!” Blidt drejede hans kvindens ansigt op imod sig. Det var hårdt for ham at sige. Det havde været hårdt for ham at indse at han nogensinde skulle være så afhængig af nogen. Hun havde givet ham kærlighed, hun havde givet ham ømhed. Hun havde givet ham forståelse og turde at se hvad der gemte sig bag den kolde facade. Det havde været smertefuldt at indse at hun var anderledes end de andre. ”Alecto… Du er min mage. Du må ikke! Jeg vil aldrig-” Der knap hans stemme over. Han kørte en lok af hendes hår væk fra hendes kind og gemte da ansigtet i Alectos skulder. Velvidende om at det måske var sidste gang han holdt sin elskede i sine arme og hørte hendes stemme. *Glemme dig*.
Alecto ville ikke kendes ved sine egne følelser, det var som om hun ikke længere var sig selv, hvilket i sidst ende var en udmærket grund, for det var hun ikke, selvom hun ønskede at det ville kunne gå, så hun ingen anden udvej. I det mindste ikke lige nu. Hun vidste godt at hun selv ikke ville leve evigt, men hun havde alligevel et lille håb om at de på et tidspunkt ville kunne dele hendes sidste år sammen, hvor lidt det end måtte være. Hun havde intet ønske om at forvolde ham eller sig selv så meget smerte som hun gjorde, men det var uundgåeligt, og på en måde gjorde det hende glad, da det var et tegn på at der endelig var en der havde været nok for hende, havde giftermål overhovedet været en mulighed for dem. Det trøstede hende en smule, selvom sorgen over at skulle undvære Ludwik var for stor til at det ville kunne dække blot en lille smule. Men hun klyngede sig til en hver glædelig følelse hun kunne fremkalde.
Selv vidste hun godt hvorfor det hele var anderledes end så meget andet, hun havde jo selv erkendt over for ham at hun både var forelsket i ham,men også nærede så stærke følelser at hun kunne sige at han nok ville være hendes liv kærlighed, selvom det i lang tid ikke havde været noget hun havde skænket en tanke; sådanne følelser fandtes ikke, og alligevel var hun den håbløse romantiker af hende og Agneta, selvom hun aldrig ville indrømme det. Hun havde fået serveret Englands største skandale på et sølvfad, alligevel fortrød hun intet. Hun ville gøre det om igen, så længe hun ville kunne fremkalde de samme oplevelser og følelser. Hun vidste godt at man ikke kunne omskrive det der var sket, selvom længslen efter at ændre det var stor.
Hun spærrede sine øjne op ved hans ord, da hun næsten havde glemt hvad hun selv havde sagt. Stilheden havde været alt for længe over dem. Det gav derfor et sæt i hende som hun vendte blikket mod ham. Hun havde ikke lyst til at gentage sig selv, og selvom hun havde lyst til at understrege alvoren, virkeligheden i hendes ord, kunne hun ikke få sig selv til det. Hun stod blot og kiggede på ham. “Jeg nægter at være så egoistik, kun at have mine egne følelser i centrum. Det kan jeg ikke længere tillade mig. Vi var naive at tro at det førhen overhovedet kunne lykkes” Selvom hun havde nydt hvert eneste sekund sammen med Ludwik, havde hun hele tiden måtte have i baghovedet at det kun var på lånt tid. Der havde været en forlovet i vente, og lykantropien var blevet hendes redning, hvis man kunne beskrive det som det.
Hun brød sig ikke om at se Ludwik så svag, både fysisk og psykisk. Han lod det være op til hende om det skulle slutte, selvom hun allerede havde været så klar i hendes ord som det overhovedet var hende muligt. Han gjorde det absolut ikke bedre af at nærmest tigge hende om at blive hos ham. Det sved i hendes øjne. Alecto der egentlig var en meget følsom person, var ikke kendt for at spilde tårer for nogen. Hun trak vejret dybt ind. Hendes bankende hjerte gjorde det svært for hende at holde hovedet koldt, og synet af Ludwik gjorde det endnu værre. “Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre” hviskede hun næsten tømt for kræfter. Det var ikke nemt for hende at fastholde valget som hun havde truffet. Hun havde mest af alt lyst til at give op og forblive i hans arme. De næste mange bedende ord lukkede hun af for. I stedet blev hun bare ved med at se på ham med tårefyldte øjne. Jo mere han bad, jo flere tårer satte sig i klemme. Hun trak sine læber sammen. Det var noget af det mest forfærdelige hun havde udsat sig selv og en anden for. Hvordan kunne kærlighed være så meningsfuldt, og så alligevel så smertende.
Hun havde manglet og savnet at være så tæt på ham. Hun nærmest knugede sig selv tættere mod ham. Blikket gled op på hans ansigt, og det var et klemt og hæst skrig der forlod hendes læber over synet af blodet der løb ned af hans kinder. Det skræmte hende og hun forsøgte ihærdigt at stoppe det, hvilket bare resulterede i et par blodige hænder. Hun vidste godt hvad en mage var, og hvad det betød for en vampyr, selv havde hun mærket den forbindelse de delte med hinanden, og det var også en af grundene til at det var så svært for hende at have afskeden med ham. “Det ændre ikke på noget. Du må ikke gøre det sværere end det allerede er” hviskede hun stille. Hun lagde blidt sine arme omkring ham da han begravede hovedet mod hendes skuldre. Langsomt kærtegnede hun sine fingre gennem de lyse krøller der snoede sig i nakken hos ham. De saltede tårer blev ved med at trille ned af hendes kinder, og hun havde en følelse af at det aldrig ville stoppe.
Livet som udød troldmand var egentlig aldrig noget Ludwik havde betragtet som en forbandelse og en forhindring for noget. Det havde han endda anset som en tydelig fordel, men da han hvilede sit ansigt imod Alectos tøj og hud kunne hans hoved ikke lade være med at myldre med tanker. Nej, forbandelsen var noget andet. Det var forbandet at have fundet sin bedre halvdel, og han kunne i baghovedet høre sin mor og fyrstens stemme runge i baghovedet med de advarsler han havde fået, da de havde set Alecto for første gang og de efterfølgende dage han havde været tilbage på slottet. Måske burde han have lyttet til dem. Ville det have ændret noget, hvis han kunne have forhindret båndet i at dannes? Hvis han havde undgået hende.
Blodet var begyndt at tilsøle Alectos klæder. For at holde sig selv tilbage, for at stoppe sig midlertidigt havde han lukket øjnene. Han tog et par dybe indåndinger før han åbnede dem igen og så ned på sin kvinde. ”Du har været min perfekte ruin. Jeg kunne tvinge dig med mig, men jeg vil ikke kunne holde på dig i længden uden at hade mit væsen”.
”Alecto, selv om de år vi har delt kun har været et øjeblik er der intet der kunne få mig til at tage den tid tilbage igen. Selv hvis jeg kun havde oplevet dig i et glimt vil jeg aldrig fortryde at jeg har mærket dig i mine arme”. Han så op mod den mørke himmel og nød hvordan regnen syntes at skylle alle sine tvivl bort sammen med blodet på sin hud. Der var stadig dyb ærgrelse at finde i den kradsende stemme han fik tvunget frem, men han følte sig mere sikker end hele den stormfulde aften. ”Jeg ved jo hvordan du er når du sætter dig for noget. Intet i mine evner vil kunne få dig til at skifte mening” Det var næsten tragikomisk, da han slog en let latter frem. … ”Visse ting ændrer sig aldrig. Og det gør mig tryg at den stædighed du har vil bære dig fremad, frk. Black.. Jeg håber du vil blive lykkelig. Om så det er med en anden end jeg”.
Alecto kunne næsten ikke bære at høre ordene der forlod Ludwik, det var noget andet når de ikke kom fra hende selv, og hun fandt sig selv fanget i den troskab hun havde svoret til sin flok, og den kærlighed hun følte med ham. Det var lige nu en ond cirkel hun ikke kunne komme ud af, et vågent mareridt, og hun ønskede at ende den lidelse hun havde påført sig selv ved overhovedet at opsøge ham. Langsomt lod hun sine fingre glide hen over hans kind, hun var bange for at røre ham, bange for han ville gå i stykker foran hende. Det sved i hendes øjne igen og hun måtte se væk. “Jeg - jeg kan ikke undvære dig” hviskede hun så og vendte opmærksomhed mod ham. Ingen pressede hun læberne mod hans. Hun ville ikke give slip, selvom hun kort forinden havde fortalt hvordan det de havde haft ikke længere var muligt, og nu stod hun selv og havde svært ved at gøre det til en realitet.
“Jeg vil ikke have nogen anden, Ludwik, jeg elsker dig” sagde hun og knugede sine hænder om et stykke af hans tunika. Hun sank sammen i hans favn, ude af stand til at holde de væld af tåre tilbage der nu havde frigjort sig.
Alectos varme og passionerede kys afgav ikke mindre sødme af omstændighederne. Han vidste ikke længere hvad han skulle sige da hun erklærede ham uundværlig. Han slog sine arme rundt om hende og på trods af sin svage tilstand formåede han at stå rank. På trods af vinden, regnen og tordenvejret der kom nærmere formåede han ikke at høre andet end hendes gråd og hulkende vejrtrækning. Han så ud over det fjerne, aede hende ned af ryggen og kyssede hende i håret. Det virkede familiært. Han erindrede at han havde stået og holdt sådan om hende da hun var yngre. Noget havde foruroliget hende til et bal og hun havde endt med at omfavne ham som han stod og snakkede med hende. Så begyndte hun at græde. Han kendte hende ikke så godt den gang. Hun var mest af alt genert. Først var han stivnet. Han havde ikke den fjerneste ide’ om hvad han skulle gøre, så han så sig ud til siderne for at se om de blev overvåget. Og da han stadig ikke kunne komme frem til en løsning der i det mindste kunne løse situationen lukkede han sine arme om hende, og mens han aede hende igennem den tykke manke begyndte han at nynne. … Nu stod han der så igen. Det havde ikke ændret sig så meget. Han stod med hende og følte sig fortabt uden at vide ud eller ind. Så han gentog det. Han nynnede, og håbede at et sprog uden ord kunne give mere mening end alt det han havde sagt. Med en hånd under hendes hage førte han hendes grådkvalte ansigt op mod sit og kyssede hende på panden. Med Alecto i sin favn begyndte han at vugge hende blidt frem og tilbage og førte en finger for hende mund. ”Sssh.. Lille Alecto… Min lille Alecto. Fortabt i den store verden. Du skal ikke være bange. Jeg vil altid være hos dig. Selv når jeg ikke er her mere”.
Han smilte forpint, men det var ikke mindre et smil. ”Når du har brug for nogen, når du tror du er aller mest alene. Når du ikke ved hvad du skal gøre. Så vil jeg møde dig og holde dig som nu”. Blødt lagde han sin hånd på venstre del af hendes brystkasse, hvor han kunne mærke hendes hjerte slå. Han hviskede. ”Så lad os mødes her inde. Hvor alt vil være som det plejer.” Med sin tommelfinger tørrede han tårerne væk fra hendes kinder. ”Græd ikke. Du skal være modig, min elskede. Jeg kan ikke bære at se dig græde. Uanset hvad du gør, så lov mig at du gør det der får dig til at smile og være glad. Det er sådan jeg husker dig bedst. Min Alecto, der skinner som solen. I dette øjeblik vil du altid være min. For evigt”.