|
Post by Iseabail MacFusty on Dec 10, 2016 22:43:04 GMT
Iseabails smil falmede over Paxtons ord, der fik hendes egen, lille spøg til at virke malplaceret. "Men sådan har du det jo ikke," bemærkede hun lavmælt og så over på ham med sammentrukne øjenbryn. "Hvis du havde det sådan, ville du ikke sidde her med mig nu."
Smilet var nu veget helt for alvor. "Du er ikke som dem, Paxton."
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Dec 10, 2016 23:08:12 GMT
Paxton sukkede frustreret over hendes ord og rynkede sine øjenbryn, mens han lænede sig tilbage og støttede sit hoved mod muren. Hans hår gled ned foran hans øjne, men han fjernede det ikke. I stedet sad han lidt sådan og stirrede op i luften. "Ja, men det vil de ikke have.. hvis jeg træder bare det mindste smule forkert tager de alt fra mig.. eller værre.. gør som de gjorde med min søster.. " Sagde han og pressede sine læber sammen med et alvorligt blik i sine øjne. Han tænkte ikke på at han ikke skulle fortælle hende alt dette, han havde drukket lidt for meget, til at overveje om det var en god ide.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Dec 10, 2016 23:12:40 GMT
Iseabails øjenbryn trak sig længere sammen og noget ved hans ord, fik en klam følelse til at gå gennem kroppen på hende. Blikket hvilede på ham og hun var stille lidt og pludselig var hun ikke sikker på, at hun havde lyst til at spørge om det næste. Alligevel kom ordene, helt lavmælt.
"Hvad har de gjort ved din søster?"
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Dec 10, 2016 23:23:22 GMT
Paxton havde aldrig talt om dette med nogen og nu havde det hobet sig op i ham, som en sygdom der havde ædt ham indefra. Det var blevet normaliteten i hans familie, men Iseabails reaktion fik ham til at tage sin fornemmelse alvorligt. At noget ikke helt var rigtig. At de fleste familier ikke opførte sig sådan.
"De har fjernet hendes minder, når hun har set ud i fremtiden eller opført sig 'dårligt'." Sagde han med et fjernt blik. Hans stemme var overraskende rolig. Det var så svært at tale om, at han forsøgte at slå sine følelser fra og blive næsten mekanisk. "Jeg kan i princippet ikke vide om de har gjort det samme mod mig." Tilføjede han mens hans ansigt langsomt begyndte at krakelere, han var på nippet til at græde, men der kom ingen tårer. I stedet blev hans ansigt bare en skærende grimasse, der var en blanding af frygt og fortvivelse.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Dec 10, 2016 23:31:21 GMT
Det næste han fortalte, var værre end hvad hun kunne have forestillet sig. Al godmodighed der havde været tilbage efter ballet, fordampede med ét og hun var nærmest bleg, som hun betragtede Paxton med chok malet på ansigtet. Desperat prøvede hun at komme op med en løsning, et eller andet, han kunne gøre - men der var intet.
Tavsheden var rungende. Der var ingen ord. Intet at gøre. Så til sidst endte hun med bare at rykke sig frem og så godt som hun kunne, omfavnede hun ham.
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Dec 10, 2016 23:42:32 GMT
Iseabails omfavning var beroligende på Paxton men også voldsom, han var ikke vant til fysiske kærtegn og specielt ikke et der var så uskyldigt som dette. Han lukkede sine øjne i og forblev tavs et stykke tid, mens han langsomt begyndte at slappe af. Imens lænede han hovedet lidt ind mod hendes og indånede duften af hendes, som han efterhånden forbandt med tryghed. Til sidst, da han havde fået det bedre, lagde han en arm om hende og en hånd på hendes hår. Han aede hende forsigtig, mens han åbnede sine øjne og overvejede hvad han egentlig havde gang i. Han havde potentielt sat Iseabail i fare og han hadede allerede sig selv for det.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Dec 10, 2016 23:47:58 GMT
Iseabail var ikke god til fysisk kontakt med det andet køn, men noget var anderledes nu og hun tøvede ikke det mindste, som hun lagde armene om Paxton. Alle andre overvejelser var ligegyldige og da han ikke skubbede hende væk, trak hun sig ikke tilbage.
Grønne øjne stirrede ind i væggen, mens vægten af det han lige havde fortalt, tumlede rundt i hovedet på hende. I et lille stykke tid sad de bare sådan, tavse, indtil hun blev den, der trak sig lidt tilbage. Armene forblev mod hans skuldre, men forskellen var, at hun kunne se ham i øjnene nu - og hendes egne skinnede af alvor.
"Du kan ikke blive hos dem resten af dit liv. Vær sød ikke at gøre det."
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Dec 11, 2016 9:00:06 GMT
Paxton vendte sig lidt mod hende da hun trak sig væk og så ind i hendes øjne, med et næsten patetisk blik. Derefter lukkede han dem og sukkede dybt. "Ja men det vil tage tid.. og jeg har lyst til at stikke af nu. I det mindste er der længe til sommeren." Sagde han og åbnede sine øjne og smilede lidt til hende. Derefter lænede han sig lidt frem og placerede et forsigtig kys på hendes pande.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Dec 11, 2016 20:58:12 GMT
Iseabail var på vej til at sige mere, da han trykkede et kys mod hendes pande. Det var overraskende og en smule varme steg op i hendes kinder, som hun lænede sig helt tilbage igen. Hånden gled op og strøg håret om bag øret og hun sænkede kort blikket, før hun smilede lidt til ham.
"Det har du ret i," svarede hun endelig. "Der burde være tid til at finde ud af, hvad du kan gøre."
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Dec 11, 2016 21:49:25 GMT
Paxton smilede en anelse og nikkede langsomt. Derefter så han sig omkring og han rynkede sine øjenbryn lidt, inden han vendte blikket mod hende. "Må jeg følge dig hen til din opholdsstue?" Spurgte han og blottede tænderne en anelse. Han havde ikke lyst til at lade hende gå, men det var også ved at blive en smule sent og han var træt.. og lidt for beruset til at forsætte.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Dec 11, 2016 23:10:09 GMT
Iseabail ville ikke glemme med det samme, hvad det var Paxton havde fortalt hende. Tværtimod ville hun gruble over det længe og det havde sneget sig ind i hendes tanker igen, da han stillede et spørgsmål. Grønne øjne gled op og fæstnede sig ved ham, før hun nikkede med et lille, mat smil.
"Ja," medgav hun og kom på benene. Hænderne glattede kjolen. "Det er også sent..."
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Dec 12, 2016 7:52:33 GMT
Paxton rejste sig da hun sagde ja og rakte hende sin hånd, med et afventende blik. "Det er det." Sagde han og smilede en anelse. Der var ikke langt til grævlingens opholdsstue, men det var alligevel det mindste han kunne gøre efter han havde belastet hende med en mere eller mindre farlig hemmelighed. "Hør Iseabail.. Det går ikke at du fortæller andre.. Om min søster.. Håber det er i orden." Sagde han og skar en lettere undskyldende grimasse.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Dec 13, 2016 20:52:51 GMT
Iseabail så tøvende på Paxtons hånd, men endte til sidst med at sno sin egen arm let om hans. Den anden hånd hægtede op i skørtet og da han talte, sænkede hun blikket. "Det forstår jeg godt," svarede hun lavmælt og tiltede hovedet lidt, så hun kunne se ham.
"Jeg siger ikke noget. Jeg håber bare, at det gør det lidt nemmere, at du har nogen at tale med om det."
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Dec 15, 2016 10:50:09 GMT
Paxton smilede antydningsvist over hendes ord, hun var den eneste han kendte, som kunne finde på at sige sådan. Han blev hele tiden overrasket over hendes reaktioner. "Det er det." Sagde han og begyndte derefter at gå i retning af Hufflepuffs opholdsstue, eller i hvert fald der hvor han havde lagt mærke til de tit dukkede op fra. "Det er den vej ikke?" Spurgte han dog for at få en bekræftning og løftede sine øjenbryn lidt.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Dec 16, 2016 21:04:40 GMT
Iseabail sendte Paxton et lille, opmuntrende smil, før hun nikkede bekræftende og lod ham føre vejen, selvom hun uden tvivl kendte den bedst. Der var da heller ikke langt og inden længe stoppede hun op og vendte sig imod ham. "Så er vi her," lød det lavmælt.
"Det var stadig pænt af dig at vente på mig. Tak."
|
|