|
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 13, 2016 9:55:04 GMT
Dymphna sendte ham et vantro blik og rynkede uforstående sine øjenbryn. Var han virkelig så fjern fra virkeligheden at han ikke kunne huske den aften? Måske ikke. "Du gjorde mig ondt flere gange Tristan. Først ruskede du mig og så tæskede du min ven til plukfisk." Konstaterede hun og betragtede ham med et roligt blik. Hun var ikke så vred længere, men hvis han begyndte at skabe sig igen, så var der en mulighed for at hendes aggressioner ville dukke op. "Den eneste grund til jeg søgte Devyn var fordi jeg følte mig fremmedgjort sammen med dig."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 14, 2016 18:44:43 GMT
Tristan havde svært ved at forstå hendes ord, at hun ikke så retfærdigheden i det han havde gjort. Hendes lille ven havde gjort ham til hanrej, lige foran ham. Selvfølgelig fortjente han en fysisk besked om at han skulle holde sig langt væk. Det ville dog ikke hjælpe at diskutere det, han kunne med stor sandsynlighed ikke få hende til at se retfærdigheden i det. "Hvorfor fortalte du mig ikke det, så jeg kunne gøre det godt igen? Jeg elskede dig Dymphna, jeg ville gøre hvad som helst for dig.. For vores familie." Han kunne stadig ikke begribe hvordan hun kunne være så selvisk, at ødelægge det hele for dem alle tre.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 14, 2016 19:25:10 GMT
Dymphna rystede på hovedet over hans ord og valgte denne gang ikke at svare, han forstod åbenbart ikke at hun havde mistet al respekt og kærlighed for ham efter al det der var sket. I stedet hvilede hendes blik på horisonten i det fjerne, mens hun håbede på at der snart ville dukke et par tjenestefolk op. Hun var efterhånden blevet helt kold af at sidde udenfor så længe. Derfor trak hun sin kappe lidt tættere omkring sig og skævede kun en enkelt gang mod Tristan, inden hun åndede på sine hænder i et forsøg på at varme dem.
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 14, 2016 20:07:59 GMT
Tristan kiggede på hendes tavse ansigt. Selv efter alt hvad der var sket kunne han stadig se skønheden i det, og dog vendte han alligevel sin arrede kind til hende og så væk. Han havde tilgivet hendes utroskab for deres søns skyld, men han ville aldrig se den vidunderlige verden med sine grønbrune øjne, og det kunne han ikke tilgive. "Jeg tror ikke at vi har mere at sige til hinanden. Ikke efter hvad du har gjort ved vores søn Dymphna. Jeg håber at du forstår at det er utilgiveligt, lige meget hvem der så var hans fader." Hans ansigt var hårdt, som han igen kiggede ned på hende, havde hun tænkt sig at blive siddende der til det blev mørkt?
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 15, 2016 15:30:08 GMT
Dymphna vendte blikket mod ham og sagde stadig ikke noget, men det behøvede hun heller ikke for stilheden blev afbrudt af nogle råb. Det lød som om tjenestefolkene endelig havde fundet hende. Hun sukkede lidt og rystede på hovedet, inden hun forsøgte at komme op at stå, mens hun lænede sig mod et træ. "Det har vi heller ikke." Sagde hun og vendte fronten mod de folk der kom løbende, som hun regnede med hurtigt ville få hende tilbage til hendes hjem. "Farvel Tristan." Bemærkede hun uden at se på ham og håbede på han ville gå sin vej.
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 16, 2016 18:37:44 GMT
Tristan hørte folk i nærheden, formodentlig folk fra godset der ikke skulle se ham have kontakt med den unge frøken, måske var de endda anført af hendes broder? Han havde en mærkelig følelse i kroppen, som han vendte sig mod hende en sidste gang, og tog synet ind af hendes skikkelse. Hun var smuk, selv som hun sad der i mudderet, og dog kunne han ikke tilgive at hun ikke havde tilladt deres søn at komme til verden. "Farvel Dymphna." Han nikkede en enkelt gang, en smule bestemt, som han vendte ryggen til hende, og forsvandt med et lille 'blop'
Lukket
|
|