|
Post by Edmund Potter on Nov 8, 2016 22:32:18 GMT
"God fornøjelse," hilste den mørkhårede dreng, som Iseabail og Rosalie vendte ham ryggen. Det var en slags sejr. På en måde. Edmunds nakke var i hvert fald stadig løftet, da de to piger gik deres vej, arm i arm. Hans blik fulgte dem lidt, før han fortsatte ned af gangen i den modsatte retning med et fnys. Forlader tråd
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 8, 2016 23:19:41 GMT
Rosalie var stille i et langt øjeblik efter at de var gået forbi Edmund. Mest fordi hun ville sikre sig at han ikke kunne høre det, men også fordi at hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige. Til sidst skævede hun dog til veninden. Et smil sprang frem på læberne hos hende.
"Okay, Hvad jeg siger nu skal du altså tage til dig, som min veninde, og ikke som vejleder" hun så overvejende på Iseabail før hun fortsatte; "Han er sådan et kryb! han passer godt på Slytherin kollegiet" hun rystede på hovedet og fik helt kuldegysning af bare at tænke på det. Hun kunne ikke forstå at Freddie og Edmund var blevet placeret samme sted "Jeg kan virkelig ikke lide ham" hun trak vejret dybt ind. Hun vidste ikke om hun var færdig med at brokke sig, men hun ville lige give Isa en chance for at byde ind også.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 8, 2016 23:34:11 GMT
En lille kuldegysning løb ned langs Iseabails rygrad over at vende ryggen til vejlederen fra Slytherin. Det var først da de var langt væk, at hendes skuldre faldt igen. På det tidspunkt Rosalie brød stilheden med sine indignerede ord, var det da også en impulsiv latter der røg over hendes læber.
"Du skal ikke tage dig af ham. Han prøver altid at krybe under huden på mig..." sukkede hun og undlod at nævne, at det oftest lykkedes. "Det er bare sådan han er." Dybt frusterende, selvom hun ikke formåede at sætte så direkte ord på det som Rosalie. Som det var skævede hun lidt til veninden med et lille, skælmsk smil.
"Har du mere du vil tilføje...?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 8, 2016 23:49:16 GMT
Rosalie kunne med sikkerhed lufte mange tanker om sin mening om Edmund, men hun vidste ikke hvor en god idé det lige var. Hun skævede i stedet mod Iseabail med et let smil. "Under huden på dig? Det siger du ikke. Jeg får kuldegysninger næsten hver gang han går forbi.." sagde hun og rystede lidt på hovedet. Det ville han sikkert ikke have noget imod at få at vide, da Edmund med sikkerhed ville bære det med stolthed.
"Hvis han så bare var grim" hun blinkede lidt forundrene med sine øjne. "Det sagde jeg ikke!" røg det ud af hende som hun holdte sig selv for munden. Frustrationen i hendes blik var tydeligt at se.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 8, 2016 23:57:37 GMT
Iseabail nød at lytte til en anden hælde frustrationerne ud, før det ændrede karakter og den skotske halvblodsheks spærrede øjnene lidt op. "Rosalie Dodderidge," begyndte hun og så forundret på sin veninde. Hun sænkede sin stemme helt, før hun sagde det næste. "Er du tiltrukket af ham...?"
En underlig tanke. Jo, det kunne da godt være, at der var et eller andet ved de mørke krøller og det blik han kunne sende... Men det var absolut ingen undskyldning for at opføre sig på den måde. Gentog hun mentalt for sig selv.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 9, 2016 0:06:51 GMT
Rosalies øjne var selv en anelse store, og det ændrede langt fra på det da veninden spurgte lige præcis det spørgsmål som heksen helst havde undgået. Hun rystede så voldsomt på sit hoved at krøllerne dansede forvildet rundt om hendes blege ansigt. "Nej vel er jeg da ej!" røg det ud af hende. Hun skulede til veninden. "Er du?" kom det så efterfølgende fra hende som hun lagde hovedet lidt på skrå. Så godt kendte hun ham alligevel ikke, og kunne derfor ikke sige særlig meget omkring hans person. Jo hun havde hørt rygter og havde selv dannet sig til et billede af den mørkhåret dreng, men det var ikke uden videre gode ting hun kunne komme i tanke om, og efter episoden ved det store vindue, blev hun bare endnu engang bekræftet i at hun ikke kunne lide ham.
"Jeg kan lide en anden" Rosie var virkelig ikke i sit es idag, og slyngede åbenbart flere sætninger ud som kun var ment inde i hendes hoved. Hun sukkede opgivende.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 9, 2016 20:37:14 GMT
Iseabail trak lidt på smilebåndet over venindens reaktion, før hun selv fnøs lavmælt og så frem for sig. "Nej," svarede hun uden tøven og rankede sig lidt. Det summede alligevel rundt i hendes tanker lidt endnu, indtil en dæmpet indrømmelse fulgte Rosalies første ord.
Rødblonde øjenbryn hævede sig lidt som hun så på veninden. "Virkelig? Hvem?" spurgte hun lavmælt med en underlig fornemmelse i maven. Hun huskede tydeligt, hvordan Ealasaid havde været lige efter sin forlovelse. Og det var en følelse, hun havde svært ved selv at sætte sig ind i med sin egen, manglende erfaring.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 11, 2016 14:13:16 GMT
Det kunne godt være at Rosalie ikke var helt ærlig i sin sag. Hun havde åbenbart noget for mørkhårede Slytherins drenge. Hun trak sine skuldre tættere mod sine øre og kunne mærke hvordan varmen lagde sig i nakken på hende og svang sig omkring hendes blege kinder. Hun vidste ikke hvilket emne hun var mest tilpas til at snakke med veninden om.
Men endte alligevel med et lettet suk da Iseabail viste interesse for de sidste ord som Rosie havde delt. I et let suk kiggede hun sig rundt, i håb for at ingen andre var på gangen som de gik ned af. "Hvis du lover ikke at sige det til nogen." kom det lavmælt fra hende. Hun trak vejret dybt ind og rakte ud efter Isas arm for at stoppe hende, da det helst var noget der ikke skulle komme som en almindelig info. Hun bed sig i underlæben. "Frederick de Carew" hviskede hun
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 13, 2016 17:31:23 GMT
Iseabail betragtede forandringen i Rosalies ansigtsudtryk. Som om hun var ved at sprænges, men samtidig ikke kunne få sig selv til at sige ordene. Det var svært at sætte sig ind i, men hun stoppede troskyldigt, da en hånd lukkede sig om hendes arm. Grønne øjne rettede sig mod blå og hun nikkede opfordrende, før svaret endelig faldt.
Der var uden tvivl mange reaktioner. Iseabail var ikke typen, der brød ud i fnisende latter. I stedet hævede hendes øjenbryn sig blot let, som hun så overrasket på veninden. "Virkelig?" røg det til sidst ud af hende, måske lidt mindre imponeret end det kunne være. "Ah. Jamen. Han er da også..." En værre ballademager. Af mangel på pænere ord, trak hun på skuldrene.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 13, 2016 20:34:06 GMT
Rosalie vidste ikke selv hvad hun havde forventet af Iseabail. Hun kunne knapt nok finde rundt i sine egne tanker omkring den mavefornemmelse der kom spirende og kun blev voldsommere hver eneste dag. Hendes bryn trak sig sammen og hun udåndede et tungt suk. "Men han er sammen med mange piger. Desuden han er en de Carew. Selv hvis hvad end det er det her er, så ville det jo aldrig nogensinde kunne være noget i det" forsikrede hun så sig selv om til sidst.
Selvom det gjorde ondt var det noget hun blev nødt til at vende sig selv til. Nok kendte hun ikke til Fredericks egne følelser og overvejelser, og selvom det var langt fra hendes person blev hun nødt til at være den seriøse af de to. Der kunne ikke komme noget godt ud af det.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 13, 2016 21:10:13 GMT
Iseabails blik flakkede lidt over Rosalies ansigt og det opgivende udtryk hun så der. Der var mange ting, hun vidste noget om og til dels kunne hjælpe med, men her kom hun i dén grad til kort.
"Måske er det bedste at lade det være ved det, så...?" sagde hun endelig og bed sig lidt i underlæben. "Synes du ikke selv, at du fortjener mere end det?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 14, 2016 12:08:43 GMT
"Jeg ved slet ikke hvad dét er" sagde Rosalie og skævede mod veninden. Hun havde sat sig selv i en svær situation og kunne mærke at hun ikke helt var sikker på at hun ville grave dybere i sagen om hendes følelser.
Hun var dog glad for at have fortalt det til nogen, inden hun havde gjort noget eller sagt noget hun ikke kunne tage tilbage. Hun var stadig ung, og man behøvede ikke altid tage den første og det bedste. Det var ingen hemmelighed at en familie som Fredericks forventede utrolig meget af deres kommende svigerdøtre. De havde krav som Rosie ikke kunne opfylde. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" erkendte hun til sidst og slog håbløst ud med sine arme
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 14, 2016 22:11:43 GMT
Det var ikke første gang, at Iseabail følte sig en anelse nyttesløs i en samtale af den type. Det afslørede hendes rådvilde blik da også, men hun alligevel med at række frem og give venindens arm et lille, opmuntrende klem.
"Jeg ved ingenting om, hvordan du har det, men... Gør det, der føles rigtigt?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 15, 2016 22:20:22 GMT
Rosalie vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun var mindst på lige så bar bund som veninden. Hun kløede sig i håret og skævede mod sine fødder i et forsøg på at finde de rigtige ord. "Måske jeg skal snakke med ham om det?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Hun vred let sine skuldre og tog et par skridt længere ned af gangen. "Det føltes mærkeligt, og jeg ved ikke hvordan jeg skulle håndtere det" sagde hun en smule usikkert.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 15, 2016 22:50:57 GMT
Iseabail fulgte med Rosalie, da hun bevægede sig igen. Det hjalp ikke meget på de gode råd, men det var rart at bevæge sig samtidig. "Jeg har ikke selv prøvet det... Sådan som du har det, men min erfaring er, at det generelt ofte hjælper at tale med folk om det man har på sinde."
Hun sendte veninden et lille smil og trak svagt på skuldrene.
|
|