Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Josselyn Wright on Oct 11, 2016 20:17:13 GMT
Josselyn var en rolig person men hans selvdestruktive udtalelser påvirker hende så meget at hendes øjne blev en anelse blanke. Hun forsøgte at bevare kontrollen ved at trække vejret dybt. Det var hårdt at se et menneske sådan, selv hvis dette menneske var Bryan Muldoon. "Det gør du. Det ved jeg. Jeg kan se at du har et godt hjerte." Sagde hun uden helt at vide hvorfor. Hun blinkede dog lidt med sine øjne inden hun smilede let til ham.
Post by Brayan Muldoon on Oct 12, 2016 21:59:00 GMT
Øjenbrynene gled lidt sammen over hendes ord. Hun lød så overbevist, at han ikke kunne nænne at argumentere mod hende. Hun vidste selvfølgelig heller ikke, hvad han lige havde gjort. Hendes blinde tiltro til en komplet fremmed fik et eller andet i hans bryst til at trække sig sammen og han måtte til sidst slå blikket væk.
"Bliver du her, Josselyn?" lød hans stemme lavmælt, efter lidt tid. Han var træt, men han var nødt til at vide det.
Post by Josselyn Wright on Oct 13, 2016 6:21:13 GMT
"Ja, det gør jeg.. " Sagde hun afdæmpet og så derefter på ham med et bestemt blik. "Sov nu.. jeg er her når du vågner.. " Tilføjede hun med et svagt smil og løftede sine øjenbryn en anelse, uden at slippe ham med blikket før hun var sikker på at han havde lagt sig til at sove.
Post by Brayan Muldoon on Oct 13, 2016 20:11:52 GMT
Den lyshårede kvinde var den sidste han så, før han drev hen i søvnen. Sårene helede ikke med det samme og han måtte trække på sine fremmede værters gæstfrihed endnu en nat endnu. Det meste af den næste dag forsvandt også i søvn og det var først den tredje dag, at han havde det godt nok til selv at komme på benene. For øjeblikket var han alene i rummet og han skælvede lidt, da han trådte ud på det kolde, jordstampede gulv i bare tæer.
Hans blik faldt på den tomme skammel ved siden af slagbænken og han stirrede på den lidt. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at hun var gået til sidst, men det fik ham alligevel til at have det mærkværdigt og han ventede ikke længe, før han haltende gav sig til at lede efter sit tøj. Pludselig var virkeligheden tilbage og han måtte hjem. De sidste dage føltes mest af alt som om, at de aldrig havde fundet sted.
Post by Josselyn Wright on Oct 13, 2016 20:42:34 GMT
Josselyn havde siddet nat og dag ved bænken og havde kun taget enkelte pauser, lige nu var hun i færd med at tale lidt med bondekonen mens hun spiste en bid brød. Hun gjorde sig dog hurtigt færdig, den ældre dame var ikke særlig kompliceret og samtaleemnerne var ikke utallige. Hun brugte den sengeliggende som undskyldning og rejste sig op og gik tilbage i stuen, tids nok til at se ham forsøge at gå. Hun standsede op, en smule overrasket og nu også lidt nervøs for, hvad der ville ske når han ikke bare lå fredfyldt på bænken længere.
"Er du sikker på du er rask nok?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn i en bekymret mine. Hun havde stadig det samme tøj på som hun havde haft på da hun havde fundet ham, men havde dog haft mulighed for at vaske sit ansigt og hår lidt. Til sidst gik hun hen til en lille pose, hvor hans nu rene tøj lå i og tog det op, dog uden at give ham det med det samme. I stedet kneb hun øjnene lidt sammen og betragtede ham indgående, ikke helt sikker på om hun turde lade ham gå.
Post by Brayan Muldoon on Oct 13, 2016 20:56:56 GMT
Brayan drejede sig så brat, at et smertejag skød op gennem hans side og han måtte støtte sig mod bænken med et lavmælt gisp. Da de sorte pletter for hans øjne var væk, indså han, at hun stadig var der og han blinkede lidt, som hun fandt det, han havde ledt efter. Udelukkende klædt i underbenklæder var det isnende koldt udenfor tæppet, selv med ildstedet, men han forlangte det ikke med det samme.
"Jeg er nødt til at tage afsted. Jeg kan ikke blive her," sagde han hæst og rankede sig lidt, men måtte endnu støtte sig mod sengen. Hans tonefald var mærkværdigt beklagende og øjenbrynene var let sammentrukne, som han betragtede hende.
"Jeg troede, at du var væk," bemærkede han til sidst.
Post by Josselyn Wright on Oct 14, 2016 7:25:54 GMT
Josselyn ville normalt have svært ved at være tæt på en mand i så sparsom beklædning, men Brayan var så ynkelig, at ideen slet ikke dukkede op i hendes tanker. Hun nærmede sig ham med et uroligt blik og rakte ham tøjet, men blev stående, i tilfælde af han havde brug for hjælp til at tage det på.
"Jeg sagde jo at jeg ville blive." Sagde hun og smilede en anelse, mens et roligt blik hvilede i hendes øjne. "Og du er ikke nødt til noget som helst.. jeg er sikker på at verden kan overleve uden dig.. " Sagde hun og lagde hovedet let på skrå. "Du har heller ikke fået noget at spise." Bemærkede hun og kneb øjnene lidt sammen i en skeptisk mine.
Post by Brayan Muldoon on Oct 14, 2016 19:13:30 GMT
Brayan skælvede lidt af kulde og af samme grund tøvede han ikke med at begynde at trække bukserne på. Det var svært og det gjorde ondt, men det lykkedes ham og hans hænder rystede kun en anelse, da han forsøgte at binde snøren. "Der er ikke andre, der kan tage sig af det," mumlede han, uden at forklare og uden at tage sig af hendes ord.
Det gjorde hans mave dog, som rumlede så højt, at det var temmelig svært at ignorere. "Jeg burde..." fortsatte han, men anstrengelsen umuliggjorde færdiggørelsen af den sætning og han måtte synke ned på kanten af sengen - nærmest udmattet.
Post by Josselyn Wright on Oct 15, 2016 13:23:37 GMT
Josselyn stod klar til at gribe ham, hvis han mistede balancen, men hun var glad for at se at han kunne klare det selv. Hans ord fik dog et skeptisk blik frem i hendes øjne og hun bed sig tænksomt i underlæben, mens hun rynkede sine øjenbryn i en alvorlig mine.
"Jeg henter noget mad." Sagde hun og lagde flygtigt en hånd på hans skulder, inden hun smilede beroligende til ham og smuttede ud i køkkenet. Da hun kom tilbage havde hun en god portion grød i en træskål med og rakte ham den, mens hun satte sig ned ved siden af ham på bænken. "Hvad er det der er så vigtigt?" Spurgte hun.
Post by Brayan Muldoon on Oct 16, 2016 11:54:57 GMT
Det gav et sæt i ham, da en hånd rørte hans skulder og han var så overrasket - vant til at blive behandlet som en adelsmand - at han endte med bare at se lidt efter hende. Han blev siddende og med lidt besvær havde han fået skjorten halvt på, da Josselyn kom tilbage igen. Han trak den helt ned og så med et skeptisk blik på grøden. Han var dog tilpas sulten til ikke at beklage sig og endte med at tage imod det uden et ord, selvom den grå masse ikke ligefrem var tiltalende.
"Der er folk, der er afhængige af mig," svarede han til sidst og tænkte på Dymphna. Han stolede ikke på sin far over en dørtærskel og bare tanken om, hvad der kunne ske mens han var væk, fik hans mave til at vende sig. I et forsøg på at berolige den tog han en skefuld af den varme grød - som var overraskende meget bedre end den så ud.
Post by Josselyn Wright on Oct 16, 2016 12:25:24 GMT
Josselyns blik hvilede på Brayan mens han tog sin skjorte på, stadig en smule bekymret for om det nu var i orden at han tog afsted. Et lille smil dukkede op på hans læber og hun rynkede sine øjenbryn lidt. "Men hvis de folk vidste hvad der var sket.. så ville det vel være i orden at de måtte vente lidt?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn i en spørgende mine, Josselyn s spørgsmål var dog reelt. Hun kunne ikke forestille sig at man kunne have en familie, som ikke bakkede så meget op om hinanden som hendes egen gjorde. "Du er stadig ikke helt rask." Bemærkede hun stilfærdigt og så på ham, med et ømt og lettere bekymret blik.
Post by Brayan Muldoon on Oct 16, 2016 19:19:27 GMT
Denne gang skete der noget med Brayans ansigt. Det var som om, at han tog en maske på - der maskerede alt det, han ellers havde ladet slippe igennem. "Ingen må få det at vide," sagde han tonløst og hans blik op på hende var anderledes, end det havde været før. Det forventede at blive adlydt.
Det eneste formildende var, at hun endnu ikke vidste, hvem han var. Det var da også det, der løsnede lidt op i hans træk til sidst og de blev mildere. "Lov mig, at du ikke siger noget."
Post by Josselyn Wright on Oct 16, 2016 19:46:14 GMT
Den kølige udstråling kom bag på Josselyn og hun blev en smule såret over hans hårde attitude. Det gjorde hende bevidst om hvem han var, men det var vel også naivt at tro at han rent faktisk ville behandle hende anderledes. Til sidst smilede hun dog alligevel og nikkede. "Jeg siger det ikke til nogen." Sagde hun og så ham i øjnene med et forsikrede blik. "Spis nu din grød.. inden du tager afsted." Sagde hun og smilede flygtigt til ham inden hun gav sig til at flette sit hår.
Post by Brayan Muldoon on Oct 16, 2016 20:19:54 GMT
Skuldrene faldt synligt over hendes løfte og selvom han ikke undskyldte for sin tone, så var der måske noget i hans blik, der indikerede det. Et lille fnys undslap ham over hendes halve ordre, men da han slog blikket ned mod skålen, var der noget, der mindede om et smil hans mundvige.
Han gjorde for engangs skyld som budt og spiste. Mens han gjorde, gled hans blik op igen og uden at han helt selv kunne gøre for det, blev det fanget af de slanke fingre, der flettede det lyse hår.
Post by Josselyn Wright on Oct 16, 2016 20:40:44 GMT
Josselyns blik betragtede ham opmærksomt mens hun flettede sit hår i en fletning ned over sin skulder. Hun var fast besluttet på ikke at lade ham gå før han i hvert fald havde spist halvdelen af sin grød og hun blev derfor siddende lidt, mens han spiste. Et øjeblik lagde hun dog mærke til hans blik, men hun lod som om hun ikke så det, men hendes rødmende kinder og lettere skælvende fingre afslørede det dog en smule.