Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Annea d’Montacute on Nov 8, 2016 19:39:17 GMT
Annea fnøs kort og spidsede munden surmulende. Hun vidste at hun var dybt og inderligt elsket af sin biologiske familie. De havde båret hende på hænder og fødder og sørget for at hun intet kom til eller fik at se af verdens mørkere sider, og selv om hun af og til blev vred over hvor meget det havde taget fra hende, kunne hendes fornuftsvæsen i baghovedet ikke lade være med at stille spørgsmål til hvor meget hun egentlig var gået glip af ved ikke at have haft de muligheder som andre havde. Unge piger fra Hogwarts kunne ende på gaden hvis de udlevede deres eskapader og var af samme stand som hende. Andre måtte knokle for ikke at gå sultne i seng til deres hænder blødte. Er den slags frihed det værd? At være som alle andre, spurgte stemmen, men Anneas bitterhed druknede den. Noget der var sket alt for meget på det seneste og som var ganske ualmindeligt for hendes væsen. ”Åh ja. Flere elever i mit sted. Som Jacquet d’Montacutes avlshoppe. Hvilken guddommelig ære” snerrede hun. Hun måtte tage en dyb indånding og tappede sine negle imod tekoppens kant. Hun vidste det vel godt. At Phoebe havde ret og at det hele nok ikke var så håbløst som hun følte det var.
”Jeg ved det. De der små øjeblikke hvor vi på en måde var forbundne og kørte i et helt harmonisk mønster. Det var så… Rart! Næsten, ja, magisk! Og så puf, var de væk. - Så hvad? Jeg ved det. Jeg ved at jeg ikke kan ændre på mennesker… Jeg havde blot håbet på at der ej ville være noget der burde ændres på eller fikses. At det ville være så perfekt og at jeg kunne leve løsningerne uden alle problemer. Jeg ville blive så glad hvis vi kunne gøre noget sammen der var vellykket uden afbrydelser. Fordi han havde lyst. Og ikke fordi nogen holdt øje med os og forventede at vi skulle gøre det. Hvad?! Hvad kan jeg gøre som jeg ikke allerede har afprøvet?”. Som Annea talte lavede hun teatralske fagter med hænderne og måtte til sidst slå ud med armene ved sit udbrud, så teen skvulpede over og lod små våde pletter ramme gulvet.
Post by Phoebe Wildsmith on Nov 12, 2016 12:49:09 GMT
Theen blev sat på underkoppen igen. Et par dråber mælk havde gjort brygget mere tiltalende, men Phoebe forlangte ikke det umulige. Mælk var ikke i sæson, og hvad tesalonen måske havde kunne bestemt bruges bedre end til at formilde et allerede velsmagende bryg. De hvide, velplejede hænder flankerede randen af underkoppen. Hun studerede sin tidligere elev i vidende, aflurende tavshed. Annea tøjlede selv sin urimelige snerren. Phoebe nikkede og undlod at antage et voksent, moraliserende standpunkt. "I er to om at bestemme, om der skal komme børn ud af jeres ægteskab." Selvfølgelig var professoren ikke uvidende om hvad hensigten med adelige ægteskaber, såmænd med alle ægteskaber, var. Men det var naivt at tro, at familien indfandt sig efter troldmandens nåde. Caradoc havde ikke nok i deres datter, men det havde Phoebe. I hvert fald så længe hun arbejdede med sin Gave. "Guddommelig ære er det måske. Men jeg tror ikke på, at du har giftet dig med en antik gud. Ikke før du viser mig de børn der er hoppet ud af knæene og hovedet på ham." spøgte hun igen med pigen. Hun tog sig god tid til at sippe af theen. "Det er op til dig selv hvad du ønsker at få ud af dit ægteskab, Annea. Det bliver tydeligere med tiden," Hun duppede en nektargylden dråbe fra læberne, inden hun smilede.
Den mørkhårede heks lyttede til sit yngre selskab, med sin nærværende, vidende indlevelse. Da Annea spurgte hvad der var op til hende at gøre, tog gestikulationerne overhånd: theen blev ramt og reagerede ved at kamme over. Uden at tænke over det Phoebe staven mod gulvet, og pletterne gik i sig selv. "Min datter gør tit det samme. Det er blevet en vane," kommenterede den voksne, ikke ligefrem moderligt. Smilet Annea fik bagefter, var ganske ægte. "Giv ham den lyst til at være sammen med dig, som du savner at se fra ham." foreslog hun. Hun lænede sig forover. "Annea, du er intelligent selskab og uanstrengt at være sammen med," roste Phoebe kort, men uforbeholdent. "Og du nævner glimt af venskab. Kærlighed er det nok for tidligt at kalde det. Giv ham chancen for at lære at holde mere af dig end han allerede gør, ved at trætte ham lidt mindre. Mind ham om at du er den, som du er med mig lige nu."
Post by Annea d’Montacute on Nov 12, 2016 20:00:35 GMT
”Nej, øhm, jo. Men kun på en måde. Jeg bestemmer over min egen krop, med mindre han forgriber sig på mig, og det ser jeg bare ikke ske. Men Phoebe. Det er en fin tynd linje jeg har at gå på” Hun tog sig til hovedet, og hendes brune øjne skælvede lidt da hun tænkte på at hun og han stadig havde forseglingen af ægteskabet til gode. Der var den officielle markering som havde været deres bryllupsdag. Dagen hvor alle havde set dem afgive løfter. Og så var der den der regel om at de skulle gøre … det. Foran vidner. Og den øvrige tradition om at det skulle være på bryllupsnatten eller kort efter. Og faktummet at han nærmest havde opdelt deres sovekammer i hans og Anneas. Han kunne lige så godt have skåret det midt over. Uanset hvad havde han benægtet hende i sådan en grad at hun nu havde hele sovekammeret for sig selv. Og det kom der ingen arvinger af. Noget hun ikke decideret turde fortælle Phoebe, for det var ganske enkelt for pinligt og foruroligende for hende. ”Det er ikke bare os. Jeg SKAL give ham børn, Phoebe. Hvis vi ikke frembringer nogen vil han skulle finde en anden. Og jeg vil blive anset som ubrugelig” forklarede den blonde heks og sank en klump. Det gjorde hende urolig. Indvendigt næsten bange. Hendes bryn formede nogle lette furer i hendes ellers fejlfrie hud. Hun havde ikke lyst til at sendes væk, og hun var angst for hvad der ville vente på den anden side hvis hun blev det. Men lige så bange var hun næsten blevet for at blive forenet med ham.
Hun tog sig et øjeblik til at fundere over Phoebes hjælpsomme ledetråde. Hendes blik var let fjernt da hun lagde sine arme om sig selv, som i omfavnelse af egen person. ”Phoebe… Du forstår det virkelig ikke. Jeg ér ikke bare en person folk kan lide og som de ønsker uanstrengt at være sammen med”. Annea så igen op i sin ledsagerskes ansigt. Hendes øjne syntes at være let fugtige og sørgmodige. ”Jeg er for mærkelig... Jeg er ikke sjov. Jeg er ikke modig eller spændende. Det har jeg kunnet se i de år jeg har tilbragt på Hogwarts. Jeg har ikke været populær blandt andre. Altid har jeg stukket ud som hende der var anderledes end alle de andre. Jeg fungerer ikke med mange af gangen og bedst gør jeg det alene. Selv om jeg aldrig har haft lyst til at være alene. Folk keder sig i mit selskab. Jeg er en informationssvamp, og det er det jeg er god til. At suge alt til mig. Både af indtryk og informationer… Og stemningen i et rum indtil det er tørt og farveløst. Jeg er hende der kan alle reglerne uden ad og ved hvordan jeg bør holde mig inden for dem. Også derfor plejer jeg ikke at komme i problemer. Fordi jeg aldrig begiver mig ud fra reglerne. Og det har de andre elever altid fundet irriterende, for det meste. Mine undervisere syntes om det som de eneste, for så var jeg aldrig en udfordring”.
Det var ubehageligt for Annea at snakke om, for det var noget der havde såret hende så mange gange, så hun skævede ned og begyndte at trille tommelfingre for at distancere sig lidt fra emnet. ”Jeg er kedelig. Hvor tror du ellers mit øgenavn kom fra? Der var en dreng der en dag sagde at jeg var en gammel støvet kvinde i en ung piges krop. Og så begyndte det næste dag. Der var en der kaldte det ad mig, Dusty. Og så blev det ved. Jeg kan ej tilbyde Jacquet noget. Der er intet jeg kan give der kan berige ham, jeg mener. Se dog på mig? Han ser hele verden og alle de store ting i den, for han kommer ud og har eksisteret i den så længe. Mens jeg bare lige er gradueret fra Hogwarts. Og nu er jeg i et lille aflukket område, der udgør min endnu mindre verden, så jeg kan kun se alle de små detaljer. Jeg er ikke sikker på det vi har nogensinde kan mødes. Det er som om vi måske bare er for forskellige? -Som elskere eller som venner. Og jeg er ikke sikker på at han vil se ting som jeg gør”.
Hun knugede sine hænder så hårdt sammen at neglene begyndte at graves ind i hendes håndflader. Det fyldte meget hos hende. Det havde det altid gjort, men det var som om at det først var blevet til en stor bekymring da hun var blevet gift med Jacquet. Og det var blot én af mange tanker der plagede hende og kom frem når ting blev for meget. ”Desuden… Det er bare min personlighed. Jeg er heller ikke… Der er bare så mange kvinder der er meget smukkere end mig, som jeg ikke kan måle mig med. Jeg er ikke iøjefaldende. Jeg vil aldrig kunne konkurrere med dem hos ham. Når jeg gør noget ud af mig selv er der mange mænd der kigger efter mig, men ikke Jacquet”.
Post by Phoebe Wildsmith on Nov 13, 2016 21:12:25 GMT
Pigen indbød ganske vist til at man indvendte med det samme, men Phoebe holdt sig til at lytte. Hun afbrød ikke, for efter Phoebes mening, røbede meget sig hvis blot man lyttede eller så rigtigt efter. Hun ventede indtil at Annea nåede dødvande. Et punkt hvor hun trådte vand med tydelig nervøsitet: hvor furer blæste op i ansigtet, og hvor klumperne i halsen igen kom tilbage. Bekymringen stressede modparten. Dét var nok til at den ældre heks tog noget menneske seriøst. "Ubrugelig kan du være sikker på, at du aldrig bliver. Måske for ham, men ikke for alle. I værste fald, viser det sig blot at du har et andet formål end at være mor, og hans hustru." beroligede hun. Det var en af de vigtigste budskaber med tarotkort: intet kort bar et entydigt budskab. "Er jeres bryllupsnat allerede så langt væk, at du ved du kan fortvivle på din krops vegne?"
De blå øjne fulgte grundigt med i hvordan Annea knugede sig om sig selv. Tekoppen blev løftet til læberne i ny og næ, da Phoebe atter lyttede. Og denne gang var det svært ikke at afbryde. Modparten skalperede sin person, ned til mindste hudflage af personligheden - flere steder var den hårde selvkritik meget tæt på Phoebe. Ubevidst blev tekoppen hængende over sin tekop. Det var kun fordi hun var fattet af natur, at hun kunne beherske sig og fortsat høre med. Hun lukkede de blå øjne, trak vejret ind en enkelt gang, og satte porcelænet fra sig. "Måske ikke. Jeg kan trods alt kun se dig udefra, Annea." En af de hvide hænder lagde sig over de rastløse tommelfingre. "Du er en ung dame med mange tanker, som er meget letpåvirkelig og meget ambitiøs. Det var måske overvældende for nogen i skoletiden, og de kaldte det måske anstrengende. Men skal de virkelig afgøre, hvordan du tror alle andre tænker om dig? Jeg sad her ikke, hvis du faktisk var belastende og håbløs." lovede den ældre heks hende, med et klem.
"Du er ikke kedelig. Du er meget korrekt, men du er så ung. Meget kan ændre sig for dig endnu." Hun løftede hånden og sippede af theen. "Jeg troede du havde Dusty med hjemmefra. Jeg syntes egentlig at det var ret bedårende, selvom et kælenavn aldrig gør noget kønt for nogen," drillede Phoebe hende. Hun smilede blidt. "Du vil være forskellig fra de fleste, mænd og kvinder. I er forskellige, men måske er det netop det der giver jer muligheden for at udvikle jer sammen." Hun hældte mere the op til sig selv, og så bydende mod Annea.
Post by Annea d’Montacute on Nov 20, 2016 22:36:06 GMT
Brystkassen i den lille heks hævede sig op og ned med tunge suk. Annea kunne mærke sit hjerte slå gradvist hurtigere og sin underlæbe bævre igen. Hun måtte lukke sine øjne, for hendes øjne begyndte at flakke, og hun ville fastholde kontrol. ”Jeg ved det ikke Phoebe… Jeg ved ikke hvad det hele ender med. Børn er noget jeg skal finde ud af med ham… Og jeg ved ikke om vi nogensinde vil nå dertil. Jeg ved intet, Phoebe. Det skræmmer mig at han og jeg først skal lykkes før alt andet kan komme på plads! Jeg nægter at bringe og bære hans blod i en verden hvor deres ophav ikke vil kunne holde af mig… Hvis han ikke nyder at dele sin tid med mig, hvordan skal han så nogensinde kunne elske de børn der også vil komme til af mit blod? Jeg vil ikke give dem et liv der er baseret på en løgn om hvordan alt burde være, men som ikke er det… Hvis jeg i det hele taget kan. Min mor forsøgte sig mange gange med at få mig før jeg kom til og hvis det går igen…”
Annea skænkede sig selv mere te og bundede koppen. Da den blev sat på bordet var hun let forpustet og gnavede lidt i sin fingerspids. Hun betragtede for en stund loftet i tænksomhed. ”Jeg hader blot følelsen af at fejle som han giver mig så tit, når vi går galt. Det er hårdt for mig… Måske kan jeg lade som om at han nu bare… Var en ven. Det kan være at det kan forhindre mig i at tænke for meget over alt det vi burde være. Hvis jeg kan glemme at han skal forestille at være min ægtemand i et øjeblik og glemme alle de ting jeg skal leve op til. Alle de ting han burde leve op til”.
Post by Phoebe Wildsmith on Nov 22, 2016 20:50:45 GMT
Selvom det med sikkerhed var fortvivlende og forvirrende at være Annea, så gjorde hun sit for ikke at havne i et ukontrollerbart følelsesudbrud. Det påskønnede Phoebe, og hun lyttede med udtalt respekt. Den voksne heks havde altid været fattet, visse mente grænsende til det flegmatiske: hendes akilleshæl i skoletiden havde været, at hun ikke gik i spåner for et godt ord, som andre hekse havde gjort det. Det generede hende ikke selv: når synerne kom tæt ind på livet, var det endda en fordel ikke at være sentimental. Havde Annea vandet høns over theen, ville hendes professor have følt sig utilstrækkelig.
De isblå øjne lukkede i, da hun nikkede. Usikkerhed gjorde den anden afsindig, men det ville vished sandsynligvis også gøre, hvis det ikke var ønskeomstændighederne hun hørte. "Enhver ville være skræmt over at ens liv står på kviksand, Annea. Men omvendt kan du også minde dig selv om, at der er mange ting du ikke kan tage stilling til endnu. Fordi det ikke alene er op til dig." Da Annea var færdig med kanden, skænkede den ældste i sin tomme kop. "Hvis det skal være, så sker det. Kosmisk balance, som du nok kan huske jeg lærte dig om i skoletiden." Roligt sippede Phoebe imens theen endnu var varm.
"Det lyder som en storartet idé. Der er meget godt at sige om at blive venner med sin mand. Noget af det jeg bedst kan lide ved Caradoc, er at han stadig er interessant at være gift med." fortalte hun med et mildt smil. Hendes ægteskab blev kaldt alt fra platonisk til en nem løsning: den usaftige sandhed var, at være hustru til en ældre mand var stimulerende. Langt fra på alle områder, men der manglede aldrig interessante anekdoter.
Post by Annea d’Montacute on Nov 28, 2016 1:18:53 GMT
”Phoebee~ Du ved jo godt hvordan jeg har det med kosmiske balancer” fnøs Annea, men glimtet af et smil begyndte at titte frem da hun i nærmest deja-vu stil mindedes en afsluttet time hvor hun havde siddet og snakket med spådomsprofessoren og de næsten havde ført et stykke af den samme dialog. ”Hvis det ikke kan gribes, drejes og beregnes har jeg svært ved at forholde mig til det, og gyldigheden er tvivlsom. Ja, tiden løber som en flod der deles i åer og sidenhen søer, med flere forskellige udfald, men så længe en hændelse ikke har forankret sig selv er den potentiel. Den både eksisterer og ikke eksisterer på en gang. Den er sandhed, men også løgn så længe man ikke har bevidnet situationen og endnu er bevidst om den. Den er aldrig tryg” genforklarede hun nærmest nostalgisk med en let latter.
Hun lænede sig tilbage i stolen og tog en meget dyb indånding som hun så frem for sig på en gang besluttet og skræmt. Med øjnene let spærret op udbrød Annea ”Jeg har brug - For en bog” og trak sig i de lyse krøller.
”Phoebe, jeg ved ikke hvordan etablerer et venskabeligt fundament af proportion rent hypotetisk med en mand af hans alder” Let ruskede hun sig selv i håret, da først hun havde grebet fat. ”Han er ikke min professor, Phoebe. Phoebe! Jeg har brug for koordinater. Det er for meget. Phoebe jeg dør”. Annea tog endnu en hørligt dyb indånding og dunkede da hovedet ned i bordet. ”Phoebe, jeg er død - åh” erklærede heksen med ansigtet plantet imod stofdugen. ”Meeen… jeg lever måske op, hvis jeg får sådan en hindbærkage som vor sidemand spiser?” Annea skævede med et lille grin op mod den ældre heks.
Post by Phoebe Wildsmith on Dec 4, 2016 0:53:55 GMT
Phoebe rystede på hovedet af hvordan Annea teatralsk hensygnede på bordfladen. Hendes overbærenhed lod ingen tvivl om, at dramatiseringen morede hende mere end det passede hende, men det var en særdeles kærligt ment spot. Der gik også forbavsende kort tid, før de blå øjne fik kontakt med en af thehusets ansatte og nikket sigende mod den frugtkage, som Annea spurgte om. Hvor meget den sødtudseende kage havde med hindbær at gøre, havde heksen sine tvivl om. Hun undede dog gerne sin veninde at gøre sig den erfaring, især nu hvor hun genoplivede en af deres faglige disputter: tilliden til at mennesket ikke var søsat på åbent hav uden vind at sejle efter - det som hun kaldte kosmisk balance, orden i tilværelsen.
"Det hørte jeg lidt til ved flere lejligheder," smilede hun antydningsvist igen. Der var en grund til, at Phoebe underviste på Hogwarts. Var der noget der optog hende, så var det diskussioner og meningsudvekslinger. Selvom Annea ikke tilhørte hendes skeptikere, så mente underviseren at hun tålte et modsvar - Phoebe nød i hvert fald at få lidt intellektuelt modspil. "Langt fra tryg, og det fornuftige, reflekterede menneske vil, som du, have al mulig grund til at være kritisk. Det er svært at tro at tilværelsen kan have flere udfald, når ens liv virker forudbestemt. Kausalitet kan ligeså meget være en undskyldning for ikke at leve livet på de betingelser man har fået, som den delvise forklaring på den måde, tingene er styret på. Hvis de da ikke bare sker for at løbe om hjørner med os."
Hun smilede udfordrende. "Ser du en mulighed eller en begrænsning, i at en begivenhed kan have flere udfald?" For en stund havde hun glemt, at hun sad som ægteskabelig rådgiver. Nu sad hun overfor en dimitteret elev, med det privilegium at det ikke længere kun var Annea, der behøvede at lære noget.
Post by Annea d’Montacute on Dec 23, 2016 3:50:20 GMT
”Åh Merlin, det skræmmer mig” sagde Annea lavt for sig selv som hun knækkede et lille stykke af den nærmest kikselignende rødlige kage med sin ske. ”Det skræmmer mig når jeg i bund og grund ikke har den mindste form for kontrol med mit liv, eller kan sætte mit præg på den retning vinden blæser. Jeg ser muligheder i at mulighederne er mulige… Men jeg føler mig begrænset i og med at jeg ikke har et ror til at få kosmiske balancer tættere på mine tanker og den verden jeg ville ønske jeg levede i. Jeg ved ikke om det giver mening?”
Et stykke fugtig kagekrumme blev klemt fast på skeen, mens Annea gled sin hånd hen af bordets flade. Duften af te, synet af de engelske gader var alt sammen meget hjemligt for hende. Hun havde savnet det inderligt og den uskyldige tid før sine 17 år. ”Alt det her. Det er mit hjem i mit hjerte. Min familie er her. Mine minder er her.. Da jeg var yngre plejede jeg af og til at lægge mig i den store græseng ude foran Hogwarts. Og så lod jeg som om jeg var i min egen verden med mine egne regler. Jeg skabte min himmel, jeg formede skyerne og jeg kunne forsvinde i blomsternes kærtegn mod min hud. Men sådan er virkeligheden ikke. I Aquitaine er mit liv et frit fald, for jeg har ingen anelse af hvilke muligheder en begivenhed vil komme til at give mig. For alt er fremmed for mig. Og ukendt. Ud fra det føles det af og til som om jeg ikke er klar til at møde nogen som helst udfordringer virkeligheden må bringe mig. Jeg ved ikke om jeg kan klare dem, men jeg må prøve. Jeg må blive ved med at prøve. Men.. det stopper aldrig med at skræmme mig”.
Post by Phoebe Wildsmith on Jan 10, 2017 20:44:06 GMT
De klare øjne så hvordan kagen blev brækket i stykker med gaflen. En handling, der stemte forunderligt godt overens med, at Annea syntes det var angstprovokerende, at ens liv kunne tænkes at være udenfor rækkevidde - at det eksempelvis var styret med kærlig hånd af skæbnen. Phoebe nikkede til spørgsmålet, anerkendende. "Det giver god mening. Det er indskrænkende at tænke på, at dit liv måske bare skal leves. At du ikke får lov til at bestemme hvordan du skal leve det," reflekterede heksen. "Lige i dit tilfælde er det heller ikke en betryggende udsigt, at dit liv måske er styret af højere kræfter - nu hvor du ser steder den kosmiske balance godt kunne tåle at oppe sig." påpegede hun, med et drilsk smil.
"Det er nemt for mig at prædike for, at livet i store træk er ude af menneskets hænder. Jeg er ikke indskrænket til kun at se min egen næsetip," tilføjede Seeren med et nyt, uhøjtideligt smil. Hun var ikke bleg for at spøge lidt med sine evner. Gaven var bestemt ingen selskabsleg, men hun var heller ikke så nærtagende og selvvigtig, at hun mente hun var et offer med en plagsom byrde. Det var bare hendes opgave at se mere end sit eget liv. Ligesom at Anneas tilsyneladende var at være adelsfrue og finde sin personlige lykke ad den vej. Også selvom at den lykke åbenbart spillede kostbar og ikke ville komme uden en indsats fra hendes, og gemalens, side.
"Det må du," medgav hun, til forsættet om at prøve at håndtere de udfordringer der måtte blive kastet efter hende. "Du må blive ved, og så længe modgangen ikke får dig ned med nakken - så lærer du noget, og udvikler dig."
Post by Annea d’Montacute on Jan 10, 2017 23:30:19 GMT
Da de sidste rester af kagen var forsvundet satte Annea sig tilbage i stolen med hænderne foldede i skødet og smilte ydmygt. ”Tjaa… Sådan må det vel være. Jeg skal returnere til Aquitaine om et par dage. Jeg er meget spændt på det hele. Og det føles både behageligt og anstrengende. Jeg er glad for at jeg stødte ind i dig igen, Phoebe. Det er rart at høre din stemme. Men jeg tror at jeg må til at løbe. Mine brødre ser ud til at lede efter mig. Jeg håber at vi mødes igen. Om den kosmiske balance vil det”.
Hun så ud gennem vinduet hvordan de så sig omkring med en stigende utilpashed og rejste sig. Et lille nik blev sendt Phoebes vej og Annea nejede kort for hende, inden hun løb ud af døren og sine brødre i møde.
