Ved grænsen af hjertet

Griselda vidste ikke rigtig hvordan hun skulle forholde sig til den formelle og svagt akavede velkomst hun modtog fra sin ven. De lyse bryn trak sig derfor en smule sammen og efter at havde taget en dybere indånding åndede hun let ud.

"Er der et sted vi kan tale, alene?" spurgte hun så og skævede imod hans far der var stærkt optaget af sit arbejde. Hun bed sig i kinden og havde stadig ikke regnet ud hvordan hun helt præcis skulle lade ordene forme sig på sine læber.

Det var ikke information hun ønskede at holde gemt, og da slet ikke overfor Devyn, men det kunne ændre så meget, og hun vidste ikke om det var en god idé. Hun havde intet hørt fra ham siden deres ferie sammen og hun var begyndt at tvivle på at han overhovedet følte noget dybere for hende. Derfor gjorde det også ekstra ondt over grunden hvorpå hun var kommet.

Griselda vidste ikke om hun skulle være bekymret eller lettet over at Devyn også havde noget han gerne ville dele med hende. Hun kunne dog ikke lade være med at frygte det værste. Hun havde en ubehagelig følelse i maven over det, og vidste snart ikke hvad hun kunne forvente. Uvidstheden gjorde hende mere nervøs end hun havde brug for.

"Det skal du ikke tænke på, vi har begge haft travlt" Hun havde skrevet en del breve men havde aldrig sendt dem, de lå stadig trygt i hendes skuffe hjemme på Hebriderne. Hun vidste ikke hvad der var bedst, på den ene side var det noget hun hurtigst muligt gerne ville fortælle ham, og turen kunne de altid tage bagefter. Men måske det var bedst at undgå at hans far fandt ud af det. Hun nikkede derfor stille.
"En tur ville være rart" sagde hun stille.

Griselda ønskede ikke at skabe dårlig stemning mellem dem nu, da den nyhed hun bar på ville skabe mere end rigeligt. Hun ønskede inderligt at hun ikke havde ret og at hun bare kunne fortælle noget andet i stedet for, at det hele bare havde været en ond drøm. Hun stivnede kort ved ordene og frygtede hvad veninden havde sagt. Hun turde ikke engang forestille sig hvad der var blevet talt om, og skævede i et kort øjeblik mod jorden som de gik. Hun kunne næsten ikke se på ham.
"Jaså?" kom det så fra hende efter lidt tid. Hun endte med at vende de blå øjne mod ham, som om det bare var hvad en hver anden kunne have sat. "Er hun ikke altid det?" forsøgte hun sig med et lille smil.

Hun rømmede sig lidt og gjorde sig klar på de ord han nu ville dele.
"Devyn, jeg er gravid" røg det så pludseligt ud af hende. "Det er nok derfor" Hun vidste det ikke var sagen. Da veninden ikke havde fået noget at vide om Griseldas tilstand. Hun ville dog ikke til også at skulle håndtere sine følelser overfor Devyn, der sikkert ikke anede de eksisterende.

Griselda havde først ikke opdaget at Devyn var stoppet, men ret hurtigt efter de første par ord som forlod ham, vendte hun sig ansigt mod ham. Hun trak vejret dybt ind.
"Havde ikke hvad?" spurgte hun og kunne mærke hvordan et par lette rynker slog dets folder ned af hendes næse. "Devyn du er den første jeg nogensinde har ligget med, og jeg har siden hen ikke.." hun trak vejret dybt ind og knugede let sammen om sin ene hånd. Hun havde ikke lyst til at forsvare sig selv, hvorvidt barnet var hans.

"Jeg ved det fordi, det er over en måned siden jeg har blødt" Hun vidste ikke om Devyn vidste den slags om kvinder, men hun havde langt fra i sinde at pakke det ind for ham. Et næsten opgivende suk forlod hende, nu da han vidste det anede han ikke hvad de skulle gøre efterfølgende.

"Jeg ved det ikke" erkendte hun stille. Hun så lidt op må ham imens hun let vred sine fingre mod hinanden. "Fuldt ansvar? I hvilken betydning?" Det var let for ham at sige han ville tage ansvar, være der for hende igennem de næste 7 måneder. Men et løfte om ansvar hang ikke længe ved, han kunne nemt overlade alt til hende, lade som om intet var sket lige så snart barnet var født. Hun trak vejret dybt og endte med at se efter et sted at sidde.

Griselda trak vejret dybt ind, hvert eneste sekund han var stille steg frygten om hvad der skulle ske. Hun skammede sig egentlig hvor lidt tiltro hun havde til ham, for da svaret om giftemål lød fra ham kom det som en lettere overraskelse. Hun stole ikke på mange, og selvom Devyn var en af de få, så havde hun alligevel ikke kunne gennemskue hvad han ville ende med at gøre.

Hun bed sig i kinden som hun sank en klump. Ville han virkelig gifte sig med hende? Selvom det svagt varmede omkring hendes kinder, kunne hun ikke lade være med at føle at det ville være et giftemål udelukket bundet grundet at de var forældre til det samme barn.
"Det ville gøre alting nemmere" sagde hun stille. Hun så ned mod jorden. "I hvert fald for barnet, og mig selv" Hun vidste ikke hvad han følte, men nemt måtte det ikke være.

Hun endte med blot at stå at nikke tavst i et stykke tid.
"Så vi skal altså giftes" kom det så fra hende, som om intet ad det kunne være sandt.

Griselda følte sig tom for ord, noget der ikke skete for hende særlig ofte. Hun havde normalt rigeligt at sige, og en mening om hele verden. Men sammen med Devyn var det noget andet, især i en situation som denne. Hun trak vejret dybt ind og gned sine øjne let. Det var ikke helt på denne her måde hun ønskede at starte en familie, men det nyttede ikke at se dårligt på det fra start af.

Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på ham som latteren skød op. Selv trak hun på smilebåndet, men intet grin forlod hende.
"Det er okay, hellere at du griner end græder, eller råber" sagde hun stille. Hun fulgte hans blik, turen var ikke blevet særlig lang, og nu da hun havde gjort det hun kom for, var hun usikker på hvad de skulle gøre nu.
"Hvordan skal vi håndtere det nu?" spurgte hun stille? Gik de bare tilbage til hans far og fortalte at de ville giftes fordi hun var gravid?