Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Lionel Malfoy on Aug 31, 2016 18:49:14 GMT
Lionel stirrede på Marie. Et langt øjeblik hvilede hans blik på hende i en komplet tavshed med øjne, der var mørke og faretruende. Så tog han en dyb indånding og ansigtsudtrykket løsnedes, indtil han sank langsomt ned på knæ foran hende og lagde en hånd på hendes mave med spredte fingre.
"Du er gravid," mumlede han opslugt, før han så op på hende. "Selvfølgelig vil jeg ikke slippe dig, elskede."
Marie så ikke på Lionel, men stirrede ligefrem ind i stoffet på hans tunika og ventede det værste. Da han i stedet sank ned foran hende, var overraskelse ikke nok til at beskrive den følelse, der gik gennem hende og det, der viste sig i de lyse øjne mindede i høj grad om chok.
Hele hendes krop skælvede stadig, men nu - med denne næsten fremmede mand siddende foran sig - fandt hun sin tunge og de harme ord, der pressede sig på. "'ar jeg ikke været en god 'ustru for dig?" lød hendes dirrende stemme og det var kun den blide hånd mod hendes mave, der hindrede hende i at træde væk.
Marie var smuk når hun var vred og Lionel knælede foran hende med ganske reel beundring. Det var dog ikke nok. Han måtte vinde hende til sig igen, binde hende i troskab. Hvis ikke hun ville tage imod hans undskyldninger og bønner var det kun et spørgsmål om tid før han gik mere drastisk til værks. For nu, strøg blide fingre dog blot over hendes mellemgulv og han smilede svagt ved hendes bebrejdende ord.
"Moncute, du er mig en dejlig hustru," forsikrede han. "Men tanken om en anden mand der har dig? Det ville drive enhver til vanviddets rand."
Maries bryst hævede og sænkede sig i takt med det overfladiske åndedræt og hun måtte lukke sine hænder sammen for at hindre dem i at ryste. Der var flere rasende ord. Sårede. Måske endda bange, men det var svært at holde fast i dem når han så op på hende med et blik, hun ikke mente at have set i de lyse øjne før - og hun var kun menneskelig.
Langsomt brændte gnisten i hendes blik ud og hendes skuldre faldt den mindste smule fra deres forsvarsberedte position. I en tid havde hun været rædselsslagen for ham. Nu sad han foran hende med al den ømhed, som hun ubevidst havde længtes efter og hun kunne ikke opgive det.
"Du er min 'usbond," lød hendes stemme endelig. Svag, men ikke rystende. En hånd løftede sig og ganske som var hun bange for at brænde sig, strejfede hendes fingre kun let et fremtrædende kindben. "Der er ikke andre." At der havde været, ville ikke ti vilde heste kunne få hende til at indrømme.
Det var ligemeget hvad der skulle til for at få Marie tilbage hvor han ville have hende, men det var en form for lettelse, at han ikke behøvede, at gribe til vold for at opnå det. Han smilede, da Marie strøg ham over kinden, selvom handlingen egentlig ikke tilfredsstillede ham det store. Hendes hengivenhed gjorde, derimod. Han belønnede den ved at gribe hendes hånd i sin frie og plante et blidt kys på håndryggen, før han kom op at stå igen, fremfor at knæle foran hende.
"Godt," brummede han dæmpet, som en arm sneg sig omkring hende. "Jeg er glad for, at du er gravid. Hvis du vil sove alene nu, kan det lade sig gøre." Han tog en dyb indånding og mundvigene sitrede svagt. "Men det er kun et valg."
Alt var ikke fryd og gammen. Hendes hjerterytme steg en anelse igen, da han rejste sig og impulsen til at trække sig væk var ikke helt kvalt. Samtidig, mod al bedre dømmekraft, var der en del af hende der krævede hans opmærksomhed og ikke villigt gav slip på den, nu hvor hun havde den. Et valg. Et valg, der gjorde hende tør i halsen og splittede hende på midten.
Hun var stadig ikke sikker på, at hun havde lyst til at være i nærheden af ham. På den anden side kunne hun kun lidt for levende forestille sig, hvor ensomt livet på godset ville blive, hvis først hun gav afkald på nætterne. En indånding hævede hendes bryst og lyse øjne mødte kun langsomt hans, før et lille, øvet smil buede hendes læber og hun med magt holdt tvivlen ude af sin stemme.
Post by Lionel Malfoy on Sept 1, 2016 15:55:56 GMT
Smilet på Lionels læber voksede til et fuldbyrdet et og han lænede sig langsomt frem for at kysse Marie på panden. "Så bliver jeg hos dig," svarede han dæmpet, før han løftede sin frie hånd og strøg hende blidt over håret, som han for et øjeblik siden havde rykket hårdt i.
Han trak vejret dybt. "Jeg har lyst til dig, hustru," tilføjede han blødt et øjeblik senere.
Øjenlågene gled i, da varme læber kærtegnede hendes pande og de blide kærtegn langsomt gjorde op for det, han havde forsaget kort forinden. Selvom det ikke var glemt, fik det hendes hastigt hamrende hjerte til at slå mere normalt; sænkede hendes puls og dæmpede den angst, der i nogle frygtelige øjeblikke havde været helt levende.
Det hjalp, ja. Det reparerede dog ikke alt og hun sank en enkelt gang, mens han ikke kunne se det, før hun lænede hovedet lidt tilbage og så op på ham. Det samme smil fra før forblev og han kunne ikke vide, hvordan hun holdt vejret, da hun strakte sig let og strejfede hans læber med sine egne.
"Senere," åndede hun ud og løftede blikket til hans. Tænderne kom til syne i et lille smil, der dækkede for det faktum, at hele hendes hoved snurrede, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle tænke. En hånd løftede sig og lagde sig ganske let mod hans bryst og hun var ikke selv klar over, om det var et kærtegn eller et forsøg på at holde ham en anelse på afstand. "Efter festen."
Post by Lionel Malfoy on Sept 2, 2016 10:13:36 GMT
Lionel havde aldrig været tilbøjelig til at lytte til hvad andre sagde. Han vægtede sin fars og mors ord, til tider udvalgte venner, men generelt sjældent kvinders. Da Marie afviste hans tilnærmelser var han i konflikt med sig selv og tøvede reelt et øjeblik, før han tog hendes hånd imod sit bryst og bøjede sig for at kysse hende insisterende. Om det var passion eller magtdemonstration var han nok ikke engang selv sikker på, men det var til gengæld det. Efterfølgende trak han sig væk og slap hende helt, så hun kunne nette sig.
"Jeg vil have dig tæt på mig resten af aftenen," bemærkede han. "Det sender et bedre signal og giver dine søstre færre grunde til at sprede ondsindet sladder."
Og så var han sikker på, at hun ikke flirtede med andre.
Hjertet stoppede midlertidigt med at slå, da han kyssede hende mere bestemt, men hun trak sig ikke væk. Til gengæld åndede hun ud, da først han trådte væk. Fingrene gled indstinktivt op og rettede på de lyse hårstrå; det eneste fysiske tegn på hans hårdhændede opførsel og på den tid det tog hende, genvandt hun også sin værdighed og rankede sig helt.
"Naturligvis, mon cher. Der er intet, jeg 'ellere vil," svarede hun med det sædvanlige, charmerende smil og tilbød ham sin arm. Han havde rystet hende, men hun var intet, hvis ikke en adelskvinde og da hun lod ham føre sig ud fra kammeret, var det ikke til at se, at noget udsædvanligt var foregået mellem dem.
Post by Lionel Malfoy on Sept 3, 2016 10:06:48 GMT
De udgjorde et smukt par, de to. Begge var de adelsfolk til fingerspidserne og ingen ville ane, at de netop havde haft et voldsomt sammenstød. Under resten af aftenen var Lionel så blid som nogen og ganske opmærksom på sin hustru, som han holdt tæt på sig. Imens festlighederne tyndede ud og aftenen gik på hæld, begyndte en svag utålmodighed at melde sig. Til sidst sneg en arm sig omkring Maries talje og han selv krøb tæt på hendes ryg, før han lænede sig ned til hendes øre.
"Er du træt, min egen?" Han klemte lidt om hendes side. "Vi skal jo til at passe på jer nu, hvor der er to, hm?"
Hele episoden gled mere og mere på afstand, jo længere tid der gik. Lionels opmærksomme opførsel havde sin effekt og på det tidspunkt, hvor hans arm snoede sig om hendes liv, var impulsen til at trække sig væk ikke længere dominerende.
Tværtimod rørte et ganske diskret smil hendes læber og hun lod hånden hvile ganske let over hans arm. "Du er meget betænksom, mon cher," svarede hun dæmpet og rankede sig let ind mod ham. Øjenlågene gled halvt i. Hun var træt.
Post by Lionel Malfoy on Sept 3, 2016 14:15:31 GMT
Lionel var ikke betænksom, men det var udmærket hvis Marie var af den opfattelse for nu. Han strejfede hendes kind blidt med sine læber, før han trak sig væk og bød hende sin arm som svar på spørgsmålet.
"Forhåbentlig ikke for træt," bemærkede han, imens de var på vej ud af salen og imod deres værelser. Utvivlsomt havde deres tjenestefolk allerede set at de bevægede sig og taget de nødvendige forholdsregler.
Marie var ikke andet end menneskelig og Lionel forstod at tiltale hendes forfængelighed. Hun nød opmærksomheden og det var et godt plaster på såret fra deres sammenstød tidligere.
En dæmpet lyd undslap hende som det eneste, indledende svar og det var kun en enkelt gnist af betænkelighed der meldte sig. Hun var dog inderst inde klar over, at grænsen var nået og af samme grund smilede hun blot let.
"Non. Selvfølglig ikke," klingede hendes stemme. En hustrus pligt. Hun plejede jo heller ikke at hade det.
Post by Lionel Malfoy on Sept 3, 2016 20:47:43 GMT
Marie skulle nok lære at acceptere sin situation bedre. For nu strøg han hende en anelse med hårene. Han havde dog også tænkt sig at kræve sin ret indtil hun ikke kunne mere. Det var en udmærket del af hendes træning i at sætte hans behov over hendes egne.
Da de nåede deres gemakker for aftenen var han den perfekte, galante mand. Han åbnede døren for hende og fulgte hende pænt indenfor i denne ombæring. Der var ingen tvang eller vold nødvendigt. Til gengæld var han lige efter hende så snart døren gik i og hans ene arm omkring hende, som hans læber fandt hendes hals med kærtegn.