Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Benevolences arbejde havde føltes tungere end det normalt havde gjort i de sidste mange par år. Hun var ikke en kvinde der ofte blev syg, men hun var ikke immun, hvor meget hun end troede at intet kunne slå hende ud. Maven var ved at være så stor at den næste var i vejen og forhindrede hende i at gøre noget at det mere krævende arbejde. I hvert fald var hun tvunget til brugen af magi skulle noget trille under et møbel, eller tabte hun noget og ikke havde mulighed for bukke sig ned. Heldigvis var Beathach ved hendes side hvert eneste sekund, som igennem de mange år havde lært at hjælpe hende.
Hun rettede sig op og gned let sine hænder mod ryggen som hun strakte sig. Det var helt utroligt som smerterne havde sat sig i hver eneste muskel. Hun tørrede sveden af panden og fjernede noget at de lyse hår der klistrede sig mod hendes fugtige hud. I et let suk satte hun leen fra sig som hun satte op af gårdens hvide væg og gik ud af køkken haven. Hun blev nød til at tage en pause eller helt at stoppe arbejdet udenfor for i dag. Hun gik rundt om grisestien og ind af køkkendøren. Heldigvis forblev varmen ude, selvom hun mente at hun stadig var lige så svedig og varm indenfor som ude. Da hun først havde sat sig ved bordet gik det op for hende at de intet koldt vand havde i huset og hun måtte gå med tunge skridt mod brønden.
Med besvær fik hun spanden op, men da hun med det samme ville trække den over sten overfladen tabte hun den mod jorden og måtte gribe fat omkring torvet for ikke at falde. Det sortnede for hendes øjne og følte at hendes luft veje var blevet blokeret.
Det var komplet tilfældigt, at Blair ikke var i smedjen og så langt væk, at han ikke ville ane noget om, hvad der foregik i gårdspladsen. Som det var, var de dog løbet tør for drikkevand i varmen og det var mens han endnu var et stykke væk, at han skimtede sin hustru hen over det lille indelukke, hvor de havde et par geder. Et halvt smil nåede at vokse frem på hans læber, men stivnede, da han så hende vakle.
Bevægelsen var så ulig den hårdføre, efterhånden temmelig gravide kvinde, at en kold følelse løb gennem ham med det samme og der var ingen tøven, da han satte farten en god del op. "Bea," kaldte han, dumpede spanden fra sig, da han nåede frem og rakte ud efter hende.
Post by Benevolence Wright on Aug 26, 2016 21:39:19 GMT
Benevolences øjne var lukket tæt sammen som hun forsøgte at føle den ellers faste jord. I samme øjeblik som hun mistede følelsen i sine fingre der var lukket omkring tovet, mærkede hun dog støtten fra en stærk arm i den ene side. Det gav hende mulighed for at samle sig og trække sig nogenlunde op at stå. Hendes hjerte slog afsted og en dunkende hovedpine havde sat sig hen over panden på hende. Munden føltes tør og hendes fingerspidser summede. "Blair?" hviskede hun en anelse forvirret.
Hun hostede en smule og trykkede let et par fingre mod siden af sin mave. "Jeg har det fint" sagde hun i forsøg på at bilde sig selv det ind. Den sved der sad rundt om hendes ansigt var ikke længere var solens varme eller fra hårdt arbejde. "Jeg har det.. -" hun var ved at gentage sig selv da hun igen mærkede hvordan jorden forsvandt under hende. "ikke så godt" måtte hun så konstatere.
Det var ikke ofte, at han var bekymret for sin hustru. At han behøvede at være det. Nu meldte bekymringen sig dog brat, da hun knapt virkede til at genkende ham. Armen gled helt om hende og holdt hende fast, mens han løftede den frie hånd og hævede hendes ansigt en anelse, så han kunne se. Hun var frygteligt bleg og da hun endnu engang virkede til at blive slap i hans greb, handlede han instinktivt.
"Du skal ud af solen," blev den eneste forklaring, før han slet og ret bukkede sig og løftede hende op i sine arme. Med den gravide mave, vejede hun ikke ingenting, men han gjorde det trods det og stoppede først, da han kunne sætte hende forsigtigt på bænken i køkkenet. Det betød dog ikke, at han slap hende helt - en hånd forblev mod hendes arm, for at sikre sig at hun ikke drattede ned.
Post by Benevolence Wright on Aug 28, 2016 9:54:24 GMT
Benevolence kunne ikke mindes at hun nogensinde havde haft det så skidt, og især ikke i de måneder hvor hun var gravid. Der var selvfølgelig altid en hvis risiko, og man kunne ikke undgå at sætte sit eget liv i fare. Og havde hun så endelig haft det en smule skidt havde det aldrig været hende nødvendigt at sige det højt, at dele det med resten af sin familie. Der skulle meget til at slå hende ud, og hun havde nok også ignoreret smerterne alt for længe nu til at hun bare ikke smide det væk, som var det ingen ting.
Hun ønskede at klare tingene selv, og det med at søge hjælp var ikke hendes stærkeste side. Hendes blik flakkede og hun måtte lukke dem i, mest af alt grundet den svimmelhed der havde sat sig i kroppen på hende, men også fordi solen stod på sit højeste. Hun havde svært ved helt at finde ud af hvad der skete omkring hende, og registrerede ikke at Blair løftede hende op og bar hende ind i køkkenet. Det noget køligere rum hjalp dog kun en lille smule, men hun havde nu mulighed for at åbne sine øjne. "Jeg har slet ikke tid til at sidde her" protesterede hun ført og gned sin pande. Hun var dog sikker på det måtte være varmen og mangel på væske der havde forudsagede svimmelheden. "Jeg skal bare have noget vand" blev hun så enig med sig selv om. Hun havde alt for meget der skulle gøres.
Blair overhørte protesterne fuldt bevidst og gav hende absolut ikke muligheden for at komme på benene igen. “Du er bleg som et lagen. Du skal ikke arbejde,” svarede han bestemt og for en sjælden gangs skyld, efterlod hans tonefald ikke ligefrem nogle valg.
“Bliv siddende her. Jeg finder noget vand og så lægger jeg dig ind på sengen,” fortsatte han. Praktisk, fordi han ellers ville give plads til bekymring og den var der ikke plads til, før han var sikker på, at hun ikke drattede ned fra bænken.
Post by Benevolence Wright on Aug 28, 2016 21:18:08 GMT
Benevolence var ikke vant til at blive sat på plads, det var som regel en rolle hun selv påtog sig. Hun skulede derfor lidt til ham, men havde ingen kræfter til hverken at sige eller kæmpe imod. Hun forblev alligevel utrolig frustreret, da tanken om at der ingen var til at klare arbejdet på gården ikke var noget der huede hende og hun begynder derfor panisk at kradse sine negle mod bordet træoverflade. "Men du har nok med det arbejde smeden giver sig, Josselyn har allerede et arbejde og James har absolut ingen mulighed for at forlade skole" hun kæmpede for at få ordene ud da hendes luftveje stadig svagt var blokeret.
Blair forlod ikke køkkenet, hvilket ikke gav hende en levende chance om at komme på benene. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham frivilligt bære hende ind i sengen. "Jeg skal ikke ind i seng!" de lyse bryn trak sig sammen og hun lagde hovedet tilbage mod væggen og lagde en hånd på hver side af sin mave i et forsøg på at vende det ene af sine to børn. "Min krop skal blot vende sig til at bære ikke blot et, men to børn" sagde hun og vendte sit blik mod ham.
"Vi kan klare os, indtil du får det bedre," kommanderede hans stemme, meget lidt vigende for hendes protester. Han fyldte blot et krus med vand og havde netop båret det tilbage til hende, da de næste ord rungede ud i rummet og fik ham til at standse præcis, hvor han var.
Blair var ikke uintelligent, men han var chokeret og det var primært grunden til, at et uforstående "To?" røg ud over hans læber.
Post by Benevolence Wright on Aug 30, 2016 11:49:24 GMT
Selvom Benevolence håbede at hun den næste morgen ville have det bedre, måtte hun alligevel erkende den smerte der sad i hende sandsynligvis ikke ville gå væk over natten, eller efter et par dage. Hun ville dog ikke dele den uro med sin mand. Hun rakte ud efter kruset med vand fra hans hånd, og tog det i sine egne med et roligt blik hvilene på ham, som han stoppede op.
"Ja to. Se på mig, jeg er enorm. Et enkelt barn kan ikke fylde så meget" sagde hun og strøg et par fingre over sin mave. Efter hun havde tømt kruset for vand rakte hun igen ud efter ham, denne gang efter hans hånd.
Blair var en anelse overvældet. Det var der ingen tvivl om på hans ansigt og i nogle lange øjeblikke endnu stod han blot der og så på Bea. Det var først, da hun rakte ud efter kruset, at han endelig rørte på sig og få øjeblikke efter dumpede han ned på en af skamlerne for enden af bordet.
Han vidste ikke, hvad han skulle sige. To børn. Det var svært at forholde sig til. Især mens der var noget andet, der var mere håndgribeligt. "Du er stadig bleg. Du bliver nødt til at tage den med ro."
Post by Benevolence Wright on Aug 30, 2016 14:06:09 GMT
Nu da det var sagt var det et emne mindre at bekymre sig om. Selvom det stadig stressede hende alt for meget. Men hvem kunne bebrejde hende? Uden stadig at ville kendes ved det, var hun svag og på vippen til at være sengeliggende, med ganske få måneder til termin og ingen til rigtig at tage vare på gården. Hun havde simpelthen ikke tid eller viljen til at slappe af.
"Det har jeg slet ikke tid til" sagde Bea lettere utilfredst. Uden så meget som at tænke sig kæmpede hun begge ben ud over enden af bænken hun sad på og forsøgte at rejse sig. Et halvkvalt skrig forlod hendes læber og hendes vejrtrækning var så voldsomt at hun hostede. Smerten der nu kom over hende var som en kniv der havde sat sig fast, og da hun løftede hånden om for at støtte sig til bordet, lagde hun mærke til at der var tydelig spor efter blod.
Blair var der på et splitsekund. Greb fat om hende, som hele hendes krop blev gennemrystet af en hoste, der lød våd og rallende i hans ører. Pludselig var hun ikke den eneste der var bleg og han ville have råbt efter nogen, hvis ikke den nærmeste havde været Bowman, der var helt ude i smedjen.
I stedet handlede han og spurgte ikke om lov. Han løftede hende for anden gang med alle intentioner om at få hende til at ligge ned, om det så betød at han skulle holde hende. "Du har brug for hjælp," raspede han på vejen, hans egen stemme tyk af bekymring og noget der grænsede til frygt. "Jeg sender bud efter en helbreder."
Post by Benevolence Wright on Aug 30, 2016 14:55:34 GMT
Benevolence der ikke ofte blev bange, var dog i dette sekund lammet af frygt, ude i stand til at flytte sig lod hun Blair løfte sig op, og heller ikke, havde det været hende muligt, protesterede. Der var ting selv ikke hun kunne flygte fra. Først da hun var blevet lagt på sengen trak hun benene lidt op, og støttede med begge hænder mod det nederste af sin mave.
"Mine forældre.." lagde hun ud med. Hun trak vejret dybt ind og kneb kort sine øjne sammen da endnu et skarp smerte løb gennem hende, dog var det ikke så slemt som før. Hun prøvede ihærdigt at få hendes krop til at slappe af, sig selv med. "..De kan hjælpe" endte hun med at sige og vendte blikket mod sin mand. Men en helbreder var hvad det var, så længe ingen magi var involveret. Hun vidste ikke hvor meget hun kunne stole på det når det handlede om liv.
Blair havde allerede halvt vendt sig, da Beas stemme lød igen og fik ham til at dreje sig skarpt mod hende. Blikket han så på hende med, var fuld af vantro. "Er du blevet vanvittig?" sagde han, en anelse desperat og selv påvirket af situationen.
"De er mugglere," understregede han, selvom det ikke ligefrem var nyheder for nogen af dem. "Selv hvis der var nogen måde, hvor deres evner var bedre end en magikers, så kan du ikke vente på, at de når frem."
Post by Benevolence Wright on Aug 30, 2016 15:22:41 GMT
Benevolences bryn trak sig sammen ved hans ord. Vanvittig var hun endnu ikke blevet. Hun overvejede at bede ham om at vælge et andet ord til at beskrive hende med. Men i stedet for rystede hun blot på hovedet. "Nej." sagde hun fast og bestemt. Blikket som hun havde rettet mod sin mand var normalt ikke et der tålte modsigelse. Hun valgte med vilje ikke at kommentere på hans måde at minde hende op det ophav hun kom fra.
"Jeg vil kun lade en anden helbreder se på mig, hvis du lader mig sende bud efter dem." sagde hun roligt og trak vejret dybt ind. Selvfølgelig kunne de ikke vente på dem, men hvis der skulle ske hende noget, ønskede hun alligevel at hendes forældre var hos hende. De havde en del kundskab til medicin og metoder hvorpå at smerterne kunne dæmpes.