|
Post by Sirrah Zabini on Aug 24, 2016 18:38:40 GMT
Sirrah havde indledende siddet med sin resterende familie i stuen, men velvidende at Harald var bag den lukkede dør ind til faderens arbejdsværelse nogle rum væk, var det mere eller mindre umuligt at sidde stille. Efter hvad der føltes som uendeligt lang tid, havde hun da også undskyldt sig og cirklede nu i stedet lydløst rundt foran den lukkede dør. Der var ingen lyd af stemmer, men hun regnede med at de var magisk skjult og ikke, at hendes far var i færd med at begrave Harald i haven. Med den forstyrrende tanke summende rundt, gnavede hun lidt på en tommelfingernegl, mens hun travede et spor i gulvet. Først da lyden af det tunge håndtag, der blev løftet, fyldte stilheden, standsede hun brat op.
|
|
|
Post by Harald Eklund on Aug 27, 2016 10:39:52 GMT
Harald havde været nervøs for dette møde, men han havde klaret det nogenlunde fordi han alligevel havde en del erfaring med at håndtere sine nerver. Det var en meget rolig mand der trådte ud af arbejdsværelset, men han sagde ikke noget før han havde lukket døren efter sig. "Det gik fint." Sagde han og mødte Sirrahs blik med et mindre smil på sine læber. Han var ikke rigtig sikker på hvad han følte lige nu, det hele var ret overvældende og han følte sig stadig ret anspændt.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Aug 28, 2016 9:39:20 GMT
Sirrah var ikke vant til at være nervøs, men hun var det absolut nu og som hun gik alene rundt, kunne hun absolut ikke skjule det. Af samme grund var det noget af en kontrast, da døren endelig åbnede sig og Harald trådte ud; komplet rolig og med tre ord, der slet og ret fik hende til at stirre en anelse på ham.
"Fint?" gentog hun, som om hun ikke forstod, hvad ordet betød. Det gjorde hun måske heller ikke. Af alt hun havde regnet med, så var fint det absolut sidste. Det var med et næsten himmelfaldent udtryk, at hun betragtede ham - uden at træde nærmere. "Hvad betyder det?"
|
|
|
Post by Harald Eklund on Sept 1, 2016 14:01:23 GMT
Harald skulle lige samle sine tanker, han havde stadig ikke fået styr på alt som Zabini overhovedet havde sagt. En lille rynke dukkede op mellem hans øjenbryn og han så et øjeblik opad mens han tænkte. "Jeg får lov til at komme i huset og så vil han give sit svar når han kender mig bedre." Bemærkede han men blottede så sine tænder i et mindre skævt smil. "Han lød dog positivt stemt, selvom jeg blev krydsforhørt. Han havde helt sikkert fundet alle de dårlige rygter om mig frem."
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 1, 2016 15:17:08 GMT
Sirrah stirrede på Harald og en lidt uventet impuls til at ruske ham steg, da han intet sagde. Hjertet hamrede ubønhørligt i brystet på hende og det stoppede først brat i det øjeblik, hvor hun endelig fik vished.
En tung udånding slap hende og skuldrene faldt et tydeligt stykke. En øjeblikkelig impuls til at træde frem og trække ham ind til sig, meldte sig, men trods det stod hun som naglet til stedet og fik kun nikket langsomt.
“Godt. Det er godt."
|
|
|
Post by Harald Eklund on Sept 2, 2016 9:20:48 GMT
Harald havde også lyst til at komme tættere på hende, men han var stadig opmærksom på at hendes fader sad inde i rummet ved siden af og kunne komme ud derfra hvilket som helst øjeblik. Han havde ikke lyst til at han eller nogen andre i familien skulle fange dem i at gøre det der hørte under kategorien upassende. "Ja." Bemærkede han og smilede varmt til hende, mens hans blik flakkede hen over hendes ansigt. Det var en mærkelig følelse, at alt det han havde været bange for nu var pist væk. Han måtte rent faktisk se hende nu, uden at liste rundt og skjule det.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 2, 2016 10:07:18 GMT
Sirrahs hjerte hamrede, men hun gjorde intet for at krydse afstanden. Det havde været noget andet på hans kontor. Nu var de i hendes forældres hus og alt hvad de havde foretaget sig sammen før det, var så fjernt som noget. Det hindrede dog ikke de samme følelser i at vælde op og hun et begyndende, varmt smil voksede frem på hendes læber, der kun var reserveret til ham.
Et lille nik blev hendes eneste svar, før hun indså, at hun ikke ville kunne sige noget, mens der stadig var den helt reelle risiko for, at hendes far ville træde ud af døren. Det kunne da også kun være et spørgsmål om tid inden han kaldte på hende, men indtil da... Hun slog et lille slag med hovedet mod gangen, der ledte væk og så spørgende på ham i et ønske om, at han ville følge med.
|
|
|
Post by Harald Eklund on Sept 3, 2016 12:16:12 GMT
Harald følte sig ikke hjemme i huset og blev derfor bare stående, mens han ventede på at hun besluttede sig for hvad der nu skulle ske. Han smilede let til hende og nikkede langsomt over hendes spørgende blik. Han tænkte dog at de ikke skulle gå særlig langt væk, da hendes fader nok gerne ville tale med hende også. Alligevel begyndte han at gå, en smule usikker på hvor hun ville hen.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 3, 2016 13:34:13 GMT
Det var ikke langt Sirrah førte ham væk. Kun et lille stykke, hvor de ikke var direkte synlige fra kontoret, men hvor de stadig kunne høre døren blive åbnet.
Hendes fingre krummede sig lidt sammen; fristet til at løfte den ene hånd og stryge den over hans kind, men hun undlod. I stedet blev de mørke øjne rettet mod ham og udtrykket i dem var næsten ømt.
"Er du glad?"
|
|
|
Post by Harald Eklund on Sept 3, 2016 14:02:50 GMT
Harald rynkede sine øjenbryn og rystede smilende på hovedet. "Ja.. " Sagde han og løftede sine øjenbryn en smule forbløffet. "Jeg er bare.. overrasket.. Det kom bag på mig.. Jeg troede han ville sige nej." Bemærkede han og bed sig overvejende i underlæben. "Det kommer til at tage noget tid for mig at vende mig til tanken." Tilføjede han og så hende i øjnene med antydningen af et smil.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 3, 2016 18:09:51 GMT
Sirrah så næsten nervøst op på Harald, velvidende at hun muligvis bad ham om mere end han var helt villig til at give. At han gjorde det, betød mere end hun kunne sætte ord på.
Et lille smil trak op på hendes læber. "Også mig," indrømmede hun og sank en enkelt gang. "Men jeg er også glad..."
|
|
|
Post by Harald Eklund on Sept 6, 2016 10:59:16 GMT
Harald smilede varmt til hende, inden han rynkede sine øjenbryn og betragtede hende opmærksomt. "Men jeg får travlt på Hogwarts dette år. Vi skal holde femkampsturnering som du nok ved.. Jeg skal lige finde ud af hvor meget af min tid det egentlig kommer til at tage." Sagde han og så hende i øjnene. "Men jeg skal nok sørge for at sætte tid af til at komme på besøg."
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 6, 2016 17:26:09 GMT
Hænderne endte med at samle sig på ryggen, som det eneste værn mod impulsen til at række ud efter ham. Der kunne absolut ikke blive tale om, at hun ville bukke under for så basal en impuls. Uanset hvor fristende, det så end var... Heldigvis fungerede hans ord som en glimrende afledning og hendes greb om sit eget håndled blev mindre stramt, som hendes fokus skiftede.
"Naturligvis. Du ved, at jeg ikke vil komme i vejen for dit arbejde," sagde hun alvorligt, selvom hendes hjerte hamrede lidt. Hun havde lovet sig selv, at hun var færdig med at besøge hans kontor. "Men jeg vil se frem til dine besøg. Meget."
|
|
|
Post by Harald Eklund on Sept 6, 2016 18:15:40 GMT
Harald smilede venligt til hende og løftede sine øjenbryn. "Og jeg vil ikke komme i vejen for dit." Sagde han mens hans blik hvilede i hendes øjne. "Vi bør også tale om fremtiden på et tidspunkt, men jeg tænker at du skal finde ud af hvad du ønsker. Hvor vi skal bo henne og hvordan brylluppet skal være. Jeg vil gerne være med i beslutningen, men da min familie bor i Norge.. tja.. Det jeg prøver at sige er, at jeg gerne vil vide hvad du har lyst til." Sagde han og rystede lidt på hovedet over sin underlige måde at formulere sig på.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 6, 2016 23:21:22 GMT
Det var svært ikke at blive en anelse overvældet over hans ord. På en måde var det mærkværdigt bare at høre ham sige det, selvom det var hende der havde ønsket, at de gjorde tingene korrekt. Den til tider bryske, mørkhårede heks rankede sig let og en svag trækning rørte hendes ene mundvig.
"Jeg har aldrig været en af de hekse, der har forestillet sig sit bryllup siden barnsben," erkendte hun med så meget værdighed, som hun kunne mønstre. Hvis sandt skulle siges, havde hun også halvt afskrevet at hun nogensinde ville blive gift. "Jeg har lyst til at være med dig. Det er det eneste, jeg er sikker på. Resten...? Det må vi tale om."
|
|