Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Brayan Muldoon on Aug 28, 2016 20:42:39 GMT
Før første gang var Brayan ikke den mindste smule i tvivl om, at ordene der forlod de rosa læber ikke stemte overens med det, der foregik inde bag de blå øjne - og endnu mere bemærkelsesværdigt, så var han intet andet end tilfreds med det.
Så meget afslørede det blik han så på hende med. En lille snert af anerkendelse gnistrede i hans egne øjne, uanset hvor lille den var og han løftede sin ene hånd, for at hvile den let over den, der allerede lå mod hans arm.
Agneta observerede diskret den høje irers reaktion. Anerkendelsen var ikke ligefrem let at få øje på, og dog lagde hun tilfreds mærke til den lille gnist der i et par øjeblikke herskede i hans blik. Det var ikke fordi hun ville forgive at blive nogen føjelig hustru, hun regnede med at få sin vilje når de engang blev gift, og dog var der ingen grund til at bede om den som en anden hystade, det var langt nemmere hvis Brayan føjede hende helt frivilligt.
Et høfligt smil gled over hendes læber, da de stod foran trædøren der om få år ville blive indgangen til hendes kammer. "Damerne først?" Hun havde et glimt i øjet, og dog forberedte hun sig indvendigt på at blive skuffet, da den frie blege hånd skubbede døren op.
Post by Brayan Muldoon on Aug 30, 2016 11:42:27 GMT
Brayan nøjedes med at smile ganske svagt over spørgsmålet og hindrede hende ikke i at skubbe døren op. Det efterlod ham muligheden for at træde ind efter og bare et øjeblik, hvor han kunne lade sit ansigt falde fra den påtagede, charmerende maske, der skiftede temmelig meget mellem at være komplet falsk og en anelse mere oprigtig.
På det tidspunkt hvor Agneta vende sig mod ham igen, var smilet tilbage og han trådte frem med et dæmpet, overvejende lyd. “De kommer ikke til at mangle noget,” konstaterede han roligt og så rundt. “Såfremt De opfører Dem ordentligt, naturligvis.” Og var ordentlig egentlig et ord man kunne bruge om et pigebarn, der frivilligt lod sig føre ind i sovegemakker af en mand, hun endnu ikke var gift med?
Der var noget faretruende i Brayans ord, som Agneta ikke brød sig om. Hun var opdraget til at god opførsel belønnede sig, men det var hendes forældre der havde ført sådan en hånd over hende, ikke hendes husbond. Hun var ikke et barn han skulle opdrage, hun var en hustru han skulle forgude. Det burde give sig selv, hende værende en Black, en kronjuvel han fik lov til at holde i sine smudsede irske hænder, og dog så det ud til at kræve en smule overtalelse. Agneta brød sig ikke om udfordringer. Hun var vant til at verden dansede efter hendes pibe, og dog havde hun ikke givet op på at lære Brayan de rette trin, ikke endnu. "Ville De forvente andet? De gifter dem trods alt med en frøken af Englands fineste familie, og ikke en irsk bondepige." Ordentlig opførsel og føjelighed gik heldigvis ikke altid hånd i hånd, og dog var hun nødt til at finde Brayans grænse imellem de to. Hun vendte sig mod ham, mens hun forsøgte ikke at se skuffet ud over kammeret der ikke kunne måle sig i størrelsen på hendes eget. En knude samlede sig i hendes mave, hun havde på fornemmelsen at hun kom til at mangle en del, og dog var smilet på læberne stadig charmerende, mens hendes hænder blev samlet uskyldigt på ryggen. Dette bevirkede at hun diskret kunne skyde sin knap så imponerende brystkasse frem præcis som hendes moder havde lært hende det.
Post by Brayan Muldoon on Sept 1, 2016 15:16:01 GMT
Brayan slap en dæmpet, næsten kælen lyd over hendes ord og foldede hænderne bag ryggen. Som havde han al tid i verden, lod han blikket glide rundt i rummet og svarede hende først efter nogle sekunders stilhed.
“Det er meget sandt,” lød hans stemme og han trådte et skridt nærmere. Da han stod bag hende, var det nemt at løfte en hånd og lade en pegefinger stryge ganske let over den hvide hud på hendes hals. “Men ukrudt har det med at springe op. Selv på de mest usandsynlige steder.”
Han lænede sig lidt frem og talte dæmpet. “Jeg håber ikke, at det bliver et problem for os, Miss Black.”
På trods af at Agneta ikke ville erkende det, gav Brayans fjerlette berøring hende kuldegysninger. Hun var vant til at være charmerende, inddragende, og dog holdt hun altid folk på behørig afstand. Der var aldrig før nogen der havde været så tæt på. Modvilligt blev hun stående, hun var ikke noget skræmt kid, og alligevel måtte hun kort knytte hænderne for at kroppen ikke foretog en ufrivillig rystelse, da hendes intimsfære blev brudt. "De glemmer mine grønne fingre hr. Muldoon. Ukrudt eksisterer ikke i min have. Hvis det forsøger at trænge ind, luger jeg det ud." Igen var hendes tone uskyldig, på trods af den usagte advarsel i hendes ord. Hun ville ikke stå model til at blive en andenrangs irsk bondefrue.
Post by Brayan Muldoon on Sept 2, 2016 10:00:11 GMT
Han betragtede interesseret, hvordan den lette berøring fik små knopper af gåsehud til at hæve sig mod hendes hals og han smilede en anelse over hendes svar, uden selv at sige noget med det samme. I stedet blev han stående lidt, tæt på, før han trak sig tilbage og drejede sig ud mod rummet, som om intet var hændt.
"Glimrende," lød hans stemme, tilbage i det konverserende tonefald og da han drejede sig mod hende igen, var det med et charmerende smil og sin arm rakt frem i et tilbud. "Skal vi fortsætte vores tur?"
Agneta fandt først ud af at hun nærmest havde holdt vejret, da han endelig slap hende, og hun kunne puste diskret ud. Det var ikke direkte ubehageligt at have ham så tæt på, og alligevel skabte det en fremmed spænding i hele hendes krop. Inden hun nåede at føle for meget efter i sit eget korpus, tog hun derfor også sin forlovedes tilbudte arm, og sendte ham sit charmerende uskyldige smil. "Gerne? Hvad mangler jeg ellers at se?" Ubevist afspejlede hendes spørgsmål endnu engang hendes ringe forventninger til Muldoon godset, hun kunne ikke komme på hvad det, i hendes øjne, beskedne gods ellers kunne byde på.
Post by Brayan Muldoon on Sept 3, 2016 13:06:08 GMT
Brayan smilede charmerende, da Agneta tog imod den tilbudte arm og slap en dæmpet, munter lyd over hendes ord.
"En ganske god del, miss Black. Jeg tror sørme, at vejret er stilnet nok af, til at De kan se haven. Det må Deres grønne fingre kun kunne sætte pris på," bemærkede han med en enkelt gnist i de blå øjne, før han ledte hende ud af rummet.