|
|
Post by Annet Wright on Aug 17, 2016 21:46:17 GMT
Det var svært ikke bare at ånde en anelse lettet op over, at Rosalie i det mindste ikke råbte af hende igen. Hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle forklare situationen til en sekstenårige pige, men sandheden måtte være vejen frem - håbede hun, som hun nikkede og fulgte med ud bagved, så de kunne sidde privat og ikke blive overhørt.
I stedet for at tilbyde at hjælpe, som hun normalt ville have gjort, satte hun sig og foldede hænderne foran sig på bordet. Efter en lille stilhed, begyndte hun langsomt. "Jeg forlod Hogsmeade for seks år siden, fordi jeg skulle giftes."
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 20, 2016 11:34:11 GMT
Rosie havde måske nok været utrolig vred de første mange måneder efter Nan var taget afsted. Men den vrede var mere blevet til et fortvivlet savn, og nu hvor hun var tilbage kunne hun ikke være mere end glad over at hun ikke skulle miste hende igen. Det var i hvert hvad hun håbede på. Desuden var hun ikke en der gik rundt og var sur hele tiden. Fik hun først lov til at være det, og blev de følelser anerkendt så var der ingen grund til at forblive det resten af ugen.
Hun satte sig ved bordet efter theen havde trukket. De næste ord der kom ud af Nans mund havde hun ikke helt forudset. Hun kiggede spørgende på hende.
"Bare fordi man bliver gift, er det ikke ens betydning med at man behøver at forsvinde i så lang tid" sagde hun stille. |
|
|
|
Post by Annet Wright on Aug 23, 2016 9:57:45 GMT
Nan rystede lidt på hovedet over den anden piges ord, velvidende at hun havde ret - men også, at hun ikke selv var færdig med at forklare endnu. "Det er det ikke, nej. Jeg ved, at du ikke var så gammel dengang, men kan du huske, at jeg var forlovet...?"
Blå øjne hævede sig fra bordpladen og fæstnede sig på den lyshårede, unge kvinde. Der var i dén grad sket en forandring, men hun kunne stadig genkende sin venindens lillesøster i blikket, der så tilbage på hende.
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 23, 2016 10:43:50 GMT
"Åh! Er du gift med ham Amal?" spurgte Rosalie og kiggede på Nan. Hun havde ikke mødt ham særlig mange gange, faktisk var hun ikke sikker på hun nogensinde rigtig havde mødt ham. Alligevel kendte hun lidt til ham. Hun havde i hvert fald fået at vide at han var en nydelig mand at se på, selvom Rosie ikke gik op i det.
Hun kunne ikke huske særlig meget fra den tid, slet ikke relationer til hendes ældste søsters veninde. Hun var meget glad for hende, men havde altid haft den idé at Nan var hendes alene og ikke reelt behøvede andre. I hvert fald ikke andre piger at passe. |
|
|
|
Post by Annet Wright on Aug 23, 2016 23:23:46 GMT
Hjertet sank i brystet på hende og det føltes grangiveligt som om, at nogen lige havde gennemboret hende med en sløv kniv. En ubehagelig smag steg op bagerst i hendes hals og hun startede blot med at ryste på hovedet; ude af stand til at finde ord med det samme. Det føltes vanvittigt at fortælle sin velbevogtede historie til en sekstenårig pige, men hun havde lovet sandheden.
"Det var ikke ham, jeg blev gift med. Min far lovede mig væk til en muggler, selvom jeg var forlovet med en anden. Amal ville aldrig have ladet mig gå, så jeg var nødt til at forsvinde..."
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 24, 2016 13:32:44 GMT
Rosalie ville ikke indrømme at hun lidt for ofte havde stået med øret klistret mod Evangelines værelse når Nan havde været på besøg. Hun forstod sig ikke på de problemer man havde som kvinde, eller hun var begyndt at forstå, men havde heller ikke dengang som tiårig styr på et liv som en rigtig kvinde.
Hun rynkede let på begge de lyse bryn ved hendes ord.
"Lovede dig væk? Det kan man da ikke" sagde hun og skar en grimasse. Hun så beklagende på den anden. "Men du var jo allerede forlovet" sagde hun så stille i et forsøg på at lægge tingene sammen i hovedet. |
|
|
|
Post by Annet Wright on Aug 24, 2016 16:57:35 GMT
Nan sænkede blikket og hvis ikke hun havde haft en knugende, ubehagelig fornemmelse i maven, ville hun utvivlsomt have trukket en anelse på smilebåndet over den yngre piges forestilling af verden. Det var dog meget lidt morsomt og til sidst endte hun med at trække på skuldrene.
“Min far er muggler. Hvad der sker i hans verden, hænger ikke sammen med, hvad der sker i vores. Han havde brug for et ægteskab og jeg gjorde det, fordi jeg ikke ville ende med at såre min familie. I stedet var det andre, der blev såret…"
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 24, 2016 17:28:13 GMT
Rosie forsøgte ikke at gøre sig klog på det liv der lå hende for fremtiden og i stedet brugte hun nu tiden på at vrænge af de forestillinger hun havde. Det var absolut ikke et liv hun så frem til.
"Men ægteskab er vel det samme, lige meget hvilken verden man er vokset op i eller er fra?" sagde hun stadig komplet uforstående.
"Voksne mennesker er skøre" havde hun erfaret og kiggede lidt på den mørkhåret heks med et lille smil, men dog med lidt mere forståelse hvorfor hun sådan havde sagt farvel til sit gamle liv. |
|
|
|
Post by Annet Wright on Aug 25, 2016 19:53:54 GMT
Nan var ikke sikker på, hvordan hun skulle forklare, men blev da også heldigvis sparet det over den modfaldne konstatering der fulgte. Blikket faldt lidt og hun trak ganske svagt på smilebåndet, en anelse halvhjertet.
"Det kan jeg kun give dig ret i," indrømmede hun og rakte forsigtigt ud for at hvile sin hånd over Rosies; ikke helt sikker på, om hun var tilgivet, men dog på, at hun ikke længere var rødglødende af raseri og på grådens rand. "Jeg er virkelig ked af, at jeg sårede dig. Du må tro på, at jeg aldrig ønskede det."
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 25, 2016 20:34:37 GMT
Rosalie kiggede lidt på den velkendte og bløde hånd der havde fundet vej til hende egen spinkle. Hun trak svagt i den ene side af mundvigen og lukkede sine fingre om Nans hånd. Hun vendte blikket mod hende.
"Jeg er bare glad for du er her nu" sagde hun så stille med et let suk. Hun vidste godt at end ikke hendes egne familie gjorde ting for at såre hende, og hun vidste også at man nogen gange var nød til at gøre nogen ting som længerevarende ville såre en anden.
Hun trak vejret dybt ind og skævede til sin the der efterhånden havde stået der et stykke tid.
"Jeg er nu også meget glad for at du skal arbejder her" sagde hun så med et let grin. Det gjorde friweekenderne en del sjovere. |
|
|
|
Post by Annet Wright on Aug 25, 2016 22:38:43 GMT
Den lettelse der gik gennem hende, påvirkede mere eller mindre hele hendes kropsholdning og det smil, der spirede nu, var ikke bredt, men til gengæld helt reelt. Med en lille klump i halsen, nikkede hun blot lidt og uden helt at kunne finde ordene, endte hun med at rykke lidt til siden og omfavne Rosalie.
Varme velkomster var ikke ligefrem noget hun kunne forvente og den yngre piges accept, betød mere end hun egentlig var klar over.
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 26, 2016 7:23:59 GMT
Rosalie kunne desuden ikke gå rundt og være vred i længere tid, da hun før eller siden ville finde noget så morsomt at den sure mine ikke kunne vare ved. Hun lagde hovedet mod Nan og lagde ligeledes sine arme omkring den ældre heks.
Det var desuden så længe siden, så selv hvis hun reelt havde været rigtig ked af det over at Nan havde "forladt" hende, var hun nu mindst lige så glad for at se hende igen.
Tråd afsluttet |
|
