Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 20, 2016 12:15:30 GMT
Val havde ikke været i tvivl om at Theodore var hendes store kærlighed, og at hun gerne ville tilbringe hvert et sekund at sit liv sammen med ham. Men de var ret forskellige på så mange punkter at hun havde været i tvivl om et ægteskab ville være den bedste idé. Hun havde alligevel sagt ja da hun mente at hun nok kunne holde ham lidt i snor så han ikke ente med at komme alvorligt til skade. Hun støttede op på hans til tider vilde idéer, men var der også til at stille de gældende spørgsmål, som fik ham til at overveje situationen lidt bedre. "Det var jeg glad for du gjorde" sagde hun med et let smil. Sejlgarnet var stadig snoet om hendes finger, men i stedet for blot at være en tråd, var nu lavet af sølv med et par enkle lyseblå sten.
Val balancerede let skeen mellem sine hænder og vendte blikket mod Theo som han gjorde hende selskab i køkkenet "Måske vi skal anskaffe os en ny" Et smil banede sig vej i den ene side af munden. "Jeg ved du er begejstret for magi kæreste, men for at sikre os at alle vores møbler og redskaber ikke går i oprør, burde du måske vaske væggene ved brug af egen håndkræft" sagde hun og skævede til ham.
Post by Theodore Bennett on Aug 22, 2016 11:13:30 GMT
Theodore så op fra vandspanden og fandt til sin fornøjelse Vals blik vendt mod sig. Han lod et grin falde ad hendes kommentar om nyt husgeråd. ”Det kan jeg ikke sige nej til,” De var vist begge trætte af de frække, ikke-menneskelige bejlere. Han gik egentlig ind til Vals forslag med en vis forventningsfuld bagtanke. Nyafskaffelser kunne man eksperimentere videre på, så de blev mere magilydige.
Smilet der var under optræk i Vals kinder, indfandt sig sammen med en ret fornuftig bemærkning om, at han måske burde bruge hænderne. Theodore kløede sig i skægstubbene med våd hånd. ”Så blev jeg nok hurtigere færdig,” erklærede han sig enig. ”Magi er bare tusindfold sjovere end knofedt,” grinede han med underansigtet fugtigt af vand. Han rakte inviterende hånden frem mod Val, men indså hurtigt sin egen fejl. Hånden blev tørret af i buksebenene og skød så opad igen. ”Det går heller ikke, at jeg glemmer hvem jeg egentlig er.” smilede han over den fremskudte hånd. Blikket var taknemmeligt. Nok havde han magiske evner. Men han var født som smedens søn. Og Theodore tænkte helst sådan, også selvom at han tiere i årenes løb fortabte sig i magien og dens muligheder.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 22, 2016 19:15:04 GMT
Val ville generelt bare sætte pris på hvis ikke de havde alle deres møbler vandrene rundt i huset, desuden skulle man ikke sætte alt for meget lid til dens brug da det hurtigt kunne give bagslag. "Desuden, jeg ville ikke vide hvordan jeg skulle konkurrere med vores tekande" sagde hun og kunne ikke lade være med at smågrine. Hun blev stående med blikket mod ham i et lille øjeblik inden hun måtte vende opmærksomheden mod den mad hun var ved at lave.
"Nok ikke, men man kan stole på sine egne evner inden for fysisk arbejde. Magi kan være. Tricky" sagde Val roligt med et løftet bryn for at demonstrere alvoren i hendes ord. Tænk hvis det gav bagslag. Det ville ikke være første gang. Af den våde hånd der blev rakt grinte hun hun blot og var ved at tage imod den da Theodore selv fik den idé først at tørre den inden han gav det endnu et forsøg. Hun lagde sin hånd i hans med et bredt smil. "Heller ikke hvem vi er" sagde hun og pressede blidt sine læber mod hans i et roligt kys.
Post by Theodore Bennett on Aug 23, 2016 0:18:01 GMT
”Med tekanden?!” udbrød Theodore forundret og vendte sig om fra væggen, som han kun knap nok var gået i gang med. ”Hvori skulle I to konkurrere mod hinanden?” Han havde måske nået at fjerne overfladen af en mudderkage, før Val distraherede ham. Nu morede han sig med hende, muntrede sig med at tænke sig til lighed mellem dem. ”Uanset hvad, vil jeg til hver en tid foretrække dig frem for tekanden,” De delte et øjeblik med udtryksfuld tavshed. Så genoptog de deres gøremål i selskabelig stilhed.
Med kluden på væggen skævede Theodore over skuldrene, på det løftede øjenbryn. Han nikkede, klar over den alvorstyngde der lå i underteksten. Han smilede roligt igen og skrubbede videre. Han kastede sig altid hovedkulds ud i sine indfald. Og langt fra alle hans uovervejede planer havde haft et heldigt udfald. Troldmanden havde alle lemmer endnu, men hans magi havde prøvet at berøve ham for fingre og ører op til flere gange. Men han havde heldigvis en kone, der tvang ham til at tænke sig om. Som kunne grine skævt og få ham til at tørre en fugtig hånd af i benklæderne. Og som kyssede ham nyforelsket hver gang. Kluden gnubbede mod væggen, og blev jævnligt vredet over vandspanden. "Vi er mange ting, mange gode ting. Tidligere trekampsdeltagere, for bare at starte et sted."
Post by Valériane D. Bennett on Aug 23, 2016 11:14:14 GMT
"Jeg ved du ligesom med kosten af en tildens til at få den til at vandre fra den ene ende af huset til den anden fordi du ikke lige har mulighed for selv at hente din the" sagde Val og løftede begge bryn som hun talte. En let latte skød op som hun rystede på hovedet. "Den har jo de der fine violette penselstrøg af let maling ned over siden" sagde hun og fik det med vilje til at lyde mere forførende end det var, selvom det var en pæn thekande. "Er du sikker på det min kære, jeg tror den har et godt øje til dig" sagde hun og strøg let et par fingre over hans mørke krøller. Hun vendte opmærksomheden mod maden igen som egentlig bare havde godt af at passe sig selv. Hun gik derfor i gang med brødet der skulle formes.
"Jeg vil egentlig bare gerne være os" sagde Val så med et lille suk. Selvfølgelig var trekampen en stor del af hendes liv, og hun var taknemmelig for hendes oplevelser siden det var grunden til hende og Theodore overhovedet kendte hinanden og det var klart det hun tænkte på og ikke den store mulighed for at være en kandidat for sin skole.
Post by Theodore Bennett on Aug 23, 2016 15:04:50 GMT
Theodore lo, over de løftede øjenbryn. Hun fandt de ligheder mellem hende og tepotten han ikke kunne. ”Jeg gør mig så afgjort skyldig i at forlade mig på at tingene kommer til mig,” anerkendte han sin evne til at blive magelig. ”Men hvorfor anstrenge sig med at hente kosten, når den fint kan gå selv?” modargumenterede han ihærdigt. Han slap kluden, med et sigende smil over den interessante undertone. ”Striber i siden? Det kan jeg slet ikke huske,” Han gik hen og formede sine hænder om hendes talje. ”Dem må jeg kigge nærmere efter næste gang,” betroede han hende lavmælt, og kyssede hende på kinden. Han smilede saligt og lod hende plukke i krøllerne. ”Den er lidt for skrøbelig for min smag,” konkluderede han om kanden, klemte om hende og fandt tilbage til spanden.
Han synes at høre et suk, og han skævede mod hende. Han smilede prøvende. ”Jeg vil også gerne være os.” sagde han, forsøgte at være hensynsfuld. Han vidste at han ikke var den nemmeste at føre en dialog med. Han forivrede sig tit ud af en tangent, ligesom med trekampen. Han fik gerne jokket på en del spinat på den bekostning. ”Især nu, hvor jeg ved at jeg bliver frygtelig distraheret næste skoleår. Så betyder det meget, at jeg ved at vi kan være hinandens. At jeg har en jeg skal gøre tid til.” tilføjede han og tørrede væggen tør. ”Og en som jeg kan gøre noget for, som tak for hvordan hun forankrer mig i virkeligheden.” forsøgte han at dreje samtalen mod hende.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 23, 2016 16:32:50 GMT
Det var ikke fordi at Val aldrig gjorde noget ligene. Hvis det var hende belejligt og hun var midt i noget der krævede hendes absolutte opmærksomhed. Et sving med staven og ét enkelt ord kunne løse mange problemer, men kunne også skabe mange. Hun ville helst ikke se nogen af dem miste et par fingre. "Den eneste kost der nogensinde er blevet lavet til at flytte sig er dem de bruger til Queerditch.." sagde Val med et let smil og hovedrysten med tanken om at hver eneste ting i huset ville valse rundt. Hun lagde blidt sine hænder mod hans overarm og bøjede let hovedet tilbage med blikket mod ham som han talte.
"De er ellers meget betagende" sagde hun med et stort grin og svejede let med sine hofter som de omfavnede hinanden. "Skrøbelig? Der kan man bare se. Jeg troede ellers du havde så stærke og rolige hænder min egen" sagde hun og kunne ikke lade være med at grine.
Val begyndte at rydde det lille spisebord op som hun gik rundt om det. Hun overvejede om hun skulle finde en du at ligge over som kunne dække de mærker som Theodore eksperimenter havde givet det ellers så nydelige bord. "Distraheret? Jeg håber du mener at arbejdet og ikke udenlandske fornøjeligheder. Jeg høre de har et par spændende ting op nord på, og jeg ville så nødig risikere at slottet ville kravle rundt med levende hjortehorn" sagde hun og gik hen til kaminen for at hælde suppen op.
Post by Theodore Bennett on Aug 24, 2016 18:05:39 GMT
Val var nøjeregnende med sin hjælpemagi. Theodore kunne kun drømme om samme grad af selvdisciplin. Tit var genstanden sat i arbejde, allerede inden han overvejede det. Et par pjatskældende tsk forlod hans læber, over Vals ræsonnement om at rørige koste var forbeholdt Queerditch. ”Vissevasse. Jeg er sikker på, at koste ikke får nok motion af Queerditch. De er endda ikke uundværlige i sporten,” sagde han til sit selskab ved armen. Han smilede triumferende over hvad han huskede på. ”Efter forlydende kan man spille Queerditch på træstammer, hvis man kommer fra Koldovstoretz-skolen.” Et eksalteret smil gjorde indtog hos troldmanden. ”Jeg håber de viser os hvordan og hvorledes, når de besøger os.” Han smilede atter, denne gang til Val. Han var uselskabelig igen.
Fornøjet krammede han om hende, og lod hende svaje løs. Han grinede vidende. ”Stærke, ja. Rolige står vist til diskussion; nogen vil sikkert påstå, at de er mere flyvske end rolige.” musede han i sin sædvanlige godmodighed. ”Jeg foretrækker det modstandsdygtige frem for det skrøbelige,” betroede han hende. Han lod sine hænder vandre hen et sted, hvor de kunne give et klem. ”For det ville jo være kedeligt, hvis man kom til at kramme sin bedre halvdel i stykker,” drillede han. Væggen var ren – i hvert fald for ham og hans optimistiske blik – og han fortsatte med nabovæggen. ”Jeg mente arbejdet,” forsikrede han hende varmt. Han stoppede op og lagde kluden på skuldrene. ”Men. Levende hjortehorn. Storartet idé!” gentog han entusiastisk.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 24, 2016 18:33:03 GMT
"Og du mener at det er bedre for en kost at gøre rent efter dig?" sagde Val med et løftet bryn. Hun mente stadig at det var langt mere effektivt når man selv havde styringen. Desuden følte hun sig langt bedre tilpas når hun havde brugt timer på rengøring uden hjælp af magi, uden at blive alt for stresset selvfølgelig. Hun havde hørt mange historier fra de forskellige skoler og så meget frem til at få at vide hvor meget af det var sandt.
"Jeg er sikker på at hver skole har et eller andet ud over det sædvanlige som vil få vores øjne til at spærres op" hun vidste dog ikke om Beauxbaton havde noget vildt, men det var en smuk og elegant skole, selvom hun ikke følte sig så meget forbundet med den side af hendes liv. "Så længe vi ikke skal have en træstamme her hjemme, udover dem der allerede er i haven" sagde hun og skulede til ham.
"Jeg kan godt lide dine hænder, hvad end et humør de er i" sagde hun og lo. Smilet på hende svar drillende og lettere skælmsk som hun blidt trak hans ansigt tættere mod sig for at kysse hans læber. Hun havde ikke noget imod at blive stående i hans favn men vidste at hun snart måtte se til maden. "Alt for kedeligt" erkendte hun.
Hun vidste godt at han ikke mente de andre undervisere som han ville kigge efter eller begrave sig i, i hvert fald ville han ikke indrømme det hvis han gjorde. "Selvfølgelig" sagde hun og kiggede på ham med en let skulen, det tavse grin medgav dog hendes drillen. Hun satte sig ved det nogenlunde rene bord og skænkede sig selv et glas sød vin.
Post by Theodore Bennett on Aug 25, 2016 23:26:07 GMT
Vals omsorg for kostens ret til at blive brugt anstændigt var prisværdig. Theodore anerkendte hendes ord med et kort kys på den let krusede pande og holdt sigende sin mund. Han besad ikke en moral, som havde gjort sig klog på om hvorvidt det var bedre for en kost at føje hans luner – hans moral begrænsede sig til at øjne en mulighed for at fortrylle en genstand og begejstret slå til. Han foretrak bestemt at bruge hænderne, men hans bekvemmelighed ledte ham tit i magisk fordærv. På et mere tåleligt niveau, når Val var der.
Troldmanden lo hjerteligt, over advarslen om at tage en flyvende træstamme med hjem. Han nikkede eftertrykkeligt. ”Det skal jeg nok lade være med,” Han purrede op i hendes formidable hårpragt. ”Og som ekstra incitament, så kan jeg godt huske, at du på det kraftigste frabad dig at få en Slagpoppel i haven, lige da vi flyttede ind. Det har næppe ændret sig, så flyvende træstammer er ude,” smilede han, lidt stolt. Theo havde måske nok selektiv hukommelse, men han glemte ikke alt hvad hans hustru sagde. Han satte sig til bords overfor Val. Suppen duftede, og han brummede bifaldende. Inden han fortabte sig i hjortehornene og glemte alt om vinkaraffel og suppe. ”Ser du, de kunne jo krabbe fint rundt i Durmstrangs og Koldovstoretz’ gemakker. Modvirke hjemve, hvis deltagerne får de indfald.” storsmilede han, som havde hun foræret ham et gyldent drageæg.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 26, 2016 17:17:14 GMT
Val kunne godt se at han bestemt nok havde ytret sin mening omkring hele idéen med kosten men var nu glad nok for at de kunne ligge emnet der. Ikke at det betød at de ikke kunne tage det op igen, men at det for nu var lukket. Theodore kunne med lethed blive ved med at stille spørgsmål og fik han lov kom de aldrig i gang med maden, og aldrig i seng. Nogen blev nød til at sende ham sigende blikke så hans tanker ikke blev for store til hans sin. "Jeg ved du stadig tænker det. Og hvis det hænder at du alligevel ikke kan dy dig, så kan du formindske den og lave en indendørs have" sagde hun og rystede leende på hovedet. Bare tanken fik hende til at smile. Det var langt fra umuligt, og hvis man først man forsøgte at forklare ham at det bestemt ikke kunne lade sig gøre, ville han bevise lige netop at det var. "Jeg er blot bange for at de ikke bliver ved med at flyve, og jeg vil ikke have skiftet spisebordet ud endnu engang" sagde hun og kiggede roligt på ham.
Hun trak et par lunser af brødet og dyppede det i suppen og sad kort lidt i sine egne tanker og var først ikke med på hvad hendes mand sagde. "Åh nej, jeg tror nok deltageren selv kan finde ud af at gøre Hogwarts hjemmelig" sagde hun med et let smil. Hun vidste han mente det godt.
Post by Theodore Bennett on Aug 28, 2016 16:03:22 GMT
Theodore nappede sig et stykke af det gyldne brød Val havde bagt dem. Lunsen blev dyppet i den klare suppe som man gjorde med en bagt lækkerbisken til en kop the. Optrinnet udmøntede sig i et ekstatisk smil og troldmanden forsynede sig atter af hjemmebaget. Han lod sin suppeske med indhold hænge i luften og smilede spændt, over at han måske kunne lave en indendørs have. ”Det kan vi måske samarbejde om til efteråret, når vejret er til at være indenfor.” Han var allerede svært glad for tanken om en Slagpoppel – i håndfladestørrelse! ”Og hvis dine nye frø bærer frugt, kan vi få miniaturer af dem også. Med beskyttende skjold, hvis det udenfor holder stand,”
Han tog en ny portion suppe og brummede, enig i at de havde udskiftet et spisebord for meget, takket være hans optimisme på sin magis vegne. De spiste begge i indadvendt selskabelighed. Først da Val så drømmende ud, blev Theodores opmærksomhed helt hendes. Han nød synet og tog sig et par skefulde suppe. ”Du har ret. Desuden ville jeg være på bar bund med hvad jeg skulle give Beauxbatons og Uagadou.” smilede han varmt. Han fortsatte med at smile og blødgjorde et stykke brød i suppen. ”Det er herlig suppe. Mine komplimenter til kokken,” Det kunne stadig gøre Theo glad, at Val lavede mad til ham. Og det havde ikke noget med at hans evner som kok begrænsede sig til udkogte grøntsager i varmt vand.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 28, 2016 16:34:21 GMT
"Måske den bare skal stå udenfor, dog stadig en lille udgave" sagde Val og tyggede færdigt på sit brød. Hans idéer fejlede som sådan ikke noget, men deres hus var nu engang et by hus, og haven var ikke særlig stort, det var begrænset hvad man kunne fifle rundt med og komme godt afsted med det i sidste ende. Hun tømte sit bæger med vin og satte sig tilbage i stolen. "Vi burde forbedre haven inden vi tager dine idéer med indenfor" sagde hun dog og rejste sig. Hun lod gryden stå på bordet med tog sin skål med sig hen til vandfadet. Hun blev stående med hænderne i det kølige vand og kunne ikke lade være med at smågrine over sin mand. Hun løftede den ene hånd i et forsøg på at ramme ham med et par dråber.
"Du har dog chancen for at finde ud af mere om dem snart" sagde hun og gik hen imod ham. Blidt lagde hun hånden mod hans skulder og så ned på ham. "Jeg skal give det videre, det kan være du også er så heldig at få et måltid i morgen" sagde hun og lo let.
Post by Theodore Bennett on Aug 28, 2016 17:34:37 GMT
Theodore nikkede, indstillet på at holde miniature-Slagpoplen udenfor, og pøsede i skeen på ny. Når Val frarådede en idé, på diplomatisk manér, så var det sædvanligvis fordi der var et element af fare indblandet. Der hvor han glemte at se ud over charmen i at have et skyggeboksende træ, var hun god til at tage ham mentalt ved armen og få ham til at tænke i mere anstændige baner. Såsom at tiden nu var moden til at få en Slagpoppel, bare i hjemmestørrelse, så at Hogsmeades tage og husfred var sikret. ”Vi har ikke brug for flere fejlbehæftede opfindelser, nej.” smilede han venligt, da hun rejste sig.
Der var selvfølgelig også en karaffel gærede druer han kunne plyndre, og det gjorde han. Da han satte vinkaraflen ned ved siden af det fyldte glas, blev han ramt på kind og hage af nogle vanddråber. Han skyndte sig at føre en finger i vejret til en lille, stavløs frysebesværgelse. Dårlig vane at bruge magi i stuen, men det kunne have været en hel hånd og ikke en finger. En enkelt frossen dråbe faldt ned på hans lår og videre på gulvet. Dråben blev lagt i Vals hånd, da hun kom hen til ham. Han så op med glade øjne. ”Jeg glæder mig allerede,” Han fortsatte med et smil. ”Kun et enkelt? Hvordan gør jeg mig fortjent til de andre to?”
Post by Valériane D. Bennett on Aug 28, 2016 18:04:48 GMT
Val bukkede sig ned og for at give ham et par hurtige flygtige kys inden hun gik tilbage til køkkenet. Der var meget der skulle gøres inden hun kunne slappe af. Hun håbede dog hun kunne få det gjort inden det blev alt for mørkt. "Hvis du bare holder huset rent fra dine opfindelser, så skal der nok dukke mere op" sagde hun og lo.
Da der ikke var mere at gøre på nederste etage, tørrede hun sine fingre i sit forklæde og gik op oven på.