Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Hvis hun havde troet, at han havde haft noget formål med sit tilbud, så blev den tro en god del mindre, som de efterlod kroens larm bag sig og en temmelig mærkbar stilhed i stedet tog over. Sidste gang hun havde været samme sted med ham, havde hendes tanker været alle andre steder end der, hvor de var nu - dengang ville det have virket komplet usandsynligt, at den kriblende, usikre følelse, der løb gennem hende skulle have det mindste med metalbetvingeren at gøre.
Ikke desto mindre, var det netop sådan hun havde det og det prikkede lidt i hendes nakke, da hun stoppede for at åbne døren indtil et af de aflåste opbevaringsrum. Et slag med tryllestaven fik låsen til at slå et lille klik, men før hun åbnede den, kom hun til at se tilbage på ham over skulderen. Et impulsivt strejf af et smil rørte hendes læber, før hun fik slået blikket væk og åbnet døren.
"Jeg plejer normalt at klare det på egen hånd," bemærkede hun dæmpet, som hun trådte ind. I ordenes tone lå et uudtalt sprøgsmål og hun nåede ikke at hindre sig selv i at se op på ham igen, spørgende. Hvorfor er vi her?
Post by Bowman Wright on Jul 28, 2016 12:18:23 GMT
Bowman svajede en lille smule, før han krummede tæerne og greb ud efter Nans skulder som støtte. Han klarede halsen lidt og forsøgte sig med et smil. Hånden flyttede sig ikke og hans mellemgulv rykkede lidt på sig, før han løftede den anden og strøg hende over kinden.
Blikket flakkede over de lyse øjne, før han trykkede læberne sammen og trak på skuldrene.
"Jeg kan godt lide dig, Nan," brummede han beruset. "Rigtig meget. For meget."
Nannies opmærksomhed centrerede sig fuldt og fast, da en hånd lukkede sig om hendes skulder og larmen fra krostuen forsvandt i et øjeblik helt. Den ru fornemmelse af hans fingre mod hendes kind var uventet og det fik det til at sitre helt ned i hendes tæer. Alt om tønder var hurtigt glemt.
Hun var ikke i tvivl om, at han var beruset. Det hindrede ikke hendes mundvige i at trække sig op i et halvt underholdt, halvt fortumlet smil. "For meget?" spurgte hun dæmpet og tog en indånding, mens hun forsøgte hverken at tænke over, hvor tæt han var på eller den dvælende fornemmelse af hans fingre. Ubevidst havde hendes stemme sænket sig helt.
"Jeg fik vist sagt noget lignende, gjorde jeg ikke?"
Post by Bowman Wright on Jul 28, 2016 18:56:42 GMT
Den bredskuldrede metalbetvinger synes det var lidt overvældende det hele, men blev trods alt stående, selvom han slap Nans skulder og hånden kun strejfede hendes arm på vej ned. Han rømmede sig lidt og kløede sig på halsen med den anden hånd, der kort før havde rørt hendes helt bløde kind.
Hendes ord trængte ind, men blev ikke besvaret af andet end et skævt, lidt usikkert smil, før han alligevel rakte hånden ud og greb fat om Nans midje, før han lænede sig frem og kyssede hende lidt småsjusket på munden. Det havde han sådan set haft held med før, men før var bare også mange år siden.
Nan havde lært ikke at forvente meget mere end tavshed og sigende blikke fra Bowman. Af samme grund var hun allerede halvt ved at overveje, hvordan hun ville fortsætte sine egne ord, da han for anden gang greb fat i hende - væsentlig mere insisterende end for et øjeblik siden.
Hun indså hvad der var ved at ske, allerede før han havde lænet sig helt ned til hende og hun burde måske have hindret det. I stedet lod hun ham stjæle et kys i ly af lagerets mørke og selvom det var klodset og ukoordineret, så sendte det en kriblende, varm fornemmelse rundt i hende.
Instinktivt løftede den ene hånds fingre sig til hans hals og hun tog selv et øjeblik mere til at gøre det bedre, før hun trak sig tilbage - ikke væk, men nok til at se op på ham. Et fjollet smil trak op på hendes læber og for denne ene gangs skyld, var det hende, der var få af ord.
Post by Bowman Wright on Jul 28, 2016 20:31:08 GMT
Det var temmelig længe siden Bowman havde kysset en kvinde, men det føltes rigtigt, sådan da. Da han trak sig lidt væk, flakkede blikket mellem Nans øjne og han smilede spørgende.
"Du kom aldrig forbi gården," brummede han dæmpet, uden at have sluppet sit tag om hendes talje eller fjernet sig mere end hvad der lige var nødvendigt.
Nan havde ikke haft de fjerneste bagtanker, da hun havde taget ham med ud i baglokalerne. At der var sket en udvikling derfra, var det meget svært at have noget imod, når han smilede ned til hende - helt tæt på og med følelsen af en solid arm omkring sit eget liv.
"Jeg var ikke sikker på, om det var en invitation," bemærkede hun, mens hånden var faldt fra hans hals til at hvile over hans kraveben. Et insisterende smil trak i hendes mundvige og hun klarede halsen dæmpet, uden at trække sig væk. Hun kunne stadig lidt for tydeligt fornemme aftrykket fra hans læber. "Jeg håber ikke, at det er for sent at nå nu?"
Post by Bowman Wright on Jul 28, 2016 20:50:05 GMT
Bowmans hud sitrede hvor Nan rørte den og han smilede en anelse dumt over hendes spørgsmål, før han rystede lidt på hovedet. Tom for ord, som det skete en del i hendes selskab, stod han blot og så ned på hende, imens hans tommelfingre diskret strøg hendes ryg, hvor hånden hvilede.
Et eller andet sted vidste han godt, at de ikke kunne blive stående, men nu havde han jo endelig fået hende der og hans berusede hjerne var ikke så hurtig.
Det var længe siden, at hun sidste havde mærket nærheden fra et andet menneske og selv de simple kærtegn mod hendes ryg, fik det til at sitre helt ud i fingerspidserne - elektrisk, fordi det var nyt og fremmed, men også varmt, fordi det var Bowman med alt sit milde væsen.
Der var mere, hun ville have sagt. Det var lige der, på hendes tungespids, men forsvandt, før det nåede ud. Hun vidste, at følelsen af at være fanget i en boble ikke ville vare ved. Alt for godt. Nok til, at hun i stedet for at lede efter ord, i stedet strakte sig lidt og kyssede ham igen.
Ganske blidt, som den letteste berøring. I et lille, fortumlet øjeblik, før hun trak sig nok væk til at se ham i øjnene og hæve et enkelt, mørkt øjenbryn. "Du ville hjælpe?"
Post by Bowman Wright on Jul 28, 2016 21:35:32 GMT
Det snurrede helt ud i Bowmans tåspidser, da Nan kyssede ham og han var både fortumlet og glad, da hun trak sig væk og så på ham. Han gjorde det samme og kom til at le dæmpet over hendes ord, før han nikkede lidt og trak hånden til sig.
"Jeg vil altid gerne hjælpe dig," brummede han reelt, uden at tænke over præcis hvor meget der kunne lægges i de ord.
Nan gled helt ned på sine fodsåler igen og kom selv til at smile, så tænderne var synlige. En munter lyd undslap hende og hun hævede øjenbrynene drillende. "Pas på, at jeg ikke ender med at udnytte det," bemærkede hun, en anelse let om hjertet og overraskende nok mindre fortumlet end hun havde været siden Rosalie første gang havde påpeget, at de måske nærmede sig mere end venskab.
Hun trådte et par skridt tilbage, let på fødderne og et muntert smil på læberne. "Vi har ikke presserende brug for en tønde mere, men vi må hellere tage en med ud - måske den lille derovre?"
Post by Bowman Wright on Jul 28, 2016 21:56:57 GMT
Bowman smilede fortrøstningsfuld over Nans advarsel og var tydeligvis ikke nervøs for, at blive udnyttet. Han kørte en hånd igennem håret og fulgte hende med blikket, som hun trådte væk fra ham. Mundvigene sitrede lidt over perspektivet i, at de kunne komme til at dukke op uden en tønde, og han grinede lidt for sig selv, uden at svare.
Til gengæld småsvajede han over til den udpegede tønde og løftede den op på en relativt sikker arm. Han var beruset, men han var også smed.
Nan havde ikke glemt, at Bowman var beruset - hun havde bare set det tilpas mange gange til, at hun vidste at han bar det relativt godt. At det måske ville få en betydning den efterfølgende dag, lod hun dog være med at tænke nærmere over.
Til gengæld var hun ikke klar over at hun var gået lidt i stå over synet af ham, imponerende, selv mens han svajede en anelse. En dæmpet, halvt forlegen latter røg over hendes læber, men uden fortrydelse. "Du ser godt ud," forklarede hun, pressede læberne sammen i et smil og drejede sig mod døren.
Bowmans bryn skød lidt op over Nans latter og ordene, der fulgte, blev i den grad fortolket som ironiske. Af samme grund blev han selv lidt pludseligt alvorlig og rettede lidt på grebet om tønden, uden andet end en brummen som svar.
Det hele var vældig forvirrende, men han var alligevel glad, som han trådte ud i krostuen efter Nan og kunne levere tønden ved baren. Blikket flakkede lidt imellem hende og udgangen, før han kløede sig på siden af halsen og forsøgte sig med et flygtigt smil.
"Så... Du kommer på besøg...?" Han rømmede sig lidt og skævede over til Blair. "Jeg har en ny opfindelse du skal se..."
Nan havde allerede drejet sig mod døren, da den dæmpede brummen lyd og hun tolkede den ikke som meget mere end den sædvanlige lyd, der fungerede som et gyldigt svar på stort set alt. Til gengæld formåede hun ikke at lade være med at sende et skævt smil tilbage mod ham på vejen mod krostuen og det krævede lidt viljestyrke at træde tilbage ud i den rigtige verden, hvor det var nødvendigt at lade som om at intet var sket.
Det gik nogenlunde og hun fik instrueret tønden fra ham, før hun vendte sig mod ham - og en lille varm gnist sprang til live i hendes blik, mere eller mindre skjult for resten af kroens gæster. “Jeg kommer på besøg,” lovede hun, kun efter ganske kort betænkningstid og med en lille sommerfugl i maven. Smilet på hendes læber var afdæmpet, men lidt for reelt. “Måske… Om et par dage? Er det for tidligt?"
