Splittet [d'Montacutes bryllup]

Jacquet havde siddet med et sammenkrøllet brev som så ud til at være mindst 16 år gammelt. Hvis man ikke vidste hvad der havde stået, var de udtværet bogstaver ikke til at give mening af. Hans blå øjne dvælede ved pergamentet, og han tabte det næsten da det bankede på døren. Det gav et chok gennem hele kroppen på ham, og han satte sig med et sæt op i stolen. Han gned let sin pande og blev enig med sig selv om at han havde været ved at døse hen.
"Eh." mumlede han og så hen mod hvor lyden kom fra. Han nikkede langsomt, selvom han godt vidste at Agnes ikke ville kunne se det.

"Kom ind" kom det så fra ham. Han rejste sig fra stolen og stoppede lappen i inderlommen. Han rømmede sig lidt og strøg hånden gennem håret.Han havde ikke haft særlig lang tid med Agnes gennem aftenen, så han velkom muligheden til hver en tid, det måtte heller ikke være nemt for hende at være blandt så mange mennesker som hun ikke kendte.

Jacquet sendte hende et lille smil da hendes ansigt kom til syne i mørket. Han kunne mærke han stille og roligt slappede lidt mere af i hendes selskab. Dog gjorde lyden af festen ham stadig utryg. Han kunne ikke lade være med at følge hendes blik bag om ham til flasken, og som respons trak han bare på sine skuldre.
"Vil du have et glas?" spurgte han så og bøjede sig ned for at samle den op. Der var lidt tilbage, nok til et par glas i hvert fald.

Han sukkede og så lidt ned i gulvet.
"Jeg hader det. Jeg har altid hadet de store fester" sagde han og satte sig ned i stolen igen.

Jacquet så rundt i rummet, der gemte sig glas næsten alle steder. Han måtte dog puste støvet af dem og gnubbe dem lidt i sit ærme inden han satte dem ned på det lille bord. Han rakte hende glasset da han havde fyldt det med vin. Han tog sit eget og løftede det let op i et skål.
"Der er blevet skålet så meget til aften at jeg slet ikke aner hvad vi skal forsøge os med" sagde han i et let suk. Han overvejede det længe og blev enig med sig selv om at give Agnes en chance for at komme med et bedre forslag end stilhed.

"Jeg misunder dig, at du ikke forpligtet til sådanne arrangementer" sagde han med et let suk.
"Jeg dummede mig rigtigt overfor min søster. Jeg frygter hun aldrig vil tilgive mig efter det" sagde han og rynkede let i sine bryn. Han ønskede at trække tiden ud så længe han kunne før han ville blive tvunget til at tilbringe tid med Annea.

Jacquet havde intet at indvende i venindens strålende idé om bare at drikke. Det var heller ikke fordi at alt behøvede et formål og en skål. Han nikkede tilfreds og tømte næsten halvdelen af glassets indhold i en mundfuld. Han lukkede kort sine øjne i et let suk. Hele festligheden var en stor spøg, og han havde svært ved at tage det seriøs. Han små lo lidt.
"Det er virkelig slet ikke sjovt" sagde han og rystede på hovedet imens han fortsatte med at grine lidt.

"Hun er lige så stædig som jeg selv, det siger en del. Hun er bare så irriterende til tider.." sagde han og skar ansigt. Det var jo startet så godt. Havde de ikke været så ens havde det nok endt en smule anderledes. Men han vidste han måtte bide sin stolthed i sig og på en eller anden måde formulere en undskyldning. Musikken inden fra salen kunne høres svagt i den stue hvor de sad, og med et let skælmsk smil rejste han sig fra sin stol. Stillede sig rank foran Agnes og rakte hende sin hånd.
"Må jeg få denne dans?" Selvfølgelig ville han hellere end gerne svinge hende elegant rundt blandt gæsterne, men hun fortjente ikke de blikke der ville blive sendt hende, så for at skåne hende og ikke mindst sig selv, tog han øjeblikket som var nu var dem til rådighed.

Jacquet kunne ikke lade være med at smile over at Agnes sagde ja tak til tilbudet om dansen. Han bøjede let hovedet og tog let hendes hånd og førte hende ud på midten af stuen hvor der var mest plads. Han rokkede og svejede let frem og tilbage til musikken.
"Det er længe siden vi har danset sådan her" sagde han og kunne ikke lade være med at grine. Han mindes næsten ikke hvornår det var. Men han var glad for de stadig kunne nyde stunder som disse. Han rynkede let på sine bryn.

"Hvorfor kan ting bare ikke være så enkle som denne her dans" sagde han lettere opgivende

Jacquet var altid glad for at være sammen med Agnes, lige meget om de var ved at dø af grin over en dårlig joke, eller bare sad helt stille og kiggede på hinanden. Han var altid tryg hos hende, en følelse han sjældent fandt andet sted. I det mindste med Agnes kunne det være nogenlunde offentligt. I en kort periode glemte han hvem han selv var, hvem hun var, hvad de fejrede og hvorfor de var her.
Der var bare dem og dansen, det var deres øjeblik og ingen kunne tage det fra dem.

"Jeg har set min del af udfordringer" sagde han og grinte let. "Og jeg er klog" sagde han så og kunne ikke lade være med at ryste leende på hovedet. Han nikkede stille ved hendes sidste ord. Hun havde ret i at det var både simpelt og enkelt lige nu.