Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Agnes havde altid været selvstændig og havde absolut ikke været typen, der så sig over skulderen. Nu, på den korte vej fra Hogwarts til Hogsmeade, krøb det hende alligevel koldt ned langs ryggen. Det var i udkanten af den ellers sikre landsby, at Conrí havde grebet fat i hende og hun holdt et fast greb om sin nyerhvervede tryllestav i ly af skørterne, som hun bevægede sig ned langs det stykke, der ikke var beboet.
Først da der var mennesker overalt omkring hende, åndede hun lettet op og trak vejret en anelse mere frit. Da hun trådte ind på De Tre Koste, var den prikkende fornemmelse i nakken helt væk og hun smilede næsten lettet, da hun fik øje på den velkendte, lyshårede skikkelse i et fjernt hjørne.
Post by Jacquet d'Montacute on Jun 22, 2016 20:58:06 GMT
Jacquet havde ikke siddet der særlig længe. Et par minutter højest. Eller så længe at han var ved sin anden øl. Han havde dog været i Hogsmeade i et par timer, men havde haft andet at se til. Han ville ikke byde Agnes det sørgelige syn det ville have været, havde han blot opholdt sig i hans vante hjørne, helt alene, med et par tomme krus at gøre sig selskab med. Han vidste ikke helt hvordan han skulle have det med alt der var sket. På den ene side burde han bare være glad for at Agnes var hjemme og i sikkerhed. Men det blev ved med at nage i ham, at han faktisk selv måtte finde ud af at hun var væk, at han ikke havde fået besked. Mest af alt var han sur over at han ikke var en del af det hold der havde fået bragt hende hjem.
Men det var ikke Agnes skyld, det vidste han godt, og han måtte simpelthen bide det i sig, for ikke at lyde sur og vrissen når hun kom. Det var vidst det sidste hun havde brug for. Han rejste sig da synet af hende kom til syne, og med ret hurtige skridt var han henne ved hende. Med et enkelt kys på kinden lagde han armene omkring hende. Uden at sige noget holdte han hende bare tæt.
Post by Agnes Slughorn on Jun 22, 2016 21:05:37 GMT
Agnes slap en dæmpet udånding, da stærke arme greb fat i hende og trak hende nærmere i en omfavnelse, som uden tvivl ikke burde finde sted på et sted, hvor så mange kunne se, men hun hindrede ham ikke. Ikke nu, med alt det der var sket og hun knugede ham kort, før hun langsomt frigjorde sig og trak sig et lille skridt tilbage.
Smilet på hendes læber var mat og sprudlede ikke på samme måde, som det ellers altid havde gjort, men det var ægte nok. "Det er godt at se dig," var det første, der kom til hende.
Post by Jacquet d'Montacute on Jun 23, 2016 8:30:34 GMT
Egentlig havde Jacquet overhovedet ikke lyst til at give slip, da armene omkring Agnes var et bevis på at hun var uskadt og okay. Han var bedøvende ligeglad med at de stod et offentligt sted,at give en veninde et længe ventet knus havde aldrig været en forbrydelse. De stod der dog ikke alt for længe, for snart trak Agnes sig væk, og han lod armene falde fra hendes skuldre.
"Det er vist mig der skal sige det" sagde han og smilte let til hende. Han slog ud med hånden mod det bord som han havde siddet ved kort tid inden.
Post by Agnes Slughorn on Jun 23, 2016 15:39:38 GMT
Agnes følte sig pludselig udmattet igen. Måske var det effekten af at være i trygt selskab, efter hun i så lang tid havde været ude af stand til at slappe af. Det påvirkede hende stadig og hun smilede blot mat, nikkede let og tog taknemmeligt plads ved bordet sammen med sin ven.
"Hvordan har du haft det?" kunne hun ikke lade være med at spørge, på trods af, at det måske burde være ham, der stillede spørgsmålet. Hun kunne bare ikke længere tælle, hvor mange gange hun havde måttet svare på, hvordan hun havde det i løbet af den seneste tid.
Post by Jacquet d'Montacute on Jun 24, 2016 20:42:39 GMT
Jacquet mente selv at han var en af dem der kendte Agnes ret godt. Nogen gange bedre end hun selv gjorde, men den effekt havde hun jo også hos ham. Han havde en million ting, okay måske kun et par få spørgsmål. Der var i hvert fald en del han gerne ville have svar på, som han selvfølgelig ville forsøge at spørge indtil uden at lyde alt for bitter. Han satte sig ved siden af hende, og kaldte en af de ledige kropiger hen til sig, så han kunne bestille endnu en øl.
"Tjo. Når min mor ikke planlægger bryllup. Det vil sige, faktisk er det ungens mor der planlægger det egentlige bryllup, og min mor kan ikke håndtere ikke at have en finger med i spillet, så hun lader som om at hun har mere indflydelse end hun egentlig har. Selvom udgifterne deles mellem familierne er det ikke mit drømme bryllup de er ved at lave invitationer til" sagde han og grinte lidt. Han havde fundet ud af der sikkert var en grund til at hun spurgte ind til hvordan han havde det. Og forsøgte indtil videre blot at behage hende, og ikke stille de spørgsmål han egentlig havde lyst til. Hun ville vel fortælle ham det når hun var klar. Selvom det måtte være vant for hende nu. Han var med sikkerhed ikke den første der ville vide det.
Post by Agnes Slughorn on Jun 24, 2016 21:20:37 GMT
Agnes havde den dybeste sympati med sin vens situation, men der var alligevel noget behageligt mundænt over emnet, der var den bedste distraktion, hun kunne bede om. Næsten, i hvert fald. De blå øjenbryn trak sig en anelse sammen mod hinanden og hun lænede sig en smule frem over bordet.
"Stadig ikke blevet bedre, hm?" spurgte hun med et lille, beklagende smil. Det var svært at forestille sig, hvordan han måtte have det.
Post by Jacquet d'Montacute on Jun 25, 2016 18:30:24 GMT
"Hun er kun blevet et par måneder ældre. Tror du virkelig at hun ville falde bedre i min smag efter så kort tid, eller blive bare lidt mere voksen" sagde han og sukkede. Han fortsatte dog hurtigt. "Lad være med at kommentere på det" sagde han så. Han behøvede ikke at blive mindet om, at han før i tiden ikke havde noget imod at hygge sig med unge pige. Men hans trolovede var stadig et barn, mente han. Han rystede på hovedet og rullede let med sine skuldre.
"Heldigvis har jeg andre steder jeg kan være, hvis hun bliver alt for meget" sagde han og små lo. Han vidste godt at han burde tage sig mere sammen. Begynde på det der loyale pjat. Men forventede de virkelig at han bare holdte op med, dét bare fordi han blev gift? Han strakte sine ben lidt og takkede kropigen for deres bestilling. Der gik dog ikke længe før han tog en stor tår af sin øl. Han ville nok ende med at gøre et forsøg, selvom han vidste der var én pige han aldrig ville kunne holde sig fra. I hans drømme var det Agnes. Men han værdsatte hende som sin ven, og det havde han gjort længe.
Post by Agnes Slughorn on Jun 25, 2016 19:19:16 GMT
Normalt ville Jacquets ord have fået hende til at le, men i stedet gled en skygge over hendes ansigt i det korteste øjeblik. Meget kunne ændre sig på kortere tid, end man troede; det vidste hun bedre end nogen og hun tog en tår fra det krus, der blev sat foran dem.
Da hun satte det fra sig igen, var et lille smil vokset frem på hendes læber igen og hun så på sin ven med et mildt udtryk i de mørke øjne. "Jeg ville ønske, at du kunne gifte dig med en kvinde, du holdt af," svarede hun og mente det inderligt. Hun havde den dybeste sympati med både Jacquet og pigen, der fik en mand, der ikke ville have hende.
Post by Jacquet d'Montacute on Jun 25, 2016 19:37:53 GMT
Måske handlede det også lidt om at Jacquet nok allerede fra start af havde bestemt sig for ikke at give pigen en chance, at han med vilje ikke ville kunne lide hende. Mest af alt var det jo hans forældre han ikke kunne tilgive for at have trolovet ham med en lille snotunge der kun lige knapt havde afsluttet sit sidste Hogwarts år. Det irriterede ham grusomt. Han havde småsøskende på hendes alder, og bare tanken fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, det var aldrig noget han før havde tænkt over.
"Well, du afviste mig i sin tid, og ja. Den anden.. Lad os bare sige at det bare ikke ville kunne gå" sagde han med et let suk og strøg en hånd igennem det lyse hår.
Post by Agnes Slughorn on Jun 25, 2016 19:50:48 GMT
Agnes' øjenbryn røg en lille smule op over hans ord. Hun glemte nogle gange, at Jacquet ikke nødvendigvis var så afklaret med deres fortid, som hun selv havde været. "Du og jeg ville aldrig være gået. Jeg er hverken adelig eller fuldblodsheks," bemærkede hun med et svagt smil.
De brune øjne havde fået en anelse mere liv og der var selv plads til et nysgerrigt glimt. "Hvem er den anden?" kunne hun ikke lade være med at spørge. Hun snagede ikke, men har var trods alt hendes bedste ven. "Her troede jeg, at du fortalte mig alt."
Post by Jacquet d'Montacute on Jun 25, 2016 20:06:20 GMT
"Men du ved godt at jeg er ligeglad med det" sagde han og trak lidt på sine skuldre. Han var udmærket klar over hans hendes status aldrig ville være acceptabelt for hans far, og at hun ikke var fuldblods. Men han tog altid hver eneste chance for at minde hende om han engang holdte så meget af hende at han ikke ville have noget imod at tilbringe resten af sit liv med hende. Han var dog afklaret med at de blot var venner, og det var blevet en gammel vane, som en vittighed. Selvom han nu heller ikke ville have noget imod at tilbringe sit liv med hende, med hver deres soveværelse.
"Georgie.. Georgiana" rettede han og så ned på Agnes med et roligt smil. Han rystede leende på hovedet over hende. "Det ville bringe både hende og jeg i fare hvis jeg talte for meget om hende. Jeg har aldrig... - du er den første jeg fortæller det til" sagde han og løftede armene over hovedet i et let stræk. Det forhindrede ham dog ikke i at besøge hende. Det krævede dog en hvis forsigtighed. Han stemme var lav, næsten hviskende. Han ønskede ikke at de forkerte mennesker skulle på nys om hvad han fortalte. De kendte ofte ikke til private samtaler. Og viden som denne kunne hurtig komme hans far for øre. "Det var ikke fordi jeg ønskede at holde det hemmeligt for dig.." sagde han så beklagende
Post by Agnes Slughorn on Jun 25, 2016 20:43:15 GMT
Agnes rystede blot på hovedet og lod være med at sige mere. Selv hvis hun havde været forelsket i Jacquet, ville hun aldrig kunne have frarøvet ham sin titel og det land, han var født til at overtage. Det ville have været forfærdeligt selvisk og det var måske også det, der aldrig havde fået hende til at udforske deres kortlivede romance nærmere.
Til gengæld fangede han hendes opmærksomhed helt med det næste og hun stivnede en anelse på skamlen. Blikket på ham var pludseligt alvorligt og hjertet hamrede lidt, mens hendes egne tanker vandrede til Téarlach. Jacquet var ikke klar over det til fulde; hvor meget hun kendte til ikke at kunne tale om det og indsigten af, at vennen var samme sted, fik hendes hjerte til at hamre.
"Det ved jeg," svarede hun, nu helt uden den svagt drillende undertone. Hun forstod udmærket. Alt for godt. "Jeg lover, at jeg ikke siger et ord til nogen."
Post by Jacquet d'Montacute on Jun 25, 2016 20:52:33 GMT
Jacquet havde aldrig rigtig tænkt over de konsikvenser der kunne ramme ned over ham, og andre for den sags skyld. Han havde til tider været så vred over det ansvar han var født ind i, at han trodsede sin far med vilje. Han lå ikke i med hver eneste pige i de byer han ofte besøgte, men han skjulte ikke sin lyst til kvinder. Han var dog blevet bedre til at tage sit arbejde mere seriøs. Men end højrøvet adelig blev han aldrig, han var ikke engang god til det hvis han endelig forsøgte. Derfor kunne han dog godt være en nar. En rigtig grum en endda, hvis folk fangede ham i det forkerte humør.
Han havde halvt forventet at Agnes ville drille ham lidt, og det kom bag på ham at hendes ansigtræk blev så alvorlige. Han var dog inderst inde glad for at hun intet gjorde for at lave sjov med det. Han sendte hende et svagt smil. "Tak.." sagde han så inden han rakte over bordet efter sit krus. Det lå ikke til ham at være så alvorlig.
"Jeg tror nogen gange at jeg er rigtig forelsket i hende. " hans øjne var blanke. Det var tydeligt at se, at det var ord han ikke helt var tryg ved. Især fordi det slet ikke var i orden.
Post by Agnes Slughorn on Jun 25, 2016 20:57:36 GMT
Agnes kunne ikke hindre overraskelsen i at skinne frem. På mange måder havde hun altid betragtet dem som støbt af den samme form; passionerede og drevne, men ikke typerne, der forelskede sig. Og nu, ved indsigten af, at de selv var ens i så atypisk en område, var det ikke svært at forstå, hvordan venskabet var blomstret.
Instinktivt rakte hun ud og gav hans hånd et blidt klem. Den dvælede ikke længere, uvillig til at give folkene i krostuen mere at tale om end nødvendigt, men varmen forblev i hendes blik. "Det sniger sig uventet ind på én, ikke?"