Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Benevolence Wright on Jun 13, 2016 17:44:33 GMT
Oktober år 1336
Sommerens varme var ikke rigtig til at finde i de tunge skyer der hvilene hang hen over det store slot. Regnen havde også vist lidt af sit ansigt den følgende morgen, hvilket havde resulteret i at Benevolence ellers fyldige lyse hår, havde siddet en smule tæt indtil hendes hoved. Dog var krøllerne sprunget frem, og kinderne var blevet en anelse røde af det kølige vejr. Hun havde siddet og små snakket med et par få veninder fra hendes kollegie, dog var hendes blik andet steds. Ikke langt fra Hufflspuffs langbord, stod et magen til, dog var det fyldt med elever hvis skoleuniform bar farven blå. Med svagt sammenknebet øjne spejdede hun fra elev til elev. Lige indtil hun fik øje på en helt speciel dreng. Det var ikke fordi samtalerne mellem dem havde være mange. Faktisk havde de vist aldrig delt nogen sætninger eller ord mellem hinanden.
Men han stod lidt ved siden af de andre, på sin helt egen måde, og Benevolence havde endnu ikke helt samling på hvorfor hendes blik så ofte var faldet på ham. Et let smil trak op i den ene side da hun blev puffet til, og hun deltog igen i samtalen hun i en kort tid havde forladt.
Måske hun alligevel skulle forsøge sig med en hilsen? Hun var lige startet på sit sidste år, det var nu, eller aldrig.
Blair sad sammen med en flok af sine medkollegianere, men i øjeblikket var han ikke selv fanget af den samtale, der ellers blev mere og mere ophidset. I stedet hvilede de blå øjne på loftet, hvor himlen stadig var mørk og komplet dækket af skyer; et vidne om, at det havde været en trist dag. Som han sad og betragtede det, tænkte han på smedjen derhjemme. Det var julieferie om et par måneder og han glædede sig til at give sin lillebror den lille ørnefigur af træ, som han allerede havde fortryllet til at baske med vingerne.
Netop som han sad og forestillede sig det, prikkede en lille følelse af at blive overvåget i hans nakke og blikket gled langsomt fra den falske himmel, kun for - ganske uventet - at blive fanget af et andet; tilhørende en køn, lyshåret syvendeårspige fra Hufflepuff, som han ikke kunne huske at have bemærket meget før. Øjenbrynene hævede sig lidt i overraskelse, før han blinkede en enkelt gang og så væk.
Post by Benevolence Wright on Jun 13, 2016 18:33:43 GMT
Det gav et svagt sug i maven da de deres øjne mødte hinanden, og Benevolence der ellers ikke var en der rødmede. Hun kunne dog mærke at varmen steg hende en smule til kinderne, hvilket fik hende til at sende ham et roligt smil, som havde et snært af selvsikkerhed. Hun så ham ikke som den generte type, men der var nok noget mere bag det ellers hårde ydre. Da han så væk, besluttede hun at færdig gøre det mad der stadig lå på hendes tallerken.
Da de fleste fra alle fire langborde havde forladt storsalen rejste Benevolence sig op. Hun mærkede lidt på det svagt fugtige hår, for at stryge sine fingre igennem det. Der måtte gerne komme lidt mere liv i det, da hendes ansigt fik alt for meget fylde når håret hang alt for slapt omrking hendes skuldre. Hun var jo ikke åle slank, men var kraftig bygget, med kvindelige former. Hun lignede ikke sine medelever. Robust og stanhaftig, og mere end drenge pige, end en pige-pige. Med et let suk, og en dyb indånding forlod hun selv storsalen i håb op at støde ind ham drengen. Navnet var lige på tungen.
Blair var stadig en anelse overrasket og optaget af det smil, som den ældre pige havde sendt ham på tværs af kollegiebordene. Han anede ikke, hvad det betød og han kunne ikke lade være med at tænke, om de havde mødtes før og han blot havde glemt det. Et temmelig usandsynligt scenarie for Ravenclaweleven, der som udgangspunkt aldrig glemte ansigter.
Tanken blev ved ham lidt endnu, men da han lidt tid senere forlod storsalen med sine venner, var det gledet tilbage i baggrunden. Denne gang faldt han i snak med sine jævnaldrene og han bemærkede det først i sidste øjeblik, da de passerede den lyshårede pige, der havde smilet så uventet til ham; et faktum, der fik ham til at se lidt overrasket på hende igen, da de var på vej forbi.
Post by Benevolence Wright on Jun 13, 2016 19:47:37 GMT
Benevolence vidste de havde talt sammen før, dog havde det været i et lidt større selskab, på De tre koste i Hogsmeade, og man kunne egentlig slet ikke kalde de en rigtig samtale. Hun havde dog haft brug for at ytre sin mening, men havde ellers forholdt sig stille. Det var heller ikke første gang hun havde betragtet ham, dog var det første gang at han havde opdaget. Det mente hun i hvert fald selv. Hun ærgede sig kort over de ikke gik på samme kollegium.
Hun var ikke helt til stede, det var ikke unormalt at Benevolence gled ind og ud mellem fantasiland og den virkelige verden. Især ikke når hun havde alt for meget om ørene. Skulder mod skulder, blev stødt mod hinanden, i sådan en fart at det gav et ryk i hende, og fik hende til at snuble over sine egne ben, og lande direkte på numsen mod det ellers kolde sten gulv. De få bøger hun havde haft i sin favn lå ud over det hele. Ligeledes fløj hendes pergamenter med trin for trin, i våben og skjold fremstilling, og hedenske ofringer til de nordiske guder omkring i luften.
Det var et reelt tilfælde, at Blairs blik hvilede på pigen, da en af hans kammerater ved et uheld ramlede ind i selv samme og så næsten mere omtumlet ud, end den lyshårede grævling gjorde. Blair reagerede instinktivt, gav sin ven en mindre dummeflad, før han trådte hen til virvaret af papirer og deres ejermand.
"Slog du dig?" brummede han i en distink accent, der afslørede hans herkomst. Øjenbrynene trak sig lidt sammen og han havde kørt fingrene gennem det halvlange hår en enkelt gang, før han rakte en hånd frem mod hende i et klart tilbud.
Post by Benevolence Wright on Jun 14, 2016 11:20:05 GMT
Benevolence havde måske været lidt for ivrig i sin søgen efter de velkendte blå øjne, så hun slet ikke havde lagt mærke til at det faktisk havde været en af hans venner hun var stødt ind i. Hun gned let håndfladen mod panden og ømmede sig kort. Hun så op da der blev talt til hende, og hun rystede kort på hovedet.
"Jeg har prøvet værre" sagde hun roligt, i en stemme der også afslørede hvor hun kom fra. De lyse bryn blev let rynket inden hun tog imod den hånd der blev rakt mod hende. Hun så rundt på de mange papirer med et let og irriteret suk.
Hun bandede lavt, men kendte med at sætte sig på huk for at få nogenlunde styr på sine ting.
Blair kom til at trække en lille smule på smilebåndet over hendes svar, men han fik kun nikket ganske let. Et øjeblik endnu blev han stående, før han også langsomt satte sig på hug og hjalp hende med at samle papirerne sammen. Han undlod at se på dem, men overrakte dem blot til hende.
Et spørgsmål hvilede på spidsen af hans tunge. Hvorfor havde hun set på ham på tværs af bordene? Men han havde aldrig væltet sig i ord og så også kun halvt spørgende på hende nu, før han kastede et enkelt blik efter sine venner.
Post by Benevolence Wright on Jun 14, 2016 18:16:01 GMT
Benevolence var ikke i tvivl om at han med sikkerhed også kunne passe på sig selv, og havde prøvet værre end at havne med bagdelen mod et stengulv. Hun kiggede kort undrene på ham, over hans venlighed. Det fleste ville have været fuldstændig ligeglad med hende. Mest af alt fordi de var bange for hende, og af den grund holdte sig på afstand. Men han, hjalp hende?
Hun samlede sine bøger op og undersøgte dem nøje, for at sikre sig at de ikke var gået i stykker, selvom det egentlige havde været de fritflyvende pergamenter hun havde været mest nervøst for. "Tak.." kom det så fra hende efter lidt tid. Ikke et ord hun var vant til at bruge.
Hendes tak fik hans opmærksomhed tilbage med det samme og antydningen af et smil gled frem på hans læber, før han nåede at tænke mere over det. Fingrene strøg gennem det halvlange hår igen og trak det væk fra ansigtet, hvor det havde en tendens til at falde frem.
"Tænk ikke på det," brummede han instinktivt, før han kløede sig på halsen. Han var stadig halvt på vej til at tage et skridt videre. Alligevel tøvede han. "Jeg må hellere..."
Post by Benevolence Wright on Jun 14, 2016 18:40:57 GMT
Benevolenve kunne ikke lade være med at små smile lidt over hans vane med at glide sine fingre gennem hans hår. Hun trak vejret roligt ind. "Du burde få gjort noget ved det" sagde hun og hentydet selvfølgelig til den ustyrlige manke. De røde pletter ved kinderne efter det kolde vejr var ikke længere at se, og håret var ved at få dets naturlige fylde. Hvilket betød at hun snart skulle have det sat igen.
Hun fik alle sine ting samlet sammen igen før hun rejste sig. "Der er en queerditch kamp senere idag" røg det ud af hende. Hun bed sig svagt i underlæben og tvang sine øjne mod hans. Hun så dog afventende på ham.
Blairs øjenbryn gled lidt op i svag overraskelse, som hun kommenterede på den vane han havde tillagt sig og han stivnede halvt, før han endte med at klø sig lidt i nakken. "Måske," brummede han en anelse forvirret og ganske udmærket i stand til selv at høre, hvor uintelligent det lød. Det var han nu ellers ikke. Påstod han i hvert fald.
Forvirringen blev dog ikke mindre, som syvendeårspigen fortsatte og han havde temmelig svært ved at begribe, hvorfor hun i det hele taget fortsat talte til ham. Han var året under hende og de havde vist ikke talt sammen før. "Øh. Ja..." svarede han dumt. Dumt. Flot. Virkelig elegant.
Post by Benevolence Wright on Jun 14, 2016 20:30:16 GMT
Benevolence betragtede ham lidt. Hun vidste ikke hvad hun havde forventet han havde sagt. I det mindste forsøgte han ikke at spille smart, han var helt nede på jorden. Naturligt. Egenskaber som hun satte stor pris på. Det virkede dog til at ord var noget man skulle presse ud af ham. Som vred man det sidste vand ud af en klud. "Du burde flette det." sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå. Man kunne ikke se det på hende nu. Men Benevolence var ret god til at flette hår, og havde til daglig også selv et par. Ikke de løse sædvandlige fletninger, som unge piger kunne finde på at rende rundt med. Nej hendes var lidt noget andet, mere unikt skulle hun selv sige det.
"Hvis, du ikke har noget imod at se på unge elever, hvor nogen ender med at slå hinanden halv til plukfisk, grundet deres aggression på banen" sagde hun og holdte kort vejret. "Kunne du måske have lyst til at, følges?" Hun blinkede let med de blå øjne.
Blair vidste, måske naturligt nok, ikke helt, hvad han skulle tænke om pigen, der nu gav ham hårråd og han endte blot med at se en anelse forvirret på hende og en lille smule utilpas, før hun effektivt skiftede emne og absolut fik ham til at tænke på alt andet end håret, der endnu engang faldt ned foran ansigtet.
"Følges," gentog han, som om han ikke helt forstod ordet og han hadede sig selv lidt for det. Han fremstod temmelig uintelligent, på trods af det faktum, at han ellers virkelig ikke var tungnem. Hvorfor i alverden denne fremmede, lyshårede Hufflepuffelev fra syvende årgang overhovedet skænkede ham en tanke... Ja, det anede han virkelig ikke. Ikke desto mindre, stod de der nu.
"Jeg kender ikke engang dit navn," røg det til sidst ud af ham, lidt mere brysk end det egentlig var intentionen. Indsigten af at venneflokken stadig ventede på ham, kom først nu og temmelig ukarakteristisk, fik det varme til at stige op om hans nakke under håret. Pis.
Post by Benevolence Wright on Jun 14, 2016 20:51:24 GMT
Det kriplede let i Benevolence fingre. Hun havde inderligt lyst til at gøre noget ved det lange hår nu. Ikke at det irriterede hende at det var langt, det var faktisk ret charmrende når han strøg sine fingre igennem det. Dog var hun sikker på at det langt fra ville skade. Men han så ikke videre interesseret ud, så hun lod det ligge.
Benevolence kunne mærke at hun virkelig ikke orkede at skære alt ting ud i pap. På den anden side så var det hende der begyndte at tale til ham, starte en samtale. Hun burde have forventet en smule forvirring. Måske var han også bange for hende, og i stedet for forvirringen var det fordi hun følte sig utryg. Hun pillede let ved en løs tråd på hendes kjole ærme. Hun vidste snart ikke hvad hun skulle sige.
Hun slog let øjnene op. Dog i stedet for at træde et skridt tilbage, over den lettere overraskende hårde tone han pludselig kom med. Blev hun stående, og plantede let armene i siden.
"Benevolence MacClary." sagde hun og rykede let på de lyse bryn. "Bea eller Bennie for folk der ikke orker at sige det hele." hun kneb let øjnene sammen. "Har du andre gode undskyldninger. Det næste bliver vel at vi slet ikke kender hinanden" sagde hun og trak let på sine skuldre. Hun små lo og rystede lidt på hovedet.