|
|
Post by Téarlach Slughorn on Jun 24, 2016 19:33:57 GMT
Buskede bryn trak sig en anelse sammen, før et svagt smil hev lidt i Téarlachs mundvige, da Agnes' hånd strøg over hans kind. Han tog en dyb indånding og bed en protest i sig over hendes ord om, at hun ikke havde noget, at tilbyde. I stedet plantede han et simpelt kys på hendes pande og fandt ned ved siden af hende igen, lukkende en arm sikkert om hende. "Jeg holder meget af dig," konstaterede han, en anelse mere sig selv.
"Og jeg ser en kvinde, der har masser, at tilbyde." Hans bryn fortrak sig lidt igen. "Det er ikke din fejl, at et monst... At de har rystet dig. Bragt dig ud af fatning. Du skal nok finde dine fødder igen. Og så er jeg her stadig og elsker dig."
|
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Jun 24, 2016 20:09:56 GMT
Agnes rullede veltilpas tilbage ind til ham og lod sin egen arm glide ind over hans, hvor fingrene ubevidst holdt fast om hans håndled. Ordene bragte et smil frem på hendes læber, selvom han ikke kunne se det eller kunne vide, hvordan den dybe, brummende røst i sig selv virkede så godt, som noget beroligende middel hun kunne brygge.
"Godt. Jeg har ikke lyst til at undvære dig et øjeblik længere," konstaterede hun, hudløst ærligt og uden at tage sig af det. I stedet puttede hun sig lidt tættere ind til ham og lod øjnene falde i - uden at falde i søvn. "Er du nødt til at gå?"
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Jun 24, 2016 22:06:14 GMT
Agnes' simple konstatering fik et varmt smil frem på Téarlachs læber og han kyssede hende blidt i nakken, før han strammede sit greb en smule om hende.
"Jeg burde," svarede han dæmpet, men tydeligvis allerede overtalt i anden retning. Han var faldet i søvn én gang. Der skulle ikke meget til før det skete igen - fuldt påklædt og det hele.
|
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Jun 24, 2016 22:21:47 GMT
Agnes smilede ganske svagt; fornuftig nok til at vide, at det ikke var en drøm, selvom det grangiveligt føltes sådan. Resten af verden var endnu overskuelig, for ikke at tale om det arbejde, som hun ikke længere ville kunne udføre, men den lille bid de havde nu, den kunne hun rumme. "Bliv," mumlede hun blot blidt, selvom hun allerede havde hørt hans tone og ingen intentioner havde om selv at slippe ham. I stedet døsede hun snart hen i sin udmattelse, omsluttet af en beroligende varme og duft, der afholdt hende fra at vride sig igen, da mareridtene vendte tilbage - og formentlig ville gøre det en stund endnu. Men selv mareridt var trods alt at foretrækker over at være der endnu. Tråd afsluttet |
|
