Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Agnes havde ikke været forberedt på transfereringen og hun vaklede nok til at ramle halvt ind i skrivebordet uden sin sædvanlige elegance. Hun var i forvejen udmattet og en anelse udhungret og kvalmen kneb hendes mave hårdt sammen, før det så småt trængte igennem til hende, at væggene omkring dem var velkendte. Sandet sved stadig i hendes øjne og hun hostede voldsomt, for at få det ud af sine lunger.
Hun hang halvt inde over skrivebordet, stående på rystende ben og trak vejret tungt, mens hun samlede sig. "Min tryllestav," blev den første, raspende indsigt over hendes læber, uden at hun havde set på de to mænd. En hul følelse fyldte hende, som hun stirrede ned i træet og kun langsomt fik rettet sig op; temmelig beskidt i kontrast til de rene omgivelser.
Harald var også temmelig rundt på gulvet på trods af at det havde været ham der havde transfereret dem. Han følte han havde sand alle vejne og hans hals føltes tør som sten, han skulle have noget vand og det regnede han med de to andre også ville takke ja til. Han fandt tre store bægre frem der var store nok til at holde på omkring en halv liter og fyldte dem op ved hjælp af sin tryllestav. Det første bæger rakte han til Agnes og efter han var sikker på at hun holdt det i sine hænder, gav han det andet til Slughorn. "Jeg.. det er jeg ked af.. " Sagde han og så alvorligt på hende, inden han satte bægeret for læberne og drak en stor tår.
Post by Téarlach Slughorn on Jun 9, 2016 17:01:32 GMT
Téarlach havde knapt opdaget hvad der skete i virvaret og væltede ind i væggen efter transfereringen, der efterlod ham både konfus og hostende støv, før han overhovedet kunne orientere sig nok til, at være lettet. Han hostede lidt mere, men holdt nærmest vejret, da hans blik faldt på Agnes. I live. Verden stod stille i et øjeblik og han stirrede stadig, da Harald måtte stikke bægeret direkte i hånden på ham, før han opdagede det.
Konfus og lettet fik han slukket sin tørst og rev blikket væk fra sygeplejersken med en knibende følelse i mellemgulvet. Han kørte en hånd over håret, der også var temmelig dækket af støv. En hæs, vantro latter forlod ham, som det begyndte at rodfæste sig hvad de lige havde gjort. "Genialt, Harald," udbrød han, før brynene trak sig sammen. "Vi må rapportere til vægterne hvor de befinder sig, inden de stikker af igen." Blikket flakkede kort til Agnes, men han kunne absolut ikke vise sine følelser nu og klarede halsen kort. "Kan du tage dig af frøken Grimsby? Så vil jeg straks træffe de nødvendige forholdsregler."
Post by Agnes Slughorn on Jun 9, 2016 21:08:10 GMT
Af alle impulser Agnes havde i øjeblikket, så var trangen til at le absolut den sidste og fik Téarlachs latter til at runge ubehageligt i hendes ører; på trods af at hun havde tænkt meget på den. Nu fik den hende derimod blot til langt om længe at se på ham med et hjemsøgt og næsten hårdt blik, inden det rev sig væk og rettede sig mod Harald.
"Tak," raspede hun og tog imod kruset med vand. Blikket hun sendte ham var en anelse forpint, men hun kunne ikke ærligt bebrejde ham tabet. Til gengæld opfattede hun dårligt nok, hvad der ellers skete - ude af stand til at forstå at hun var tilbage. Og forsvandt blot ned i kruset med vand uden helt at være klar over de to mænds samtale.
Harald rynkede sine øjenbryn i forundring over Slughorns latter, som han fandt en smule ukarakteristisk. Folk reagerede dog meget forskelligt på begivenheder som den de lige havde været ude for og han dømte derfor ikke historielæreren. I stedet nikkede han blot til ham og vendte sig mod Agnes. "Sæt dig her." Sagde han og tog fat i en stol som han satte hen til hende. Derefter hjalp han hende ned at sidde og vendte sig derefter mod Slughorn. "Kan du ikke få en husalf til at komme herop med noget mad?" Sagde han og så ham i øjnene med et lille smil.
Post by Téarlach Slughorn on Jun 10, 2016 9:13:43 GMT
Téarlach var den ledende af de tre. Det var hans arbejde og han var vandt til at tage den rolle på sig. Af samme grund vækkede Haralds ord en underlig fornemmelse og han klarede halsen kort. "Kald på en," bemærkede han simpelt. "Jeg må underrette vægterne og rådet."
Han kastede et sidste, langt blik på Agnes, før han forlod rummet, dækket af støv og med hastigt bankende hjerte. Der var intet han hellere ville end at tage hende i sine arme og være den, der tog sig af hende, men han havde et ansvar og han kunne ikke sådan lade sig styre af sine følelser. Han efterlod hende med Harald og en knugende fornemmelse i brystkassen. Senere ville han opsøge hende. Så snart han kunne.
Post by Agnes Slughorn on Jun 10, 2016 9:41:34 GMT
Havde Agnes ikke været en anelse overvældet af, hvor hurtigt det hele var gået, ville hun måske have sanset at fortælle, hvad der var foregået. Som det var, sank hun dog blot udmattet ned på stolen og fik et enkelt glimt af sig selv i vandoverfladen. Hun så ned i kruset, hvor hun selv der kunne ane de mørke rander under øjnene og håret, der ikke længere var samlet pertentligt og kontrolleret i sin krøllende vildskab.
Blikket gled fra spejlbilledet til håndledene, hvor sårskorper stadig afslørede, at rebet havde bidt sig ind i huden der. Hun tog en enkelt, indånding gennem de tørre læber, før hun endelig så op, da skridt lød gennem rummet. Det mørke blik faldt på Téarlach, på vej mod døren og indsigten af at han var på vej væk, fik hendes mave til at knuge sig hårdt sammen.
Hvad det betød vidste hun ikke, selvom hun stille sind godt var klar over, at hun ikke havde noget at forvente efter en måned. Så hun tog en indånding, samlede sig selv og lod blikket glide op mod Harald. "Tak," gentog hun igen, men denne gang i en helt anden betydning. Der var ingen tvivl om taknemmeligheden i de mørke øjne.
Post by Harald Eklund on Jun 10, 2016 10:37:56 GMT
Det var åbenbart så sjældent Harald havde brug for en husalf til andet end det arbejde de lavede til dagligt på Hogwarts, at han havde glemt hvordan man fik fat i en. Et øjeblik senere var der dukket en ældre alf op og han bad den om at finde noget mad til sygeplejersken. Den kom tilbage med en skål grød som Harald stillede foran Agnes.
"Det var så lidt." Sagde han og satte sig ned på den anden side af bordet, inden det pludselig gik op for ham at han havde overskredet aftalen med Sirrah og at hun højst sandsynligt var dødbekymret. "Vi behøver ikke snakke om det hvis du ikke er klar. Men på et tidspunkt vil jeg gerne vide mere." Sagde han alvorligt og tog en slurk af sit bæger med vand.
Post by Agnes Slughorn on Jun 10, 2016 10:49:53 GMT
Agnes takkede også den lille alf mat, mens den milde duft af grød steg op til hendes næsebor og fik hendes mave til at rumle højlydt. Hun havde ikke decideret sulten, men maden havde været sparsom og hun var næsten forsigtig, da hun tog en skefuld; usikker på, hvordan hendes krop ville tage imod det. Hun sank og det gik, men hun tog alligevel ikke den næste skefuld med det samme. Til gengæld løftede det mørke blik sig tøvende til professoren.
I nogle øjeblikke så hun blot på ham, før hun endelig nikkede let. "Varulve," blev endelig det første, hæse ord over hendes læber og det eneste forklarende, hun indtil hun havde sagt. Blikket gled ned og hun rakte ud for at tage kruset med en svagt rystende hånd. Hun drak, satte det fra sig og fugtede læberne. "De tog mig, fordi en af deres hunner var med barn... Syg."
Post by Harald Eklund on Jun 10, 2016 11:00:57 GMT
Harald var tilfreds med at se at hun ikke skovlede maden ind og følte sig efterhånden nogenlunde tryg ved at hun havde det godt nok til at passe på sig selv. Hendes forklaring fik ham til at stivne et øjeblik. Varulve var hans største frygt og havde han vidst det havde han måske båret sig an på en anden måde. "Det forklarer jo en del." Sagde han men rynkede så øjenbrynene. "Men en kidnapning er måske stadig lidt voldsomt." Kommenterede han og mødte opmærksomt hendes blik. "Hvordan behandlede de dig?" Spurgte han og rykkede lidt på sit bæger.
Post by Agnes Slughorn on Jun 10, 2016 13:44:45 GMT
Agnes' hænder skælvede om skeen og der gik tid, før hun turde tage endnu en skefuld fra grøden. Det var surrealistisk at sidde der og skulle forklare sig. Skefulden føltes pludselig en anelse svær at synke.
"Det værste var turen derop," svarede hun stille, uden at se op fra skålen. Hånden rystede lidt mere og hun endte med at lægge skeen fra sig, så hun kunne åbne og lukke fingrene i ly af det beskidte skørt. "... Og de andre ulve... Men det var ikke..."
Harald lænede sig lidt fremad og lagde en hånd over den hun havde haft skeen i. Han så hende indgående i øjnene, med et alvorligt blik. "Jeg ved godt at det et svært at tale om Grimsby, men det er vigtig at du gør det. Hvis ikke til mig så til en anden. Ellers vil du aldrig komme dig, ikke helt." Sagde han og så på hende med sympati i blikket. "Men det vil blive bedre. Du må bare være tålmodig." Først nu tog han hånden til sig og lod hende forsætte med at spise sin mad. "Og du er altid velkommen til at komme forbi." Han vidste selv hvor meget nemmere det var at tale med folk der selv havde været i ekstreme situationer, der ikke behandlede en som om man var porcelæn eller som en der havde haft det svært.
Post by Agnes Slughorn on Jun 11, 2016 18:32:04 GMT
Agnes havde været fattet gennem den sidste måned; forholdt sig til ulvene med noget nær stoisk ro og karakteristisk selvsikkerhed. Det var først nu, hjemme, at hun indså hvor rædselsslagen hun hele tiden havde været.
Af samme grund måtte hun pludselig blinke hurtigt en enkelt gang, før hun tog en dyb indånding og nikkede. Hånden under hans var stivnet let og forblev der, selv da han trak sin tilbage. "Tak, professor," fik hun hæst frem og klarede halsen lidt.
"Det er fuldmåne i morgen. Jeg troede, at jeg skulle være der imens..."
Post by Harald Eklund on Jun 12, 2016 17:17:41 GMT
Harald havde ikke svært ved at forestille sig hvordan Agnes havde haft det, nok havde han ikke selv prøvet at blive kidnappet, men han havde været i lignende situationer. Han vidste kun alt for godt, hvor langt fra hverdagen det var at være så presset. Alligevel sagde han ikke noget, men nikkede blot roligt over hendes ord, mens han alvorligt rynkede sine øjenbryn. "Forvandlingen." Kommenterede han og gled sin hånd hen over kanten af bordfladen. "Ja, det ville have været katastrofalt." Hans stemme var afdæmpet og fattet. "Jeg er glad for vi fandt dig inden."
Post by Agnes Slughorn on Jun 12, 2016 17:23:02 GMT
Agnes' maves rumlen var det, der overtalte hende til at spise igen og hun klemte endnu en bid mad ned, mens hun forsøgte at lade være med at tænke på, hvad der kunne have været.
Til hans ord kunne hun kun nikke, selvom hendes hjerte gav et lille stik ved tanken om det tab deres redningsmission havde resulteret i. Utaknemmeligt som det virkede.
"Tak," gentog hun blot og tvang et mat smil frem, der ikke nåede hendes øjne.