Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Hearn MacClivert on May 30, 2016 21:15:25 GMT
Hearn vidste bedre end at tale om følelser med sin far. Det var slet ikke noget man gjorde, når man var en MacClivert. Her på øen udtrykte man sig fysisk frem for verbalt. Der var ikke meget rum for de bløde personligheder, og selv dem der var, blev hærdet med tiden.
Kylas ord var nok sandheden, selvom Hearn ikke helt vidste, hvad han skulle gøre af den. Det var sådanne ord, der kunne få ham til at ligge søvnløs om natten og stirre op i stenloftet på sit kammer. Han tog en stor tår af øllet, mens Kyla talte færdigt.
”Han er glad for dig og du er god for ham” bemærkede Hearn og mødte Kylas blik over lyset på bordet. Hans stedmor var den eneste, der kunne holde Angus tilbage og nok også det eneste, der afholdt Hearns far fra at være lige så stridslysten som onklerne. ”Er det ikke sådan, det skal være?” spurgte han og tog på ny en tår øl. Han var ikke ubekendt med begrebet kærlighed, men sandheden var jo, at det var noget, de færreste endte op med. Selv havde han prøvet at søge efter den for at fylde det tomrum, den første stadig fyldte. Ingen havde dog endnu kunne holde hans interesse i længere tid og han var efterhånden ved at give op. Måske skulle han bare spørge en af de søde unge piger nede på kroen, om de ville gifte sig med ham. Det var ikke just, fordi presset blev mindre af at vente. De ru fingre tog sig en tur igennem det tætte mørkblonde hår på hans hoved, imens han lod tanken passere.
”Hvorfor mener du ikke, at jeg er en rigtig mand?”. Han hævede et øjenbryn, som han genoptog emnet fra deres tur tilbage til salen tidligere.
Post by Kyla MacClivert on May 30, 2016 21:33:59 GMT
Kyla havde også for længst lagt den dybere mening med ordet kærlighed på hylden. Hun forlangte mere respekt end noget andet. Men det betød ikke at hun ikke gjorde sig i hvordan hendes mand behandlede hende, eller hvad han mente om hende. Selvfølgelig var det hende yderst vigtigt at hun blev betegnet som en god hustru. Men hun var langt fra hjælpeløs, og ville ikke gøres afhængig af andre end sig selv.
Hearn havde ret i de ord han kom med, det meste var i hvert fald noget som hun selv havde overvejet. Hun havde aldrig været det håbløs romantiske pigebarn, men var alligevel blevet overrasket over det liv der ventede hende, som nok også var hvad der havde gjort hende så viljestærk og selvsikker. Man overlevede ikke en dag på Drear øen, hvis man var for svag. Og det var ikke en svaghed som Kyla ønskede sig. "Det er det vel." sagde hun med et let skuldertræk. "Men selv en som mig, undre sig over hvordan det føles" sagde hun og rettede hovedet lidt. Hun havde et liv, et godt liv, skulle hun være ærlig. Men der manglede stadig noget. Endnu engang fyldte hun sit krus. Det var en af de dage hvor hun havde lyst til at svinde hen og dulme sine tanker lidt mere end normalt.
Kylas bryn skød en smule op, og et smil bredte sig hos hende "Jeg mener blot at du har mere at bevise." sagde hun roligt og hævede glasset igen.
Post by Hearn MacClivert on Jun 1, 2016 21:20:15 GMT
”Selv en som dig ” gentog Hearn og betragtede hende kort med et drillende smil. Kyla var af en helt særlig støbning, det havde han altid vidst. Om hun altid havde været det, det huskede han ikke, men hun var med tiden kommet til at passe fuldt ind blandt de resterende klanmedlemmer. På det punkt havde hans far valgt rigtigt i sin tid, selvom Hearn havde sine tvivl om, hvorvidt det var det, der havde fået Angus til at ende op med Kyla i første omgang.
Han fulgte sin stedmors eksempel og fortsatte også med at hælde øl ned, hurtigere end han selv registrerede. Det var ikke særlig stærkt og hans tolerance var efterhånden ganske høj, men det ændrede ikke på, at hans statistik for at drikke sig fra sine problemer var ganske god.
Drillerierne fra hendes side, det var sådan han opfattede det i hvert fald, blev da også besvaret med en hvis nyopstået kådhed. ”Hvad er det, jeg mangler at bevise?” spurgte han og kiggede små udfordrende over på hende. Han mente bestemt ikke, at han manglede at bevise noget som helst, så hendes uddybning var kærkommen. I det hele taget var samtalen med Kyla, noget han fandt overraskende behageligt, alt taget i betragtning. Det var nok øllen. Den gjorde i hvert fald ikke noget dårligt for udseendet på kvinden på den anden side af bordet.
Post by Kyla MacClivert on Jun 2, 2016 11:16:00 GMT
Kyla skævede lidt til Hearn, over at han gentog hendes ord. Hun fjernede i en roligt bevægelse en mørk lok fra ansigtet, og lagde den bag øret. "Hvem ved desuden hvad ægte og rigtig kærlighed er? Kan det ikke lige så godt være det samme som respekt? og at man bekymre sig?" Det var ikke et direkte spørgsmål til ham, for ærlig talt, hvor skulle han vide det fra? Hun anede ikke om Hearn nogensinde havde oplevet ægte kærlighed. Hun mente heller ikke at det var en luksus nogen af dem havde. Det handlede om overlevelse, ens families overlevelse. Hun drak ikke mere fordi hun havde noget hun ville glemme, det var mere følelsen af at være små fuld der gav hende en rar følelse. Og så var det nemmere for hende at være i selskab med Hearn. Hun tænkte ikke så meget. Om det så kunne ende med dårligere eller gode handlinger, det kunne hun ikke bestemme sig for.
Kyla satte sig lidt tilbage, med ryggen hvilene mod væggen. Hun havde sit halvtomme krus i hånden, og trommede let på de med sine fingre. "Du minder bare alt for meget om de der håbløse unge mænd der tror de kan klare hele verden, og vække alle kvindernes inderste følelser" sagde hun roligt og slog øjnene let op. Erfaring var nok en af de ting hun manglede hos ham, og at han viste sin egentlige styrke. Det behøvede ikke at være i form af kamp. Hun ville dog ikke give ham alle svarene. "Du alt for høje tanker om dig selv" sagde hun i et grin og færdiggjorde sit krus, men var dog ikke langsomt til igen at fylde det.
Post by Hearn MacClivert on Jun 5, 2016 20:15:54 GMT
Det var underligt at sidde og snakke om Kylas ægteskab med hende. Særligt på grund af vedkommende, som hun var gifts med. Der var intet, der forbød mænd at ligge med andre end deres koner, alligevel håbede Hearn, at hans fremtid ville byde på en anden form for ægteskab. Det virkede også så uforståeligt, tanken om, at Angus ikke skulle have lyst til Kyla. For Hearn var det umådeligt svært at forstå, at man ikke kunne have lyst til den seks år ældre kvinde. Han havde kæmpet så meget med det, men alligevel lå alle de ting, han fandt tiltrækkende ved hende alligevel hele tiden i baghovedet. I sær i hendes selskab, hvilket også var grunden til, at han så hårdt havde forsøgt at holde sig væk.
”Men du elsker ham?” spurgte Hearn, da Kyla afsluttede med, at Angus ikke elskede hende på samme måde. Var det forkert, at have et lille håb i maven ved det spørgsmål? Der var i hvert fald noget dybt forkert over at håbe på, at ens fars kone slet ikke elskede ham. Hearn endte med at skylde den voksende dårlige samvittighed væk med endnu mere øl. Han var et dårligt menneske og han burde snart finde sin seng.
Post by Kyla MacClivert on Jun 6, 2016 13:23:54 GMT
Det var langt fra det bedste emne at snakke med andre om, og da slet ikke Angus ældste søn. Kyla følte nogen gange at hun var ved at lære Hearn at kende på ny, og hun anede ikke altid hvad man kunne tale om. For selv var hun ikke en der kunne sidde længe som de adelige fruer og snakke om alt og ingen ting. Nej hun havde brug for at slå lidt på noget engang imellem. Ellers ville hun gå med alt for meget aggression. Med roligt lukkede øjne lagde hun hovedet tilbage mod væggen endnu engang, og sad blot lidt i sine egne tanker uden rigtig at tage sig af at hun ikke var alene. Først da han igen talte rettede hun hovedet for at kigge på ham.
Kruset var tomt, og blev hurtigt fyldt igen. "Det kommer an på hvad du mener med elsker. Jeg holder af ham, han er min familie" sagde hun roligt og tog et par lange slurke. Hun satte kruset hårdt ned og rejste sig fra bænken. Hun lænede sig ind over bordet, med håndfladerne trykket mod træoverfladen. "Hvad er at elske for dig Hearn, hm?" spurgte hun og forsøgte at fange hans blik. "Er det for dig blot den fysiske form at et forhold. Eller er det den dybe følelse som sidder helt inde i kroppen, som ville kunne æde dig om indefra, hvis den fik lov?" hun kneb let øjnene sammen da hun talte.
