Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Morrigan opførte sig sært for tiden og Conrí var overbeskyttende, så det begyndende forårsvejr havde fået Letica til at tage på en af hendes evindelige strejfeture. Det plejede jo kun at tage en uge eller to at blive tilgivet igen bagefter, så det var ærligtalt det værd, når de andre opførte sig sådan. Tomhændet vendte hun heller ikke tilbage, for der havde været mange godtroende mennesker i Hogsmeade. Hun pakkede staven ind under tøjet og begyndte at følge den lille skovsti, som hun havde transfereret sig tilbage til. Magi var ikke det, hun brugte mest, men når det var det eller en umulig lang gå tur, så valgte hun trods alt det første. Solen skinnede oppe over de store træer og hun var næsten i godt humør, så godt som hun nu kunne være, da hun nærmede sig hytten.
Synet af en fremmed foran det, der havde fungeret som flokkens hjem hele vinteren, fik hende til at sætte tempoet ned og liste en hånd ind til den nærmeste kniv. Var de blevet opdaget? Der var måske noget bekendt over skikkelsen, som hun kom nærmere, men det afholdt jo ikke vedkommende fra at være vægter eller det der var værre. Jæger. " Hvem er du? " hvislede hun uvelkomment med kniven synligt klar i den ene hånd. Om han havde lov at være her eller ej, så havde hun ikke ry for at tage pænt imod folk. Hele hendes flok kunne ligge døde inde i hytten, for hvad hun vidste af. Måske ville hun ligefrem savne dem. En overvejelse,der hørte sig til på at andet tidspunkt.
Post by Altair Nazari on May 23, 2016 21:59:40 GMT
En varm velkomst var ikke just hvad Altair var blevet mødt med; vagtsomhed syntes instinktivt at komme til ulveflokken, og på trods af den tidligere rigmandssøns naive tro om, at intet ondt kunne røre ham, var den nervøse adfærd hurtigt smittet af og bød ham nu at holde en påpasselig afstand til de andre varulve. I grunden passede det ham også bedst at holde sig for sig selv, imens han så flokken an – og omvendt.
De lange, mørke lokker faldt i spaltede krøller ned over skuldrene på ham, da han vendte hytten ryggen for at tage en midlertidig flugt imellem skovens grønne træer. Knap havde han drejet omkring, før en kvindeskikkelse optog hans synsfelt. Kniven i hendes hånd var det første, hans skarpe blik opfangede.
”Hvem er du?” skød han spørgsmålet tilbage, hånden per refleks søgende imod tryllestaven i bæltet. "Du har intet at gøre her."
Post by Letica Portier on May 24, 2016 9:06:49 GMT
Der var bestemt noget bekendt over den fremmede, da han vendte fronten imod hende. Hun genkendte hans ansigt og da hun kom tættere på, kunne hun ud fra hans fært bekræfte, hvad han var. " Du er ulv " konstaterede hun og ignorerede hans ligegyldige spørgsmål og lige så dumme påstand. Det her var hendes hjem. Hvor sørgeligt det så end var. Kniven blev sat tilbage på dens plads, inden hun fortsatte ned imod hytten. Hvis han var ulv og var på Cons revir, kunne det jo ikke være helt alvorligt. Den dag var endnu ikke kommet, hvor hun havde set nogen, besejre Con i kamp. " Jeg bor her " bemærkede hun blot, som hun ellers passerede forbi ham og hen til huset for at få smidt sin kappe og den begrænsede oppakning, hun havde haft med sig. Da hun var fri for den, vendte hun sig på ny imod den nye ulv. Blikket gled undersøgende ned over ham. Mon hun havde røvet ham en gang?
Ulv. Ordet fik effektivt Altairs mave til at vende sig, hver eneste gang han hørte det. Der fandtes ingen ende til listen af ting, han ville gøre, hvis blot han kunne undslippe sin forbandelse. Uskyldige ofres blod havde under de hjerteskærende forvandlinger været på hans hænder et utal af gange, og intet kunne umuligt slå ham hårdere end at vågne op velvidende om, at endnu et individ havde ladet livet for hans ulvekløer.
Som hun passerede forbi ham, fulgte det mørkebrune blik opmærksomt hendes bevægelser. Først da kniven var ude af verdenen, kunne han give sig tid til at se hende an – og synet slog ham drøjt.
Der hvilede noget bekendt over hende uden tvivl. Sjældent huskede han ansigter, en vane fra tiden, hvor gemene bondefolk, tjenere og fattige gadefolk havde syntes ligegyldige for ham, men alligevel havde hendes høje kindben og store øjne formået effektivt indprente sig i hans hukommelse, brændt fast på indersiden af hans øjenlåg. ”Dig.” Der var ingen tvivl. ”Du bed mig.”
Post by Letica Portier on May 24, 2016 10:30:09 GMT
Det stod klart, at de havde mødtes før, da den fremmede genkendte hende. Letica var ærligtalt ikke sikker, men sandsynligheden for, at hun kunne have bidt ham, var der da. Den var endda rimelig stor. - " Ser man det.. Heldigt du overlevede " bemærkede hun uden spor af medfølelse eller sympati. Der var endda et lille smil på hendes læber, som hun betragtede produktet af en af sine forvandlinger. Modsat så mange andre, så sled timerne som varulv ikke på hendes samvittighed. Hun kunne godt lide minderne om alle dem, hun havde bidt eller flået fra hinanden. Der var derfor også utrolig stor sandsynlighed for, at hun netop havde bidt denne fremmede. Hun havde gerne for vane at opholde sig i beboede områder, når månen var på sit højeste. Det var det, der havde kostet hendes familie livet.
Post by Altair Nazari on May 24, 2016 20:53:33 GMT
”Heldigt?”
I sin nuværende tilværelse, reduceret til intet andet end et primitivt individ boende i skoven under tvungne månedlige forvandlinger, havde Altair ofte næret et brændende ønske om, at han var forblødt den aften, varulven havde sat tænderne i ham. Det ville have sparet ham for alskens problemer, sorger og blodudgydelser.
”Jeg ville hellere have været død. Du ødelagde alt!” Vreden steg med ét op i ham, sendte lynende fornemmelser ud i fingerspidser og fik de mandelformede øjne til at blive endnu smallere under den anstrengte grimasse. Der var ingen sympati at hente hos kvinden, og det var ej heller, hvad han ønskede af hende. Den eneste følelse, der i sekundet fyldte ham, var den uslukkelige tørst efter hævn.
Fingrene trak tryllestaven i hans bælte, og spidsen blev vendt imod skikkelsen, der havde retning imod hytten. Hun ville ikke slippe væk, ikke før han havde retfærdiggjort den forbandelse, hun havde kastet over ham.
Post by Letica Portier on May 25, 2016 14:19:33 GMT
Egentlig med andre planer, end at stå og mundhugges med en fremmed, der ikke var tilfreds med at være i live, blev hun alligevel draget lidt af hans tydelige vrede imod hende. Der var noget tilfredsstillende over at være skyld i sådanne følelses udladninger.
Følelseskolde øjne blev rettet imod ham, som han i vrede påstod, at han hellere ville have været død. "Jeg ser ikke nogen, der prøver at holde dig tilbage?" bemærkede hun ganske roligt og blikket gled kort til hans hånd, da han trak sin stav. Hun begyndte at sætte det ene ben foran det andet, langsomme rolige trin, indtil hun stod lige foran ham. Et enkelt trin mere og hans stav ville praktisk talt prikke hende i brystet. Et blik ned over ham, trods hans ringe tilstand, var mere end nok.
"Jeg tror nok du skal klare dig uden tjenere og arrangerede ægteskaber, Golden Boy" tilføjede hun, da de fine syninger, trods snavset, trods alt ikke hørte sig de borgerlige til.
Tanken om at ende sit liv og frigøre sig selv fra sine lidelser havde skam strejfet Altair i løbet af mange mørke nætter, når han svælgede i selvhad og sorgen over at være endt som et blodtørstigt uhyre blev for overvældende. Resultatet var altid det samme; når alt kom til alt havde han hverken styrken eller modet til at gøre sig fri af livets pinsler, hvilket blot føjede til den allestedsnærværende følelse af fortrydelse.
”Og hvad får jeg til gengæld? Et liv i en skov midt ude i ingenting, hvor jeg som et eller andet dyr må fange min egen føde og drikke af beskidte vandløb? Det er ikke et rigtigt liv.” Det kunne godt være, at det var nok for den kvindelige varulv, men Altair nægtede at basere hele sit liv på dyriske instinkter om overlevelse. Der var mere til tilværelse end at nedlægge den næste hjort eller komme levende igennem nattetimerne, blot for at begynde en ny dag, hvor overlevelsen igen var det eneste, der fyldte hans tanker.
Kæbemuskulaturen spændtes anstrengt, da hun trådte nærmere. Den beskedne afstand imellem hendes brystkasse og tryllestavens spids blev brudt, da han stak til hende for at skubbe hende bort, som var hun intet andet end et uhumsk skadedyr. ”Hold dig på afstand,” advarede han med vreden lynende i de sorte øjne.
Post by Letica Portier on May 26, 2016 19:28:59 GMT
Utilfredsheden var så tydelig, men det var ikke nok til at overbevise Letica om, at han ikke var bedre her, end hvor end han måtte være kommet fra. "Du kan gøre hvad du vil. Det er mere liv, end det du havde før" argumenterede hun med et let træk på skuldrene. Et eller andet sted var hun ligeglad med, hvad han følte om sin nye tilværelse. Hun havde ikke bidt ham, for at gøre ham noget godt. Hun havde bidt ham for sin egen tilfredsstillelse. Det var enten det, eller at dræbe alle de fuldblods, som hjemsøgte hende i hendes drømme om natten. Og det her slap man trods alt lidt lettere afsted med.
Stikker med stavens ende fik hende ikke til at flytte sig. Hun rettede blot sit blik ind i hans vrede øjne og blev ellers stående. "Hvad vil du? Dræbe mig? Så gør det. Slå mig? Du er velkommen. Bare stop med at have ondt af dig selv. Det er ynkeligt ".
”Tro ikke, at du ved, hvad du taler om,” advarede Altair.
Et liv baseret udelukkende på primitive overlevelsesinstinkter var bestemt ikke mere liv, end han havde haft før; nu var bekymringerne om, hvordan han skulle mætte sig selv det eneste, han havde tanke for, hvorimod han for blot et år siden end ikke havde behøvet spekulere på, hvad aftensmaden skulle bestå af. Den slags havde han haft folk til, men det nyttede velsagtens intet at forklare det til en varulvekvinde, der havde levet hele sit liv i skoven som et vilddyr uden behov for nogensinde at udrette noget med sin sølle eksistens.
Han kunne ikke dræbe hende. Ikke her, ikke nu, ligegyldigt hvor fristende det så end var. Hvis hun virkelig tilhørte varulveflokken, ligesom hun havde påstået, ville det være det rene selvmordsforsøg at myrde hende på tærsklen til hendes egen hoveddør, for han havde en grum fornemmelse af, at varulve var hævngerrige væsner. I stedet hævede han staven og sendte en besværgelse af sted, der med en effektiv styrke ville skubbe hende bagud – forhåbentligt hårdt nok til, at hun ramlede direkte ind i hyttens facade, for hans egen tilfredsstillelses skyld.
”Jeg vil have, at du holder dig fra mig. Hvis du kommer nær mig igen, bliver det med langt værre følger.”
Post by Letica Portier on May 27, 2016 19:00:40 GMT
Letica kunne spotte en dræber, når hun så en, og denne fremmede, varulv eller ej, dræbte ikke i koldt blod. Han havde måske andres liv på samvittigheden under sine forvandlinger, men at dræbe hende, her, med flokken så tæt på, det var hun selvsikker nok til at føle sig sikker fra. Hans besværgelse ramte til gengæld og kastede hende tilbage imod hytten. Hun kolliderede med væggen bag sig, men alt der kom fra hende, var en let latter.
"Jeg ved nøjagtigt, hvad jeg taler om" påstod hun og rystede let på hovedet af ham. "Du er ikke den første adelige, der er blevet bidt". Alt det han savnede, folkene til at gøre alt for sig, den problemløse tilværelse, alt det havde hun haft og hun havde valgt det fra. Hun afskyede alt den adelige tilværelse havde at byde på.
"Hvad tror du du er? Gud gave til kvinder? Jeg har intet behov for at komme i nærheden af dig" var alt hun havde at bemærke, til hans advarsel om at holde sig væk. Som om hun havde en eller anden drøm om at hænge ud med den taber.
At kalde Altair en dræber ville være en skam. Før hans tid som varulv havde han aldrig lagt hånd på et andet menneske, så man bort fra de obligatoriske træningstimer i kampdiscipliner, han i barndomsårene havde været igennem; og efter hans forvandling, var drab kun sket under fuldmånens handleevnebestjælende stråler, der bød ham at fare omkring i en blodsrus som et primitivt vilddyr.
Han var ikke adelig, men hvis det var det, kvinden troede, så skulle han ikke sige hende imod; effekten af hans højtagtede ophav lod dog ikke til at have den ønskede virkning på varulven, der mildest talt ikke kunne være mere ligeglad. Hvis bare hun vidste, hvem hun stod overfor.
”Du går måske specifikt efter folk, der er højt oppe på rangstien? Er det misundelsen, der trykker?” hånede han. Guds gave til kvinder - han fnøs. Den tanke kunne han meget vel have gjort sig et år forinden, men ikke nu. ”Du gør klogt i at huske det.”
Post by Letica Portier on May 29, 2016 9:51:43 GMT
Havde Letica ikke lyttet til den minimum af fornuft der var i Conrís ord, kunne hun meget vel have gået endnu mere specifikt efter folk højt oppe på ranglisten. Crouch, Black, Gaunt, Malfoy.. Hun gjorde gerne en ende på deres fine blodlinjer, som hun havde gjort det på sin egen. Desværre ville det nok aldrig komme så langt, for det var hævngerrige magikere at trodse og de havde det netop med at hævne sig. Hvilket nok var grunden til, at Con havde forbudt hende det. På en mere klar måde, end de gange han blot forbød hende at være i nærheden af beboede områder ved fuldmåne.
” Misundelse? ” gentog hun og væmmelsen ved den blotte tanke fik hende til at skære ansigt. Hun misundte ikke de mennesker noget som helst.
” Jeg vil bare ødelægge deres liv, som de ødelagde mit ”. Den blodfanatisme der herskede blandt fuldblodsmagikerne havde kostet hende alt det, hun nogensinde havde haft kært og takket være det, var der nu intet, der afholdt hende fra at give sig selv frit lejde. Blodfanatikere skulle dø og alle, der mente de var bedre end andre, kunne komme med i faldet. Et meget ædelt mål ifølge hende selv. Selvfølgelig røg der også en del andre i hendes blodrus, men det var kollateral skade. Hun var lettere ustyrligt, når det kom til at gøre skade på andre.
Post by Altair Nazari on May 29, 2016 12:37:26 GMT
Misundelse var en hæslig størrelse, og Altair havde levet hele sit liv velvidende om, at gadefolk og rakkerpak ikke stod tilbage for at tage barbariske midler i brug, når det gjaldt om at vinde magt – selv hvis det krævede, at de måtte leve resten af deres dage med adeligt blod på samvittigheden. Det samme lod til at gælde for denne bestialske skabning, der ikke holdt sig tilbage fra at proklamere, at hun specifikt gik efter at efterlade adelige med ituslåede liv, præcis som hun havde gjort med ham.
”Jeg kunne dræbe dig,” røg det ud af ham. Vreden boblede skoldhedt i brystet, og hænderne knyttedes, så neglene skar sig ind i de arrede håndflader. ”Du ødelagde mit liv. Og du beder mig om at stoppe med at have ondt af mig selv; det er dig, der har travlt med at rende rundt og hævne dit ødelagte liv. Din stakkel.” Det sidste ord forlod læberne som en hidsig hvislen. Der var ikke en eneste del af ham, der nærede sympati for kvinden. Når blikket faldt på blå øjne, kunne tankespindet udelukkende producere blodige billeder af, hvordan han på mest smertefulde vis kunne gøre en ende på hendes liv.
Post by Letica Portier on May 29, 2016 19:03:20 GMT
Letica var fuldt ud bevidst om provokationen i sine ord. Hun gjorde det jo med fuld bevidsthed, så truslen om at blive slået ihjel, havde hun vel også fortjent. Det ville kun gøre denne fremmede godt, hvis han faktisk var i stand til det. Han gik en hård tilværelse i møde og jo hurtigere han hærdede sig fra alt, der hed følelser, jo bedre.
Vreden lyste ud af ham. Hun kendte tegnene og en klogere ulv, havde nok veget tilbage for dem.
”Det kunne du” svarede hun i stedet lettere provokativt, uden at vige en tomme for hans trussel. Han var da velkommen til at gøre forsøget. Hun kunne dog også godt udføre magi, hvis det virkelig kom til det.
”Det har intet med hævn at gøre. Jeg har ikke ondt af mig selv, jeg bringer bare lidt balance i en verden, der er fuldstændig forskruet ” argumenterede hun, stadig virkende ret ligeglad med det hele. For det var hun jo. Hun forsøgte ikke at kæmpe de dårligst stilledes sag. Hun var af den klare overbevisning, at det var forkert, at de mest magtfulde familier skulle bestemme alt og fortsætte med det i generationer, imens alle andre blot måtte følge deres regler. Det var dog et samfundsproblem hørende til et samfund, som hun ikke selv længere var en del af. ”Vil du dræbe mig eller hvad?” spurgte hun ligefremt og slog armene lidt ud til siden. Så måtte han jo give sit bedste forsøg.