Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Conrís øjne samlede sig længselsfuldt om konturerne af den lille hytte, der i nymånens skær så småt begyndte at træde frem imellem de høje slanke træer. Ivrigt gav han den allerede udmattede hest et ekstra spark, hvilket modvilligt fik krikken til at sætte farten op, og med stor sandsynlighed også ville vække hans passager, i tilfælde af at det var lykkedes hende at falde i søvn igen. "Agnes.. Vi er fremme." På trods af at hun endnu ikke havde forsøgt at flygte, var hænderne alligevel forblevet bundne, og det var ikke meget søvn den store varulv havde fået under de to sidste nætters rejse. Frygten for at pigebarnet ville slippe bort mellem hans fingre, havde hele tiden været til stede og Conrí havde derfor heller ikke slækket på det jerngreb han havde holdt tøsen i. Hænderne forblev derfor også bundne, da han hjalp hende ned af hesten, og dog var det tydeligt at den store mandsperson havde mange andre ting at tænke på end den spinkle helbreder. Så snart hendes fødder ramte jorden, greb han hende ublidt i armen, og trak hende med ind i den lille skidne hytte der havde været ulvenes hjem vinteren over. "Morri..?" Han gjorde sig ikke umage med at skjule længslen i hans kald, eller frygten for at hun ikke ville svare tilbage.
Post by Morrigan Rolfe on May 23, 2016 19:16:32 GMT
Morrigan snorkede lidt i sin bunke af tæpper på det leje, som hun sædvanligvis delte med Conrí. En lyd fik hendes øjenlåg til, at sitre, før hun brat satte sig op med tryllestaven peget imod truslen, rystende af søvnig parathed. ”Hvae!” Hendes udbrud var lettere usammenhængende og så snart hun indså hvem det var, faldt armene træt ned og hendes hæse stemme klingede halvt desperat og halvt lettet. ”Er det hende? Er hun her for, at hjælpe?”
Hun rystede, som hun sad der, afkræftet og tynd, selvom hendes mave bulede en anelse ud med ulveungen. Hendes blik hvilede hungrende på Conrí, flakkende til skikkelsen han havde med.
Post by Agnes Slughorn on May 23, 2016 20:53:19 GMT
Agnes sov ikke. Heller ikke selvom hun var udmattet. De gentagne stød fra hestens hove skød op gennem hendes forpinte krop, der ikke var vant til den slags rejser og båndene omkring hendes håndled, havde efterhånden gnavet så dybe mærker i huden, at selv den mindste bevægelse var smertefuld. Til gengæld var hun for længst stoppet med at spørge, hvor langt de skulle og da han talte, troede hun i et øjeblik næsten, at hun måtte have forestille sig det.
Ikke desto mindre var hun inden længe på vej ned fra hesten og de svækkede ben gav en anelse efter, hvilket fik hende til at snuble snarere end at gå med. Det var af samme grund ikke ligefrem nogen imponerende skikkelse hun udgjorde, da varulven trak hende med i en hytte, der lugtede stærkt af feber og manglende udluftning.
Hendes blik faldt instinktivt på den afkræftede skikkelse, men der kom ikke det sædvanlige, milde smil frem. I stedet rankede hun sig blot langsomt, mens det trænede blik nærmest instinktivt tog mål af hunulven. Noget svar, gav hun dog ikke. Det var tydeligt, at spørgsmålet ikke var rettet mod hende.
Post by Conrí Singleir on May 23, 2016 21:14:35 GMT
Conrí havde nærmest glemt den spinkle helbreder, da den kvindelige alfa endelig gav lyd fra sig. Han havde op til flere gange været urolig for at hun ville kradse af før hjælpen nåede frem, på trods af at han kendte hendes indre styrke. Uden at tænke synderligt over at hun var et levende væsen, og ikke blot noget der skulle gøre hans barn og hans mage raskt igen, trak han pigebarnet hen foran hende, så hun bedre var i stand til at tage bestik af Morrigans situation. "Det her er Agnes. Hun vil helbrede dig." Der var en snert af en advarsel i hans stemme, til den blåhårede healer, og det var tydeligt at manden der undervejs på deres rejse, til tider havde virket nærmest sympatisk var væk. Han løste Agnes bånd, så hun ville være i stand til at undersøge Morri, og dog holdt han stadig fast på hendes tryllestavn. "Gør hvad du kan, og fortæl mig hvis der er noget du skal bruge." Han nikkede til helbrederen, hvorefter han bøjede sig ned og kyssede magens bulende mave og derefter hendes pande, før han til sidst veg pladsen, for den lille heks.
Post by Morrigan Rolfe on May 24, 2016 9:18:08 GMT
Morrigan havde klaret sig gennem flere uger alene, men hun var afkræftet nu og knapt i stand til, at sidde op i længere tid end de øjeblikke de havde været væk. Hun sank sammen på sit leje med et lille, taknemmelig smil og havde nær rakt ud efter sin mage, da han trak sig væk. I stedet så hun direkte på helbrederen, der fik plads ved hende.
”Undskyld,” mumlede hun, selvom det var uklart om hun virkelig mente det eller ej, selv for hende selv. ”Jeg har brug for dig...” Den del var til gengæld ganske åbenlyst sand. Hun var afkræftet og febersyg og selvom det ikke havde alt, at gøre med barnet, så var det absolut ikke en sund position at være i.
Post by Agnes Slughorn on May 24, 2016 9:37:26 GMT
Agnes snublede med frem igen, som Conrí trak hende, men hun fortrak dårligt en mine. I stedet betragtede hun ham, mens han løsnede hendes bånd og hun havde nær sluppet en dæmpet lyd, som blodet vendte tilbage til hendes fingre. Før den slap ud, havde hun bidt den i sig og hun nøjedes i stedet med at folde de følelsesløse led sammen, mens de to varulve delte et øjeblik.
Efter lidt tid, vendte hun sig dog mod Morrigan og satte sig langsomt - med rystende ben - på den vakkelvorne skammel, der stod ved sengesiden. Hendes ansigt var skarpt af alvor og hun smilede ikke det beroligende smil, som ellers ofte blev tildelt patienter. De mørke øjne gled undersøgende over den afkræftede skikkelse og da hun endelig talte, var det med en lettere hæs stemme.
"Medmindre I har adgang til et lager af de magiske ingredienser, der er nødvendige for at brygge de eliksirer, der kan hjælpe," begyndte hun og selvom hendes stemme ikke havde meget kraft, var den overraskende bestemt. Langsomt drejede hun hovedet og så op på den mand, der havde slæbt hende hertil. "Så får jeg brug for min tryllestav."
Post by Conrí Singleir on May 24, 2016 17:25:34 GMT
Conrí skulle lige til at gribe ind i kappen, for at bringe hende staven som hun forlangte, før han stoppede hånden midtvejs, og stirrede mistroisk på hende. "Og hvad skulle så forhindre dig i at skride og efterlade os her?" Den store varulv var splittet, for det betød alverden for ham at Morri og ungen fik det bedre, men hans tiltro til at folk af deres gode hjerte ville hjælpe hans slags var efterhånden tyndslidt. Det på trods af at heksen foran ham allerede havde hjulpet ham en gang. "Hvilke urter har du brug for, og findes de her i skoven?" Han kiggede afventende på hende. Morrigan var endnu ikke på dødens rand, og han var ikke tabt bag en vogn når det kom til urter.
Post by Morrigan Rolfe on May 24, 2016 21:09:44 GMT
Morrigan var ikke ved, at kradse af, men det føltes ikke som langt fra og Conrís stædighed fik hendes matte øjne til, at gnistre. ”Giv hende staven, alfa,” fik hun frem i et tonefald, der måske var svagt, men til gengæld også bestemt.
Hun kunne ikke give ham ordrer – ikke rigtig – men der var undtagelser og denne var absolut en sådan. De ravfarvede øjne glødede, som hun så op på helbrederen.
Post by Agnes Slughorn on May 24, 2016 21:37:11 GMT
Agnes nåede ikke at svare, før en utvetydig ordre klingede gennem luften. Heldigvis var det en hun havde brug for og hun ville måske have smilet, hvis ikke det gav hende gåsehud at være fanget mellem de to ulve - som efter ordvalget at dømme, måtte være ledere af en hel flok. Tanken om én varulv, måske endda to, havde ikke jaget en skræk i livet på hende, men tanken om et helt kobbel, fik det alligevel til at løbe hende kold nedad ryggen.
"Jeg har givet dig mit ord," lød ordene endelig fra hende, rungende med mere kraft, end hun vidste, at hun havde i sig. Til gengæld tordnede den også i hendes blik, da hun drejede hovedet og så op på hanulven. "Og hvis du skulle have glemt det, så reddede jeg dit liv engang. Du skylder mig, som det mindste, at stole på mig."
Post by Conrí Singleir on May 24, 2016 22:10:35 GMT
Conrís mine blev stadig mere utilfreds, da hunulven tydeligvis ikke var ligeså tålmodig som ham selv. Han brød sig ikke om at de skændtes foran helbrederen. Han havde brug for at hun vidste at han var i kontrol. Et ord fra en fremmed havde aldrig betydet særlig meget for ham, og dog mildnedes de sammenknebne øjne en smule, da hun påpegede at hun allerede havde reddet hans liv en gang. Det var ellers en episode han havde håbet ikke ville blive bragt op. Med en sammenbidt mine over at han måtte give efter for den kvindelige ulv, fortsatte hånden ind i kappens folder hvor den fremdrog tryllestaven, og dog ventede han et øjeblik før han rakte den frem imod hende. Han trak sin egen i den anden hånd, han var trods alt i stand til at bruge den, og den ville være en større trussel end en kniv. "Hvis jeg får den mindste fornemmelse af at du prøver på noget.." Han holdt forsat staven tilbage og sende hende et advarende blik, mens han viftede en smule med sin egen. Hun behøvede ikke at vide at han ikke havde en fin uddannelse på trylleskolen bag sig. "Gør hvad du kan for hende.." Hans mine var sammenbidt da han endelig rakte tryllestaven frem, mens han fortsat holdt sin egen klar.
Post by Morrigan Rolfe on May 25, 2016 17:35:29 GMT
Morrigan ignorerede Conrís utilfredshed blankt. Helbrederen var ikke det fjerneste værd uden sine redskaber og hunulven havde både gået på Hogwarts og levet blandt magikere i hele den første del af sit liv. Hun kendte til gengæld ikke til historien mellem de to – ikke i detaljer. Det interesserede hende ikke. Kvinden var der for, at hjælpe. Uden hende ville hun efter al sandsynlighed snart dø alligevel – og ungen med hende.
”Fortæl mig hvad der er i vejen,” sagde hun sammenbidt til kvinden med det mærkelige hår. ”Skal jeg dø?”
Post by Agnes Slughorn on May 27, 2016 12:36:42 GMT
Agnes havde nær himlet med øjnene af den bryske varulv. I stedet ignorerede hun ham blot, da først hun havde sin tryllestav tilbage og mærkede en enkelt, ubehagelig knude i mellemgulvet løsne sig. Staven var så meget en del af hende, som hendes højre fod og det var svært at være foruden.
Selvom hun kunne have transfereret sig væk på stedet, vendte hun sig blot mod den gravide kvinde. “Det tvivler jeg på,” svarede hun, efter lidt tid og selvom det milde smil endnu var fraværende, så var hendes tone en anelse blødere, end den havde været hidtil. Hun rakte ud for at hvile sin hånd kortvarigt mod den andens pande. “Hm. Jeg kunne have klaret det væsentlig bedre, hvis jeg havde adgang til mit medicinskrin,” konstaterede hun i en slet skjult hentydning, men undlod at dreje hovedet.
“Det sker, at nogle kvinder bliver syge under graviditeten, men som magiker er det ikke nær så livstruende for dig, som det kan være for mugglere. Der findes eliksirer, der ville få dig til at have det væsentlig bedre hurtigt, men med de begrænsede midler, kommer det til at tage tid.” Hendes blik havde i al den tid ikke flyttet sig fra den kvindelige varulv og gjorde det heller ikke, da hun i stedet talte til manden bag sig: “Find kløver, hvis du kan."
Post by Conrí Singleir on May 27, 2016 18:09:30 GMT
Conrí overhørte med vilje helbrederens kommentar. Der havde ikke været tid til at tage forbi trylleskolen og hende hendes urter. Hun måtte klare sig med hvad skoven havde, det havde folk gjort før hende. Alligevel kunne han ikke lade være med at mærke et stik af dårlig samvittighed, bare ved tanken om at helbrederens hjælp ikke ville være tilstrækkelig fordi han havde valgt at hente hende som han havde gjort. Han bed det i sig, og slog tanken hen, mens han i stedet ængsteligt afventede svaret på magens spørgsmål. Han åndede lettet op, da den blåhårede heks ikke afsagde en dødsdom, en lettelse der havde en væsentlig effekt på hans svar til pigebarnets efterspørgsel. Han var allerede halvt på vej ud af hytten, da den forsvandt, og han kom på bedre tanker. Han var på vej til at efterlade hans mage med en bevæbnet heks, alene. Han endte med at stoppe op i døråbningen, og kaste et blik tilbage på de to kvinder, mens han tydeligvis kæmpede en hård indre kamp. Velvidende at magen om få øjeblikke alligevel ville sende ham af sted, endte han dog med at sende helbrederen et sigende advarende blik, og forlod derefter hytten på jagt efter kløver.. Og aftensmad.
Post by Morrigan Rolfe on May 28, 2016 21:13:45 GMT
Morrigan sank lidt sammen og lod kvinden gøre hvad der var hendes arbejde. Hun havde alle grunde til at tro, at der blev løjet for hende, men ligeså havde hun god grund til at regne med, at helbrederen slet og ret ville stikke af eller forsøge, at angribe hende. Hun gjorde ingen af delene og Morrigan var tilbøjelig til, at tro på hvad hun sagde.
"Overlever mit barn?" Hendes stemme var en anelse mere spinkel ved disse ord. Hun havde taget et stort opgør for sin lille ulveunge og tanken om, at det hele var for ingenting, var frygtelig.
Post by Agnes Slughorn on May 30, 2016 16:18:59 GMT
Agnes’ opmærksomhed var tilbage på kvinden og spørgsmålet overraskede hende ikke. Varulvene adskilte sig absolut fra andre magikere, men den blåhårede heks havde en klar fornemmelse af, at det var mere af nødvendighed og valg, end at det var fordi, deres natur var meget anderledes. Den beskyttende tone var i hvert fald velkendt; næsten så velkendt, at Agnes instinktivt smilede beroligende.
“Dit barn skulle kunne klare sig fint, så snart du bliver bedre til at holde på maden,” forsikrede hun, før hun - med et enkelt, søgende blik mod kvinden - trak tæpperne til side, så hun bedre kunne komme til at tage den gravide mave i øjesyn. “Det her gør ingen skade,” forsikrede hun, før hun rettede sin tryllestav mod bulen og udtalte et dæmpet: “sonorus.”
En ny lyd blev straks mere fremtrædende i den lille hytte. Den dæmpede, men klare lyd af et lille hjerteslag, der slog regelmæssigt. Agnes så tilfreds ud.