|
Post by Annet Wright on May 27, 2016 12:37:03 GMT
Nannie gik og kom snart tilbage med endnu et krus, som hun tålmodigt ventede på at Rosalie tømte. Da det var gjort, hvilede kropigens blik stadig på den trætte, unge pige og hun havde ikke glemt det aftale, de havde lavet.
“Godt, Rosie. Så er det sengetid,” konstaterede hun mildt, rejste sig og rakte en hånd frem i klar forventing.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on May 28, 2016 13:00:20 GMT
Rosalie kiggede lidt på Annet, selvom søvnen så småt var begyndt at skylle ind over hende, kunne hun ikke sige at det huede hende at gøre som hun havde fået besked på. Dog brød hun sig alligevel ikke om at bryde en aftale, og langsomt kom hun på benene.
"Jeg skal tisse" sagde hun så, og kiggede lidt på den anden heks. Dét kunne hun ikke forbyde hende. Hun smitle lidt halv uskyldigt til hende.
|
|
|
Post by Annet Wright on May 28, 2016 20:04:26 GMT
Denne gang gjorde Nannie intet forsøg på ikke at himle med øjnene over det uskyldige smil, men hun smilede da også og rystede lidt på hovedet. “Så får vi også klaret det,” lovede hun tålmodigt, før hun tog et solidt, men diskret, greb om Rosalie.
I stedet for at trække hende med ovenpå, fulgte hun hende ud til det lille skur bagved, hvor hun - skuttende sig en anelse over kulden i luften - ventede på at den yngre pige var færdig.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on May 28, 2016 20:45:53 GMT
Rosalies smil vendte tilbage til det naturlige gavtyvsmil som hun altid havde på. Roligt gik hun med Annet udenfor, og bed også mærke i den kølige natte vind. Det gjorde dog bare at hun skulle tisse endnu mere, og med hurtige hop skyndte hun sig hen til skuret.
Hun lukkede trædøren bag sig da hun var færdigt og kunne ikke komme hurtigt nok inden for. Hun løsnede helt op i den spændte krop, blot ved igen at være i varmen. Hun kunne dog godt mærke at hun snart ikke længere kunne holde øjnene åbne, og benene føltes mere og mere som gelé.
|
|
|
Post by Annet Wright on May 30, 2016 16:17:58 GMT
Nannie foldede armene lidt tættere om sig selv for at holde varmen og var lettet, da Rosalie var færdig. Hun førte hende tålmodigt med ind i krostuen og med lidt større forsigtighed op til det værelse, hvor hun sov.
Med lidt besvær fik hun døren op. “Så. Lidt endnu,” messede hun til den pludselig tungere pige, der uden meget tvivl, var ved at falde i søvn opretstående.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on May 30, 2016 17:17:23 GMT
Rosalie smilte træt, og måtte gabe et par gange efter hinanden "Jeg er altså ikke spor træt" forsøgte hun at forklare den mørkhåret heks. Alligevel gik hun med hende hen til det værelse, som hun delte med sin storesøster.
Hun satte sig på sengen, og løsnede båndene i siden på kjolen så den var nemmere at få af. Hun orkede næsten ikke at løfte sine arme. Hun pustede til det lyse hår, og så en smule opgivende på Annet. "Det er bare så svært!" sagde hun og slog ud med armene.
|
|
|
Post by Annet Wright on May 31, 2016 20:47:50 GMT
Nan undlod at diskutere med Rosalie og slap blot en meget uoverbevist lyd, før hun - næsten moderligt - gav sig til at hjælpe den omtumlede pige af med kjolen. “Mmh,” brummede hun afslappet, før hun så op med et drillende udtryk i de lyse øjne.
“Det er væsentlig nemmere, hvis man ikke er plørefuld,” konstaterede hun tørt, men med en mild sitren i den ene mundvig, før hun hjalp med at trække overkjolen helt af.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Jun 1, 2016 20:27:53 GMT
Rosalie vred sine arme, i et forsøg på at hjælpe Annet med at få kjolen over hovedet. Hun havde ingen rigtig energi til at rejse sig og træde ud af den. Vrangen blev vendt ud, og sandalerne blev smidt under sengen inden hun kravlede ind under sit lagen. Hun havde det med at få det utrolig varmt om natten, heldigvis lå der et tæppe i fodenden som hun altid kunne tage over sig hvis hun frøs.
"Men jeg er bare slet ikke træt" forsøgte hun sig i op til flere gab. Langsomt lukkede hun sine øjne, og rakte svagt ud efter Annet. "Men du er alligevel bare så sød Nannie"
|
|
|
Post by Annet Wright on Jun 2, 2016 20:18:19 GMT
Det var lidt af en kamp at hjælpe Rosalie ud af tøjet, men ved fælles indsats lykkedes det til sidst og Nan kunne ikke sige sig fri for at være en anelse lettet, da den yngre pige først krøb ned under tæpperne. En dæmpet, munter lyd undslap hende og hun lænede sig frem for at trykke et enkelt kys mod Rosalies pande. “Det er du også, Rosie. Prøv at se, om du ikke kan sove, selvom du ikke er træt,” mumlede hun og kunne have svoret, at hun så øjenlåg være ved at falde i, før hun forlod rummet og lukkede døren efter sig. Tråd afsluttet
|
|