Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Benevolence Wright on Apr 21, 2016 22:47:45 GMT
"Kalder sig? Så du ved det ikke" sagde hun og sukkede svagt. Det gav en hvis uro hos Benevolence at hendes mand ikke helt vidste hvem han arbejde for, og om hendes intentioner var ægte. Hun kunne have alverdens meninger, om hvorvidt han skulle takke ja, for hun vidste at han med sikkerhed allerede havde gjort det, og hvem var hun at fornægte ham det?
Begge de lyse bryn skød i vejret. Det gav en del mere mening. Bea havde hele tiden troet at kroen lå tættere på dem, og byen Hogsmeade. Men York var i England, så helt utænkeligt var det ikke, at hun ville åbne en kro, selvom hun var sikker på at der nok allerede lå en. Hun trak lidt på sine skuldre. "Men så får du nok at lave min egen" sagde hun med et lille smil, og trak ham tættere ind sig, for igen at kysse ham. "Men nu ikke noget med at arbejde alt for meget. Du er stadig gift" sagde hun i en mild latter.
Blair trak lidt på skuldrene. "Jeg spurgte ikke," indrømmede han. Det havde ikke virket vigtigt. Det var tydeligt, at det var madam MacBoon selv, der stod for forretningerne. Benevolences jalousi var mere en kilde til morskab end noget andet, primært fordi at det var så usandsynligt og han satte ikke ord på det. Der var ingen grund til at åbne den hvepserede.
I stedet kyssede han hende blot bestemt og brummede muntert ind mod hendes læber. "Tror du nogensinde, at jeg kunne glemme det, kvinde?" svarede han, som han trak sig lidt væk igen og løftede øjenbrynene af hende. Et næsten drenget smil afslørede hans tænder. "Jeg er måske gammel, men ikke blind."
Post by Benevolence Wright on Apr 22, 2016 19:30:06 GMT
Benevolence strøg med rolige fingre hans arme, imens hun holdte sit blik på hans. Et lille smil trak svagt i mundvig. Det ville heller ikke ligne ham at stille en helt masse spørgsmål til en kvinde han aldrig havde mødt, hvor han kun kendte lidt til hendes far. Hun skulede lidt til ham, for selvom han intet sagde, kunne hun ane grinet i hans øjne. Hun prikkede ham bestemt i brystkassen. "Du more dig rigtigt" sagde hun og rynkede på næsen.
Hun lagde armene om ham, da han kyssede hende og gengælde det, mindst lige så bestemt. Hun bed lidt ud efter hans tunge, og trak hans hoved lidt tilbage, ved at lukke sine fingre om hans hår. "Nej, for jeg ville altid være her til at minde dig om det" sagde hun med et roligt smil. Hun pressede sine læber mod hans igen og trykkede sin krop mod hans. "Ville du da glemme din hustru hvis du blev blind?" spurgte hun med et let grin. Hun kyssede ham et par gange igen inden hun roligt gjorde sig fri. "Jeg vil lade dig arbejde" sagde hun og strøg en hånd gennem det lyse hår for at fjerne nogen af de løse totter.
Blairs drengede smil blev til et fuldt grin, da hun prikkede ham i brystet og han så absolut ufortrødende ud. Han trak sig da heller ikke langt væk, men blev stående helt tæt på, hvor hun ikke kunne lange ud efter ham. Det var fristende tæt på hendes læber og han fortabte sig gerne en stund, mens han gav hendes hofter et sigende klem.
"Ikke så længe, du går rundt med de her," konstaterede han brummende, før han også selv løsrev sig og trådte et par skridt tilbage. De lyse øjne spillede muntert. "Vi ses senere, kvinde."
Post by Benevolence Wright on Apr 22, 2016 21:17:36 GMT
Benevolence sukkede svagt, og pustede let mod hans læber. Hun havde inderligt lyst til at han tog hende op af den væg som hun stod op af. Men det ville snart være alt for let. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham roligt. Dog da hun igen mærkede de stærke hænder omkring sig, kunne hun ikke dy sig for at presse læberne mod hans i et ligeså sigende kys.
Hun vuggede let med sine hofter. Hun var godt tilfreds med sig selv, og ville i sidste ende alligevel ikke bytte sin krop væk for en tyndere model. Hun sendte ham et skævt smil, imens hun gled et par fingre gennem hans skæg. "Er du sikker på du ikke hellere vil have et stankelben trisse rundt på gården?" spurgte hun i en let latter. Hun skævede til ham over skulderen, og tog chancen og klappede ham lidt bag i inden hun i et par hurtige skridt gik ud af smeden. Der var mindst lige så meget arbejde der ventede på hende, og maden skulle også forberedes.
Blair fnøs, som hun havde sagt noget, der var nær blasfemisk og han nøjedes med at sendte hende et sigende blik. Der var dog arbejde at gøre og han dvælede ikke, men forsvandt mod smedjen. Mange timer senere havde han fået lidt fra hånden og et godt, solidt måltid mad i maven.
Da først lillebroderen var gået i seng, sad Blair tilbage med sin hustru og drak det sidste af de lune krus, som var blevet serveret for ham for noget tid siden. Da han talte, var det med dæmpet stemme, så lyden ikke vandrede. "Der er arbejde nok til, at Bowman kan hjælpe mig."
Post by Benevolence Wright on Apr 22, 2016 22:07:34 GMT
bekræftelse var ikke noget som Benevolence behøvede sagte ord på. Så skulle hun have valgt en anden mand. Blairs måde at vise hans interesse var mere fysisk. Det var også sådan hun for det meste foretrak det, hvem skulle bruge en masse fine ord, når man kunne bolstre sig i tæpper og skind? Hun rystede kort på hovedet og lukkede døren bag sig, inden hun gik tilbage mod gården.
Det var hverdag, hvilket betød at måltidet stod på varm nældesuppe og et par skriver brød, da det ikke kunne holde sig evigt skulle det spises inden hun slog en ny dej sammen. Der var igen stille i huset, selvom at det var en selvfølge når der ingen børn var, havde der alligevel været en smule snak, selvom det kun havde været tre voksne, hvor to af dem talte til hinanden ved at få ord og mumlen. Benevolence satte de sidste ting på plads i køkkenet. Roligt vendte hun blikket mod sin mand. "Det bliver han med sikkerhed glad for" sagde hun og tørrede sine hænder i forklædet inden hun lagde det fra sig på bordet. "Skal du have øl?" spurgte hun roligt og lagde hovedet lidt på skrå. "Vi kunne sætte os ind i stuen" foreslog hun og kiggede lidt på sin mand. Man sad trods alt mere komfortabel der.
Blair så op. Han var ikke helt så overbevist om, at lillebroderen ville dele den umiddelbare glæde og han sad blot og så eftertænksomt frem for sig. Han havde nær overhørt hendes spørgsmål og så først op til sidst med en dæmpet brummen. Han rakte hende kruset, så hun kunne fylde det.
"Nu er der tændt op herude," konstaterede han. Han foretrak varmen ved ildstedet og den solide bænk. Stuen virkede overflødig i hans øjne, men han var blevet forsikret om, at det var bedst til gæster. Han dvælede dog ikke ved det, men rettede sig lidt op. "Tror du, at han er klar?"
Post by Benevolence Wright on Apr 22, 2016 22:48:14 GMT
Benevolence tog roligt kruset fra Blair og gik mod den mindre tønde som stod i hjørnet af køkkenet og fyldte det til kanten, inden hun gik tilbage og rakte det til ham. Hun tømte selv sit eget krus, inden hun fyldte det med øl. Hun nikkede roligt og satte sig i stedet ved hans side på bænken. Kruset satte hun på bordet, og langsomt vendte hun blikket mod ham.
"Det ved jeg ikke, du finder jo ikke ud af det hvis ikke du prikker lidt til ham omkring det." sagde hun roligt og lagde en hånd på hans arm. "Ingen af os ved hvor længe det vil tage for Bowman at finde sig til rette, hvis han overhovedet kan" sagde hun stille med et lille suk. "Men tror du ikke han bliver glad for tilbudet alligevel? Han kan jo altid sige nej" sagde hun og tog kruset mellem sine fingre og tog det op til munden for at tage et par tåre.
Blair hørte alle hendes ord og noterede sig dem, selvom han ikke svarede med det samme. Han var en eftertænksom mand og tog sig tid til at overveje det. Han brummede dæmpet og kløede sig lidt i skægget, inden han tog en tår af den nyskænkede øl, der ville blive den sidste inden sengetid.
"Det er svært at sige," konstaterede han endelig, dæmpet - uinteresseret i at den omtalte lillebror overhørte dem. "Det håber jeg."
Post by Benevolence Wright on Apr 22, 2016 23:19:25 GMT
Benevolence løsnede fletningen og strøg en hånd gennem det blonde hår med et roligt suk. Trætheden begyndte at røre lidt på sig. Det var aldrig noget de før i tiden havde skulle taget hensyn til, og Bea kunne mærke at hun ikke altid vidste hvad de skulle gøre. "Men det bliver da rart at arbejde sammen igen, ikke?" spurgte hun og søgte sin mands blik. Selv efter så mange år var han ikke altid til at finde ud af, især ikke nu hvor hans lillebror var vendt hjem, det havde de aldrig prøvet før.
Hun strøg let et par fingre hen over Blairs arm. "Han skal nok bare have lidt tid hvor han bare går lidt rundt og samler sig" sagde hun stille, uden at hun overhovedet vidste hvad der foregik inde i hovedet på sin svoger. "Men det kan også være han er ivrig efter at få noget mellem sine hænder, du kender ham bedre end mig" sagde hun så og lænede hovedet lidt mod ham, og hvilede hagen mod hans arm, stadig med blikket rettet mod ham.
Blair satte pris på sin hustrus ord, også selvom han ikke selv svarede hende med lige så mange. Fingrene slog let mod kruset. Han havde haft sin lillebror med ude for at se smedjen, men han havde endnu til gode at stikke arbejde i hænderne på ham. Det var svært at forudsige, hvordan det ville gå.
"Han er en dygtig metalbetvinger, det er det eneste jeg er sikker på," brummede han, fangede hendes hånd og trykkede et enkelt kys mod hendes knoer. "Men han må også vide, at han bliver nødt til at tjene til føden på et tidspunkt."
Post by Benevolence Wright on Apr 22, 2016 23:42:25 GMT
Det havde taget Bea en del år at forstå hvordan tanker og tale foregik for Blair. Selvom han allerede fra start af ikke havde sagt så meget. Det havde været hendes job, da ordene lå lettere til hende, uden at nogen skulle tage det for tungt eller for tæt. Hun var fair, og gik ind for at ingen blev snydt. Dog var det ikke en handling hun ville tvinge ud af sin mand, han var som han var, og hans bror lige så. For selvom Bea havde én måde at gøre det på, var det langt fra sikkert at det var selv samme måde at Blair ville gøre det på. Men de supplerede hinanden så godt, at de næsten aldrig var uenige, og hvis de var mødte de ofte på midten. Det var også ofte hende der satte ord på hans tanker.
"Du må tage en snak med ham" sagde hun blot. Det var den eneste mulighed. Han kunne ikke bare skubbe en hammer en foran øjnene på sin bror, og tro at den handling var nok til at noget ville ske. Blair var den ældste, og smeden var hans. "Der bliver så meget arbejde for dig den næste tid, at du med sikkerhed kan bruge hans hjælp" sagde hun og tog et par enkle tåre af øllet. Hun bevægede let sine fingre under hans læber. "Hvis han har tænkt sig at blive på gården, så er det nok en god idé" sagde hun med et lille grin. De kunne ikke kun leve af de råvare som Bea fik ud af den lille gårdhave og mark.
De var ikke altid enige, men han ville altid hellere have hendes råd end at undvære. Et mildt smil hvilede på hendes læber, da han drejede hovedet mod hende. "Aye," brummede han dæmpet og gik fra at tromme fingrene mod kruset, til at tromme den let mod bordpladen.
"I morgen," tilføjede han efter et øjeblik. "Det er på tide."
Post by Benevolence Wright on Apr 23, 2016 11:14:03 GMT
Hun kunne i sidste ende ikke holde sin meninger inde, og i stedet at tvinge sig selv at gå rundt med det, så ville hun hellere komme ud med dem, og så kunne de tage den derfra. Skænderier og heftige diskussioner havde aldrig fyldt så meget hos dem, de var der selvfølgelig, for de var ikke perfekte. Hun lagde sin hånd på hans. "Du trommeler" sagde hun stille. Det var intet tegn på at han var afslappet. Tværtimod.
"Vejret bliver også kun bedre, lyset skulle også gerne løfte lidt på hans humør. Vores alles egentligt" sagde hun roligt. Ikke at nogen af dem gik rundt og var triste eller sure, men Bea kunne mærke at solen og de varmere dage fyldte hende med en del mere overskud og glæde til sit daglige arbejde på gården. "Vi burde tage et eller andet sted hen, næste gang vi alle er samlet" sagde hun så stille. Det var så længe siden de havde lavet noget sammen som en familie, og nu hvor Bowman var hjemme, og i nogenlunde god behold, kunne de måske overveje det igen.
