Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var blevet fredag, en overskyet men varm en af slagsen, og på trods af konfliktende følelser havde Devyn set frem til denne dag. Der var ingen tvivl i hans mave om at han rent faktisk så frem til at se Griselda igen og at han ikke havde løjet i sit svar på hendes ugle. Han havde aldrig været helt sikker på hvor de stod, eller havde stået, men prøvede at tage tingene lidt som de kom. Anledningen var selvfølgelig også en undskyldning for at se hende.
Han havde brugt susepulver for a komme frem, på det tidspunkt han havde angivet i sit brev, for at sikre sig at han ville ende det rigtige sted. Han fandt at det var mere sikkert end forsøge at apparere, han havde trods alt ikke været på de yderste af Hebriderne før. Da han trådte ud så han sig søgende omkring efter Griselda.
Post by Griselda MacFusty on Apr 6, 2016 22:03:16 GMT
Griselda havde næsten ikke lukket et øje. Hun var også endt med at snige sig ind til sin søster i stedet for. Hun havde brug for en til at dele sine inderste bekymringer med. For hun kunne virkelig godt lide Devyn, men hun var nok lidt bange for hvad det kunne betyde. Hun gjorde sig jo ikke i den slags følelser, og hvad nu hvis hvad han forventede var alt for meget for hende? At han stillede krav til hende, som hun ikke selv var enig i? Der var alt for meget det kørte rundt i hovedet på hende, og der gik der også et par timer før hun sådan rigtig faldt i søvn, men sin hånd lukket om Isas. Lige i de sidste par måneder, var hun virkelig glad for der kun var et par år imellem dem.
Hun anede ikke hvad hun skulle tage på. Han havde jo set hende i lidt af hvert. Men nu var han på hendes hjemmebane, så hun følte at det var mest naturligt for hende at tage sine gode stof bukser på, og de lange støvler der var snoet op af hendes ben. Dog havde hun i dagens anledning taget en halv lang tunika på, og strammet sit bælte, så det lignede at hun rendte rundt med en lille kjole. Hun viste hverken for meget eller for lidt. Men man kunne godt kun beskrive det som praktisk. - De skulle jo også se på drager idag, og hun skulle ikke vide noget af at træde rundt i det høje græs i en kjole. Da lyden at gæster lød i den stue hvor deres kamin stod, var hun hurtig på sine ben. Hun nået da også kun arkuret frem i tide til at Devyn havde fået fodfeste. Hun vinkede og kunne ikke lade være med at smile. Hun måtte indrømme at hun inderligt havde lyst til at kaste sig om halsen på ham. Men det ville nok ikke passe helt så godt. Så i stedet tog hun et par skridt mod ham. "Devyn!" kaldte hun, med et bredt smil spillende om hendes læber. Hun vinkede svagt med hånden. Han måtte altså tage det næste skridt, skulle deres hilsen til hinanden være mere end blot et par vink og et enkelt smil. Det var akavet, det kunne hun tydeligt mærke.
Post by Devyn Ollivander on Apr 7, 2016 17:15:44 GMT
Da han spottede Griselda trillede et smil henover Devyns læber. "Selda," konstaterede han, stadig med smilet tydeligt i hans stemme og på hans ansigt. Han spejlede hendes vinkende gestus og trådte hen til hende og gjorde an til at omfavne hende i et kram. Han følte efterhånden at de var nået til et punkt hvor det ikke ville føles underligt længere og det gik han egentlig mere op i end hvorvidt man 'burde' eller ej - nogle gange var livet for kort til burde. Det eneste der var lidt underligt, var den akavethed der tilsyneladende var opstået omkring det. Noget han dog håbede et kram kunne hjælpe lidt på.
"Har du det godt?" spurgte han hende, interesseret. Det var trods alt en del tid siden de havde set hinanden sidst og havde snakket om at ses i denne anledning. "Tak fordi jeg måtte komme forbi, forresten. Jeg har set frem til det," tilføjede han hurtigt da han indså at han havde glemt det, inden hun overhovedet havde nået at fået svaret på det første spørgsmål.
Post by Griselda MacFusty on Apr 7, 2016 22:58:31 GMT
Varmen var endnu ikke steget hende til hovedet. Den lå stadig som et lidt tæppe hen over brystkassen på hende, og havde taget rod i hjertet. Hun havde været spændt, og havde næsten i billedeforstand ikke kunnet fået sine arme ned. Hun kunne ikke sætte ord på hvad det var han vækkede i hende, men hun vidste at det kun kunne være noget godt. De kom hinanden nærmere, og selvom Griselda ikke havde turde håbe på det, blev det en glædelig overraskelse da han havde taget de sidste skridt hen til hende, og gjort afstanden mellem dem betydelig mindre. Hans arme blev lagt omkring hende i en omfavnelse. Det var rart, og anderledes end det før havde været, og hun tog sig selv i at håbe at det godt kunne vare blot en smule længere. Hun trykkede let sine fingre mod hans overarm, og sendte ham et svagt smil, da deres øjne endnu engang mødte hinanden.
"Udmærket.. Har du det godt?" spurgte hun og strøg en gylden krølle om bag året. Hun trak svagt på sine skuldre. "Der er ikke sket noget udover det sædvandlige. Ingen har fået brændt håret af, og Far har stadig sit ben" sagde hun og små lo. "Årh, det skal du ikke tænke på. De glæder sig alle sammen til at møde dig" sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå. Han skulle ikke kastes ud i det nu. Han skulle trods alt ikke hjem lige med det samme, og de skulle ikke ud til dragerne før den følgende dag. Det gav dem rigeligt med tid til at lave noget andet, fortsætte hvor de slap. "Jeg, har også set frem til det" sagde hun så og slog blikket ned. Det forblev svagt akavet for hende, hun følte sig som en lille pige igen, hun anede ikke hvad der var rigtigt eller forkert, hvad man kunne tillade sig, og hvad der absolut ikke kunne være tale om.
Post by Devyn Ollivander on Apr 9, 2016 20:22:43 GMT
Devyn nikkede da hun sendte spørgsmålet tilbage og lyttede derefter til hendes uddybning. Han smilede en smule ved hendes ord - han var godt klar over at det var et farligt erhverv som ikke altid var så tilgivende. Måske det havde en finger med i spillet til hvorfor de var så mange børn. For at være ærlig havde han ikke helt styr på heles hendes familie, mest dem der havde været på Hogwarts samtidig med ham selv. Så da hun sagde at de allesammen glædede sig kunne han ikke lade være med at smile lidt nervøst.. bare der ikke var nogen han burde kende som han ikke var i stand til.
"Næppe ligeså meget," kunne han ikke lade være med at sige med et lille smil, med tanken om drager i hovedet. Han så sig en smule omkring, og konstaterede ikke meget andet end at der virkede rart, inden han rettede sit blik mod Griselda igen der stadig stod hvor hun havde gjort før han havde kigget rundt. "Hør, har du lyst til at give en lille rundvisning?" spurgte han hende, en smule forhåbningsfuldt. Han tvivlede på at han ville kunne finde rundt uden.
Post by Griselda MacFusty on Apr 10, 2016 12:23:04 GMT
Griselda havde aldrig rigtig tænkt over hvor farligt det egentlig kunne være, at være så tæt på dragerne som hun af og til var. Meget af det var jo ikke kun det fysiske arbejde. man skulle være psykisk stærk også, og der var en hel det forberedelse til, inden man kom med helt tæt på dem. Hun mente dog ikke at Devyn skulle igennem alt forarbejdet, men så længe han fik at vide at han skulle være på vagt, og at han nok ikke skulle stå alt for tæt på dem, så gik det vel nok? Det var heller ikke fordi at de i de kommende dage skulle samles om de svære opgaver. Nej hvis Devyn virkelig ønskede at prøve at være med til at tæmme og træne drager, skulle han nok bruge en hel del mere tid på Hebriderne.
Hun havde en hvis formodning om at Devyn var kommet grundet dragerne, og han skulle ikke snydes. Men hendes mor havde alligevel ment at det nok først var bedst dagen efter, nu hvor han lige var landet. Så Griselda håbede lidt at han kunne nøjes med hendes selskab uden en drage. Hun rettede de lyse øjne mod ham da han henvendte sig til hende. En rundvisning? Vist var borgen ikke lille, men det ville heldigvis ikke tage dem hele dagen. Hun nikkede langsomt. "Selvfølgelig!" sagde hun svagt begejstret rettede ryggen inden hun roligt gik imod døren der førte ud af stuen.
Post by Devyn Ollivander on Apr 10, 2016 15:01:24 GMT
Devyn kunne godt mærke at han var en smule mere mentalt fraværende end hvad han ønskede at være. Han håbede at det ville blive bedre i løbet af den tid han var på Hebriderne, som trods alt kun var nogle dage. Så han smilede til hendes svar og glædede sig rent faktisk til at blive vist rundt; måske det også kunne hjælpe lidt.
Han fulgte da efter hende ud af stuen. "Jeg ser at du er kommet ud af kjolerne," kommenterede han. Det syntes han nu også klædte hende, men kunne ikke lige få sat ord på det uden at det ville lyde lige lovligt underligt. Han ledte efter dem, men de lod sig ikke rigtig finde. "Har du selv syet dem?" spurgte han i stedet, for ikke at stoppe ved kommentaren.
Post by Griselda MacFusty on Apr 10, 2016 15:20:46 GMT
Selvom Griselda havde glædet sig til at se ham havde hun også været en del nervøs, og nu da han var kommet var det stadig som om at det sad som en klump i halsen på hende. Hun ville så nødigt gøre sig selv til grin eller skræmme ham væk. Det havde hun oplevet før, og ønskede ikke at episoden skulle gentage sig. De kunne vist ikke undgå at det blev akavet for dem, men håbede inderligt, at det med tiden, ville gå væk. Heldigvis skulle han hverken hjem samme dag eller den næste, så skulle de idag fejle nogen som helst fremskridt imellem dem, så var der dage endnu.
Hun kiggede op på ham med en svagt smil og nikkede langsomt med hovedet. "I det mindste er der et slags skørt på denne her tunika, som udgør lidt at det samme som kjoler gør" sagde hun med et lille grin. Kjoler var en sjælden ting, noget som hun godt ville kunne bevæge sig rundt i til særlige lejligheder, det måtte ikke blive for vant. Hun betragtede ham som han ledter efter sine ord, det var lidt sødt. "Ja, jeg syer det meste selv, det er ikke altid man kan få det i min størrelse. Jeg er ret kræsen" erkendte hun så og fortsatte et stykke endnu hen af vejen. Det første stop var Griseldas eget værelse. Hun ville nok nøjes med blot at pege mod den dør hvor hendes søskende havde værelse. Hun ville ikke snage, selvom hun godt kunne finde på det, havde hun ikke haft gæster. "Jeg bruger det ikke så tit, jeg sover mest hos Isa" sagde hun med et lille smil
Post by Devyn Ollivander on Apr 10, 2016 17:41:41 GMT
Han fulgte opmærksomt med i det hun sagde og fortalte. "Så er det godt at du kan vælge dine egne stoffer, også," tilføjede han med sin bedste small-talk tone, og hentydede til da de var stødt ind i hinanden nogle måneder forinden i Hogsmeade. Som han huskede det havde hun vidst ikke umiddelbart været specielt begejstret for at se ham, og overvejede kort at spørge ind til det, men valgte at gemme det til et andet tidspunkt.. men funderede stadig lidt over det.
Da de kom til Griseldas værelse så han sig igen omkring, nysgerrigt, hvorefter han så imod hende som hun talte. "Så du bruger det næsten ikke?" halv-konstaterede han og måtte igen kigge lidt rundt. "Her virker ellers hyggeligt."
Post by Griselda MacFusty on Apr 11, 2016 16:14:52 GMT
Hun fik altid lidt stramme blikke, hvis hun valgte at gå til en professionel for at få syet noget. Så hun havde for mange år siden sat sig det mål selv at lære kunsten at fabrikere noget fint ud af stof, og så kunne hun også selv bestemme hvordan det skulle se ud, og hun skulle jo kun betale for stoffet, ikke egen arbejdskraft. "Jeg er ret kræsen, så det er nok bedst at jeg selv står for det hele" sagde hun med et grin. Episoden i Hogsmeade havde været uheldig, hun vidste jo ikke hvor de stod med hinanden, heldigvis var det endt bedre end hun havde turde håbe.
Griseldas værelse var simpelt, men både nydeligt og hyggeligt indrettet. Praktisk for at sige det mildt, og absolut ikke særlig piget. "Det er vel okay" sagde hun og trak lidt på sine skuldre. "Jeg forsøger ikke at bruge alt for meget tid" sagde hun og kiggede lidt på ham. "Men det er her du skal sove.." sagde hun inden hun fortsatte ned af gangen. Tiden gik hurtigt, måske lidt for hurtigt ifølge Griselda. Hun vidste godt hvad dagene mest af alt skulle handle om, men hun kunne ikke lade være med at længes efter noget lidt ud over det sædvanlige. Hun stak sine fødder i sine lædder støvler og trak tunikaen over hovedet. Det lyse hår hang i to filtrede fletninger, som hoppede frem og tilbage da hun gik ned af gangen for at banke på døren indtil sit eget værelse. Det var tidligt.
Post by Devyn Ollivander on Apr 11, 2016 17:14:55 GMT
Det at han sov et nyt sted betød at Devyn havde sovet let og vågnede ligeså let da der blev banket på døren. Han satte sig op i sengen og mumlede at hun godt måtte komme ind imens han rodede lidt ved sit hår for at få det væk fra øjnene som han glippede en smule med.
Selvom han var vågnet let, var han stadig en smule træt efter de mange nye indtryk fra dagen før, og derfor lettet over at han trods alt ikke skulle for tæt på dragerne. Han gav sig imidlertid til at få taget sit tøj på så han kunne blive klar til den endnu meget unge dag.
Post by Griselda MacFusty on Apr 11, 2016 18:08:09 GMT
Griselda vidste ikke rigtigt hvilken syn hun skulle forvente at møde, hun havde ingen idé om hvor tidligt Devyn normalt plejede at stå op når han var hjemme. For Griselda var det normalt, nok var hun stadig lidt træt, men fordi hun vidste hvad dagen skulle bruges på, så holdte spændingen humøret oppe. Hun kunne høre en svag brummen inde fra værelset, og hun mente at kunne høre at Devyn fik sagt at hun bare kunne komme ind. Døren blev åbnet og hun trådte ind.
Uden at hun helt lagde mærke til det så blussede varmen op i hendes kinder. Hun så normalt ikke andre mænd end sin familie om morgenen, hvis hun vækkede dem, eller kom til at gå ind uden at have banket på. Hun vippede lidt på sine fødder og kiggede kort væk da han fumlede efter sit tøj. "Godmorgen" sagde hun så og rettede blikket imod ham. Hovedet blev lagt lidt på skrå. "Er du frisk?"
Post by Devyn Ollivander on Apr 12, 2016 18:08:26 GMT
Devyn var godt nok stadig lidt morgenforvirret men kunne ikke lade være med at bemærke farven i hendes kinder og synes at det var lidt sødt. Han var ikke voldsomt blufærdigt anlagt og fortsatte med at trække i det sidste af sit tøj efter at have rejst sig, mens han samtidig kastede blikke efter Griselda som for at vise at han var opmærksom på hendes tale.
"Skal jeg være ærlig..?" spurgte han i et træt men fornøjet toneleje. Hun var ikke et skidt selskab at vågne op til, indtil videre. "Ikke helt. Men det skal jeg nok blive," fortsatte han, uden at give hende mulighed for at svare. "Du ser ganske frisk ud, til gengæld." Kommentaren faldt som han rettede sig op efter at have lukket sine sko.
Post by Griselda MacFusty on Apr 12, 2016 20:55:43 GMT
Griseldas øjne vandrede hen over væggene på hendes værelse. Der hang adskillige tørrede blomster, og få malede billeder. Ikke af nogen kendt kunster, men hun gik absolut heller ikke op i om folk anede hvad det skulle forestille, og hvem der havde malet det. Værelset var lille og intimt indrettet. Der var ikke megen plads at gøre godt med, men det havde hun i sin tid selv valgt. Hun skulle kun bruge det til at sove i. Hun glattede sin tunika lidt ud og vendte blikket mod Devyn da hun kunne ane at han nogenlunde klædt på.
"Ærlighed tager en længst." sagde hun roligt og skævede lidt til ham. Hun ville i hvert fald helst have at folk kun var omkring var ærlig overfor hende, hvad det så måtte være. "Mon ikke du bliver det efter vi har fået morgenmad, og ellers skal vingesuset fra en drage nok pifte lidt liv i dig" sagde hun med et lille grin. "Jamen det er da en vanesag Devyn. Jeg er vant til at være så tidligt oppe.." sagde hun og rystede på hovedet. Hun begyndte at gå ud af værelset, da hun kunne se at han var klar.
Post by Devyn Ollivander on Apr 13, 2016 20:40:04 GMT
Ved hendes ord om ærlighed nikkede Devyn. Det var en generel regel han var ganske enig i, og også en han helst efterfulgte så godt han kunne. Det var ikke nemt lige for tiden, med Dymphna rumsterende i hans hoved. På den anden side løj han heller ikke direkte om det, han lod i stedet bare være med at nævne det. Han havde det dog på ingen måde synderligt komfortabelt med det og følte egentlig heller ikke at det var helt fair i forhold til Selda, med hvem han i forvejen var ret sikker på deres ståsted.
Han gav sig til at følge hende ud af værelset efter kort at have set sig omkring. Det var et rart rum, ikke desto mindre. "Det tror jeg gerne," sagde han med et svagt smil. Døren lukkede han efter dem. "Tak for at jeg måtte sove i din seng, forresten." Han gned sig lidt i øjnene. "Har du sovet godt?"