Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Ludwiks øjne var gledet i, men de åbnede sig igen vantro for at aflæse Anwens ansigtsudtryk. Han var en erfaren mand og vidste hvordan han skulle tilfredsstille kvinder, når han endeligt legede med dem, men det forbavsede ham, da hun begyndte at gengælde hans ret dominerende kys og kærtegn. ”De er virkelig smuk, Anwen. De gør mig ondt at noget så unikt, som efterkommeren af Eugenias evner bliver spoleret af gemene rakkerpak… Der en grund til at jeg har valgt Dem. Det er en udsøgt nydelse for mig at smage på en uberørt kvinde. Og når jeg forlader Dem vil det blive ødelagt for bestandigt… En skam”.
Anwens forvirrede hoved, var efterhånden kommet frem til at skifte taktik. Om det var nydelsen hun ikke kunne modstå, eller planen om at vente længe nok til at slækkede grebet og så bryde fri, var svært at afgøre. Hun havde ikke let ved at beslutte sig for om det han udsatte hende for hørte med i hans betaling, og om hun ville påkalde sig Gis vrede hvis hun gjorde modstand, hun havde hele sit liv haft et mudret syn på hvad der var rigtigt og forkert. "Ved.. Ved Gi hvad du gør?" Hun blev nødt til at vide om hendes kostbare blod havde været en del af aftalen, før hun enten kunne give sig hen til ham, eller råbe op om at hun blev forulempet så Gi og stedets dørmand kunne sørge for at hun aldrig så ham igen. Tanken stak dog alligevel i hende. Selvom han havde bragt trodsen frem i hende, var der stadig noget i det påståede forhold han havde haft til hendes moder der dragede hende til ham.
Der gik ikke lang tid før vampyren svarede, selv om han skulle overveje situationen. Hans første reaktion var blot at sige nej. Gi ville absolut ikke lade ham komme i nærheden af Perlen, hvis han vidste at han var en magisk blodsuger og potentielt farlig. Det var alligevel begrænset hvor meget hun kunne gøre fra sin position. Og han noterede også at hendes modstand så ud til at smelte væk, som smør mellem varme hænder. Men tanken morede ham over hvor frustrerende det måtte være for hende, hvis han løj. Tanken om at en der skulle tage sig af hende blot havde ladet Ludwik fortære hende som et måltid. ”Selvfølgelig Anwen. Der er ej det penge kan gøre i denne verden. Jeg skulle blot illustrere for ham hvor mange der er i min besiddelse, så tog det ikke lang tid at slå en handel af”.
Anwens hjerte sank i livet på hende. På trods af at hun kun havde været på Perlen i kort tid, havde hun hurtigt knyttet sig til stedets ejer, der meget naturligt var trådt ind på den faderlige plads der altid havde manglet i hendes liv. At han derfor blot kunne sælge, ikke blot hendes krop, men også selve kilden til hendes liv, skar den unge kvartwillie i hjertet. Samtidig kvalte det også de sidste planer om flugt, Gi ville med sikkerhed skælde hende ud, hvis hun ikke gav Ludwik hvad han havde betalt for. "M.. Meget vel." Hun sank endnu en klump, hun virkede stadig ikke helt tilfreds med situationen. Håbløsheden skinnede et kort sekund igennem i hendes blik, før det blev gennet væk, og de igen genvandt deres spil. "Så vil jeg hverken skuffe Dem eller ham." I et forsøg på at vise sin velvillighed, pressede hun sine læber imod hans, forsigtig med ikke at komme i kontakt med de spidse tænder.
Tiden blev ikke spildt, og da muligheden meldte sig skubbede Ludwik sine bukser ned til sine knæ. Anwens lår løftede han over sine hofter, mens spillet mellem deres læber satte en stopper for de lyde der kunne forekomme fra hende. Han havde lukket sine øjne for bedre at kunne kontrollere sig selv og nyde øjeblikket, men der var noget han ikke ville misse at se for noget. Ansigtsudtrykket på Anwens kønne ansigt, da han forenede dem.
… Efter længere tid spændtes Ludwiks muskler i krampe. Han følte den velkendte varme pulsere igennem sin krop i kort tid og steg da af den unge kvinde. Ved hendes side satte han sig, mens gisp endnu undslap ham. Da brød hans latter stilheden. ”Det har været underholdende. Jeg føler mig dybt privilegeret over at bevidne den lille klynken De kan komme med, Anwen. Den klæder Dem”.
Lige meget hvor meget Anwen havde forsøgt at forberede sig på det, hjalp det lige vidt. Hun var stoppet med at kæmpe imod, og alligevel spændtes hendes muskler da han føjede hende og forenede de to. Hun kvalte et lille skrig, og gispede i stedet, før tænderne blev bidt hårdt sammen.
Da det endelig var overstået var Anwens øjne våde. Hun havde forsøgt at holde tårerne tilbage, give efter, og forsøge at nyde det som de andre piger havde fortalt hende, og dog havde elskoven ikke spredt de sommerfugle i hendes mave som hun var blevet lovet. Hun forsøgte at male et smil på sine læber, da hendes øjne fandt ham, hans behandling havde ikke gjort hende mindre bange for ham, og dog kæmpede hun for ikke at vise det. "Jeg håber at det var tilfredsstillende."
”Sssh, lille Anwen. Jeg nød det bestemt. Lad mig se Dem”. Med et fast greb om Anwens kæbe drejede vampyren hendes hoved, så han kunne se de små sår hans hugtænder havde forårsaget i halsens følsomme hud. Hans fingerspidser gled over sårene og trak røde streger af blod efter sig. Blodet var begyndt at størkne.
”Se dog lidt mere munter ud. De får det til at ligne at De er blevet mishandlet”. Han rejste sig og gik hen til sine klæder. Af en lille bylt trak han en guldkæde prydet med ædelstene. Smykket kastede han hen til Anwens side ved sengen. ”Jeg har bragt Dem en gave: Dette – tag det og bær det. Det vil dække mærkerne”.
På trods af at Anwens krop stadig huskede den kærlige behandling vampyren havde givet den tidligere på aftnen, måtte hun alligevel kæmpe for at den ikke skælvede, da han inspicerede det lille sår hans hugtænder havde efterladt. Hun var svedig, udmattet og træt, og det krævede hendes sidste kræfter at opretholde det lille taknemmelige smil hun havde malet på sine læber. "Det har De bestemt ikke, jeg nød hvert et sekund." Løgnen blev kun halvhjertet, som hun endelig tillod sig selv at slappe en smule mere af da hans kølige tilstedeværelse endelig forlod hende, og hun begyndte at kunne skimte enden på deres møde. Fuldt fokuseret på at kigge efter lys for enden af tunellen registrerede hun knap det kostbare smykke der blev kastet i hendes retning før det tyngede madrassen ved hendes side. Aldrig havde hun set noget lignende, ikke engang i hendes moders smykkesamling som hun ellers havde solgt flittigt ud af. Facaden brast, hun kunne ikke håndtere hans gavmildhed ovenpå hans så dystre og mørke sider. Øjnene begyndte igen at blive våde, mens underlæben bævrede ukontrolleret. "T.. Tak.." Hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, og fik alligevel kæmpet det lille ord over sine læber.
”Nej, De har ret. Det har jeg ikke” hvislede Ludwik sigende og lod sit blik hvile ved hende et øjeblik. ”Dette har blot været vores lille leg. Jeg har gjort Dem en tjeneste, Anwen. Betragt det som en gave… en lektion at lære. Hvis jeg var sød ved hele tiden, hvordan ville De så kunne vide hvor godt De har det, når De ej møder modgang? Hvad der er drøm, virkelighed, elleer… Et smukt mareridt. Jeg kunne let have gjort værre”.
Ludwik kom hurtigt tilbage i sine klæder og rejste kappens krave op omkring sit ansigt, så han var let skjult. Han passerede et spejl på vægen, og selv om at det ikke viste hans spejlbillede rettede han på sit hår, mens han tænksomt kiggede ind i det. ”Det er snart solopgang…”
Den lille læderbylt blev trukket op igen, og også den blev med sit resterende indhold kastet hen til Anwens side. ”Køb for Merlins skyld nogen nye klæder. Deres nuværende pjalter vil vanære smykket”. Med en munter nynnen forsatte fyrstesønnen hen mod døren, som om intet var hændt. Hans støvler slog slag imod gulvet. Da han ved døren stillede sig i dens åbning skævede han tilbage mod williekvinden, og gangens lys dannede en lang skygge af ham, der dækkede Anwens seng. ”Åh, og Anwen – En ting mere… Hvad De har oplevet i aften taler De ikke om. Det bliver vores lille hemmelighed. Hvis De fortæller nogen om mig vil jeg finde ud af det… Og tro mig. Jeg VIL også finde Dem. Igen”. Han smilte, de hvide hugtænder glinsede i det begrænsede lys og efter et par skridt ned af gangen transfererede han væk.