Foråret bringer også andet [P]

Nannie regnede ikke ligefrem med et svar, der ville få alt til at give mening. På en måde, var det heller ikke et ja, hun ønskede at høre. Heller ikke selvom det muligvis ville gøre alting meget nemmere. "Hm," lød det dæmpet fra hende og hun lænede sig kort mod disken på sine underarme, mere ved siden af ham end overfor ham.

Efter et øjeblik drejede hun hovedet og mødte hans blik igen. Antydningen af et smil hvilede på hendes læber og i det korteste sekund glimtede noget spøgende i de lyse øjne. "Det ville ellers med garanti gøre mange hekse lykkelige."

Nannie havde selv rettet blikket frem lidt og først da han talte igen, så hun tilbage. Blikket dvælede i nogle lange sekunder, mens hun overvejede hans spørgsmål og søgte efter sandheden. I sidste ende, var hun ikke i tvivl om svaret. Selvom hun ikke var sikker på, at det var det svar hun ønskede.

"Nej," indrømmede hun dæmpet, uden at bryde øjenkontakten. "Der er ting, jeg ville ønske, at jeg kunne glemme. Men blandt dem er der andet, jeg ikke ville være foruden. Ikke engang i et øjeblik."

I det korteste øjeblik var et glimt af hvide tænder synligt, da et smil strøg over hendes læber. Det var flygtigt og ikke mere muntert end de tidligere, men det var heller ikke falsk. Et dæmpet fnys undslap hende og hun slog blikket ned, ganske kort, før hun så ham i øjnene igen.

"Jeg gør mit bedste," svarede hun og forsvandt ganske kort i det triste blik, der på en eller anden måde var mere forståeligt for hende end resten af festlighederne. Der var engang, hvor hun i stedet hjerteligt ville have taget del i dem. Nan fugtede læberne en enkelt gang og lod midlertidigt blikket hvile mod kruset. "Det er dog aftener som i aften, der gør det fristende at give efter."

Nannie var en anelse fanget af ordrækken og mildt opslugt, indtil afslutningen fik en dæmpet, impulsiv latter til at glide ud mellem hendes læber. Ikke overvældende munter, men varm nok. "Det lyder skræmmende," svarede hun dæmpet, men kortvarigt med et smil, der strejfede det lyse blik.

Alvoren var dog ikke langt væk og den sneg sig snart tilbage ind, så sikkert som noget andet. "Det får ikke minderne til at forsvinde, men hvis man er heldig, så gør det tiden indtil de falmer bare lidt, mere udholdelig."

Nannie så op igen og mødte hans blik. Hun stod endnu lænet frem på underarmene, men det tillod hende at tale dæmpet og afholdt andre i at overhøre deres samtale. Der var noget privat over det, som hun havde meget lidt interesse i at dele med resten af krostuen. Det på trods af, at manden ved siden af var en fremmed.

Hun var stille lidt. Svaret kom ikke med det samme og hun fugtede læberne langsomt, før hun samlede modet. "Jeg mistede min søn for fem år siden," fortalte hun endelig, så lavt, at han kun lige ville kunne høre det. "Minderne. Smerten. Ingen af delene er så skarpe, som de var engang. Det forsvinder nok aldrig helt, men det forandrer sig med tiden. Nok til, at man alligevel, på en eller anden måde, kan leve videre."

Nannie vidste ikke, hvad hun havde sagt. Til gengæld fik hans ord hendes mave til at trække sig sammen i brat ubehag og hun havde allerede halvt rettet sig op, før han fortsatte. Alle rester af smilet var væk og selvom de mørke øjenbryn kort trak sig sammen, så var det lige så tydeligt for hende, at øjeblikket var overstået.

"Selvfølgelig," svarede hun dæmpet og rømmede sig selv en enkelt gang, inden hun vendte ryggen til ham og lod ham sidde med en dybere, knugende følelse i mellemgulvet end hun havde haft forinden. Noget der halvt fik hende til at ønske, at hun aldrig var gået derover igen. Det var hvad man fik ud af at være sentimental.