Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Hvordan Con var endt i London havde han ærlig talt ingen ide om. Det sidste han huskede var at han var faldet døddrukken om bag på en kærre, og da dennes ejer vredt havde vækket ham havde han fundet sig selv i storbyen. Da købmanden ville slås, havde han banket ham og taget hans pung, og på trods af at vægten i bæltet burde opmuntre ham, var det som om intet rigtig gjorde for tiden. Han havde fjernet resterne af sine tømmermænd på den bedst tænkelige måde, ved at drikke mere øl, og var hen af aftnen endt med at spadsere ned af Londons mindre pæne gader. Han følte sig mere hjemme hernede. Blandt mordere og tyve, det var det eneste sted en slyngel som ham kunne føle sig hjemme. Lindring havde han ikke fundet på bunden af sit ølkrus, og det hjalp heller ikke at smadre det mod et murværk. Han følte det ikke rimeligt at livet gang på gang skulle pisse på ham, og dog kunne han ikke føle sig som et offer, når en stor del af skylden lå hos ham selv.
Post by Ermintrude Eads on Mar 12, 2016 8:29:49 GMT
Det var en kølig aften og den unge pige, på knapt mere end tyve, trak det slidte sjal lidt tættere sammen om sine skuldre. Det eneste der holdt hende varm, var tanken om at den gamle kone havde lovet Thom et varmt måltid mad og et ildsted at sove foran. Det kostede hende, men hun ville give alt, hvis det betød, at hendes søn havde det godt. For det, vandrede hun gerne på gaderne hele natten.
Denne aften var ingen undtagelse, selvom hun kunne mærke resterne af vinterkulden i luften. Det var en kamp ikke at klapre med tænderne, når hun smilede indbydende til forbipasserende mænd og lod sjalet glide til side, for at afsløre en snert af bar hud i kjolens dybe udskæring. Der var ikke meget glæde i det og efter et stykke tid, trak hun i stedet stoffet helt omkring sig og lænede sig tilbage mod en mur. Bare for at lukke øjnene og trække vejret i et øjeblik.
Post by Conrí Singleir on Mar 12, 2016 14:17:47 GMT
For den store varulv var natten stadig ung. På trods af at han lignede noget der snart skulle tumle omkuld et uhumsk sted. Armene fægtede kort efter det smadrede krus, før han opgav at gøre noget ved det, og fortsatte i stedet sin lettere usikre gang ned af den smudsede gade. Med sin tro følgesvend, øllet, borte begyndte de mørke øjne at spejde efter noget nyt han kunne tilbringe resten af aftnen med. Svaret fandt han hurtigt i en af gadens piger. Han havde besøgt dem før, da piger og sprut virkede som det eneste der kunne lette hans skyld. Hans formål var klart da han nærmede sig den unge mørkhårede kvinde, og han tog derfor også en smule ublidt fat i hendes arm. "Hvor meget for et skrald?" Stemmen var grov og hæs, og fuldheden fik ham til at glemme at nedbryde sin ellers så truende adfærd. På trods af at de mørke øjne havde et faretruende glimt, var der dog også både sorg og desperation i dem, da han tvang sit blik ind i kvindens.
Post by Ermintrude Eads on Mar 12, 2016 15:37:39 GMT
Blikket var vendt i den anden retning og hun så ikke manden, før han var tæt på og inden længe lukkede en hånd stramt om hendes overarm. Et dæmpet, forskrækket gisp undslap hende og det gav et mærkbart sæt i hende, før hun registrerede hans ord og fik bare nogenlunde styr på sin puls igen. Normalt lod hun sig ikke overraske så nemt, men hun havde kort været væk i tanker.
Hun slappede da heller ikke fuldstændigt af, da først det stod klart for hende, hvad han ville have. Der var noget truende i hans fremtoning, der fik hendes hjerte til at hamre og selvom hun syntes at ane en snert af noget andet i hans blik, så var det det første der dominerede. Alligevel tvang hun et smil frem og hindrede sin krop i fortsat at skælve lidt af kulde. "Et par mønter, det er det hele, mester," svarede hun og så ham i øjnene.
Post by Conrí Singleir on Mar 12, 2016 21:52:58 GMT
Con havde ikke overskud til at tænke på hvordan hans fremtoning påvirkede den unge kvinde. Det var det smukke ved skøger, man betalte dem for at blive elsket, lige meget hvem man var, og indtil mønterne slap op var deres eneste formål at få en til at glemme alle sine sorger. Hans blik veg hurtigt fra hendes, øjnene var langt fra samme farve som Freyas, og dog var der alligevel noget der gjorde det svært for ham at fastholde blikket. Han vejede i stedet pungen i hånden, før han tog fat i hendes og lod hende veje den. "Du får halvdelen, hvis jeg, for bare en nat glemmer al den forpulede elendighed og uretfærdighed der er her i verden." Der var mere end bare et par mønter i pungen. Han havde ganske vidst allerede brugt en del af dem på drikkelse, og dog ville hun tjene langt mere end et par mønter, hvis hun kunne stille ham tilfreds.
Post by Ermintrude Eads on Mar 13, 2016 8:39:03 GMT
Hun glemte kortvarigt at trække vejret, før han greb fat i hendes hånd og vægten af en pung, der kunne holde Thom fra at sulte i et langt stykke tid, hvilede i hendes håndflade. Blikket faldt til den i mørket og hun trak vejret langsomt ind en enkelt gang, før hans ord fik hende til at se tilbage op.
Noget ved dem fik den truende adfærd til at virke mindre dominerende og hun betragtede ham i et øjeblik, før hun trak hånden til sig og i stedet lukkede den blidt over hans underarm. "Kom med mig, min kære," bad hun dæmpet og mere mildt end kælent. Det lyse blik forblev på ham og hun slog ganske let med hovedet. Der var en stald i nærheden, hvor de uforstyrret kunne være.
Post by Conrí Singleir on Mar 13, 2016 20:34:05 GMT
Conrí satte pungen tilbage i bæltet med et lille bekræftende nik. Han havde ikke ondt af købmanden han havde taget den fra, det var ham selv der havde valgt at tage kampen op imod den store varulv, og nu ville hans surt opsparede mønter i stedet købe Conrí en smule glæde. Pengene var ganske vidst ikke spenderet på den unge mørkhårede kvinde endnu, og dog brød et lille veltilfreds smil frem på hans læber da hun accepterede. Blikket i øjnene ændrede sig dog ikke, da hun tog hans arm og han villigt fulgte med hende. Han havde ingen ide om hun rent faktisk havde et værelse, eller om de skulle ordne det i en snusket baggård, men han var også temmelig ligeglad med omgivelserne. For hans pengepung kunne han måske have købt sig til langt mere eksklusivt kvindfolk, og dog ville folk brokke sig hvis en af de vellidte piger forsvandt. Skulle han miste besindelsen igen, ville ingen savne en tilfældig gadeluder.
Post by Ermintrude Eads on Mar 13, 2016 20:40:07 GMT
Det var ikke langt væk. Rundt om et enkelt hjørne og et til, før hun med en enkelt, kold hånd skubbede trælågen indtil stalden åben og lod sig forsikre af mørket af, at den var så tom som altid. Hun kendte efterhånden hver eneste krog og trak ham med sit et stykke længere ind, hvor halmen ikke var komplet fyldt med skidt og kravlede af utøj.
Der vendte hun sig mod ham igen, uden at sige noget. De fleste mænd ville ikke have en kvinde, der brugte tiden på at tale. De var kun ude efter én ting og Ermintrude forledte ikke sig selv til at tro andet nu, men rakte blot frem for at løsne hans bukselinning. De vidste begge, hvad hun var og der var ingen grund til at lade som andet.
Post by Conrí Singleir on Mar 13, 2016 21:37:06 GMT
Conrí fulgte efter kvinden uden at tage stor notits af hvor hun ledte ham hen. Han havde efterhånden opholdt sig nogle rimelig utiltalende steder, og dog blev han ikke positivt overrasket da hun trak ham ind i en forladt stald. Her var i det mindste tørt, og måske kunne de finde noget halm der ikke var alt for skident, når de nåede dertil. Han havde ikke travlt. At bruge pengene på et skrald havde været en indskydelse, og ikke noget dybfølt behov, og han stod derfor også stille, mens kvinden pillede ved hans slidte bukser. "Dit navn?" Stemmen var ru, og der var ikke noget særlig galant over tonefaldet. Han havde dog først og fremmest hevet fat i hende fordi hans krop hungrede efter noget nærhed, og at sætte et navn på kvindens ansigt ville være et skridt i den rigtige retning.
Post by Ermintrude Eads on Mar 13, 2016 21:55:04 GMT
Ermintrude skelnede ikke så meget mellem situationer og specifikke behov. Hun var ingen fornem dame af natten, men blot en af de piger, som mænd uden mange mønter på lommen gik til, når de ikke kunne klare trykket længere. Det var typisk ikke mere end det var og allerede, da han brød tavsheden, gik hun kortvarigt i stå med sit foretagende.
Blikket søgte op mod hans ansigt, men hun kunne ikke se meget af det i mørket. Efter et øjeblik, svarede hun ham dog med et dæmpet: "Emmie. Mit navn er Emmie," inden hendes fingre fortsatte, hvor hun havde sluppet.
Post by Conrí Singleir on Mar 13, 2016 22:17:18 GMT
Con var ikke en af de sære kunder der ville have noget bizart. Han havde behov for at nogen lod som om de brød sig om ham for en stund der var kort nok til at han ikke kunne skade dem. Han lod sig ikke mærke med at han brød en af gadeludernes uskrevne regler, og brød anonymiteten der lå imellem dem. Han ville skide på om navnet hun gav ham var hendes rigtige, han nikkede tilfreds, og svarede med sit eget. "Con." Conrí Singleir var en anden mand. Husbonden, faderen, det havde nærmest fået en sur smag i hans mund, og at undgå at bruge det havde begravet nogle af de tanker Emmie forhåbentlig kunne få ham til at glemme.
Post by Ermintrude Eads on Mar 14, 2016 16:43:24 GMT
Det var en rum tid senere, at Emmie fandt sig selv halvt nedsunket i den stive, men lune halm, der stak svagt ind i hendes hud, men holdt kulden udenfor på afstand. Netop det hjalp tilstedeværelsen af en anden krop også på og hun trak stadig vejret tungt af mild anstrengelse.
Med vægten fra ham endnu halvt over sig, lå hun ganske stille og gjorde ikke meget væsen af sig. Det var ikke det, hun var der for og hun ventede mere eller mindre bare på, at han samlede sig og gik. Hun havde leveret, hvad der var det eneste, de fleste ville have fra hende.
Post by Conrí Singleir on Mar 14, 2016 20:47:52 GMT
Det var ikke et egentligt behov for at lette trykket der havde fået Conrí til at hive fat i skøgen, og dog følte han sig et øjeblik fredfyldt og forløst da hans krop gled tilbage i det stikkende hø. På trods af at arrene ville blive flere med årene, var hans hud allerede nu mærket og ujævn, og dog havde han stadig ikke fået hvad han havde i sinde at betale for. "Bliv her lidt." På trods af at ordene blev udtalt som en kommando, var bønnen i dem tydelig, mens hans stærke arm blev liggende ind over hende. Selvom om han betalte for den, fik kvindens nærhed de ellers så spændte muskler til at slappe af på trods af at det de lige havde delt ikke havde det store til fælles med elskov.
Post by Ermintrude Eads on Mar 14, 2016 23:47:46 GMT
Hun havde halvt været på vej til at fjerne hans arm, da hans ord fyldte luften og fik hende til at standse midt i bevægelsen, før hun kunne nå at røre ham. Hun syntes at høre mere end en ordre i det, men kun ganske svagt og det var intet, hun satte sin lid til.
"Vil du have mere?" spurgte hun dæmpet og en anelse hæst. Der var ikke noget kælent over hendes tonefald eller specielt opfordrende. Hun havde oplevet værre, men samtidig havde hun ingen trang til at gennemgå det hele én gang til. Mindet om pungens tyngde og måden Thom smilede i søvne, når han var mæt, fik hende dog til at blive liggende.
Post by Conrí Singleir on Mar 15, 2016 0:38:43 GMT
Conrí var mæt for nu når det kom til kropslig omgang. På trods af at der brændte en stærk ild i ham, var den ikke umulig at mætte, og omgangen med skøgen havde været tilfredsstillende nok til at det var ikke elskov han hungrede efter. Nærværet var han dog stadig ikke mæt i, og armen blev derfor også liggende hvor den lå, mens hans ansigt var et sted ud for hendes øre. "Har du nogen du skal hjem til Emma?" Hendes navn var måske gledet i forbifarten, men den store varulv tog sig ikke af det. Han havde brug for at tale med et andet menneske, der ikke ville slås med ham eller have noget af ham. Det var måske en illusion der i øjeblikket blev holdt oppe af den pung der lå henkastet sammen med hans bukser, men det var hendes sag at få ham til at glemme det.